Tilbage til bakkerne og "bjergene"

2013 tegner til et noget mere konkurrenceaktivt år end 2012, hvor den mestendels stod på den træning og de ture livet med en nyfødt 0-årig tillader.

Nu er den lille rundet et år og far skal igen ud og løbe nogle konkurrencer. Det hele starter med VUMB i Mols Bjerge i starten af februar. Løbet er mest for at komme ud igen og mærke suset, se det flotte terræn og nyde et vinterløb.

Om jeg kommer rundt til alle poster er her ikke så vigtigt. Jeg skal 1. Ikke gå i stykker. 2. Ud over rampen og i gang igen. 3. Have det sjovt.

Til gengæld har jeg igen tilmeldt mig eXtrem maraton i og omkring Silkeborg. Og der skal den have en over nakken. Et løb jeg før har deltaget i og jeg glæder mig til at komme tilbage til området, løbet og den fantastiske stemning i night camp.

Løbet er også en kærkommen lejlighed til igen at nørde grej og optimere rygsækken. Jeg lover meget mere om den del senere når løbet nærmer sig.

Et er dog sikkert. Jeg har fået en ny brænder der skal med. Jeg kører sadig princppet med gas og gasbrænder frem for sprit eller sprittabeletter.

Så Fire-Maplte Hornet Mini stove (fms 300t) skal med i rygsækken. Du kan læse en anmeldelse af Fire-Maple Hornet Mini Stove ovre på GrejGuide.dk.

Jeg regner med og håber at skyde bloggen her i gang igen. Men alle test vil du finde på grejguide.dk. Jeg skal nok linke flittigt, eller kan du jo følge grejguide.dk på Facebook her.

Adventurekalenderen bugner

Ovre på Boostadventure.dk er kalenderen spækket med fede danske adventureraces.

Jeg savler over rækken af løb, men som nybagtfar på anden måned er jeg fuldstændig clueless omkring hvordan min form ender med at se ud.

Indtil nu ligger der et ½ maraton i Thy Trail Maraton som jeg skal løbe i februar.

Så skal jeg vel også ned og løbe i Silkeborgskovene med rygsækken på til eXtrem Maraton. Det er en mega fed klassiker.

Så trækker Bornholm også. Her er tilmeldingen åben og løbet der så ud til at blive skudt i sænk er genoplivet. Og det er cool fordi Bornholm tilbyder noget du ikke finder andre steder i landet.

Tjek det ud på island eXplorer

Men formen og den lille kommer nok til at diktere en del. Heldigvis har vi en feeeed babyjogger så der er ingen undskyldning!

Røven i vandskorpen

Når jeg selv blogger, er det meget naturligt, at min RSS reader kører med en lang række af andre blogs. Til min egen overraskelse er der efterhånden en del triatleter tilknyttet.
Sjovt fordi jeg aldrig har ejet en enkelstartscykel (har dog haft tribøjle på raceren i mine unge dage da det var moden). Og det der med at svømme. For dælan jeg er elendig til det og kan ikke holde røven i vandskorpen, finde ud af ikke at trække vejret under vandet, eller for den sags skyld svømme særligt hurtigt.

Men en af de blogs jeg følger er DC Rainmaker, en fyr der skriver om løst og fast. Også længere artikler om grej.

Lige pt. har han lanceret en smart lille konkurrence på bloggen. Du og jeg har muligheden for at vinde et Garmin 310XT løbeur.

Og for at komme ud til så mange som muligt opstiller han, lidt smart, betingelserne for at deltage. Alle kan deltage, men ved at sprede kendskabet til hans blog kan man deltage med op til tre lodder.

Hep hey - der fik Mr. DC Rainmaker mig til at skrive om hans blog og konkurrence. Flere besøgende til hans blog, for du vil vel også gerne have chancen for at vinde sådan et fikst ur ik'?

Nu er jeg i hvert fald i puljen med tre lodder, da jeg har spredt budskabet her og på twitter. Desuden lægger jeg hans metode i skuffen og hiver den frem ved en senere lejlighed.

Konkurrence: Tre kom tættest på

I den første lille konkurrence her på bjafle.dk, hvor vinderen af dagens Tour de France etape skulle gættes, kom ingen med den rigtige vinder Thor Hushovd.

Men hele tre personer have Fabian Cancellara som vinder.
Og med hans 6. plads kom han tættest på at vinde ud fra de bud der var afgivet.

Fordi jeg er så flink, lader jeg præmien gå til en af jer der kom tættest på.

I bedste cykelstil lavede jeg tre lodder og lod kæresten trække et op ad en drikkedunk.

Vinderen blev john7doe@gmail.com

Til lykke med et sæt Lezyne Metal Kit lappegrej og tilhørende dækjern.






Sponsoreret af Racegear.dk.

Gæt en støvet vinder

Så fik vi skudt Touren i gang med et brag!

På tirsdag skal et af de mere spektakulære slag stå i Touren.

Det fejrer jeg med en lille konkurrence her på bloggen.

Jeg er simpelthen så betaget af både forårsklassikkerne og Touren.
I år skal Touren så igennem Arenbergskovene, som er kendt og berygtede for deres brosten, på Tourens tredje etape.

Det bliver et show uden lige.

Gæt hvem der kommer først over stregen efter turen igennem helvede i Nord.
Hvem har benene, taktikken og ikke mindst heldet til at undgå punkteringer?

Du kan vinde det nok fedeste sæt lappegrej der er på markedet pt.

Der er tale om Lezynes Metal kit lappegrej med selvklæbende lapper der rent faktisk holder. Og selvfølgelig uden de omdiskuterede falige dampe.

Desuden er der smidt et sæt dækjern med i posen.



Racegear.dk sponserer den fede præmie, som kan blive din.
Tusind tak til Racegear for at være med på spøgen.

Det eneste du skal gøre er at svare på spørgsmålet:

Hvem vinder 3. etape i Tour de France 2010?

Skriv dit svar i kommentarfeltet og husk din emailadresse, så jeg kan kontakte dig hvis du vinder.

Jeg skal have dit gæt inden tirsdag d. 6 juli 2010 klokken 12:00 for at du er med i konkurrencen.

Billeder eXtrem Maraton 2010

Når man kommer hjem omkring midnat en lørdag aften, og kæresten pointere at man lugter lidt af Gnu.

Så ved man at det har været en god dag i skoven.

Det bedste havde været, hvis jeg havde ligget i et lille bitte telt i en lysning i Nordskoven i Silkeborg.



Det næstbedste er, at jeg lørdag brugte de første seks timer af dagen på at vandre i skoven med mine spejdere, som vi skal have med til Østrig om en månedstid.

Derefter havde jeg pakket cyklen i bilen og cyklede således rundt, fik lidt træning og skød nogle billeder af deltagerne ved årets eXtrem Marathon 2010 omkring Silkeborg.

Her er et par pletskud fra dagen. bl.a. af vinderne på 70km med Thure Kjær og Bjørn Axelsen.



Link til over 200 billeder i bunden af dette indlæg.


Desuden sad jeg ved en af vandpassagerne og fik sgu lidt ondt af alle de hold med sorte plastiksække med hul i.
Så jeg kommer helt sikkert med et par små fif til deltagerne, så de næste år kommer igennem vandet med tørt tøj mm.

Følg med på bloggen.
Du kan lave et bogmærke, eller abonnere på indlæg via RSS feeds på linket ude til højre.


Jeg går også lidt og overvejer nyhedsbreve til læserne af bloggen. Er det noget du kunne tænke dig. Så giv lyd i kommentarfeltet herunder.
Det kunne være et nyhedsbrev der indeholder tips, tricks og måske nogle gode tilbud i ny og næ når jeg selv falder over et.



Klik her for billeder fra eXtrem Maraton 2010

Mellemdistancen blev kort

Sidste etape i sidste weekends friluftsland mtb-o cup var for mit vedkommende mellemdistancen ved Møns klint.

Det betød en lang køretur i bilen.


Men hey, jeg havde jo fikset min cykel, så den nu havde ni gear og jeg var mentalt forberedt på at de stejle skrænter skulle forceres løbende.

Så ind i startboksen, kort udleveret, bib, bib, biiib. Go!
Kom godt ud over stepperne. Kortet havde rigtig mange små utydelige stier.
De små utydelige stier var både svære og læse på kortet på singletracken og de var bestemt også svære at finde i terrænet.

Men det var sjovt og en fed bane med gode udfordringer.
Jeg har det igen sjovt på sporet og nyder banen big time.


Ud fra post otte misser jeg en tværvej og får mig en ekstra lang tur på et snørklet singletrack og mister lidt af orienteringen.

Det betyder en lille pause til benene, mens jeg finder mig selv på kortet og får kornet rettet ind på post ni.
Resultatet er en motivation der giver mig lyst til at give den maks gas og få hentet noget tabt tid.
Den sidste bakke op til post ni er mere skovbund med løse grene, end den er egentlig sti.
Men jeg giver den god gas og kvaser hen over skovbunden/sporet.

Kraschhht - knaaaas - knæk!
SHIT! Den lyd kender jeg lidt for godt. Har du også gættet det?
Jeg behøver virkelig ikke kigge bagud. Jeg ved det allerede.

Det er lyden af kæp i bagskifter. Nu er det bare at bede til at knæklyden var geardroppet og ikke bagskifter, hjul eller stel.

Jeg er heldig. Det er et clean cut knækket geardrop.
Jeg har nu haft cyklen hængt op og kigget på med øjemål. Det ligner stadig kun geardroppet der knækkede.


Det var så mit løb på Møn. Må trække cyklen hjem til målområdet. Det giver mig også mulighed for at få smilet frem igen. Skoven er smuk og det har trods alt været en fin weekend på Sjælland.

Men nu må mine uheld vist også være opbrugt for i år?

Et nyt geardrop er på vej sammen med lidt andre reservedele. Tokind/Rivette har været flinke at sælge mig et mindre lager af geardrops til en fair pris.

Dette geardrop holdt kun i ca. 24 timers mountainbike, så min lyst til at betale latterlige kr. 300,- for et nyt stykke alu var ret lille.

Men Tokind var som sagt rigtig fornuftige at snakke med og weekenden kan jeg så bruge på at skille en cykel af og samle den igen. Forhåbentlig kører den så resten af sæsonen uden de store problemer.

Langdistancen i lørdags

I weekendens MTB-O cup, var lørdag afsat til langdistance i Hvalsøskovene.
Turen derop i bil var blot 10 minutter fra min venindes have, hvor jeg havde slået teltet op over weekenden.

Kortet var præget af en lang række af gode, hurtigt kørte grusveje og i den anden ende af skalaen, et ganske teknisk mountainbike spor.



Det betød en lang række af stræk, hvor der kunne trædes godt til.
En lang række vejvalg omkring hvornår der skulle svinges ind på singletracken.

Da jeg tvivlede noget på formen til en langdistance, så valgte jeg en konservativ tilgang til løbet.
Kør primært på de gode stier og veje. Ikke alt for meget singletrack, der ville suge kraften ud af stængerne.

Jeg kan godt løfte sløret for at det ikke blev nogen fantomtid jeg kom rundt i.
Men ud over post 13, som voldte lidt problemer og jeg måtte ind og ud af nogle stier inden posten lå der, så gik det teknisk fint.

Ja ok, så får i tiden på turen fra post 12 til post 13: 7:07. Hurtigste mand på det stræk kørte på 1:52. Men altså bortset fra det mega bom. Så gik det nu fint derude.

Det var en ok bane, som nok havde været endnu mere udfordrende, hvis jeg havde haft kræfterne til at give maks gas på de længere stræk.
Set i bakspejlet, så kunne jeg godt have trykket lidt mere på gaspedalen. Jeg var ikke supersmadret i mål. Men kun træt på den fede måde.

Skift nu gear møgcykel...
Sådan tænkte jeg godt nok et par gange under løbet. Forskifteren gik noget trægt. Men den var nok bare mudret godt til.
Ja ok det var godt nok noget tid siden jeg havde skiftet kabler. Men alligevel.



Alligevel var lige nøjagtig hvad det var. Hjemme i haven hos mine venner bankede jeg cyklen op i min rep. stander og kunne se at den var gruelig gal.
Strømpen til kablet var et stort rod og stod ikke lige til at rede.
Jeg havde ekstra kæde, kassette og bremseklodser med. En del værktøj.

Men ikke noget der kunne rede et smadret kabel i indvendig kabelførring på min cykel.
Jeg gik to tre. Måske fire runder rundt om cyklen mens jeg bandede og svovlede på godt jysk.
Der skulle jo køres mellemdistance dagen efter på Møn. Et løb jeg havde set en del frem til at køre.

Løsningen blev at tvinge min forskifter i yderposition på low-skruen. Således kunne jeg akkurat holde kæden kørende på mellemklinge fortil.
Det gav mig en cykel der kunne skifte mellen ni fornuftige gear bagtil.

Det skulle jeg nok kunne køre med på Møn.
Det var mange gange bedre end at tage hjem til jylland.
Så på med smilet igen, på trods af lidt bitte små tekniske udfordringer en lørdag eftermiddag.

Så lærte jeg også lektien om at skifte kabler hvert år op til sæsonstart. Også selv om cyklen ikke fik kørt meget gennem vinteren...

Jeg har i øvrigt nu haft rig mulighed til at teste min rep. stander til cyklen. Købte den kort efter jul og har nu brugt den både på værkstedet, i haven og nu på tur over en forlænget weekend.
En lille test på bloggen må vel snart være på sin plads. Stay tuned.

Møn, og min sidste dag til MTB-O cup, kom således ikke i fare.
Men igen måtte jeg op ad søndagen lede efter en grimasse der kunne passe. Mere om den i næste indlæg.

Gearet til en weekend med Friluftsland MTB-O cup

Fredag eftermiddag pakkede jeg bilen med Rivetten, træningstøj, et telt og godt humør.

De næste tre dage skulle stå på en god gang sjov og årets første weekend med Friluftsland MTB-O cup.



Det var en weekend jeg havde set frem til længe.
Desværre var træningen ikke blevet passet optimalt i maj måned og sygdom weekenden forinden gjorde det heller ikke meget bedre.

Men da jeg satte mig ind i bilen var alle de dårlige undskyldninger pakket væk.
Lukkede jeg øjnene, kunne jeg se Erik Skovgård Knudsens lårpasser for mig. Og så var mit forhold til placeringer og den slags overflødige detaljer på plads.

Jeg skulle over og have det sjovt i skoven. Min cykel, kortet og så mig.

Jeg gik netop ind i MTB-O sporten fordi jeg som oftest lavede fejl på MTB-O under adventure races.
Og løbene/træningen har uomtvisteligt gjort mig bedre.

Havde jeg lært noget af sidste weekend i Rold, så var det at uanset hvad der sker.
Så husk dig selv på, at du gør det her fordi du synes det er skæppe skønt. Så græd ikke over spildt mælk.



Den indstilling skulle jeg blive endog rigtig glad for inden weekenden var ovre.
Første løb, som jeg beskriver i dagens blogindlæg, var en sprint på en blanding af parkeringspladser og parkanlæg i og omkring forskerparken i Hørsholm.

Som altid er det med det forkerte ben rundt i pedalen, at jeg skyder sådan et løb i gang.
Det er der bare ikke rigtig tid til på en sprint over godt fem kilometer og 16 poster.

Men jeg får trods alt et rimeligt flow igennem banen og triller tilpas i mål og får aflæst min brik.

Fejlklip siger den smilende og venlige stævnekontrollant.
Øhh??
Ja du har glem to poster, svarer han.

Jeg har nu ikke glemt to poster, men simpelthen haft for travlt og ikke fået stemplet den længe nok til at det er registreret.

- I MTB-O kører vi med en lille SI-brik. Det er en elektronisk chip som er spændt fast på fingeren.
Ved posterne, så stempler man posten ved at føre chippen ned i en kontrolenhed indtil denne blinker og siger biip.

Jeg har haft liiidt for travlt, og er kørt videre inden den har sagt biip.

Således snød jeg mig selv for en placering som nummer 7.

Men for første, men langt fra sidste gang den weekend, kunne jeg smilende konstatere at jeg havde haft en god dag i selskab med cyklen og kortet.

Lørdag var det langdistance. Altså lang, som i at træning er en god ide. Historien følger en af dagene.


P.S. Lyt til Bjafle:
Morten Kusk på RaceGar.dk inviterede mig på en kop kaffe.
Det er der kommet en podcast ud af som du kan finde og lytte til her:
http://www.racegear.dk/shop/index.php/Nyhedsblog/

SYG!!!

Jeg er minus oplagt. Indlæget her kommer sikker til at afspejle dette. Så bær over med mig.

Jeg sidder med solen ind af vinduet. Vejret er skide smukt.
Men jeg sidder i dunvest og fryser.

Det er en lettelse af være syg.
En lettelse fordi det ligesom forklarer noget, hvis ikke hele årsagen til min deroute i Rold Skov i weekenden.

Har du læst med i dagene op til, så vil du vide, at jeg havde gjort hjemmearbejdet fornuftigt.
Da jeg jo godt ved at formen ikke spiller maks, så havde jeg forberedt mig på et hårdt løb mentalt.

En ting havde jeg dog ikke gjort godt nok og det skulle blive fatalt.

Hjemme i Aarhus har vi et stykke af granskoven, som vi kalder for regnbuesporet.
Det er mega teknisk. Små bakker op/ned. Ikke sygt hårdt. Men hele tiden sving og op og ned.

Jeg er pisse elendig til den slags teknisk kørsel.

Så var scenen ligesom sat til 24 timer i Rold skov til Giant 24.

Jeg ankommer i god tid og pakker ud og gør klar.
Snakker lidt med nogle folk.
Thomas Bundgaard siger hej og slynger i forbifarten ud, at ruten er hård, teknisk og ligner regnbuesporet.

Tak for lort tænker jeg. Thomas er et fysisk pragteksemplar og han siger den er hård... hmmm
Det med regnbuesporet vælger jeg at overhøre.

Jeg sætter min lid til regnen. Jeg er mentalt klar til at rykke når regnen kommer. Så fcuking klar!!!

Tre - to - en - START
Starten gik. Kø kø kø og så kom jeg endelig fri af alle de andre. Sådan en start kan man nok ikke undgå, når sporet bare sarter ud i snørklede singletrack på små bakker.

Jeg kendte som sagt ikke sporet, så første omgang gik med at opleve hvad der kom.
De første 8 km var sgu regnbuen om igen. Så noget grusvejsræs i strid modvind, tilbage på snørklede tracks og så mål. Et enkelt mega fedt stykke, som nogen kaldte cypress-stykket eller noget i den dur.

Runder målområdet efter en god time. Tempoet er tilpasset 24 timer og moralen stadig fin nok. I pit står Henrik Kirk fra 1900mtb og langer mig en ny flaske. Fedt med opbakning. Han var der for at støtte kæresten, der kørte solo 9+6 timer.

Kører ud på runde to men humøret bevaret. Men kort ude på ruten mister jeg energi og den positive energi forsvinder.
Der er ikke meget overskud i kroppen, ruten begynder at irritere mig og jeg glæder mig faktisk til regnen kommer.
Jeg har forberedt mig på kaskader af regn. Da mit dalende humør og energi overrasker mig, vender jeg mig mod alt det jeg har forberedt mig på. Derfor vender jeg mig mod at regnen kan få mig på rette køl igen. Så vil jeg være ovenpå mens igen tror jeg.

Tredje runde og regnen kommer væltende ned. Ruten bliver snasket og jeg må af første gang og trække op ad en stigning.
Min teknik er elendig, jeg får ikke noget fart med ind på stigningerne og dermed også op ad bakke big time når der skal trædes.
Jeg har ingen energi. Det er sgu lidt håbløst. Jeg burde ikke være så drænet for kræfter så hurtigt.
På det her tidspunkt har jeg jo ingen ide om at jeg har sygdom i kroppen. Jeg forstår bare ikke rigtig signalerne. Jeg forstår ikke hvorfor jeg tænker på at trække mig ud af løbet.
Jaja ruten er ikke min kop te, men derfra og så til at udgå.
Jeg burde bare kunne indstille mig på forholdene. Men ingen energi. Så jeg er et mulehård fra at køre ud.

Så kommer Thomas Bundgaard susende forbi. Med en mega opmuntrende kommentar. Sådan føles det i hvert fald. Jeg kører ikke ud, men i pit. Nedslået. Nupper en godbid fra kassen, får endnu flere opmuntrende ord med på vejen fra Henrik.
Henrik læser også med på bloggen kan jeg forstå. For han mener bestemt ikke at jeg kan udgå med det positive indlæg jeg skrev op til.


Nå nej. Han har ret, så jeg triller hurtigt videre ud på runde fire.
Ak og ve. Ruten er godt kørt op og det føles som en kamp uden lige at komme ud til 8km mærket.
På grusstykket prøver jeg at åbne op for energien. Men der sker bare intet. Jeg står stille. Johnny Jørgensen kommer op. Opmuntrende kommentarer fra ham.
Men jeg er færdig. Der er intet at skyde med.


Jeg er slukøret, da jeg kommer ind til mål efter mere end 2 timer på sporet.
Jeg er slukøret og kører direkte ud og finder en tang og klipper chippen.
Jeg er slukøret fordi jeg ikke er tilfreds med mig selv og den handling jeg foretager.

Med sygdom i kroppen kæmpede jeg mod overmagten.
Jeg fik seks timer på sporet. Kørte hjem om aftenen og kig til køjs.
Siden har jeg så brugt 17 timer på at sove. Lige nu hænger jeg foran tasterne og prøver at få et nogenlunde sammenhængende indlæg ud af det til bloggen.
Jeg sidder stadig i dunvest og småfryser.

Men var det ok at stå af ræset bare fordi ruten ikke var min kop te?
Ville jeg være stået af hvis det havde været et mega fedt adventure race?
Nej det ville jeg nok ikke. Måske jeg så senere var blevet tvunget ud af sygdommen? Men så tidligt var jeg ikke hoppet af et AR. Det ved jeg.

Det er ikke sjovt at være stået af så langt fra målet, eller så kort inde i lidelserne.
Men bottom line er, at jeg i tre runder kørte rundt og syntes at det hele stank langt væk. At det slet ikke var sjovt.
Derfor stod jeg af - uden overskud og uden udsigt til at det skulle vendte til at blive hårdt på den sjove måde.

Jeg skal vende det til det positive. Yep det skal jeg sku.

Jeg nåede ikke at køre længe nok til at få siddesår i røven! og det er satme rart.

Rytter nummer 25 hejser det hvide flag

Jeg vender frygtelig tilbage, når jeg har fundet en grimasse der kan passe...

Nu ved jeg hvad 1:1.500 virkelig vil sige

Her følger igen et langt indlæg med beretningen fra den restenrende del af mtb-o camp 2010.

Efter Fredagens langdistance, så bød eftermiddagen på to løb.

Camp cup 3: Crying mile og en korthusketræning

Crying Mile - Eller historien om hvordan de 82 poster blev til 81
En ultra kort bane på 1450 meter og i størrelsesforhold, 1:1.500. 17 poster.

Tak for kaffe. Vi havde talt en del om dette løb.
Jeg havde forsøgt at forberede mig på hvad der ventede. Hvor tæt ville posterne stå. Sikkert et tætforgrenet stinet.
Jeg havde selvfølgelig også læst roadbooken over løbet - for alt for længe siden.

Som noget af det sidste, så lovede jeg mig selv at tjekke kontrolnumre på posterne. På den måde ville jeg jo ikke kunne lave fejlklip. Smart ikke!

Koncentration kort inden starten på The Crying Mile

Starten gik. Ned ad bakke og så løbende op ad en sandbakke.
Fra toppen af den kunne jeg se en million, mindst, ryttere cykle rundt i mellem hinanden og på kryds og tværs af en million stier, mindst!

Det var finorientering og mega crazy. Jeg havde forberedt mig mentalt, men slet slet ikke kunnet forestille mig det her scenario
Jeg lignede en spejderdreng der er blevet væk fra sin patrulje i en stør mørk skov i Sverige.
Der gik lang tid før end jeg fattede en meter af det hele. Så fandt jeg endelig en post som måtte være post et.
Tjekkede op med kontrolnummeret på kortet - Hvad??? Ikke noget kontrolnummer på kortet. Shit da osse!

Sikrede mig at det var post et og klippede posten. Ti fcuking minutter tog det mig at finde posten.
Videre til post 2. Post 3, post 4 og så fremdeles.
Det kørte som smurt i olie. Altså lige indtil jeg klippede post 8 og skulle orientere mig ud fra den.

Hmm det her passer altså ikke med kortet. Tjekkede op med kompasset, nogle nærliggende højdekurver og så *doh* kunne jeg se det hele for mig.
Dumme dänen!

For det første havde jeg lige klippet post 9. Det var jeg ret overbevist om.
For det andet havde posten kontrolnummer 139 <-- bid mærke i 9-tallet til sidst. Lur mig om ikke der var et eller andet i roadbooken omkring udregning af kontrolnumre. Jeg var crying, råbte forbandet og slog gentagne gange hånden i styret.
Besluttede mig for alligevel at fuldføre løbet vel vidende at jeg havde fejlklip. Det var den der med at være med for at lære.
Ganske rigtigt fandt jeg også ud af at post et havde kontrolnummer 131. Post to 132 og så fremdeles. Havde jeg dog bare læst op på lektien...

Virkelig irriteret kører jeg banen til ende og skal dernæst ud på en korthusktræning med Martin Hansen.
Undskyld ventetiden Martin. Efter at have kølet ned i et lille minut begiver vi os ud på korthusk. Det går noget bedre og er lidt en oprejsning inden aftensmaden kalder. Så bliver det ikke meget sjovere

Lørdag formiddag kørte vi ud til et nyt område for at køre en middellang distance.
Det skulle vise sig at blive den klart sjoveste træning for mit vedkommende.

Kort over mit favoritløb på Campen

Klik her for at finde alle kort fra mtb-o camp 2010

Straks efter starten gik turen op op op mod post 1. Så var benerne ligesom varme og klar til resten af løbet.
Til post 2 gik det så ned ned ned igennem knoldede spor. Nå ja og ud fra post 2. Selvfølgelig op op op.

De næste poster var stræk hvor den kunne få fuld pedal indtil post 5, som lå på en sti der var spæret af op til flere stammer. Det var af og på nogle gange.
Et lille smut ind af en forkert sti og så ellers afsted mod post 6.

Dernæst ventede nogle poster i et lidt mere tricky terræn med flere stier og mange ryttere på kryds og tværs.
På vej mod post 10 ligger en rytter i grøften og er temmelig forslået. Men en official er ved ham og de giver tegn til at han er OK, så jeg kører videre.
Jeg tror han er braget ind i en bom over vejen.
Når man en stor del af tiden kører med snuden rettet ned mod kortet på styret, så er det altså en risiko, hvis man ikke får set sig op i tide.

Flere gange er man da også på kurs direkte mod en modkørende. Men heldigvis er det sjældent at vi tager frontale sammenstød i sporten.

Post 11 til post 12 er igen up up the mountain top.

Stien ud fra post 13 er gennem et stendige. Ikke den tydeligste vej i hele verden. Vi er tre der klipper posten ca. samtidig, men kun to af os fortsætter den direkte vej på post 14 og 15.

Et stk. spas nedkørsel, lidt pigtråd og så op op op igen. Så er sidste post klippet og det hedder bare hjem i mål.

Det var klart den fedeste bane i sjovt terræn.
Kompleksiteten i banen passede rigtig godt til at jeg kunne køre godt til og holde hovedet koldt.
En lidt bedre form er altid ønskværdig. Men jeg synes selv jeg kom godt igennem og endte helt fornuftigt som nummer 41.

Eftermiddagen gik med træning som bestod af en række o-intervaller.
Jeg lavede min egen lille udformning af disse, ved at køre det som korthusk.
Benene var ved at være mærkede og på den måde fik jeg trænet korthusk og "kun" kørt intervaller på de stræk jeg var helt sikker på.
Det passede vist meget godt til den tilstand jeg var i på det tidspunkt.

Aftenen gik med finalen på Päällikkoos Diavolo Challenge.
En finurlig lille konkurrence om hvem der på en kort bane på ca. 100m kan klippe en røvfuld SI poster hurtigst.

Os der havde været så forudseende ikke at kvalificere os til finalen. Vi kunne sidde og hygge os med en øl mens vi heppede det bedste vi havde lært.

Søndag var sidste dag.
Benene sagde fra morgenstunden, at de var møgtrætte.
Men jeg mobiliserede de sidste kræfter og cyklede de 5 km ud til skoven hvor mellemdistancen skulle afholdes.

Som jeg skrev i mit første indlæg, så var målet at undgå sidstepladsen i konkurrencerne.

Mellemdistancen udemærker sig ved at have fokus på god fart og udfordrende vejvalg.
Jeg starter ud med at bomme post 1 ualmindelig meget.
Finder de næste poster fornuftigt nok.


Ud fra post 7 bommer jeg igen for vildt.
Er på sammetid træt og drømmer mest om en seng.
Resten af banen snøvler jeg mig rundt. Er ikke særlig tilfreds med tingenes tilstand og skal bare have banen overstået.

Igen vinder min stolthed og stædighed.
Så selv om jeg godt ved at dette her ikke ligefrem er nogen fantomtid, at jeg må stoppe op og sige til mig selv at nu skal du tage dig sammen og beslutte dig for et vejvalg. Så fortsætter jeg turen rundt til ende.

Mentalt var det en lærestreg om, at når trætheden melder sig og koncentrationen svigter, så tror jeg bedre det kan betale sig at bruge lidt ekstra tid på at huske sine vejvalg. Modsat hvad jeg gjorde, hvor jeg tog en beslutning ved hvert kryds om hvilken vej jeg skulle.

Det blev til rigtig mange stop til sidst og hvert stop var også en anledning til at prøve at lokke lidt med mig selv.
- Hey Bjarke, du kan sgu da også bare tage hovedvejen tilbage til parkeringspladsen. Så er vi fri for det her selvpineri
- Hey Bjarke, nu gider vi da ikke træde op over flere små bakker. Come on. Du har alligevel tabt
- Hey Bjarke, de andre sidder sikkert allerede derhjemme og drikke kaffe. Skal vi ikke gøre det samme?
- Hey Bjarke, ham tyskeren og alle de andre er allerede i mål nu! Du er da for svag til at køre eilte.

Og sådan blev den lille djævel ved til jeg var i mål.
Og ja, de andre sad allerede og drak kaffe. Tyskeren kom i mål før mig. Faktisk hele 20 minutter før mig.
Og jo jeg tabte denne sidste dag på campen.

Men det var sgu en fed forlænget weekend i Sverige og jeg blev udfordret på alle leder og kanter.

I sidste ende fik jeg også lov til at drikke en kop kaffe på hotellet og nyde at MTB-O sæsonen blev skud i gang på behørig vis.

Næste udfordring på den kant bliver d. 21 maj når Friluftsland MTB-O Cup har første afdeling.

Læs første afsnit fra campen her

Her finder du alle de kort vi benyttede. Jeg har tegnet mit vejvalg ind på nogle af dem.

81 poster senere...

Så er jeg hjemme igen efter et firedages smut til Sverige på MTB-O camp.

Det var bestemt en fed oplevelse med fem meget forskellige løb.
I alt havde arrangørerne sat 82 poster ud fordelt over de fire dage.

Ja ja. den skarpsindige læser har allerede bemærket overskriften. Men mere om det om lidt hvis du læser videre.

Jeg er så fyldt med sanseindtryk, så løbene bliver delt op i flere blogindlæg. De første to løb får du her:

Har du travlt med at surfe videre er her det hurtige referat fra alle fem løb.

Mørkt, Bumlet spurtopgør, Crying mile, Skide sjovt og absolut tømt for kræfter!

Torsdag aften lagde vi ud med et natløb i den lokale skov.
Så på med lampen og afsted.
På trods af at jeg ikke har siddet på cyklen med et kort siden efteråret, så går det faktisk ganske udemærket.

Jeg har været ret spændt på niveauet.

På MTB-O Camp kan du tilmelde dig kort, lang eller elite.
Eliten kender jeg jo godt. Det er mine klubkammerater som har både VM og EM medaljer hængende derhjemme i skabet. Dem kan jeg sgu ikke følge med.

Alligevel har jeg tilmeldt mig elitebanerne.
Jeg er med for at få træning og lære af de bedste. Kører jeg ikke de samme baner, så kan jeg ikke sidde med ved middagsbordet og snakke vejvalg.

På dette første løb kommer jeg i mål som nummer 43 ud af 51 startende.
Tre af stjernerne har fejlklip, men jeg slår også nogle stykker i ren duel.

Mit mål for campen bliver at holde mig væk fra sidstepladsen.
Og så ellers bare komme ud i skoven og have det sjovt, få lårene til at brænde lidt og lære noget nyt.

Dag 2 er langdistance
Terrænet er en blanding af seje bakker og militært øvelsesterræn.
Der er samlet start og en makstid på to timer.

Jeg har ærlig talt været noget nervøs for denne dag. To timer er ikke meget og kommer jeg banen rundt indenfor tiden?

Starten er ret så fed en oplevelse. Løbet gives frit og de forskellige baner flyver til højre og venstre omkring ørene på mig.

Kort fra langdistancen, ikke mine vejvalg

Jeg holder mit eget vejvalg og kommer hurtigt ud i det kuperede og bumlede øvelsesterræn. Hele syv ud af de ti poster ligger inde i 100% gult område.
Så formiddagen går med at køre på store grusstier op og ned og så ind over knoldede enge.

Det er hårdt og ud fra post 9 er jeg ca. 50 sekunder efter en tysker.
Han tager vejvalget ligepå. Jeg overvejer kort at gå efter ham igennem de skide knolde.
Men fornemmer at det vil være for hårdt og at jeg ikke kan hente ham den vej.
Så tager vejvalget udenom. Det er længere og jeg må ned for igen at køre op. Men det foregår på grusveje.

Det er det rigtige valg. Ved post 10 er jeg ca. 20 sekunder foran tyskeren.
På vej fra post 10 og til mål udspiller sig den vildeste duel.
Hvem siger der ikke også kan være kamp om pladserne længere nede i feltet.

Tysker-gutten kommer op til mig på en bakke. I et voldsomt tempo kører han forbi.
Jeg skruer lidt på farten og strammer kæden, men kan ikke følge hans acceleration.
Det kan han heller ikke selv, så jeg kommer op til ham igen.
Nu kommer vi så op på toppen. Resten af vejen går det ned ad.

Jeg lægger mig på hjul og afventer.
Tyskeren kigger sig over skulderen og sætter farten helt ned.
Her dummer jeg mig nok lidt og tager teten. Sætter fuld skrue på og håber på at kunne sætte ham. Ikke særlig sandsynligt ned ad bakke vel?

Nu koncentrer jeg mig så bare om at forberede mig på kampen ved mål posten.

I MTB-O er det ikke en målstreg, men en post der skal stemples.
Jeg tænker det igennem et par gange. Hvor sent kan jeg begynde og bremse ned. Kommer tyskeren mon susende forbi mig om lidt?

Så er posten der. Jeg nærmest brager ind i den med bremserne trykkede i bund og højre arm fri af styret og på vej med min SI-brik til at stemple posten.
Tyskeren skænker jeg ikke en tanke. Bare få stemplet først.

Jeg stempler og kigger mig nu rundt efter tyskeren???
Han står i en støvsky ude på vejen og har misset den lille sidevej hvor posten stod få meter inde på.

Og sådan gik det til at jeg "vandt" mit første spurtopgør efter en samlet start i MTB-O.

Resultatet? Tyskeren blev sidst og jeg tog en fornem næstsidsteplads.

Næst efter at spurte om sejren, så bliver det da ikke meget større?

Læs med de kommende dage når jeg får fordøjet de sidste tre løb plus det løse.

Op og ned i Silkeborgskovene

Jeg vidste på forhånd godt, at det ville blive op og ned ved dagens løb i Silkeborg, men ikke at det ville blive op og ned i mere end en forstand.

Lad os tage bakkerne først. Jeg skal hilse og sige, at de stadig står klippefast i alle dele af skoven.


Bær over med mig, hvis indlægget bliver lidt distræt. Sidder træt som bare fanden og med brændende ben og øm ryg/lænd.


Jeg tilmeldte mig på dagen og endte i sidste startgruppe. Det betød at favoritterne med mine venner Thomas Bundgaard og Erik Skovgaard Knudsen fik lov at starte seks minutter før mig. Så dem så jeg altså ikke meget til resten af dagen.

Jeg var lidt i tvivl om hvordan jeg skulle starte ud. Skulle jeg følge de hurtigste i min startgruppe for at få lidt læ på det første stykke ud til skoven? Eller skulle jeg tage den i eget tempo med fokus på pulsen.
Hjernen sagde det sidste, men da to ryttere på crosscykler lukkede op for sluserne - så vandt stemningen og jeg bankede afsted med pulsen langt langt oppe i det røde felt.
Fejl Bjarke. Fejl! Der er forskel på en tur til supermarkedet og så 76 km til Silkeborg MTB.

Nå men gjort var gjort og jeg kunne selvfølgelig ikke hænge på, men fortsatte ufortrødent med lidt for høj puls. Måske ud fra devisen om, at så kommer jeg hurtigere op på toppen af bakken?

Da jeg fik justeret pulsen gik det sgu meget godt.
Efter ca. en time fik jeg så de mærkeligste kramper i tæerne. Meget mærkeligt og de gik hurtigt over igen. Så har jeg prøvet det med.

Da de fem i min startgruppe, som jeg ikke kunne følge var long gone, så gik dagen slag i slag med at overhale folk der faldt tilbage fra startgruppe 1 og 2.
Selv da jeg omkring 40 kilometermærket gik lidt kold og havde svært ved at få pulsen over 160.
Så kommer Anni Plaugborg fra Team Fit4Run op til mig efter hun havde haft punktering.
Fedt med noget selskab og jeg fik igen lidt fut i benene.
Sådan fulgtes vi ad et godt stykke og fik snakket lidt Adventure Race mm. På dette tidspunkt kunne min ryg godt mærkes og jeg måtte strække ud på nedkørslerne.

Lidt ondt i ryggen er dog ikke noget der slår mig ud, men pludselig føles det som om nogen fører en syl ind i lænden på mig. Det gør djævlens nas og jeg må op og stå og strække ryggen ud hvert halve minut. Det øger ikke ligefrem hastigheden og jeg må lade mig falde tilbage fra følgeskabet med Team Fit4Run rytteren.

Det må have været et pokkers komisk syn for guder når jeg kørte op ad bakke. Kæden stram og tryk på. Så op og stå og strække ud mens cyklen stille og roligt stopper op. Så igen hurtigt træd kæden stram inden cyklen begynder at køre baglæns!?!

Jeg begynder at tvivle på om jeg må af og trække hjem. Jeg kan ikke klare denne kost de sidste ca. 15 km hjem.
Så kommer en stejl bakke, som ikke kan trædes på nuværende tidspunkt.
Det går fint op ad trækkende, da jeg når toppen og sætter mig op kan jeg ikke længere mærke sylen i ryggen. Så med almindelig smerte fra ben og ryg går det igen over stok og sten på grænsen af kramper.


Rivetten får de sidste prygl frem til målstregen og en dejlig søndag på MTB i Silkeborg får sin ende.
Jeg kunne godt have været rygsmerterne foruden, men ellers var det sgu sjovt og kan kun anbefales næste år.

Tak til arrangørerne for et fint løb.
Tak til Anni for følgeskab, ærgerligt at jeg måtte slippe.
Tak til dig der inden starten gik ønskede mig god tur, fik ikke lige registreret med det samme, at det var mig du hilste på. Men hvis du læser med må du lige give dig til kende.

Hviledag med planlægning

Sidste år ved denne tid sad jeg og planlagde hvilke adventure races jeg skulle deltage i hen over foråret.

Det blev som bekendt kun til SOK multisport, hvorefter en flækket menisk satte en brat stopper for sæsonen.
Jeg kom først i konkurrence igen ved de sidste afdelinger af den danske MTB-O cup. Og det kun med røven lige over vandskorpen.

Et af de løb jeg også måtte vinke farvel til, var Nordic24, 24 timers solo mountainbike.

Nuvel. Hvad så med foråret 2010?
Ja min træningsdagbog melder om opadgående formkurve, ingen problemer med knæet i januar og nu også træningsmængder som giver forhåbninger om et godt forår.

Jeg er dog stadig ikke helt fortrolig med løbeture over 15 km og adventure race er derfor, desværre må jeg sige, ikke en del af planlægningen dette forår.

I stedet satser jeg på at køre en del MTB-O og så et enkelt 24 timers solo mtb ved Giant24Race i Rold.

Ville også gerne have kørt Nordic24 i Hørsholm. Men det kolliderer med en afdeling i MTB-O cuppen og efter at have sovet lidt på den, så trækker tre dage i træk med MTB-O mere end 24 timer i sadlen på Sjælland.

Således ser mine fikspunkter for foråret ca. sådan her ud hvad konkurrencer angår:
Februar/marts: MTB-O træningsløb og CrossDuathlon i Silkeborg
April: MTB-O Camp og Sølvøkseløbet (et spejder-adventure-agtigt-løb, som knæet burde kunne holde til.)
Maj: 24 timers mtb og MTB-O cup
Juni: MTB-O og måske 24timers landevejsløb

Desuden lurer jeg lidt på at tage ud og løbe nogle orienteringsløb og køre nogle kortere mountainbikeløb.

Sjovt skal jeg i hvert fald nok få det!

Til cyklecross i parken

Som nogen af jer læsere nok allerede ved, så købte jeg sidste år en brugt crosscykel af Lars Ejaas.
Han ville gerne køre på carbon i år, og jeg var godt tilfreds med at få endnu en cykel i stalden.
Jeg købte cyklen, efter at crosssæsonen var ovre, men har brugt den meget til at køre lange ture ind og ud af skoven.

Turen til mols bliver f.eks. noget sjovere når man lige smutter derud gennem stier og skovstykker. Inden længe står man i agri og har bjergene og alle grusstierne foran sig.

Men noget egentlig cross er det altså ikke blevet til, før end i lørdags.
Marianne tog turen til Hammel sammen med mig, deraf alle billederne, som du kan se på mit picasaalbum ved at klikke her.

Da jeg ankommer ser jeg Helle, Allan og Erik fra 1900mtb. Hyggeligt.


De har taget turen herop for at køre løbet på deres mtb.
Allan og Erik skal køre B, mens Helle og jeg stiller op i motion.

Inden start når jeg at trille en enkelt runde og kan se at ruten har mange sving. Er mere kuppert end jeg forventede og at der kommer til at være godt mudret derude. Yeah!

Starten går og jeg kommer godt ud af boksen. Har ikke rigtig nogen ide om hvor godt eller skidt det vil gå. Men allerede på første omgang kan jeg mærke hvordan min fine start bliver vekslet til nogle mere sekundære placeringer.

Teknisk er jeg bestemt ikke noget vidunder i mit første crossløb og benene er heller ikke helt med på de mange accelerationer efter sving og bakker.
Men rundt det kommer jeg da.

Efter fjerde runde fornemmer jeg en masse folk i målområdet, men får ingen besked fra speeker eller andre officials om at løbet er slut. Erik derimod råber bare at jeg skal se at give den gas på sidste omgang.

Så jeg giver den alt hvad den kan trække og kommer da også op til en forankørende, der er gået helt i krampe.
På bakkerne, hvor jeg er af og løbe, kan jeg bestemt også mærke mine ben. Det er en god dag det her!
Jeg kommer i mål, og er af en eller anden grund, ved at hoste mine lunger op de første mange minutter efter målgang.
Bevares, det var da hårdt. Men jeg kan ikke huske nogensinde at have hostet sådan efter et løb før.

Men det var fedt, og bestemt ikke mit sidste crossløb!

Vi bliver hængende og ser A og B køre et godt ræs, mens jeg snakker lidt med nogle af de andre. Der hersker nogen tvivl om hvorvidt vi skulle køre fire eller fem omgange, og om hvornår løbet egentlig var slut.


Det kan dog ikke ødelægge helhedsoplevelsen, af et hyggeligt arrangement i Hammel.
En spændende bane midt i byen og god opbakning.

Nu venter vi så bare på resultatlisten, så vi kan se hvordan det rent faktisk gik, for de glade crossamatører i motionsklassen.