Det er ikke bare lang tid siden jeg sidst stod på startstregen til noget der mindede om et langt løb. Det er rigtig lang tid siden.
Faktisk var det også tæt på jeg ikke kom af sted. Men fcuk hvor er jeg glad for at jeg kom på Mols i denne weekend. For
VUMB (Vinter Ultra Mols Bjerge) var et løb der bød på den fedeste natur og et hamrende godt setup og gennemført løb.
Løbet er baseret på at du løber med din energi, vand og lidt varmt tøj i en rygsæk. Ca 35 km hver dag og med overnatning på dækket på Fregatten Jylland. Og ja vi sov kanon!
Løbet er med kort og kompas, men vi var ikke blevet lovet udfordrende orientering og det var det bestemt heller ikke. Alle kunne finde vej. Det er desværre betingelserne i et smukt område af Danmark med lodsejere der har nerverne lidt for langt uden på tøjet. Måske vores tilstedeværelse i år gør at de løsner lidt op på den front til næste år.
Min træning op til løbet var struktureret og i bund og grund ganske fin. For at løbe et så langt løb var den bare ikke gennemført over lang tid nok.
Derfor ledte jeg også efter en makker i min nærmeste omgangskreds. Betingelserne var, at hvis jeg blev skadet eller nærmede mig en skade ville jeg ikke risikere sæsonen pga. dette løb. Placeringen og konceptet kaldte bare på at jeg skulle ud og løbe. Så måtte det blive til det det kunne.
I sidste ende fandt jeg en super stærk makker fra SOK Multisport. Michael stod pludselig uden makker og selv om han formentlig ville være i noget bedre form end mig (og det var han!) var han med på at deltage på mine præmisser omkring skader. Egentlig var jeg nervøs for min akilesene. Den holdt!
En smuk dag på Mols
Løbet blev skudt i gang i høj solskin på Helgenæs og ca 110 løbere stormede ud langs stranden op mod General Ryes Skanser og Mols Bjerge. Knapt havde vi ramt bjergene før en vi stod midt i det smukkeste sneklædte landskab. Op og ned og op på Trehøje. Nyd udsigten sagde roadbooken, så det gjorde vi. Jeg har haft min gang i Mols Bjerge som spejder siden jeg var en ung purk, så jeg startede ud på kortet. Hurtigt kunne jeg dog godt se at det blev en dag i røven af en stærk makker, så Michael overtog kortet herfra. Når pulsen hamrer afsted (aner ikke hvad den var for mit pulsur viste aldrig over 95 slag på dagen?!?) så er det ikke en fed tjans at have kortet, så jeg nød bare at få lov at bruge kroppen og benene i særdeleshed.
Vi kom godt gennem bjergene og fandt Femmøller Efterskole. Herefter lavede vi dagens eneste bom og uden at miste megen tid befandt vi os nu i et felt af rigtig mange løbere. Foran og bagved og snakken gik lystigt, for humøret var i top hos alle efter turen i de sneklædte Mols Bjerge.
Da vi er ude over de 22 km kan jeg bestemt godt mærke mine ben. Ikke noget der lugter af en skade, bare godt møre. Det er fedt! Ved post 20 skal vi over et af de utallige hegn der er i Mols Bjerge. En fotograf står klar og tager billeder af alle der hopper over hegnet. Makker Michael styrer hoppet i bedste stil. Da jeg vil gøre ham kunsten efter fanger hegnet min ene fod, jeg laver dagens rullefald og efterlades på den kolde snedækkede mark med krampe i den ene læg og den anden lilletå. Dejligt at mærke at man lever (og løber lidt over evne ;-) ).
Herfra er der et langt transportstykke ind mod Ebeltoft by og Fregattens kanoner. Ca midtvejs begynder smerten at melde sig i mit højre knæ. Sådan på ydersiden af knæet. Den kender jeg alt for godt. Jeg har haft alt for mange løberknæ i min tid som løber, men ingen de sidste mange år. Det kommer så snart det går en smule opad og det er æv.
Det mest åndsvage jeg har gjort var at løbe ca 20 km på et løberknæ engang for mange år siden. Benet var stift som et træben da jeg kom i mål og der gik måneder før jeg igen kunne begynde genoptræningen. Den fejl begik jeg ikke denne weekend.
Vi traskede resten af banen gennem Ebeltoft by og min makker tog det meget pænt og fandt heldigvis en ny makker til næste dag. Tak Michael. Uanset hvordan er det altid noget hø at udgå, men for mig ville det have været endnu mere tåbeligt at løbe videre på et knæ der havde antræk til et løberknæ.
Nu venter igen de kedelige styrketræningsøvelser, udtrækninger og massage af senen. Det er jeg bare ikke skide god til at få gjort når det går godt. Og jeg troede vitterligt på at min nye løbestil, hvor jeg var kommet væk fra hællandingerne ville kurere mit hyr med løberknæet. Sådan gik det ikke helt og en enkelt mirakkelkur findes nok ikke.
Senen er ikke trykfølsom og øm i dag. Så jeg er da blevet lidt klogere siden de gange jeg er løbet videre på et løberknæ. Hurra for alderdommen ;-)
Måske skulle jeg finde en samling ligesindede og lave et fælles motivationsprogram for de der øvelser der bare skal til ved siden af løbet hvis jeg fortsat vil løbe langt - og det vil jeg ;-)
Tilbage står en FANTASTISK dag i Mols Bjerge og et tusind tak til arrangørerne Thomas og Lasse for at få den tossede ide og føre den ud i livet. Vi sov Kanon på Fregatten Jylland.
Vi ses til næste år drenge!