Tre vigtige regler

Regel nummer et:
Gamle cykelbukser er til at pendle i

Regel nummer to:
Gamle cykelbukser er KUN til at pendle i

Regel nummer tre:
Hvis du ikke lytter til regel nummer et og i særdeleshed regel nummer to, så får du ondt i røven!

Nemlig. Testet på egen krop.

Jeg har nogle gamle cykelbukser som jeg kun bruger til at pendle i de 15 kilometer til og fra arbejde.

I går kom jeg så hjem og røg i komfortzonen. Pludselig var klokken mange og jeg var ikke kommet ud af pendlerbukserne, da jeg kunne se at det var nu jeg skulle ud og træne inden det blev mørkt.

Så skidt pyt da, jeg var jo i cykeltøjet. Så jeg hoppede på Rivetten og strøg ud i skoven. For satan for en omgang i de gamle møg bukser.

Sådan lærte jeg de tre vigtige regler på den hårde måde. Men trænet det fik jeg.

Ide til træningsmotivation

Det kan godt være at eliten farer af sted og ikke ser sig tilbage.

Vi andre mere dødelige, hyggetrænere, motionister eller supermotionister, vi kæmper alle vores kampe.

Typisk at dette indlæg kommer netop nu, hvor jeg har fundet formlen og igen er med pil opad. Det har været lidt af en kamp siden jeg fik min meniskskade for snart rigtig længe siden. Så kom først det ene på tværs og så det andet.

Nu sveder jeg igen som en fed gris og synes det er det bedste i hele verden.

Men hvordan kommer du dertil? Der er så mange små fif, som virker på nogen og ikke virker på andre.

Dagens tip er såre simpelt og pt. virker det hjemme hos os. Ikke kun for mig, men også for Marianne.

Vi fik en kalender i julegave. Du ved en af dem med billeder af din familie.

foto: tanakawho

Har du ikke fået sådan en, så er du faktisk endnu bedre stillet.

Her er tippet
Tippet går på at du finder nogle billeder fra friluftsturen hvor du besteg et bjerg, eller turen hvor du havde overskudet til at slæbe gruppens vand.

Eller hvad med mountainbikeløbet, hvor Martin Bæk, eller en anden var forbi og skyde et godt billede af dig.

Eller til adventure race, hvor du kravler rundt med snuden nede i mudderet og bare griner det største grin på dagen?

Du har sikkert selv andre fede billeder på nethinden og harddisken.

Sådan gør du
Find nu disse billeder frem.

Surf ind på en af de mange sider der tilbyder fotokalendere til at hænge på væggen (der er et par links i bunden).

Sammensæt nu din helt egen kalender med netop dine fede minder fra sport og friluftsliv.

Sæt dig realistiske mål for træningen. Ikke mindst hvor ofte du skal ud og træne.

Med din nye kalender hængende centralt i hjemmet har du inspirationen lige foran dig. Desuden sætter du et fedt kryds efter hver endt træning. Så kan du og måske din kæreste se hvis du falder af på den.

Det er så nemt lige at glemme lidt træning. Og vupti så kom du måske kun ud fire gange på tre uger, og det uden at du rigtig kan huske hvor få gange du rent faktisk kom ud.

Kalenderen er din dårlige samvittighed, hvis du ikke får trænet. Og på dage hvor det vælter ned med dødssyg dansk regn, så er billederne fra de fede tider med god form den rette inspiration til at komme ud.

Nemt ikke?

Du kan evt. bruge denne side, hvor du kan sætte startmåned efter behov. Det er en med-iværksætter her fra Aarhus der har siden.
http://www.sumopix.com/da/calendar

Eller du kan bruge Vistaprint. Dette er et annoncelink, hvor jeg tjener til et par energibarer hvis du handler gennem linket.
Vista print 2011 kalender –Klik Her-

Skøjte-Orientering

Det kunne have været overskriften på gårsdagens vintercup i min orienteringsklub.

Jeg fik den første varsel, da jeg drejede fra landevejen og ind på grusvejen mod klubhuset på min cykel. Grønneveste og biler parkeret på kryds og tværs af isen gav mig den første advarsel om at det ville blive en glat aften.

Jeg tog imod det gode råd og trak cyklen ned ad vejen inde i terrænnet. Der var stadig glat. Måske jeg skulle skifte til min Icebug med metal pigge allerede nu.

Skoene forblev dog i tasken og jeg kom i omklædningsrummet uden styrt.

foto: Senor Codo

Ca. 50 løbere var nu klar til at lunte til starten. Jeg var udstyret med mine sko med pigge, eller hvad der nu var tilbage. Icebugs gamle modeller har det med at tabe deres pigge. Jeg talte seks huller i sålen på den ene.

På vej til starten går det egentlig meget godt. Altså lige indtil jeg ser mig selv hænge svævende i luften. parallelt med min krop svæver mine ben. Hmm det er da ikke fysisk muligt???

Jeg rammer isen med et blødt bump. Det bump efterfølges af endnu et bump og jeg kan se at jeg har taget Torbjørn med i faldet.

Jeg giver ham en undskyldning for den unødige rutsjetur og Torbjørn lunter hurtigt videre i den modsatte side af vejen end mig. Klogt træk.

Selve løbet er ikke noget at skrive hjem om for mit vedkommende. Jeg finder aldrig noget der minder om en rytme, og da jeg på vej op ad en bakke tager rutsjeturen ned igen inden jeg når toppen kigger jeg ned på mine fødder og vi bliver enige om at det her ikke er risikoen for brækkede ben værd så jeg trasker hjem i enddog meget roligt tempo og beder til vejrguderne:

Kære vejrguder. Vi bringer et udvalg af klager!
Giv mig enten snestorm og langrendsføre eller tø så jeg kan løbe og cykle udenfor.

Facebook er stedet for sjove frustrerede venner. Her er et udpluk:

"Der er urimeligt når der står en Cannondale og sparker ... Og vil ud!!"

" Overvejer at gå amok med ukrudtsbrænderen:-)"

" brænderen i et stift ophæng foran forhjulet - og så gasflasken på ryggen! Så kører det for dig :-) PS - jeg savner også snart at komme ud - spinninglokaler er klamme :-("

"Sne er super teknik træning på vej på arbejde, men noget LORT når det bliver til is"

"- giv mig en uges fri, en solid hårtørrer og 30 km forlængerledning. Jeg har et MTB-spor der skal tøes op!"

"har lige opdaget at min nye MTB er blevet støvet. SUK."

Har du guldkorn fra dig og dine venner, så del dem i kommentarsporet!

Top 5 over steder jeg drømmer mig hen når jeg spinner

Med tøvejret på vej ind over landet, er der måske håb for at jeg kan undgå time efter time i spinningsalen.

Men indtil da, så er jeg helt sikker på at mine spinningtimer bliver mere overkommelige, hvis jeg indstiller den psykologiske radar på bedre tider.

Derfor er mit fokus under timerne også på de bedre tider og ting jeg kunne foretage mig, hvis jeg altså ikke sad og kørte hjernen ud på en spinningcykel.


Top 5 over steder jeg drømmer mig hen under spinning

Nummer 5:
Bare alle andre steder end lige her.

Den nemme og ligetil løsning, når du keder dig. Men ikke særlig konstruktive tilgang til en time eller flere i spinninglokalet.

Nummer 4:
Spinning med en af mine klubber eller træningskammerater.

Nå ja, hvis det ikke kan være anderledes end at jeg må spinne gennem vinteren, så savner jeg fælles spinningtimer med træningskammerater.
Jeg er flyttet syd for Aarhus til et rart og hyggeligt lokalsamfund. Vi har billig spinning (110,- om måneden). Men jeg kan godt savne træningerne med vennerne, hvor vi kan svede og lade smerten bide i lårene sammen.

Nummer 3:
Træning i skoven på mountainbiken.

Det kan godt være at der er spejlglat, men måske det var chancen værd at tage ud på sporet og brække et kraveben?

Nummer 2:
Lange træningspas på landevejen.

Spinning minder i det hele taget en del om turene på landevejen i form. Her er bare ingen natur, baskkerne er hårde med flade og musikken kan jeg ikke selv kontrollere
Gi mig friheden tilbage. Jeg husker hvordan jeg sidste år røg på landevejen da vejene kun var lidt dækket af sne og is. Ikke smart, men psykisk nødvendigt da jeg ramte marts måned.

Nummer 1:
Luk alt ude og forestiller mig en konkurrencesituation.

På de gode dage i spinningsalen ender jeg her. Specielt hvis jeg kan slippe af sted med nogle lange intervaller på op mod ti minutter, hvor jeg kan rykke mælkesyregrænsen.
Fokus på situationer fra MTBO og Adventurerace, hvor forestillingen af at befinde sig i en konkurrence situation er med til at øge chancen for, at jeg senere i en reel given situation kan tackle den bedre.

Annoncelink:
Alt i cykeludstyr, tøj og spinningsko hos Chain Reaction Cycles

På afstand af nytårsforsæt

Ikke noget nytårsforsæt herfra. Det er mange år siden jeg troede på at sådan noget kunne ændre noget for mig.

Det var vel, da jeg kvittede smøgerne, at jeg ændrede fokus. Bare gør det! Så jeg kvittede smøgerne. Faldt så i igen tre måneder efter. Stoppede igen og er nu blevet en af de der frygtelig hellige tidligere rygere som er kommet i form og hader stanken af røg.

Sådan er det også med træningen. Hvis du har lyst. Så gør det dog.

Det bliver ikke nemmere i fremtiden eller i morgen.

foto: Sean Mcgrath

Nemt lyder det. Svært er det til tider at følge mit eget råd.

Lige nu er veje, stier og fortove spejlglatte. Til med sidder jeg på kontoret og kan se sneen vælte ned over Aarhus.

Om to timer skal jeg løbe vintercup med orienteringsklubben i Botanisk have. Det bliver skægt!

Jeg har rimelig nemt ved at komme ud og løbe vinteren igennem. Løb er sjovt, og med et bredt udvalg af sko, findes der også sko som jeg står godt fast i. Pt. er det piggene på mine Icebugs der vinder. Tror dog ikke længere at Icebug er til at få i Danmark?

Det er strakt sværere med det der cykling. Respekt for de dødsforagtende cykelryttere der på tynde og tykke dæk kører rundt derude.
Jeg kører Beder - Aarhus retur på cykelstien med tungen lige i munden og hjertet sidende oppe i halsen. Det er et transportonde.

Så jeg er igen hoppet på spinningcyklen. Det er kedeligt med godt træning. To måneder, så håber jeg på optøede veje.

Sidste år var det den samme tummerum. Resultatet var deltagelse i mountainbikeløb. 76km i Silkeborg og en helt smadret ryg. Den var ikke klar til udfordringerne.

Så, som jeg tidligere har omtalt, så er vintertræningen nu suppleret af cirkeltræning. Det er sgu også kedeligt, og foregår også indendørs!!!

Håber bare det er godt for noget når foråret kommer og jeg igen kan komme ud og lege hver dag.

Med så mange ret kedelige træninger er der virkelig brug for 'bare at gøre det'!

Ikke noget nytårsforsæt.
Jeg skal bare gøre det. Jeg skal!

Jeg er også en superskrumper

Måske har du set Chris MacDonald og hans sundhedsprogrammer i TV. Du ved dem med folk der skal dyrke mere motion, spise knapt så meget og så i øvrigt bare tage sig godt og grundigt sammen.

Jeg tror TV-programmerne tiltrækker så meget opmærksomhed, fordi det i bund og grund er godt TV, når vi kan spejle os selv i deltagernes op- og nedture.


Eller det vil sige, vi kan dele opturene med dem, for når det går godt. Ja så er det jo også sådan jeg selv gør det.

Og når superskrumperne igen har taget på, røget for mange cigaretter og bare ikke kan tage sig sammen til at løbe en lille tur, så kan vi sidde hjemme foran skærmen og glædes over at vi da virkelig gør det meget bedre.

Et skud selverkendelse
Så var det jeg i mandags lærte endnu en ny ting om mig selv. Det er så pokkers nemt at sidde derhjemme og smile af en mislykket superskrumper. Virkelig sådan tænke haha, så tag dig dog sammen.

Men det er slet ikke nemt, det er faktisk en hamrende fantastisk præstation, når en superskrumper efterfølgende løber 100 km, som Leif gjorde det.

For fanden mand. Han kommer fra ingenting rent form og træningsmæssigt. Og så står han der en aften i København og har løber fucking 100 km!

Jeg tror jeg forstod lidt af det der skal overvindes i mandags. Men også kun lidt. Jeg tror at her kan ligge noget meget essentielt i at opnå dit mål i min selverkendelse. Selverkendelsen er første skridt på vejen, dernæst kommer det store sure slid med at vende hjernen 180 grader, for ofte når du gør modsat af hvad du ønsker, så skal hjernen og ikke kun kroppen vrides godt op grundigt.

I mandags var jeg igen til cirkeltræning, noget af det kan være rimelig hårdt. Jeg er vant til smerte i benene når jeg træner. Det har jeg lært at elske. Jeg ved ikke rigtig hvornår. Men engang for mange år siden.

Men så kommer vi til øvelserne i cirkeltræningen, hvor det er overkroppen der bliver udfordret. Jeg ved at jeg får DOMS bagefter. Men det er midlertidigt og i en god sags tjeneste. Jeg kender alle de gode grunde til at gi' mig 110%. Også når det gælder overkroppen.


Men på de fleste af øvelserne for overkroppen gir jeg alligevel op langt tidligere end hvad musklerne burde kunne presses til. Hovedet er fyldt med dårlige undskyldninger om, at jeg jo heller ikke sådan rigtig behøver at være stærk i overkroppen. At jeg bare lige skal træne den stille op. Så om en måned kan jeg presse den.

Sjovt ikke?
Havde det været benene, så havde de fået nogle ekstra prygl for at være så vattede. Men overkroppen, den får lov at kommandere med mit bløde hjerte og slipper for de ultimative tæsk.

Den er rent mentalt. Benene har jeg så mange års erfaring med at træne igennem i styrke, udholdenhed og intervaltræning. Mens overkroppen slet ikke har den erfaring og den sætter ud langt tidligere.

Nu har tankerne rumsteret og jeg kan snildt sætte det i perspektiv til en superskrumper, som overtales til for rullende kamerarer at vise hele danmarks befolkning, hvordan man taber sig og kommer i god form.

Jeg kan også drage paralleller til udenfor sportens verden, når jeg skal sætte mig ind i nye udfordringer. Det kunne være faglig indlæring eller en opgave for en kunde som kræver research, analyse og til sidst rådgivning.

Det, virkelig at gøre tingene, frem for blot at tænke over hvad man skal og kunne gøre. Det er en kæmpe mental udfordring.

Det er også det vi ser, når sportsfolk bruger forestillingen af at gennemføre et løb som mental forberedelse inden konkurrencen.

Nu mediterer jeg ikke selv, men kan da sagtens se hvordan det ville kunne gavne evnen til at flytte sit fokus over og rent faktisk få de gode intentioner gennemført.

På nogle punket er jeg stadig en superskrumper.
Cirkeltræningen og min psyke mindede mig igen i mandags om, at hvis jeg ikke tager fat i udfordringen og arbejder med den, så vil jeg ikke nå mine personlige mål.

Jeg kunne selvfølgelig også vælge at erkende, at mine mål er sat for højt. Men det ville da også være for kedeligt.

Sæt i gang!

foto: Alan Cleaver og Jean-Etienne Minh-Duy Poirrier @ flickr

Havde Niels mon ret?

Da jeg for nogle år siden arbejdede som bartender havde jeg en chef der, uden at fornærme ham, nok ikke lagde helt så mange timer i træning som jeg gør.

En dag får jeg ondt i ryggen af en forkert bevægelse, og det afføder en fin lille samtale som har printet sig godt fast på min nethinde.

Bjarke: Av min ryg, det er sgu sjældent at jeg får rygproblemer.
Niels: Ja vent du bare til om ti år, når du er lige så gammel som mig.
Bjarke: Hvad da? Hvad sker der så?
Niels: Så vil du mærke hvordan kroppen ikke kan undgå forfald mens du blot kan se på!
Bjarke: Narj, det lyder da ikke rart. Men jeg træner jo, så jeg har nok bare været uheldig.

Alle mine efterfølgende småskavanker, som jo kommer i ny og næ. De får mig til at tænke på Niels og hans tørre kommentar.

Mit forsvar er igen og igen, at jeg bare kunne have trænet fornuftigt, så var der ikke kommet skader.

Jeg kunne have trænet muskulaturen omkring knæet, så havde jeg nok ikke fået meniskskaden og løberknæet kan også holdes på afstand med den rette træning.

Senest lykkedes det mig så at rive al hud af hælene i en begynderfejl på langrend i nye støvler og uden tape på hælene.

Men jeg kunne jo bare have taget mine fødder alvorligt. Det er bare så nemt at glemme, når vanens magt hersker over fornuften.

Jeg lærer mens jeg lever
Jeg ved egentlig ikke så meget om fødder. Jeg har bare lært hvor jeg plejer at få bøvl med dem på længere løb, så der husker jeg altid at tape dem til før start.

Altså ved løb har jeg erfaret steder, hvor fødderne skal forberedes til strabasserne, så jeg tager mine forholdsregler. Nu skulle jeg så løbe langrend hvor erfaringerne var lig nul. Ergo ingen erindring om problemer.

Tænk sig hvis jeg havde brugt fornuften og sagt til mig selv, at der nok ikke er forskel på løbesko, vandrestøvler og langrendsstøvler?!?!

Det er ægte learning by doing. Jeg er vel spejder!

Jeg burde have lyttet
Men nu har jeg lyttet til dette podcast af forfatteren til fixing your feet, John Vonhof.

foto: Pig Money

Er du tosset der ligger læsestof til lang tid i den bog.
Der er en ny version på vej i februar, så jeg venter lige med at købe den indtil den er klar.

Jeg kan jo ikke så godt teste 100 par fødder, som jeg tester løbesko, pandelamper og rygsække. Så i dette tilfælde tror jeg det er klogt at trække på den mands mange mange erfaringer fra tusindvis af fødder.

Så for at svare Niels. Så tror jeg ikke at Niels har ret på dette punkt. Vi skal bestemt ikke bare sætte os ned og se til mens kroppen går i fordærv.

At Niels så lærte mig en hel del omkring at drive virksomhed er en helt anden sag. Og noget jeg er ham taknemmelig for.

DOMS for en gammel krop

Hvis du ved hvad jeg hentyder til i overskriften, så ved du også at i dag og i morgen bare skal overstås for mit vedkommende.

Den "gamle" krop har udfordret sig selv på nye territorier.

Jeg burde jo have gjort det for længe længe siden, men sent er bedre end aldrig.

Jeg var i mandags til cirkeltræning med min orienteringsklub. En time rundt med øvelser, hvor jeg fik trænet muskulaturen i dele af kroppen som jeg normalt aldrig skænker en tanke.

Jeg kan lide at løbe og jeg nyder at cykle. Armene og overkroppen trænes i kajak. Skal jeg sætte procenter på, så er arme og overkrop nedprioriteret. Faktisk ret meget.

foto: Wandering Angel

Men til cirkeltræning skal jeg love for at vi kommer alt igennem. Bestemt også regioner af kroppen som åbenbart har været ret slatne.

Der er god mening i at træne kroppen i sin helhed, jeg har bare ignoreret det faktum indtil nu.

Allerede i går til orienteringstræning kunne jeg fornemme hvad der var på vej. Kroppens små finter ind og ud mellem træer og buske gav kroppen andledning til at sende de små signaler til hjernen.

Straffen kommer så i dag, hvor der er dømt DOMS i store dele af kroppen. DOMS er forkortelsen af 'Delayed onset muscle soreness' og dækker over muskelømhed så snart musklerne kommer ud af deres hvileposition.

Det er hverken farligt eller unormalt for en dvask muskel. Ikke desto mindre er det en lillebitte smule ømt...

Så i dag nyser jeg helst ikke. Det går lige lukt i mavemuskulaturen.

Men på mandag er jeg igen klar i gymnastiksalen, det gør jo nok godt for noget i det lange løb!

H12, Grejsdalsløbet og så hulen her

Hvis du er fast læser, så har du nok lagt mærke til at bloggen ikke ligefrem er forsømt i disse tider.

Jeg sidder i noget nær en hule her i huset og arbejder på højtryk på at slippe mine sidste tag i universitetet. Hvilket så også har taget nogle år kan man sige. Studiekortet siger 1998...

De fleste af mine andre aktiviteter er sat på standby. Stort set intet arbejde, og træningen er 100% lystpræget. Eller rettere overskudsbetonet.
Nu må vi se hvordan det så spiller af til Giant 24 i Rold i næste weekend.

Denne weekend sad jeg over, mens venner og bekendte kørte rundt til H12 mountainbikeløbet hos Hustlerne eller til det store motionsløb Grejsdalsløbet.

Et billede som kunne være fra min "hule", men som er hentet under creative commons fra Flickr.com

Jeg har søgt lidt efter nogle billeder jeg kunne bringe, men ikke fundet nogen som er frigivet til at jeg kan bruge dem her på bloggen.

Det bringer mig så til et lille tip til de af jer der selv blogger eller på anden måde bruger billeder rundt om på nettet.

En stor del af de billeder jeg bruger her. Dem henter jeg fra Flickr.com.
Det er et site med brugeruploads af billeder og du kan indrette din søgning i mange retninger.

Den del jeg bruger, er at søge efter billeder lagt op under "creative commons".

Det er brugere som siger. Hey mine billeder må du gerne bruge under de og de omstændigheder.
rug lidt tid på at sætte dig ind i hvordan det fungerer og du er klar til at kunne blogge med en del lækre billeder.

Jeg vælger at begrænse mig helt ind til billeder der må bruges kommercielt.
Bloggen her er som sådan ikke kommerciel og jeg nærer ikke nogen forhåbninger om at blive rig på at blogge.
Det er sjovt og jeg kan godt lide at skrive. Derfor gør jeg det.
At det så også giver mig noget erfaring jeg kan bruge i mit professionelle brug af ord, det er blot en bonus jeg har opdaget hen ad vejen.

Ups... Et bilede jeg ikke har tilladelse til at bruge, og som formentlig er beskyttet af copyright.
Men jeg drikker meget kaffe i disse dage og derfor passer billedet perfekt til indlægget.
Som tak for at jeg "napper" billedet, så sørger jeg for at linke til doperssuck.com, hvor du kan købe dit eget krus.

Men altså. Creative Commons giver mig friheden til f.eks. at sætte lidt reklamer ind på siden, så kan det være at det betaler min hosting i løbet af året. Og er jeg heldig, så en pose matadormix.

Mindre restriktive retningslinjer kan helt sikkert give dig endnu flere billeder at vælge mellem.

Ligesom der kan flyve en finke af panden på Villy, så er det også set, at jeg benytter et billede på kanten af hvad jeg har fået lov til. Men som udgangspunkt, så bør vi vel som bloggere respektere copyrighten. Eller?

Håber, at du som blogger kan bruge den info til lidt, når du synes at dit eget fotoarkiv bliver lidt for kedeligt.
Er der stemning for det, så kan jeg godt krydre indlæg hen ad vejen med flere små bloggererfaringer jeg har gjort mig de seneste år? Det skal blot ikke tage fokus fra grej, sport og gode ben.

Should I bike or should I run?

En let omskrivning af en god rockklassikker, så siger det lidt om det fede ved at dyrke multisport.

I hvert fald på det niveau hvor jeg befinder mig.
Jeg har prøvet det der med træningsplaner langt ind i helvede. Det duer simpelthen bare ikke.
Jeg kører sur i det på et eller andet tidspunkt.

Jeg vil helst træne lystbetonet. Så det gør jeg som oftest.



I dag sagde fornuften mig f.eks., at skoven er lysegrøn og singletrack sporet til mountainbike er sikkert formidabelt.
Nå ja, og så skal jeg køre 24 timers mtb i 24 Giant i Rold Skov om ikke så længe.

Men jeg har egentlig også rigtig mange gøremål i dag. Ting jeg ikke nødvendigvis skal - skal. Men ting jeg gerne vil nå. Som at skrive dette indlæg på bloggen, handle rosiner og alt det andet dejlige som livet bringer.

Store ord, men jeg er også i godt humør.
Jeg er på vej ud af døren. Løbeskoene vandt over mountainbike, inliners og landevejsracer.

Det er den hurtige intensive træning. Hvis ikke vinden er alt for bidende, så bliver det sikkert en tur på tværs af skoven og ned og løbe nogle solide kilometer i sandet langs vandet.

Jeg kan mærke at turen ned og knipse fotos til SOK har boostet min motivation til igen at få presset, trænet og testet de knæ som har givet meniskskade og løberknæ tidligere.

Meeb meeb...

Blind Chicken - et respons til Morten Kusk og Racegear.dk

Så prøver jeg med lidt video her på bloggen. Det er jo internettets nye sort, har jeg hørt og jeg vil ikke stå tilbage på perronen og vente på damplokomotivet.

Internetbutikken Racegear.dk har lavet et lille samarbejde med ultraløbet The Hammer Trail og fået fremstillet en Buff til deltagerne.
På facebook har Morten lavet en lille video om hvordan en Buff kan sidde på hovedet mm.

Jeg har selv vist en youtube video om det samme, da jeg anmeldte en Buff for snart længe siden.

Blind Chicken er tredje linie nummer to fra højre

Men jeg syntes Morten sprang let og elegant hen over min favorit 'how to wear a Buff'.
Nemlig blind chicken. Jeg bruger den ikke selv særlig tit, men at den er med på oversigten over måder at bruge en Buff på. Det er for sejt.

I dag skulle det så prøves, efter at Morten opfordrer mig til selv at lave en lille video.
Så jeg kørte ud på dobbeltbakken og kørte lidt intervaller. Og på en af nedturene fra toppen, så skulle blind chicken altså testes.



At jeg så styrter og kvadrer mit geardrop (tror bagskifteren overlevede) senere på træningen. Det har intet med blinde høner at gøre. Nok nærmere dårlig teknik og søvn i øjnene.
I øvrigt lidt spøjst at sidst jeg ofrede et geardrop var d. 18 april 2009 til SOK Multisport. Dengang havde jeg et ekstra. Det havde jeg så ikke i dag.

Men Morten. Jeg ser frem til hvad du finder på at filme næste gang. Så skal jeg nok være lidt mere påpasselig med at kommentere det...

Nu ved jeg hvad 1:1.500 virkelig vil sige

Her følger igen et langt indlæg med beretningen fra den restenrende del af mtb-o camp 2010.

Efter Fredagens langdistance, så bød eftermiddagen på to løb.

Camp cup 3: Crying mile og en korthusketræning

Crying Mile - Eller historien om hvordan de 82 poster blev til 81
En ultra kort bane på 1450 meter og i størrelsesforhold, 1:1.500. 17 poster.

Tak for kaffe. Vi havde talt en del om dette løb.
Jeg havde forsøgt at forberede mig på hvad der ventede. Hvor tæt ville posterne stå. Sikkert et tætforgrenet stinet.
Jeg havde selvfølgelig også læst roadbooken over løbet - for alt for længe siden.

Som noget af det sidste, så lovede jeg mig selv at tjekke kontrolnumre på posterne. På den måde ville jeg jo ikke kunne lave fejlklip. Smart ikke!

Koncentration kort inden starten på The Crying Mile

Starten gik. Ned ad bakke og så løbende op ad en sandbakke.
Fra toppen af den kunne jeg se en million, mindst, ryttere cykle rundt i mellem hinanden og på kryds og tværs af en million stier, mindst!

Det var finorientering og mega crazy. Jeg havde forberedt mig mentalt, men slet slet ikke kunnet forestille mig det her scenario
Jeg lignede en spejderdreng der er blevet væk fra sin patrulje i en stør mørk skov i Sverige.
Der gik lang tid før end jeg fattede en meter af det hele. Så fandt jeg endelig en post som måtte være post et.
Tjekkede op med kontrolnummeret på kortet - Hvad??? Ikke noget kontrolnummer på kortet. Shit da osse!

Sikrede mig at det var post et og klippede posten. Ti fcuking minutter tog det mig at finde posten.
Videre til post 2. Post 3, post 4 og så fremdeles.
Det kørte som smurt i olie. Altså lige indtil jeg klippede post 8 og skulle orientere mig ud fra den.

Hmm det her passer altså ikke med kortet. Tjekkede op med kompasset, nogle nærliggende højdekurver og så *doh* kunne jeg se det hele for mig.
Dumme dänen!

For det første havde jeg lige klippet post 9. Det var jeg ret overbevist om.
For det andet havde posten kontrolnummer 139 <-- bid mærke i 9-tallet til sidst. Lur mig om ikke der var et eller andet i roadbooken omkring udregning af kontrolnumre. Jeg var crying, råbte forbandet og slog gentagne gange hånden i styret.
Besluttede mig for alligevel at fuldføre løbet vel vidende at jeg havde fejlklip. Det var den der med at være med for at lære.
Ganske rigtigt fandt jeg også ud af at post et havde kontrolnummer 131. Post to 132 og så fremdeles. Havde jeg dog bare læst op på lektien...

Virkelig irriteret kører jeg banen til ende og skal dernæst ud på en korthusktræning med Martin Hansen.
Undskyld ventetiden Martin. Efter at have kølet ned i et lille minut begiver vi os ud på korthusk. Det går noget bedre og er lidt en oprejsning inden aftensmaden kalder. Så bliver det ikke meget sjovere

Lørdag formiddag kørte vi ud til et nyt område for at køre en middellang distance.
Det skulle vise sig at blive den klart sjoveste træning for mit vedkommende.

Kort over mit favoritløb på Campen

Klik her for at finde alle kort fra mtb-o camp 2010

Straks efter starten gik turen op op op mod post 1. Så var benerne ligesom varme og klar til resten af løbet.
Til post 2 gik det så ned ned ned igennem knoldede spor. Nå ja og ud fra post 2. Selvfølgelig op op op.

De næste poster var stræk hvor den kunne få fuld pedal indtil post 5, som lå på en sti der var spæret af op til flere stammer. Det var af og på nogle gange.
Et lille smut ind af en forkert sti og så ellers afsted mod post 6.

Dernæst ventede nogle poster i et lidt mere tricky terræn med flere stier og mange ryttere på kryds og tværs.
På vej mod post 10 ligger en rytter i grøften og er temmelig forslået. Men en official er ved ham og de giver tegn til at han er OK, så jeg kører videre.
Jeg tror han er braget ind i en bom over vejen.
Når man en stor del af tiden kører med snuden rettet ned mod kortet på styret, så er det altså en risiko, hvis man ikke får set sig op i tide.

Flere gange er man da også på kurs direkte mod en modkørende. Men heldigvis er det sjældent at vi tager frontale sammenstød i sporten.

Post 11 til post 12 er igen up up the mountain top.

Stien ud fra post 13 er gennem et stendige. Ikke den tydeligste vej i hele verden. Vi er tre der klipper posten ca. samtidig, men kun to af os fortsætter den direkte vej på post 14 og 15.

Et stk. spas nedkørsel, lidt pigtråd og så op op op igen. Så er sidste post klippet og det hedder bare hjem i mål.

Det var klart den fedeste bane i sjovt terræn.
Kompleksiteten i banen passede rigtig godt til at jeg kunne køre godt til og holde hovedet koldt.
En lidt bedre form er altid ønskværdig. Men jeg synes selv jeg kom godt igennem og endte helt fornuftigt som nummer 41.

Eftermiddagen gik med træning som bestod af en række o-intervaller.
Jeg lavede min egen lille udformning af disse, ved at køre det som korthusk.
Benene var ved at være mærkede og på den måde fik jeg trænet korthusk og "kun" kørt intervaller på de stræk jeg var helt sikker på.
Det passede vist meget godt til den tilstand jeg var i på det tidspunkt.

Aftenen gik med finalen på Päällikkoos Diavolo Challenge.
En finurlig lille konkurrence om hvem der på en kort bane på ca. 100m kan klippe en røvfuld SI poster hurtigst.

Os der havde været så forudseende ikke at kvalificere os til finalen. Vi kunne sidde og hygge os med en øl mens vi heppede det bedste vi havde lært.

Søndag var sidste dag.
Benene sagde fra morgenstunden, at de var møgtrætte.
Men jeg mobiliserede de sidste kræfter og cyklede de 5 km ud til skoven hvor mellemdistancen skulle afholdes.

Som jeg skrev i mit første indlæg, så var målet at undgå sidstepladsen i konkurrencerne.

Mellemdistancen udemærker sig ved at have fokus på god fart og udfordrende vejvalg.
Jeg starter ud med at bomme post 1 ualmindelig meget.
Finder de næste poster fornuftigt nok.


Ud fra post 7 bommer jeg igen for vildt.
Er på sammetid træt og drømmer mest om en seng.
Resten af banen snøvler jeg mig rundt. Er ikke særlig tilfreds med tingenes tilstand og skal bare have banen overstået.

Igen vinder min stolthed og stædighed.
Så selv om jeg godt ved at dette her ikke ligefrem er nogen fantomtid, at jeg må stoppe op og sige til mig selv at nu skal du tage dig sammen og beslutte dig for et vejvalg. Så fortsætter jeg turen rundt til ende.

Mentalt var det en lærestreg om, at når trætheden melder sig og koncentrationen svigter, så tror jeg bedre det kan betale sig at bruge lidt ekstra tid på at huske sine vejvalg. Modsat hvad jeg gjorde, hvor jeg tog en beslutning ved hvert kryds om hvilken vej jeg skulle.

Det blev til rigtig mange stop til sidst og hvert stop var også en anledning til at prøve at lokke lidt med mig selv.
- Hey Bjarke, du kan sgu da også bare tage hovedvejen tilbage til parkeringspladsen. Så er vi fri for det her selvpineri
- Hey Bjarke, nu gider vi da ikke træde op over flere små bakker. Come on. Du har alligevel tabt
- Hey Bjarke, de andre sidder sikkert allerede derhjemme og drikke kaffe. Skal vi ikke gøre det samme?
- Hey Bjarke, ham tyskeren og alle de andre er allerede i mål nu! Du er da for svag til at køre eilte.

Og sådan blev den lille djævel ved til jeg var i mål.
Og ja, de andre sad allerede og drak kaffe. Tyskeren kom i mål før mig. Faktisk hele 20 minutter før mig.
Og jo jeg tabte denne sidste dag på campen.

Men det var sgu en fed forlænget weekend i Sverige og jeg blev udfordret på alle leder og kanter.

I sidste ende fik jeg også lov til at drikke en kop kaffe på hotellet og nyde at MTB-O sæsonen blev skud i gang på behørig vis.

Næste udfordring på den kant bliver d. 21 maj når Friluftsland MTB-O Cup har første afdeling.

Læs første afsnit fra campen her

Her finder du alle de kort vi benyttede. Jeg har tegnet mit vejvalg ind på nogle af dem.

Påskeægget er en tur ned ad memorylane

Måske husker du det fantastiske danske cykelhold Team Chicky World, mangen til teamnavn skal du godt nok lede længe efter.
Og som påskeægget her på bloggen, så bliver det næsten ikke bedre end en lille gul påskekylling.

Jeg kunne selvfølgelig også have valgt et fokus på kyllingen fra Tølløse. Men så var historien blevet en hel anden.


Min relation til Team Chicky World bevæger sig nemlig helt tilbage til mine første lektioner i hvad det vil sige at træne struktureret og æde den der smerte på den fede måde.

Som dreng forsøgte jeg mig som alle andre frejdige knægte med fodbold.
Men da jeg blev sat af tredjeholdet i den lokale fodboldklub, så var det ligesom ikke så pokkers sjovt længere.
Bedre gik det ikke med bordtennis. Et nederlag på 5-21 var en lille sejr.

I Kong-Fu husker jeg heller ikke som nogen stor succes, så jeg stoppede hurtigt igen. Til min egen ærgrelse kun en måned inden de lærte rullefald. Tænk hvad den lærdom ikke kunne have gjort for min oplevelse af de mange styrt på mountainbike?

Tilbage var en dreng der var dybt fascineret af cykling.
Jeg fik min første "rigtige" racer, det var en sort og rød Runner fra Bilka!
Men den var min og den var hurtig som lynet. Så når sommeren kom begyndte jeg at cykle de 16km til og fra skole. Hjem og skifte til rigtigt cykeltøj og så ud igen.

Ud i vinden til en frihed jeg holdt meget af. Kørte ikke konkurrencer eller motionsløb. Cyklede bare for mig selv. Fordi jeg kunne li' det.

Jeg voksede ud af min Runner. Opgraderede til en hvid og blå Giant som jeg blev endnu mere glad for.
Desværre styrtede jeg og smadrede den totalt. Det var før den tid hvor jeg havde en ide om at man kunne skrue på en cykel selv og skifte dele. Delene har helt sikkert også været i den billige ende. Men som sagt - jeg var meget glad for min hvide og blå Giant indtil den gik bort.

Nu var vi så nået til den tid hvor neonfarver var det store hit. Så min næste racer blev en MBK i teamcolor, hvis nogen husker Chazalholdet fra touren i '94?


Stellet af rør der er ovale og ligeledes med biopace klinger. Jojo udviklingen var langt fremme i 1994.

Det var på denne cykel, at jeg en tirsdag aften troppede op på en parkeringsplads i Hornslet. Her skulle der være en lokal motionsklub, som jeg var blevet opfordret til at møde op og prøve at træne med.
Der skulle være et par hurtige fyre der kørte i organiseret klub. Men også en frygtelig masse familiefædre i mere eller mindre tvivlsom form.

Kl. 18:10 står jeg så der med to unge fyre, lidt ældre end mig og med glatbarberede ben.
De siger ikke meget, men beder mig blot lægge mig på hjul af dem og følge med.
Det lød jo nemt nok. Ligge i læ, en tur på bagsmækken.

Vi er knapt ude af byen før end jeg må op og stå for at lukke et hul.
Mindre end ti minutter efter at vi er startet må jeg slippe baghjulet. De to unge cykelryttere foran mig ser sig ikke tilbage - og væk var de!

Sikke en lærestreg jeg fik der. Kan huske at jeg cyklede videre i lang lang tid for mig selv inden jeg rullede hjem. Slukøret.

To dage senere. Træning igen med "motionsklubben".
Denne gang må der da være nogle fyrre fed og færdige familiefædre?

Men ak nej. Kun den ene af de to unge gutter fra om tirsdagen.
"Hej. Nå så du møder op igen efter den tur du fik i tirsdags."

Ja det gjorde jeg jo, selv om jeg lige i det øjeblik havde fortrudt det noget så inderligt.
Men denne dag blev noget anderledes. Kun den unge fyr, ved navn Lars Schrøder og jeg. En god lang tur på mols til bakkerne, hvor jeg fik lov at ligge i læ til et tempo jeg kunne være med på.


Vi fik en god lang snak om Fignon, Lars' gamle cykel med PDM logoer og det at træne struktureret.

Lars viste sig at være helt human og rigtig flink. Senere satsede han endnu mere på cyklingen og fik en deltidskontrakt med Team Chicky World.
Hvad han laver i dag det ved jeg ikke. Men han var med til at få mig til at træne hårdere og mere målrettet på cyklen.
Kimen til at tro på at smerte blot er svaghed der forlader kroppen, den blev måske endda grundlagt den fredag aften på mols?

Opgør med middelmådigheden

Det har været en lang vinter og jeg er om muligt blevet endnu mere rusten i teknikken på mountainbike.

Eftermiddagens træning var ingen undtagelse, men nu har jeg sat teknik og fingrene væk fra bremsen som fokusindsats.

Der er ikke mange dage til at jeg drager til Åhus i Sverige for at deltage på Merida MTB-O camp og jeg ved ikke meget om terrænet.


Arrangørerne kalder de fire dage for 'low-intensity technical trainings'. Jeg har tilmeldt mig elitedistancerne, så mon ikke jeg når at blive presset alligevel. Det tror jeg nok jeg gør!

Formen kan jeg ikke nå at gøre meget ved. Den er ok uden at være prangende.
Kroppen brokkede sig ved Silkeborg MTB, hvor jeg mod slutningen af løbet var tæt på at måtte stå af med rygproblemer. Siden har jeg døjet med et hold i nakken, som simpelthen nægter at give slip i mig.

Det er sgu næsten den rene elendighed, hvis ikke det var fordi at vejret er blevet bedre, skoven er kun lidt mudret og sæsonen er i gang.


Se så er det hele jo alligevel sjovt og kan med garanti kun blive sjovere jo mere solen får lov at trænge igennem. I hvert fald op til de 23 grader.

Mit personlige opgør
Men frem til på torsdag, så har jeg altså mit eget lille opgør med min personlige middelmådighed. Min teknik, mit flow og mit tempo på teknisk singletrack og nedkørsler er åbenlyst til forbedringer. Jeg bliver nok ingen Klaus Nielsen på MTB i løbet af en uge. Men jeg trykker løs på alle de mentale knapper jeg kan og håber så på, at det bliver bedre i denne sæson.


I dag tog jeg en række kendte nedkørsler og fokuserede ikke så meget på at dreje cyklen, men i langt højere grad på at læne kroppen ind i svingene og finde rytmen på cyklen om du vil.
Jeg fornemmer, at den indgangsvinkel virker og jeg håber på at kunne tage et kvantespring.

I dag var nok nærmere et badutspring, men dog et spring.

Isotonisk energiindtag - hvad er det?

Hvis du har læst med i mit seneste indlæg, vil du vide, at jeg fik en kommentar fra Peter, som i øvrigt blogger her om et spændende løbeprojekt i alperne.

Jeg skrev at IsoGel fra High5, som jeg testede i Silkeborg MTB, var isotoniske.
Jeg er blevet en smule klogere, da jeg troede at gel tilsat vand var lig med isotonisk gel.

Sådan forholder det sig ikke helt. Jeg har fundet et par interessante artikler om emnet skrevet af Tom Gruschy Knudsen, som jeg anser for en kompetent herre indenfor feltet.

Du finder links nederst i mit indlæg til yderligere inspiration.
Imens kommer jeg med den korte og mere blogvenlige forklaring på hvad en isotonisk er for en fisk.

Tarmen er endemålet
Ja ja jeg kunne ikke undlade den overskrift.
Når vi drikker vand, energidrik eller indtager en gel, så skal væsken passere maven for at komme til tarmen, hvor den optages i blodet. Målet for indtaget.

Alt efter indholdet af partikler så "fylder" væsken mere eller mindre.
Vand passerer nemt maven og optages derfor hurtigt i blodet.
Når vi vælger at tilsætte sukkerarter, salte mm i en gel, så øges antallet af partikler og tiden inden produktet når tarmen og blodbanen øges.

Den optimale mængde af partikler er at ramme det samme niveau som blodet har. Denne kaldes for isoton.
En isotonisk væske optages næsten lige så hurtigt i blodet som vand gør.

Når en gel altså er isotonisk, så har den samme antal partikler/liter som blodet.
Har en væske færre kaldes den Hypoton og har den flere kaldes den Hyperton.

Når du kigger efter energi til indtag under fysisk udfoldelse, så kig efter produkter der er enten isotoniske eller hypoton.

Det er også værd at bemærke hvis du kører med energidrik i din dunk. Så sørg for at koncentrationen ikke bliver hyperton, da du derved mindsker evnen for drikken til at kommen gennem maven ud i tarmen og derfra videre ud i blodet.

Til sidst er der selvfølgelig alle de personlige referencer omkring hvad du har oplevet har virket og hvad der ikke har virket på dig.

Men i teorien kan du altså komme til at stå rigtig skidt, hvis du tager en traditionel tyk gel og skyller efter med energidrik, som måske også er hyperton.
Så er det i hvert fald en udfordring for dit energiindtag at tage turen fra svælget og ud i blodbanen.

Så tjek indpakningen for:
Isotonisk: Yes Sir
Hypoton: Go for it
Hyperton: Husk i det mindste godt med rent vand

Jeg blev da en hel del klogere på baggrund af en kommentar fra Peter.
Håber også at du har kunnet bruge min low-tech udredning til noget?

annonce:
Klik her for billige SIS produkter

Chain Reaction Cycles sælger også energi, klik her

Links til original artiklerne:
Vælg den rigtige sportsdrik
Hvordan undgår du kramper

Tre timer i sol og sne

Lørdag eftermiddag foregik på vinterraceren i strålende solskin.

En tur spækket med bakker og smukke landskaber. Ikke mindst udsigten over en række søer som Solbjerg sø, Mossø og Skanderborg sø, var hele turen værd.



Men det var med tungen lige i munden, for rundt om hvert et sving kunne isen lure med sit frygtindgydende glatte væsen.
F.eks. ligger min kæreste i sengen med en hofte så gul og blå efter et styrt på isen.

Nede omkring Forlev og de næste mange kilometer kørte jeg sågar rundt på sneklædte veje...



Det kan dog ikke fjerne fokus fra tre timer i det dejligste vejr.


Jeg hilste på flere andre kåde cykelryttere ude på landevejen. Alle og en med store smil på læben.
Der er håb for at vi også i 2010 får lov at køre med korte rør!

Body meltdown

Nogen gange er jeg bare så misundelig på fodboldspillere.

De er elleve på hvert hold og tripper bare rundt efter en rund kugle.
Hvis man ikke lige er oplagt en dag, så er der sikkert en af de andre ti der gider løbe hen og sparke til bolden.


Og skulle man være kommet til at løbe lidt for langt og får krampe. Så er der sågar en af modstanderne der gider at stå og strække ens ben.
Måske fordi at ham der strækker så ikke behøver selv at løbe rundt efter bolden?

På cykel fungerer det ikke helt så smertefrit.
Træd til du segner!
Får du krampe eller andre smerter, så træd hårdere endnu.

Sådan var det også i går til spinning.
Tre stive timer blev det til, men efter 2:10 meldte de første kramper sig i venstre læg.
Lidt efter var den gal med højre lår.
Og efter 2:37 sad jeg med kramper i venstre læg samt højre læg og lår.

For slet ikke at tale om mine snævre cykelsko og overophedede fødder der ikke kunne være i skoen. Et varmt spinninglokale og tre timer på cyklen blev bare for meget.
Det var faktisk smerte på den knapt så fede måde.
Jeg forestiller mig, at kvinder i høje hæle kan sætte sig ind i beskrivelsen?


Men en ting lærte jeg dog af timen.
Mit venstre lår er i en klasse for sig og stod distancen!

Heldigt nok, for ellers kunne jeg godt være fristet af at vende tilbage til serie 6 fodbold med smøger på sidelinjen og bajere i pausen.

Den nok så berømte 6km et-ben-spurt!

Ingredienser:

• 5 grader frost
• 2 bolte
• 1 løs krankbolt
• Et godt tråd med MASSER af Watt
• Undrende medtrafikanter
• Et tragikomisk syn

Først tager du uanede mængder af disse:
Alt alt for mange glatte veje. Men sne og is omkring ethvert sjkult hjørne.

Dernæst tager du undertegnede og sætter ham op på hans MTB for at imødegå vejret.
Godt med luft i dækkene og så ud på landevejen på Mountainbiken.

Syv kilometer fra hjemmet tager du så og tilsætter en fornemmelse af slidte eller løse klamper under skoen.
En kilometer senere har du så forklaringen.
Stor var overraskelsen, da jeg pludselig havde adskilt fod fra cykel. Så er diamanter i benene pludselig ikke så skide meget værd længere.


Bum bum. Hjemme havde jeg efterladt multitool med den umbraconøgle jeg skulle bruge for at få skidtet samlet igen.

Så var der ikke andet for end at indlede turen hjemad i bedste et-ben-spurt. En spurt over seks kilometer vel at mærke.

Seks kilometer, hvor det ene ben hang dinglende og skraldgrinede af det andet som måtte lave alt arbejdet!


Nu er cyklen så samlet igen og mit højre ben får en velfortjent fyraftensbajer, mens det venstre skal straffes på spinningcyklen i morgen.

Min erfaring med Kinesiotape

Jeg faldt over dette billede på feltet.dk.


Det viser forrest Michael Mørkøv fra en af de sidste dage ved det netop overståede 6-dagesløb i Berlin. Et løb som han i øvrigt vandt sammen med makkeren Alex Rasmussen.
Mørkøvs venstre ben er tapet ind i Kinesio tape, det der ellers kunne lige sorte tuschstreger fra fotografens datter.

Det er en speciel tape, som strækker og løfter i huden.
Ideen kan minde lidt om de der næseklemmer som alle fodboldspillerne mm. løb rundt med for nogle år tilbage.

Her er det bare ikke vejrtrækningen man ønsker at forbedre, men derimod at aflaste muskler og øge transporten af bl.a. ilt og affaldsstoffer omkring muskerne.

Kinesio tape er en videnskab for sig selv og når jeg har bladret lidt i min kærestes bog er jeg hurtigt stået af, da alle betegnelser er latinske navne på muskler jeg ikke anede at jeg havde.
Og mange af metoderne til brug af kinesiotapen er så avancerede, at de mønstre som det sættes på med, nærmere ligner abstrakt kunst på en menneskekrop.

Men virker det så?
Kan sådan en smule tape virkelig gøre en forskel. Se det spørgsmål har jeg fået en del gange i forbindelse med at jeg er mødt op til træning med tape påført på indersiden af knæet.

Jeg tror at svaret er lige dele religion, placebo og reel smertelindring.
Jeg har ingen videnskabelig undersøgelse af mine smerter til at underbygge mine oplevelser.


Men jeg kan tydelig mærke trækket fra tapen når den sidder rigtigt. Jeg kan også mærke forskel til når tapen har været sat forkert (f.eks. når jeg selv har villet lægge den på, men ikke har kunnet holde strække og påføre den med benet i rette position).

Det er jo mega svært at sige noget om, hvorvidt mine smerter eller strækfornemmelser efter træning har haftaget hurtigere pga. tapen eller ej?
Men nogen negativ effekt har det i hvert fald ikke haft.

Der har helt sikkert også været en form for psykisk/placeboeffekt.
At kunne se det her blå stykke tape (Kinesio tape kommer i sort, hud eller nogle knaldfarver som lyseblå og pink) og tænke, at nu gør jeg alt hvad jeg kan og lige til grænsen for at komme tilbage efter min skade og opperation.


En sådan effekt skal heller ikke underkendes, lidt som at lire sin krop, som man lirer sin cykel.

Er kinesiotape så et mirakkelmiddel, som kan gøre dig fit for fight i en fart?
Nej det tror jeg nu ikke rigtig at det kan.
Men mine erfaringer er udelukkende positive.
Når jeg har benyttet mig af Kinesiotapen, så er det jo fordi jeg har haft en skade, som jeg har været påpasselig med ikke at overtræne, men hvor kinesiotapen har hjulpet mig til at restituere hurtigere.
Jeg tror selvfølgelig på, at jeg ved at bruge tapen, kan presse min krop en anelse mere end ellers. Men jeg bruger ikke tapen, for så at føle mig usårlig og klar til lange adventureraces.

Når så en Michael Mørkøv pludselig optræder i benhård konkurrence tapet op med kinesio tape, så er det selvfølgelig tegn på at noget ikke er helt som det skal være.
Og bør man presse sig selv så hårdt, når man har behov for at tape sig selv op?

Det vil altid være et individuelt spørgsmål, som nok kun kan besvares i situationen For en elitecykelrytter som Mørkøv, så er valget nok ikke så svært og jeg forestiller mig at svaret findes i spørgsmålet om hvorvidt han ville have kørt løbet i Berlin til ende, kinesio tape eller ej.
Hvis svaret var ja det ville han, så giver det god mening at søge at aflaste knæet så vidt muligt. I dette tilfælde ved at tape det op med kinesio tape.

Der er ingen der har sagt at elitesport altid er sundt.
Men det er også de færreste forundt at sætte resten af eliten på plads iført sin regnbuefarvede trikot!

Glæden ved at dyrke sport

Ud fra overskriften, så kunne dette indlæg jo handle om alt lige fra dengang jeg spillede fodbold som barn med begrænset succes, over mine teenageår på landevejen på Djursland og frem til i dag med fokus rettet på cykling i alle former, adventure race og orienteringsløb.


Men uanset hvad, så har det altid været glæden, der har været en stor drivkraft.
Derfor stoppede jeg da også som barn med, at spille bordtennis da jeg konstant tabte ethvert sæt med ca. 5-21. Det var sgu ikke så sjovt i længden!

De sidste mange år har mine træninger dog været organiseret således at jeg trænede med folk der havde en seriøs indstilling til sporten. Ofte sammen med eliten indenfor MTB, Orienteringsløb og Adventure Race. Utroligt motiverende.
Når der blev kørt intervaller var det under parolen 'Smerten er din ven'. Ord som mælkesyre, kramper og total udmattelse går igen.
Det samme kan man sige om vinterens spinningtimer, hvor vi gerne efterlader en svedpøl på størrelse med Mossø efter en time.

Og netop spinningtimerne er omdrejningspunktet for rigtig mange af mine træningstimer i øjeblikket.
Jeg er flyttet ud fra Aarhus og "på landet" syd for byen.
Til min store glæde, så udbyder den lokale sportsforening fri spinning til kun kr. 100,- om måneden.

Min første spinningtime på "Ulriks gamle hold" forløb ca. sådan her:
Jeg satte mig op på en cykel og begyndte fem minutter før timens start at trille afsted som opvarmning.
Min sidemand. En herre på vel 45 år henvender sig til mig: "Gider du ikke finde en anden cykel?"
Jeg kigger lettere forundret på ham.
"Ja sådan noget morakkeri kan vi ikke have her" siger han og hentyder til at timen endnu ikke er begyndt.

Kommentaren er selvfølgelig sagt på den bedste jyske lune facon.

Det skal sgu nok blive hyggeligt at spinne på 'Ulriks gamle hold".
Spinningtimen forløber som sådan en nu skal. Opvarmning og så op og ligge og svede godt igennem på 80-90% af pulsreserven.

Efter timen er jeg, uden sammenligning, den med søen under cyklen og gennemblødt tøj.

Igår blev det igen mandag og tid til at spinne på 'Ulriks gamle hold'.
Jeg sætter mig igen til rette på cyklen, med samme sidemand som sidst.
Inden jeg når at sætte pedalarmene i svingninger kigger min lune ven igen på mig og siger tørt: "Havde jeg vidst at du kom igen i dag, så havde jeg gjort min t-shirt gennemblødt på forhånd"

Jeg er sgu ved at falde ned af cyklen af grin.
Der er ingen tvivl om at ham den nye psykosveder har gjort et indtryk på holdet. Men kommentaren jeg får som velkomst er af så høj klasse, så jeg ikke kan huske hvornår jeg sidst har moret mig så kosteligt.

Og det er hele humlen i dette blogindlæg.
At jeg efter mange år med træning i et elitemiljø, næsten havde glemt hvordan vores måde at bruge sport på, at glædes over at dyrke sport, kan være så forskellig og så alligevel være den samme glæde.

'Ulriks gamle hold' har mindet mig om, at sport ikke kun handler om hurtigere, højere, stærkere. Men i særdeleshed også om at være sammen om at dyrke sport. At svede for samme sag. At nogen så sveder lidt mere end andre, det kommer vi ikke udenom.

På gensyn næste mandag!