Og som påskeægget her på bloggen, så bliver det næsten ikke bedre end en lille gul påskekylling.
Jeg kunne selvfølgelig også have valgt et fokus på kyllingen fra Tølløse. Men så var historien blevet en hel anden.
Min relation til Team Chicky World bevæger sig nemlig helt tilbage til mine første lektioner i hvad det vil sige at træne struktureret og æde den der smerte på den fede måde.
Som dreng forsøgte jeg mig som alle andre frejdige knægte med fodbold.
Men da jeg blev sat af tredjeholdet i den lokale fodboldklub, så var det ligesom ikke så pokkers sjovt længere.
Bedre gik det ikke med bordtennis. Et nederlag på 5-21 var en lille sejr.
I Kong-Fu husker jeg heller ikke som nogen stor succes, så jeg stoppede hurtigt igen. Til min egen ærgrelse kun en måned inden de lærte rullefald. Tænk hvad den lærdom ikke kunne have gjort for min oplevelse af de mange styrt på mountainbike?
Tilbage var en dreng der var dybt fascineret af cykling.
Jeg fik min første "rigtige" racer, det var en sort og rød Runner fra Bilka!
Men den var min og den var hurtig som lynet. Så når sommeren kom begyndte jeg at cykle de 16km til og fra skole. Hjem og skifte til rigtigt cykeltøj og så ud igen.
Ud i vinden til en frihed jeg holdt meget af. Kørte ikke konkurrencer eller motionsløb. Cyklede bare for mig selv. Fordi jeg kunne li' det.
Jeg voksede ud af min Runner. Opgraderede til en hvid og blå Giant som jeg blev endnu mere glad for.
Desværre styrtede jeg og smadrede den totalt. Det var før den tid hvor jeg havde en ide om at man kunne skrue på en cykel selv og skifte dele. Delene har helt sikkert også været i den billige ende. Men som sagt - jeg var meget glad for min hvide og blå Giant indtil den gik bort.
Nu var vi så nået til den tid hvor neonfarver var det store hit. Så min næste racer blev en MBK i teamcolor, hvis nogen husker Chazalholdet fra touren i '94?
Stellet af rør der er ovale og ligeledes med biopace klinger. Jojo udviklingen var langt fremme i 1994.
Det var på denne cykel, at jeg en tirsdag aften troppede op på en parkeringsplads i Hornslet. Her skulle der være en lokal motionsklub, som jeg var blevet opfordret til at møde op og prøve at træne med.
Der skulle være et par hurtige fyre der kørte i organiseret klub. Men også en frygtelig masse familiefædre i mere eller mindre tvivlsom form.
Kl. 18:10 står jeg så der med to unge fyre, lidt ældre end mig og med glatbarberede ben.
De siger ikke meget, men beder mig blot lægge mig på hjul af dem og følge med.
Det lød jo nemt nok. Ligge i læ, en tur på bagsmækken.
Vi er knapt ude af byen før end jeg må op og stå for at lukke et hul.
Mindre end ti minutter efter at vi er startet må jeg slippe baghjulet. De to unge cykelryttere foran mig ser sig ikke tilbage - og væk var de!
Sikke en lærestreg jeg fik der. Kan huske at jeg cyklede videre i lang lang tid for mig selv inden jeg rullede hjem. Slukøret.
To dage senere. Træning igen med "motionsklubben".
Denne gang må der da være nogle fyrre fed og færdige familiefædre?
Men ak nej. Kun den ene af de to unge gutter fra om tirsdagen.
"Hej. Nå så du møder op igen efter den tur du fik i tirsdags."
Ja det gjorde jeg jo, selv om jeg lige i det øjeblik havde fortrudt det noget så inderligt.
Men denne dag blev noget anderledes. Kun den unge fyr, ved navn Lars Schrøder og jeg. En god lang tur på mols til bakkerne, hvor jeg fik lov at ligge i læ til et tempo jeg kunne være med på.
Vi fik en god lang snak om Fignon, Lars' gamle cykel med PDM logoer og det at træne struktureret.
Lars viste sig at være helt human og rigtig flink. Senere satsede han endnu mere på cyklingen og fik en deltidskontrakt med Team Chicky World.
Hvad han laver i dag det ved jeg ikke. Men han var med til at få mig til at træne hårdere og mere målrettet på cyklen.
Kimen til at tro på at smerte blot er svaghed der forlader kroppen, den blev måske endda grundlagt den fredag aften på mols?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar