Efter Fredagens langdistance, så bød eftermiddagen på to løb.
Camp cup 3: Crying mile og en korthusketræning
Crying Mile - Eller historien om hvordan de 82 poster blev til 81
En ultra kort bane på 1450 meter og i størrelsesforhold, 1:1.500. 17 poster.
Tak for kaffe. Vi havde talt en del om dette løb.
Jeg havde forsøgt at forberede mig på hvad der ventede. Hvor tæt ville posterne stå. Sikkert et tætforgrenet stinet.
Jeg havde selvfølgelig også læst roadbooken over løbet - for alt for længe siden.
Som noget af det sidste, så lovede jeg mig selv at tjekke kontrolnumre på posterne. På den måde ville jeg jo ikke kunne lave fejlklip. Smart ikke!
Koncentration kort inden starten på The Crying MileFra toppen af den kunne jeg se en million, mindst, ryttere cykle rundt i mellem hinanden og på kryds og tværs af en million stier, mindst!
Det var finorientering og mega crazy. Jeg havde forberedt mig mentalt, men slet slet ikke kunnet forestille mig det her scenario
Jeg lignede en spejderdreng der er blevet væk fra sin patrulje i en stør mørk skov i Sverige.
Der gik lang tid før end jeg fattede en meter af det hele. Så fandt jeg endelig en post som måtte være post et.
Tjekkede op med kontrolnummeret på kortet - Hvad??? Ikke noget kontrolnummer på kortet. Shit da osse!
Sikrede mig at det var post et og klippede posten. Ti fcuking minutter tog det mig at finde posten.
Videre til post 2. Post 3, post 4 og så fremdeles.
Det kørte som smurt i olie. Altså lige indtil jeg klippede post 8 og skulle orientere mig ud fra den.
Hmm det her passer altså ikke med kortet. Tjekkede op med kompasset, nogle nærliggende højdekurver og så *doh* kunne jeg se det hele for mig.
Dumme dänen!
For det første havde jeg lige klippet post 9. Det var jeg ret overbevist om.
For det andet havde posten kontrolnummer 139 <-- bid mærke i 9-tallet til sidst. Lur mig om ikke der var et eller andet i roadbooken omkring udregning af kontrolnumre. Jeg var crying, råbte forbandet og slog gentagne gange hånden i styret.
Besluttede mig for alligevel at fuldføre løbet vel vidende at jeg havde fejlklip. Det var den der med at være med for at lære.
Ganske rigtigt fandt jeg også ud af at post et havde kontrolnummer 131. Post to 132 og så fremdeles. Havde jeg dog bare læst op på lektien...
Virkelig irriteret kører jeg banen til ende og skal dernæst ud på en korthusktræning med Martin Hansen.
Undskyld ventetiden Martin. Efter at have kølet ned i et lille minut begiver vi os ud på korthusk. Det går noget bedre og er lidt en oprejsning inden aftensmaden kalder. Så bliver det ikke meget sjovere
Lørdag formiddag kørte vi ud til et nyt område for at køre en middellang distance.
Det skulle vise sig at blive den klart sjoveste træning for mit vedkommende.
Kort over mit favoritløb på CampenTil post 2 gik det så ned ned ned igennem knoldede spor. Nå ja og ud fra post 2. Selvfølgelig op op op.
De næste poster var stræk hvor den kunne få fuld pedal indtil post 5, som lå på en sti der var spæret af op til flere stammer. Det var af og på nogle gange.
Et lille smut ind af en forkert sti og så ellers afsted mod post 6.
Dernæst ventede nogle poster i et lidt mere tricky terræn med flere stier og mange ryttere på kryds og tværs.
På vej mod post 10 ligger en rytter i grøften og er temmelig forslået. Men en official er ved ham og de giver tegn til at han er OK, så jeg kører videre.
Jeg tror han er braget ind i en bom over vejen.
Når man en stor del af tiden kører med snuden rettet ned mod kortet på styret, så er det altså en risiko, hvis man ikke får set sig op i tide.
Flere gange er man da også på kurs direkte mod en modkørende. Men heldigvis er det sjældent at vi tager frontale sammenstød i sporten.
Post 11 til post 12 er igen up up the mountain top.
Stien ud fra post 13 er gennem et stendige. Ikke den tydeligste vej i hele verden. Vi er tre der klipper posten ca. samtidig, men kun to af os fortsætter den direkte vej på post 14 og 15.
Et stk. spas nedkørsel, lidt pigtråd og så op op op igen. Så er sidste post klippet og det hedder bare hjem i mål.
Det var klart den fedeste bane i sjovt terræn.
Kompleksiteten i banen passede rigtig godt til at jeg kunne køre godt til og holde hovedet koldt.
En lidt bedre form er altid ønskværdig. Men jeg synes selv jeg kom godt igennem og endte helt fornuftigt som nummer 41.
Eftermiddagen gik med træning som bestod af en række o-intervaller.
Jeg lavede min egen lille udformning af disse, ved at køre det som korthusk.
Benene var ved at være mærkede og på den måde fik jeg trænet korthusk og "kun" kørt intervaller på de stræk jeg var helt sikker på.
Det passede vist meget godt til den tilstand jeg var i på det tidspunkt.
Aftenen gik med finalen på Päällikkoos Diavolo Challenge.
En finurlig lille konkurrence om hvem der på en kort bane på ca. 100m kan klippe en røvfuld SI poster hurtigst.
Os der havde været så forudseende ikke at kvalificere os til finalen. Vi kunne sidde og hygge os med en øl mens vi heppede det bedste vi havde lært.
Søndag var sidste dag.
Benene sagde fra morgenstunden, at de var møgtrætte.
Men jeg mobiliserede de sidste kræfter og cyklede de 5 km ud til skoven hvor mellemdistancen skulle afholdes.
Som jeg skrev i mit første indlæg, så var målet at undgå sidstepladsen i konkurrencerne.
Mellemdistancen udemærker sig ved at have fokus på god fart og udfordrende vejvalg.
Jeg starter ud med at bomme post 1 ualmindelig meget.
Finder de næste poster fornuftigt nok.
Ud fra post 7 bommer jeg igen for vildt.
Er på sammetid træt og drømmer mest om en seng.
Resten af banen snøvler jeg mig rundt. Er ikke særlig tilfreds med tingenes tilstand og skal bare have banen overstået.
Igen vinder min stolthed og stædighed.
Så selv om jeg godt ved at dette her ikke ligefrem er nogen fantomtid, at jeg må stoppe op og sige til mig selv at nu skal du tage dig sammen og beslutte dig for et vejvalg. Så fortsætter jeg turen rundt til ende.
Mentalt var det en lærestreg om, at når trætheden melder sig og koncentrationen svigter, så tror jeg bedre det kan betale sig at bruge lidt ekstra tid på at huske sine vejvalg. Modsat hvad jeg gjorde, hvor jeg tog en beslutning ved hvert kryds om hvilken vej jeg skulle.
Det blev til rigtig mange stop til sidst og hvert stop var også en anledning til at prøve at lokke lidt med mig selv.
- Hey Bjarke, du kan sgu da også bare tage hovedvejen tilbage til parkeringspladsen. Så er vi fri for det her selvpineri
- Hey Bjarke, nu gider vi da ikke træde op over flere små bakker. Come on. Du har alligevel tabt
- Hey Bjarke, de andre sidder sikkert allerede derhjemme og drikke kaffe. Skal vi ikke gøre det samme?
- Hey Bjarke, ham tyskeren og alle de andre er allerede i mål nu! Du er da for svag til at køre eilte.
Og sådan blev den lille djævel ved til jeg var i mål.
Og ja, de andre sad allerede og drak kaffe. Tyskeren kom i mål før mig. Faktisk hele 20 minutter før mig.
Og jo jeg tabte denne sidste dag på campen.
Men det var sgu en fed forlænget weekend i Sverige og jeg blev udfordret på alle leder og kanter.
I sidste ende fik jeg også lov til at drikke en kop kaffe på hotellet og nyde at MTB-O sæsonen blev skud i gang på behørig vis.
Næste udfordring på den kant bliver d. 21 maj når Friluftsland MTB-O Cup har første afdeling.
Læs første afsnit fra campen her
Her finder du alle de kort vi benyttede. Jeg har tegnet mit vejvalg ind på nogle af dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar