Mine erfaringer med tubeless

Har du kørt mountainbike sammen med andre, så er du sikkert allerede stødt på diskussionen dæk/slange Vs. tubeless. For de der ikke ved hvad tubeless er til mtb, så er forklaringen helt kort et dæk på en fælg uden slange. Altså samme princip som fra biler.



Jeg har fået et spørgsmål, som går på hvad mine erfaringer er med at køre tubeless og om jeg kan sige noget fornuftigt om at køre 'tubeless dæk' eller 'tubeless ready dæk'.

Lyder det hele lidt langhåret, så er her en kort lille lettere forenklet ordbog.

Der er tre typer dæk:
- Almindelige dæk til dæk/slange. Lette
- Tubeless ready dæk. Disse er forberedt til tubeless men kræver latex snask for at holde tæt. Mellemlette
- UST dæk. Dæk der kan smækkes på en UST fælg. Disse holder luft uden snask. Tungeste

Der er tre typer fælge:
- Almindelige til dæk/slange
- Forberedte til tubeless. Disse kræver et specialfælgbånd for at kunne bruges tubeless
- UST fælge. Tungere fælge med kant der passer til UST dæk.

Snask: Flydende latex til at tætne huller og punkteringer. Jeg sværger til Stans No Tubes'

Og nu til mine erfaringer. Helt konkret spørger Hans-Henrik mig om erfaringerne med Tubeless ready dæk på en tubeless fælg.

Grunden til at vælge et tubeless ready dæk er, at det vejer mindre end et ditto UST dæk og der kunne derfor være en ide i at skifte det tunge dæk ud med en lettere udgave.

Vælger du alt andet end en UST fælg og et UST dæk, så er det min erfaring at du SKAL bruge snask for at tætne samlingen mellem dækkant og fælg.

Personligt er det nu ikke nogen overvejelse værd. Jeg kører altid med snask i. Også når jeg har kørt UST fælg og UST dæk. En punktering er lidt mere besværlig med tubeless, da dækkene kan være sværere at få af, samt at du skal til at skrue ventilen af fælgen for at få plads til din reserveslanges ventil. Den vægtbesparelse synes jeg ikke er værd at ofre sikkerheden ved snask i dækket for.

Et eksempel var Friluftsland MTBO cup sidste år. Her har jeg en punktering på fordækket. Jeg opdager det ved at der står hvidt snask ud ad dækket. Men i sidste ende så lapper latex'en hullet og jeg kan uden reparation køre mit løb til ende. Jeg tabte lidt luft i dækket, men ikke noget der havde nogen betydning. Og så er der sikkert de punkteringer jeg aldrig har opdaget.



Jeg har kørt tubeless i forskellige setups i vel tre år. Ingen punkteringer som har krævet at jeg måtte sætte slange i. 7-9-13...og så videre.

Grunden til at du ikke sætter et almindelig dæk på en tubeless fælg og lukker det til med snask er, at siderne i et almindeligt dæk er for bløde. Risikoen for at dækket gaber mellem kanten og fælgen i et sving, på en rod eller en sten er for stor. Sker det, vil dit dæk naturligvis miste luften!

Tubless ready dækkene ligger midt mellem UST og almindelige i styrke og vægt. Jeg har ikke selv haft noget bøvl med et setup af UST fælg, tubeless ready og snask. Hjemme i værkstedet taber den type setup luften hurtigere. Men det har ikke haft betydning ved løb og træning. Til det skal det siges at jeg ikke har den mest agressive, frygtløse kørsel og vejer ca. 70 kg.

Men hvilket dæk?
Personligt har jeg ladet det være op til temperamentet og følelsen af at stå sikkert fast med lavt dæktryk. Samtidig kører jeg også med forskellige dæk alt efter om det er mtb, mtbo eller adventure race. Jeg er nok ikke lige så stor dæknørd som så mange andre og skifter ikke dæk så tit som nogle af vennerne gør det. Dertil skal det også siges, at jeg synes det kan være noget mere besværligt at skifte et UST setup end at skifte dæk mellem dæk/slange setups.


Så til spørgeren. Føler du dig bedst tilpas på et tubeless ready dæk med snaks på en UST fælg, så har jeg ikke haft bøvl med den kombination, selv om jeg oftest selv har haft et UST dæk med snask på fælgen. I sidste ende vælger jeg efter godt greb og at dækket ruller godt. Frem for den lidt lettere løsning.

Nu blev der ikke plads til mit syn på valg af fælg til tubeless, den må i så have til gode.

Mellemdistancen blev kort

Sidste etape i sidste weekends friluftsland mtb-o cup var for mit vedkommende mellemdistancen ved Møns klint.

Det betød en lang køretur i bilen.


Men hey, jeg havde jo fikset min cykel, så den nu havde ni gear og jeg var mentalt forberedt på at de stejle skrænter skulle forceres løbende.

Så ind i startboksen, kort udleveret, bib, bib, biiib. Go!
Kom godt ud over stepperne. Kortet havde rigtig mange små utydelige stier.
De små utydelige stier var både svære og læse på kortet på singletracken og de var bestemt også svære at finde i terrænet.

Men det var sjovt og en fed bane med gode udfordringer.
Jeg har det igen sjovt på sporet og nyder banen big time.


Ud fra post otte misser jeg en tværvej og får mig en ekstra lang tur på et snørklet singletrack og mister lidt af orienteringen.

Det betyder en lille pause til benene, mens jeg finder mig selv på kortet og får kornet rettet ind på post ni.
Resultatet er en motivation der giver mig lyst til at give den maks gas og få hentet noget tabt tid.
Den sidste bakke op til post ni er mere skovbund med løse grene, end den er egentlig sti.
Men jeg giver den god gas og kvaser hen over skovbunden/sporet.

Kraschhht - knaaaas - knæk!
SHIT! Den lyd kender jeg lidt for godt. Har du også gættet det?
Jeg behøver virkelig ikke kigge bagud. Jeg ved det allerede.

Det er lyden af kæp i bagskifter. Nu er det bare at bede til at knæklyden var geardroppet og ikke bagskifter, hjul eller stel.

Jeg er heldig. Det er et clean cut knækket geardrop.
Jeg har nu haft cyklen hængt op og kigget på med øjemål. Det ligner stadig kun geardroppet der knækkede.


Det var så mit løb på Møn. Må trække cyklen hjem til målområdet. Det giver mig også mulighed for at få smilet frem igen. Skoven er smuk og det har trods alt været en fin weekend på Sjælland.

Men nu må mine uheld vist også være opbrugt for i år?

Et nyt geardrop er på vej sammen med lidt andre reservedele. Tokind/Rivette har været flinke at sælge mig et mindre lager af geardrops til en fair pris.

Dette geardrop holdt kun i ca. 24 timers mountainbike, så min lyst til at betale latterlige kr. 300,- for et nyt stykke alu var ret lille.

Men Tokind var som sagt rigtig fornuftige at snakke med og weekenden kan jeg så bruge på at skille en cykel af og samle den igen. Forhåbentlig kører den så resten af sæsonen uden de store problemer.

Langdistancen i lørdags

I weekendens MTB-O cup, var lørdag afsat til langdistance i Hvalsøskovene.
Turen derop i bil var blot 10 minutter fra min venindes have, hvor jeg havde slået teltet op over weekenden.

Kortet var præget af en lang række af gode, hurtigt kørte grusveje og i den anden ende af skalaen, et ganske teknisk mountainbike spor.



Det betød en lang række af stræk, hvor der kunne trædes godt til.
En lang række vejvalg omkring hvornår der skulle svinges ind på singletracken.

Da jeg tvivlede noget på formen til en langdistance, så valgte jeg en konservativ tilgang til løbet.
Kør primært på de gode stier og veje. Ikke alt for meget singletrack, der ville suge kraften ud af stængerne.

Jeg kan godt løfte sløret for at det ikke blev nogen fantomtid jeg kom rundt i.
Men ud over post 13, som voldte lidt problemer og jeg måtte ind og ud af nogle stier inden posten lå der, så gik det teknisk fint.

Ja ok, så får i tiden på turen fra post 12 til post 13: 7:07. Hurtigste mand på det stræk kørte på 1:52. Men altså bortset fra det mega bom. Så gik det nu fint derude.

Det var en ok bane, som nok havde været endnu mere udfordrende, hvis jeg havde haft kræfterne til at give maks gas på de længere stræk.
Set i bakspejlet, så kunne jeg godt have trykket lidt mere på gaspedalen. Jeg var ikke supersmadret i mål. Men kun træt på den fede måde.

Skift nu gear møgcykel...
Sådan tænkte jeg godt nok et par gange under løbet. Forskifteren gik noget trægt. Men den var nok bare mudret godt til.
Ja ok det var godt nok noget tid siden jeg havde skiftet kabler. Men alligevel.



Alligevel var lige nøjagtig hvad det var. Hjemme i haven hos mine venner bankede jeg cyklen op i min rep. stander og kunne se at den var gruelig gal.
Strømpen til kablet var et stort rod og stod ikke lige til at rede.
Jeg havde ekstra kæde, kassette og bremseklodser med. En del værktøj.

Men ikke noget der kunne rede et smadret kabel i indvendig kabelførring på min cykel.
Jeg gik to tre. Måske fire runder rundt om cyklen mens jeg bandede og svovlede på godt jysk.
Der skulle jo køres mellemdistance dagen efter på Møn. Et løb jeg havde set en del frem til at køre.

Løsningen blev at tvinge min forskifter i yderposition på low-skruen. Således kunne jeg akkurat holde kæden kørende på mellemklinge fortil.
Det gav mig en cykel der kunne skifte mellen ni fornuftige gear bagtil.

Det skulle jeg nok kunne køre med på Møn.
Det var mange gange bedre end at tage hjem til jylland.
Så på med smilet igen, på trods af lidt bitte små tekniske udfordringer en lørdag eftermiddag.

Så lærte jeg også lektien om at skifte kabler hvert år op til sæsonstart. Også selv om cyklen ikke fik kørt meget gennem vinteren...

Jeg har i øvrigt nu haft rig mulighed til at teste min rep. stander til cyklen. Købte den kort efter jul og har nu brugt den både på værkstedet, i haven og nu på tur over en forlænget weekend.
En lille test på bloggen må vel snart være på sin plads. Stay tuned.

Møn, og min sidste dag til MTB-O cup, kom således ikke i fare.
Men igen måtte jeg op ad søndagen lede efter en grimasse der kunne passe. Mere om den i næste indlæg.

81 poster senere...

Så er jeg hjemme igen efter et firedages smut til Sverige på MTB-O camp.

Det var bestemt en fed oplevelse med fem meget forskellige løb.
I alt havde arrangørerne sat 82 poster ud fordelt over de fire dage.

Ja ja. den skarpsindige læser har allerede bemærket overskriften. Men mere om det om lidt hvis du læser videre.

Jeg er så fyldt med sanseindtryk, så løbene bliver delt op i flere blogindlæg. De første to løb får du her:

Har du travlt med at surfe videre er her det hurtige referat fra alle fem løb.

Mørkt, Bumlet spurtopgør, Crying mile, Skide sjovt og absolut tømt for kræfter!

Torsdag aften lagde vi ud med et natløb i den lokale skov.
Så på med lampen og afsted.
På trods af at jeg ikke har siddet på cyklen med et kort siden efteråret, så går det faktisk ganske udemærket.

Jeg har været ret spændt på niveauet.

På MTB-O Camp kan du tilmelde dig kort, lang eller elite.
Eliten kender jeg jo godt. Det er mine klubkammerater som har både VM og EM medaljer hængende derhjemme i skabet. Dem kan jeg sgu ikke følge med.

Alligevel har jeg tilmeldt mig elitebanerne.
Jeg er med for at få træning og lære af de bedste. Kører jeg ikke de samme baner, så kan jeg ikke sidde med ved middagsbordet og snakke vejvalg.

På dette første løb kommer jeg i mål som nummer 43 ud af 51 startende.
Tre af stjernerne har fejlklip, men jeg slår også nogle stykker i ren duel.

Mit mål for campen bliver at holde mig væk fra sidstepladsen.
Og så ellers bare komme ud i skoven og have det sjovt, få lårene til at brænde lidt og lære noget nyt.

Dag 2 er langdistance
Terrænet er en blanding af seje bakker og militært øvelsesterræn.
Der er samlet start og en makstid på to timer.

Jeg har ærlig talt været noget nervøs for denne dag. To timer er ikke meget og kommer jeg banen rundt indenfor tiden?

Starten er ret så fed en oplevelse. Løbet gives frit og de forskellige baner flyver til højre og venstre omkring ørene på mig.

Kort fra langdistancen, ikke mine vejvalg

Jeg holder mit eget vejvalg og kommer hurtigt ud i det kuperede og bumlede øvelsesterræn. Hele syv ud af de ti poster ligger inde i 100% gult område.
Så formiddagen går med at køre på store grusstier op og ned og så ind over knoldede enge.

Det er hårdt og ud fra post 9 er jeg ca. 50 sekunder efter en tysker.
Han tager vejvalget ligepå. Jeg overvejer kort at gå efter ham igennem de skide knolde.
Men fornemmer at det vil være for hårdt og at jeg ikke kan hente ham den vej.
Så tager vejvalget udenom. Det er længere og jeg må ned for igen at køre op. Men det foregår på grusveje.

Det er det rigtige valg. Ved post 10 er jeg ca. 20 sekunder foran tyskeren.
På vej fra post 10 og til mål udspiller sig den vildeste duel.
Hvem siger der ikke også kan være kamp om pladserne længere nede i feltet.

Tysker-gutten kommer op til mig på en bakke. I et voldsomt tempo kører han forbi.
Jeg skruer lidt på farten og strammer kæden, men kan ikke følge hans acceleration.
Det kan han heller ikke selv, så jeg kommer op til ham igen.
Nu kommer vi så op på toppen. Resten af vejen går det ned ad.

Jeg lægger mig på hjul og afventer.
Tyskeren kigger sig over skulderen og sætter farten helt ned.
Her dummer jeg mig nok lidt og tager teten. Sætter fuld skrue på og håber på at kunne sætte ham. Ikke særlig sandsynligt ned ad bakke vel?

Nu koncentrer jeg mig så bare om at forberede mig på kampen ved mål posten.

I MTB-O er det ikke en målstreg, men en post der skal stemples.
Jeg tænker det igennem et par gange. Hvor sent kan jeg begynde og bremse ned. Kommer tyskeren mon susende forbi mig om lidt?

Så er posten der. Jeg nærmest brager ind i den med bremserne trykkede i bund og højre arm fri af styret og på vej med min SI-brik til at stemple posten.
Tyskeren skænker jeg ikke en tanke. Bare få stemplet først.

Jeg stempler og kigger mig nu rundt efter tyskeren???
Han står i en støvsky ude på vejen og har misset den lille sidevej hvor posten stod få meter inde på.

Og sådan gik det til at jeg "vandt" mit første spurtopgør efter en samlet start i MTB-O.

Resultatet? Tyskeren blev sidst og jeg tog en fornem næstsidsteplads.

Næst efter at spurte om sejren, så bliver det da ikke meget større?

Læs med de kommende dage når jeg får fordøjet de sidste tre løb plus det løse.

Hviledag med planlægning

Sidste år ved denne tid sad jeg og planlagde hvilke adventure races jeg skulle deltage i hen over foråret.

Det blev som bekendt kun til SOK multisport, hvorefter en flækket menisk satte en brat stopper for sæsonen.
Jeg kom først i konkurrence igen ved de sidste afdelinger af den danske MTB-O cup. Og det kun med røven lige over vandskorpen.

Et af de løb jeg også måtte vinke farvel til, var Nordic24, 24 timers solo mountainbike.

Nuvel. Hvad så med foråret 2010?
Ja min træningsdagbog melder om opadgående formkurve, ingen problemer med knæet i januar og nu også træningsmængder som giver forhåbninger om et godt forår.

Jeg er dog stadig ikke helt fortrolig med løbeture over 15 km og adventure race er derfor, desværre må jeg sige, ikke en del af planlægningen dette forår.

I stedet satser jeg på at køre en del MTB-O og så et enkelt 24 timers solo mtb ved Giant24Race i Rold.

Ville også gerne have kørt Nordic24 i Hørsholm. Men det kolliderer med en afdeling i MTB-O cuppen og efter at have sovet lidt på den, så trækker tre dage i træk med MTB-O mere end 24 timer i sadlen på Sjælland.

Således ser mine fikspunkter for foråret ca. sådan her ud hvad konkurrencer angår:
Februar/marts: MTB-O træningsløb og CrossDuathlon i Silkeborg
April: MTB-O Camp og Sølvøkseløbet (et spejder-adventure-agtigt-løb, som knæet burde kunne holde til.)
Maj: 24 timers mtb og MTB-O cup
Juni: MTB-O og måske 24timers landevejsløb

Desuden lurer jeg lidt på at tage ud og løbe nogle orienteringsløb og køre nogle kortere mountainbikeløb.

Sjovt skal jeg i hvert fald nok få det!

Årets nytårsindlæg

Årets bedste Adventure Race:
SOK Multisport.
Men blev desværre også det eneste, da jeg flækkede menisken i et uskyldigt spil freesbee kort efter.












Årets bedste køb:
Det må være min Ridley Crosscykel. Den har jeg haft megen glæde af. Og jeg nåede sågar også at få min debut i et crossløb år.
Desværre er der for få løb herovre i Jylland der tilbyder en motionsklasse. Så med tanke på en opadgående formkurve. Så ender det nok med en licens i 2010.










Årets nye stykke grej:
Min Patagonia Down vest.
Mums, på de køllige dage.













Årets træningspas:
En tur i efteråret ad landevejen til Silkeborg og derefter en god gang træning med kort på MTB rundt i skovene dernede.
I sig selv ikke noget specielt syn. Men dette var uden sammenligning årets fedeste træning, da den kom i forbindelse med genoptræningen efter min meniskoperation.
Det var optur igen at kunne cykle så langt og så hårdt.




Årets seje Sessel:
Sidste år kørte jeg Aarhus CoastZone Challenge sammen med Sessel.
I år kørte Sessel en flot 15 plads hjem sammen med bl.a. Morten Kusk og Lars Bukkehave i Abu Dhabi Adventure Challenge!
En sådan præstation aftvinger stor respekt og jeg bukker og tager Buff'en af!
Det er sejt gået!








Årets præstation:
Lone Sands cykeltur igennem afrika. Forhindringerne var mange. Som sand, torne, lange lige asfaltveje og en brækket ankel.
Læs om Lones tur her.






Årets farvel:
Kanonkuglen fik en spunk og lukkede for bloggen.
Vi andre blev en finurlig blog fattigere.





Årets medalje:
Uanset hvad. Så er VM guld stort.
Torbjørn Gasbjerg revancherede sig for et middelmådigt EM på hjemmebane og hjemførte GULD til Danmark ved VM i MTB-O i Israel.
Bar røv til Team Danmark og deres tilfældige uddeling af støtte til Danmarks bedste atleter.
Det kræver sin mand eller kvinde og vinde GULD til et VM.
Jeg håber at min respekt for din VM medalje kan opveje den manglende støtte fra det etablerede idrætsdanmark!
Tillykke.





Godt nytår til alle bloggens faste og flygtige læsere!

To mand frem i boksen - Kør!!!

Så kom weekenden hvor jeg igen fik et nummer på ryggen og kom i konkurrence.

I vinters havde jeg besluttet mig for at tage udfordringen op og deltage i Friluftsland MTB-O cuppen.

Nu blev det så til en amputeret deltagelse med en start i 5 og 6 afdeling.
Vi kørte til Sjælland sent fredag aften, indlogerede os hos Mariannes mor på Østerbro og fik nogle timers søvn.

Dag 1 - Lang distance - Tisvilde Hegn
Tidligt lørdag morgen stod vi op og satte os trætte ud i bilen for at køre nordpå til Tisvildeleje, hvor starten skulle gå kl. 10.
På turen derop stod det ned med regn i lårstykke stråler. Heldigvis er Tisvilde Hegn anlagt på flyvesand, og med en regn der blev til byger kunne jeg se frem til et overkommeligt løb med et minimum af mudder.
Jeg blev kaldt frem og stillede mig i startboksen. Fik kortet udleveret med et minut til start og gjorde mig klar til 27 kilometer i fugleflugt over 25 poster i plantagen.
Jeg lagde ud med at træffe sikre vejvalg. Men allerede på vej til post til post 2, som var et langstræk, måtte jeg sænke farten for at læse kortet og undgå dumme fejl.
De næste poster var ikke noget større problem.
På vej ud fra post 4 stopper jeg op i et kryds, er egentlig på vej videre, da jeg opdager en hvid substans der sprøjter ud fra mit fordæk.

Jeg kører Tubeless med latex til at lappe hullerne, skulle jeg punktere.
Hullet lukker ikke umiddelbart sig selv, så jeg tager en dyb indånding, lukker luft ud af dækket.

Det virker. Nu er trykket lavt nok til at latexen ikke sprøjter ud. I stedet lukker hullet sig selv og et par hurtige pump og jeg er videre på sporet. Klart hurtigere end at skulle skifte slange!

Ruten der er lagt er ikke super teknisk svær. Ind imellem skal jeg holde fokus på vejenes signatur. På et mtb-o kort er vejenes farbarhed angivet som hurtig langsom eller svær at køre.
Men hvor et svært singletrack vil kunne være en fordel, så er et svært vejstræk fyldt med nordsjællandsk flyvesand bestemt ikke en cocktail jeg efterspørger denne weekend. Sandet er tungt at træde, og når jeg tænker på en form som kun er ved at nærme sig noget acceptabelt, en rute på 27km i fugleflugt og endnu et løb dagen efter. Så skal sandet altså undgås så vidt muligt.

Den del af taktikken lykkedes til fulde, at jeg så alligevel kigger langt efter mål efter to timer på sporet er så en anden sag.
Egentlig synes jeg at jeg kommer godt igennem banen på godt og vel to en halv time.
Jeg laver en grov fejl på vej mod post 18, men ellers træffer jeg nogle sikre vejvalg og kører nok en tand for forsigtigt og har for mange stop for at tjekke kortet i forvisning om, at jeg er på rette vej.

SI-brikken testes en sidste gang inden det går løs!

Men det var en lærerig formiddag, så jeg kunne træt pakke sammen og køre tilbage til København for at hvile ud til næste dags mellemdistance i området omkring Holte og Søllerød.


Dag 2 - Mellem distance - Geelskov mm.
Op før fanden får sko på, pakke en rygsæk med udstyr og så med S-toget til Holte.
Allerede på vej til stævnepladsen kan jeg mærke at benene er godt trætte.
Jeg kan derfor glæde mig over en noget kortere bane på 12,7 km og med hele 30 poster.
Det vil sige en formiddag med mange vejvalg og en god gang orienteringstræning, selv om bentøjet ikke er til ret meget. Prøver virkelig at få lidt krudt i stængerne på starten af banen, men kan godt mærke at det ikke bliver den høje puls' løb.
En snitpuls på kun 143 taler sit tydelige sprog. Maks. kommer pulsen op på 176. Og med en målt makspuls på 192 er der et godt stykke op til at kunne yde mit maksimale.

Til gengæld får jeg kamp til stregen på det tekniske denne dag. Andreas Konring har lavet en super fed bane, selv om jeg undervejs bliver frustreret op til flere gange!!!
Det har været super cool efterfølgende at sidde og nørde både stræktider og vejvalg.

I mål er jeg desværre kun 55 sekunder efter Troels Bech Kristoffersen fra Allerød OK. Troels lå jeg også og kæmpede med om lørdagen, hvor jeg slog ham med næsten 20 minutter.
Så nævner jeg ikke noget om hvor langt op jeg havde til Erik Skovgaard Knudsen, EM-guldvinder på mellemdistancen i 2009. Lad os bare sige at det var lang tid i hans favør :-)

Det har været en weekend der har lært mig en hel del om hvad jeg kan og hvad jeg skal hjem og øve mig på til næste løb. I modsætning til under et Adventure Race, hvor MTB-O er en del af en række udfordringer over et døgn eller mere, så er tændingen helt anderledes og noget jeg lige skal vænne mig til.
Jeg tror også at jeg skal turde stole mere på mit kort-husk og bare køre direkte på posten. Laver jeg så et bom, må jeg rette op når skaden er sket.
Jeg skal i hvert fald en tur i Silkeborg Skovene og træne korthusk inden næste løb, som forhåbentlig bliver DM i næste måned.
...så er der også lidt at træne hen imod.