Viser opslag med etiketten grej. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten grej. Vis alle opslag

fredag den 28. december 2012

Tilbage til bakkerne og "bjergene"

2013 tegner til et noget mere konkurrenceaktivt år end 2012, hvor den mestendels stod på den træning og de ture livet med en nyfødt 0-årig tillader.

Nu er den lille rundet et år og far skal igen ud og løbe nogle konkurrencer. Det hele starter med VUMB i Mols Bjerge i starten af februar. Løbet er mest for at komme ud igen og mærke suset, se det flotte terræn og nyde et vinterløb.

Om jeg kommer rundt til alle poster er her ikke så vigtigt. Jeg skal 1. Ikke gå i stykker. 2. Ud over rampen og i gang igen. 3. Have det sjovt.

Til gengæld har jeg igen tilmeldt mig eXtrem maraton i og omkring Silkeborg. Og der skal den have en over nakken. Et løb jeg før har deltaget i og jeg glæder mig til at komme tilbage til området, løbet og den fantastiske stemning i night camp.

Løbet er også en kærkommen lejlighed til igen at nørde grej og optimere rygsækken. Jeg lover meget mere om den del senere når løbet nærmer sig.

Et er dog sikkert. Jeg har fået en ny brænder der skal med. Jeg kører sadig princppet med gas og gasbrænder frem for sprit eller sprittabeletter.

Så Fire-Maplte Hornet Mini stove (fms 300t) skal med i rygsækken. Du kan læse en anmeldelse af Fire-Maple Hornet Mini Stove ovre på GrejGuide.dk.

Jeg regner med og håber at skyde bloggen her i gang igen. Men alle test vil du finde på grejguide.dk. Jeg skal nok linke flittigt, eller kan du jo følge grejguide.dk på Facebook her.

torsdag den 22. marts 2012

Hvad er et sportsur?

Hvad Garmin mener med et sportsur er et godt spørgsmål for det nye Garmin 910xt er åbenbart ikke et sportsur ifølge firmaets produktsammenligner på deres hjemmeside...



søndag den 5. juni 2011

Vandring i Italien

På opfordring og fordi jeg har det så dårligt med at lade de få faste læsere jeg har tilbage hænge i luften mens bloggen her forfalder.

Så kommer her et mindre galleri af billeder og tekst fra min og Mariannes ferie i Italien.

Billederne er alle fra vores vandretur op i de Toscanske bjerge Alpi Apuane. Det blev nogle dage med smukt landskab smuk udsigt, pludselig tåge og en masse grejtest til grejguide.dk.



Jeg starter med deserten.

Efter nogle ture til USA, så er udvalget af frysetørret mad bare mega kedeligt her i EU.
På toppen af et bjerg lavede vi frysetørret blåbær Cheesecake.

Mums filibaba.

Selv om tågen drillede fik vi nogle fede oplevelser med fra bjergene. Her er endnu et spisebillede.



Tilberedning af den føromtalte frysetørrede Cheesecake.

Eneste minus er at blåbærsovsen ikke havde sin egen tilberedningspose i posen. Så en enkelt beskidt skål blev det til.

Teltcamp på et af de få ikke særlig skrå stykker bjerg.

Teltet er et Hilleberg Allak. 100% fritstående uden pløkker. Selv om pløkker selvfølgelig gør det endnu mere stabilt.

To indgange, god siddehøjde der hvor røven naturligt nok er, nemlig midt i teltet.

Alt i alt et fedt telt men også alt alt for dyrt. Der kommer sikkert en ordentlig anmeldelse på grejguide.dk ved lejlighed.


Tåge, regn og sol gav noget helt fantastisk lys indimellem.

Eneste hus vi stødte på i bjergene. Manden gik rundt og væltede træer med motorsav. Også alle de træer som skulle angive de mange vandreruter der passerede forbi hans hus. Stierne var også godt kanøflet.
Men en frisk kompaskurs og en tur gennem træmikado og vi var på vej videre up up the mountain top.

Endnu et udsigtsbillede fra Alpi Apuane i Toscana.

Smukt landskab, men noget hot shot fotograf er jeg desværre ikke.

Regn regn og lidt mere regn blev en stor del af turen.




torsdag den 14. april 2011

Spar vægt og penge

Anton du har revnet dine bukser.

Så gik den ikke længere mine 3/4 knickers må kasseres. Men de har også været flittigt brugt til løb og som overtræk på cykelture forår og efterår.

Først gik lynlåsen til nøglerne og så flænsede sadlen simpelthen syningen her den anden dag i skoven.



Så jeg måtte ud og købe nye. Nysgerrig som jeg er, ville jeg prøve et nyt mærke og valget faldt på Craft. Mere tilfældigt end velovervejet.

Men jeg tester i øjeblikket nogle af deres skoovertræk som jeg ikke er skide begejstret for. Men andre taler varmt om deres tøj. Så det måtte prøves.

Med kompressionsstrømper, er der stor sandsynlighed for at mine 3/4 tights på et tidspunkt kommer med til adventurerace, så derfor kiggede jeg på indholdet af forskelligt materiale i de nye tights.

Stoffet spandex/elastane er med til at give god komfort pga dets 4-vejs stretch. Men det syger også vand som bare pokker og er lang tid om at tørre.

En dårlig cocktail til aktiviteter som adventurerace hvor du tit får lov at hoppe i vandet med tøjet på.

Her er det så jeg sparer vægt og penge
Den dyre model af tights har ofte megen spandex for god komfort. For Craft var det helt op til 20%.

Den billigere model har kun 8%.

Så haps den snuppede jeg, og den sidder også fint på mig.

Jo mindre spandex jo mindre dødvægt i form af stof der suger vand når det bliver vådt af regn eller svømmeture.

Skal du hjem og tjekke op på indholdet af spandex i dit adventurerace grej?

mandag den 11. april 2011

Jeg hjælper gerne

Sidste uge var ret crazy på den måde at jeg nu godt kan mærke at sæsonen for aktivitet i naturen stiger.

Det sker jævnligt at jeg får mails, kommentarer eller facebookbeskeder fra en der godt kunne bruge et godt råd omkring noget grej.

Og det er da super fedt. Tænk at være en som andre har tiltro til.



Det glæder mig kun og bliv endelig ved med at sende spørgsmål jeg skal nok svare efter bedste evne.

I sidste uge gik det bare rimelig meget amok. Jeg fik to spørgsmål på soveposer. To spørgsmål på racercykler (og så leder jeg også efter cykel til kæresten), et par solbriller og et par trailrunningsko.

Der er virkelig nogen der skal ud og nyde foråret på fedeste manér i naturen.

Står du med et spørgsmål af den ene eller anden art, så skriv blot.

Meget gerne inde på "min" facebookside for grejguide.dk. Du finder linket her:
http://www.facebook.com/grejguide

Derinde vil du også kunne suge viden ud af alle de andre der synes godt om facebooksiden.

Vil du hellere sende mig en mail, så bruger du bare "kontakt mig ude i menuen til højre.

tirsdag den 5. april 2011

Glade budskaber

Ingen dårlige undskyldninger herfra. Det er lang tid siden og hvis du endnu ikke er hoppet med på grejbølgen ovre på www.grejguide.dk så kan du undre dig såre over hvad der sker eller ikke sker på bjafle.dk.

Det har en af mine faste læsere så gjort. Jeg svarede, at jeg havde travlt og ville prøve at se om ikke jeg kunne flække et indlæg sammen om ugen til bloggen, men at de skulle holde 100% før end jeg skrev dem.



I dag kom så svaret i form af denne mail:

"Hej Bjarke.

Jeg savner snart opdatering på din blog.......og gerne indlæg der IKKE holder 100 % ;-)

Niko"


Nå ja, så prøver jeg med glade budskaber som motivation for flere indlæg på bloggen.

Dagens indlæg vedrører min weekend, hvor jeg var på vandretur for at teste en røvfuld produkter til grejguide.dk.

Aftensmaden derimod var ikke en test. Det var en velkendt portion Chili con Carne fra Mountain House. Et produkt jeg flere gange tidligere har guffet i mig med velbehag.

Men denne gang var der noget galt. Den frysetørrede mad smagte af ingenting. Virkelig af mel og papir. Meget mærkeligt. Havde de mon glemt at putte salt og andre krydderier i en produktion.

Jeg skrev på twitter men fik intet svar. Ikke fordi jeg ville brokke mig. Men af interesse over hvad der var gået galt i produktionen. Mountain House hører ellers til blandt mine favoritter.



Så sendte jeg en venlig mail til dem.
I dag kom der så et venligt svar tilbage, at det ikke var noget de kendte til som et produktions-ups. Faktisk var det meget sjældent de fik klager over deres mad (jeg skrev nu mest af nysgerrighed og ikke som en klage, jeg overlever nok en enkelt gang smagsløs Chili con Carne).

Men nu takker Mountain House mig så for min interesse i deres frysetørret mad og sender mig nogle smagsprøver.
Tak for god service Mountain House.

mandag den 21. februar 2011

Test: billige softshell jakker

En af de mere besøgte sider her på bloggen er min føljeton omkring softshell jakker.

Jeg hev fat i nogle softshell jakker i flere prisniveauer og kom med min uforbeholdne mening om disse. Alene ud fra materialerne og priserne på jakkerne.



Jeg fik senere en henvendelse fra et firma som sælger nogle billige softshell jakker. De kunne da godt tænke sig at høre hvad jeg synes om jakkerne og hvor de ligger henne i forhold til de øvrige jakker jeg testede.

Så nu har jeg hen over vinteren brugt begge jakker for at danne mig et indtryk af jakkerne.

Jeg vil dele anmeldelsen op i tre dele.



Først lidt om detaljerne på de to jakker. Hvad er godt, hvad er knapt så godt og hvad kan den ene frem for den anden.

Som det andet, så er der specifikationerne som sidder syet ind i jakkerne. Det er en historie for sig.

Sidst kommer så det der nok i sidste ende er vigtigst. Dur jakkerne så til noget?

Detajlerne
De to jakker er i detaljer ret så forskellige. Den ene jakke er med hætte, har tre lommer udenpå og netlommer indvendigt. Længden på jakken er rigtig fin til aktiviteter udenfor. Både til vandring med en rygsæk, eller på cykelturen.

Den anden jakke er kortere i snittet, mere street og til brug i hverdagen som jeg ser den. Den er også uden hætte, men med mange flere lommer. Også en smart lomme indvendigt til din iPod.



Begge jakker har et stykke blødt fleece i halsen, hvor lynlåsen slutter og den uden hætte har ligeledes blød indvendig krave.

Det er som sådan detaljer jeg ikke nødvendigvis forventer i en softshell jakke til kr. 500 for hættetrøjen og ca. kr. 425,- for den korte model.

Hvad er det lige jeg tester?
Jakkerne er opgivet som softshell jakker produceret i 100% polyester.
Ydermere har producenten været så søde at fortælle at jakkerne er vandtætte med et vandsøjletryk på imponerende 10.000. Alt imens jakkerne udmærker sig med en åndbarhed på 4000mp.



Jeg vil anbefale dig at smide al denne viden i skraldespanden. Jeg har ingen ide om hvordan ID activewear og kineserfabrikken har fundet på at skrive alt dette nonsens.

Skal jeg starte fra en ende af, så er jakken pænt strækbar. Det er godt for pasformen. Men det er gud hjælpe mig den første 100% polyester jakke uden spandex jeg har set opføre sig således.

Jeg er ret sikker på at vævningen indeholder en eller anden procentsats af spandex. Det nedsætter tørretiden for en våd jakke. Men giver som sagt en god pasform og er desuden almindeligt i denne type jakker.

Jakken er vandtæt?
Ikke på vores bredegrader, måske i lande hvor vandet falder som støv?
Men det er også godt det samme, for jakken markedsføres som en softshell. Og derfor skal den være åndbar frem for vandtæt.

Jakken er åndbar, men opgivelserne på 4000mp tør jeg ikke stole på.




Det er sgu åndsvagt at sætte sådan et mærke i sit ikke vandtætte tøj?!?!

Duer jakkerne til noget?
Ja det gør de faktisk.

Begge jakker er gode bud på en prisbillig jakke med detaljer der virker velplacerede.

At det så ikke er toppen af poppen er vel heller ikke forventeligt til den pris jakkerne sælges til.

Hætten er ikke super fedt konstrueret og snævrer til hen over øjnene, mens der stadig blæser kold luft ind omkring halsen. Det kunne være bedre.

På specielt den korte jakke uden hætte, er velcrolukningen omkring ærmerne håbløst elendige. En smart smal stribe i et for dårligt materialevalg til at kunne holde sig lukket.



Det er bedre men ikke meget mere end godkendt på hættetrøjen.

Men bortset fra de kritikpunkter, så er jakkerne faktisk udmærkede til prisen.

Vil du gerne have en pæn softshell til hverdagen og cykler du ikke meget rundt, så er den korte model faktisk en jakke jeg ville anbefale.

Skal du ud og være aktiv i naturen, så er det den længere model med hætte du skal have fat i. Så er spørgsmålet hvor vigtig en tætsluttende hætte er for dig.

Jeg ville godt kunne leve med det, hvis mit budget lå på kr. 500,- til en ny jakke. Er du lidt fingerfærdig eller kender du en der er, så kan velcroen også skiftes.

Råmaterialet er, hvis du lukker øjnene og ikke læser producentens oplysninger, faktisk fuld tilstrækkeligt til at du kan få gode oplevelser i jakken.

Jakkerne er venligst udleveret af Tex-tryk og vil blive givet videre til foreningslivet, når jeg har skrevet anmeldelserne om til enkeltstående anmeldelser til grejguide.dk.

torsdag den 27. januar 2011

Et alternativ til den gule trøje

Jeg har før skrevet om og linket til nogle af de fede cykeltrøjer der findes ude i den store verden.

Et af de firmaer jeg synes laver lækre ting, er amerikanske Twin Six. Både bomulds t-shirt og lycra jerseys.

Nu har de offentliggjort deres 2011 kollektion. Og specielt en trøje springer i øjnene.

Ikke mindst i dag, hvor koen fik et års karantæne. Og den resterende del af den typiske doping karantæne på to år. Den gik til den lille uskyldige dreng fra Spanien.

Hvor er det dog bare synd. Verden er uretfærdig. Jeg håber bøffen smagte godt Alberto.



Trøjen og resten af kollektionen finder du her: Twin Six
Tjek også lige kvindekollektionen. Min kæreste har nogle af deres designs og de er altså kæmpecool!

Det er desværre ikke lykkedes mig at finde forhandlere af tøjet i EU, hvilket gør det noget dyrere at få det hjem.

Da varens værdi er under grænsen for told, skal du tillægge moms og importgebyr fra dejlige Post Danmark.

Rundt regnet kan du få trøjen hjem for ca. kr. 750,-

tirsdag den 28. december 2010

Tip til næste års grejgave

Jeg er så heldig at have fødselsdag lige op til jul.

Som barn var det frustrerende om sommeren, men om vinteren betød det så bonus big time. F.eks. husker jeg et år hvor jeg fik en ny lækker racercykel i kombineret fødselsdags- og julegave.

I år betød det, i Facebooks sociale navn, at jeg fik en række lykønskninger og et meget godt spørgsmål fra en bekendt, jeg faktisk har samlet op herigennem bloggen.

Thomas spurgte mig hvad man giver en der har alt grej?
- Nu har jeg bestemt ikke alt grej, men lod alligevel svaret hænge lidt i luften. Ikke mindst fordi jeg i år mest have ønsket mig bøger fra Amazon og fik gaver der var alt andet end bøger fra Amazon. Men skønne gaver fra skønne mennesker ikke desto mindre.

Nå sidespring!
Tilbage til det der med, hvad man giver en der har alt grej.

Det vidste min kærestes storesøster, hendes mand og deres børn så.

Jeg fik julepynt til juletræet. Men hvilken slags! Det var sgu gaven til den der har alt grej.







Hvad mon de gør til næste år???

De går nok igen en tur i REI (de bor i USA) og finder den helt rigtige personlige gave til en grejnørd...

mandag den 13. december 2010

IKEA gir de andre bagJUL

Jeg er simpelthen nødt til lige at dele den her med jer.

I USA er det åbenbart ikke så normalt med medarbejdergaver.

Men IKEA har givet deres 12.400 ansatte en cykel i julegave. Som tak for et godt år, og som et led i at opmuntre til sund lisstil og miljørigtig transport.

De gør jo meget rigtigt hos IKEA.

Her er den så. Mountainbiken der vil revolutionere markedet.
Sende Cannondales Lefty i knæ
og får affjedringen i en Specialized Epic til at føles som et spejderunderlag en knoldet mark.


Men "cyklen". For satan da osse. Den er jo det vildeste retro og i en kvalitet der vil få Greenfield og Bilka til at fremstå som de ypperste high end cykelpushere i landet.

Bloggeren på det her link, er tydeligvis begejstret og priser IKEA i fine vendinger. Han mener det er en bedre gave end en plastik cowboy-hat og selv et års forbrug af svenske kødboller.

Jeg kunne ikke være mere uenig, og håber ikke forfatteren til bloggen nøjes med en plastik cowboy-hat når han skal ud og prøvekøre sin nye "mountainbike" i skovens bakker.


Fem fede stjerner til IKEA for intentionen.

Overskudet var åbenbart ikke stort nok til at de ansatte kunne få andet end en skrotbunke.

Jeg hører at de i Danmark fik en DAB radio! Til lykke og rigtig god jul til alle ansatte i IKEA Danmark.

onsdag den 1. december 2010

Du kan hjælpe mig

Kære læser, surfer eller net-stalker

Indlægget her har jeg glædet mig til i sindsygt lang tid. Faktisk i mere end et år!

Nu håber jeg så ikke du bliver skuffet og løber skrigende bort. Det ville i hvert fald være lidt en bet for mig.

Bloggen bjafle.dk kører videre som hidtil. Her kommer alle de små historier og stadig grejtests. Selvfølgelig.

Jeg har leget med ord herinde i tre år og det fortsætter jeg selvfølgelig med, jeg kan slet ikke lade være.

Men jeg har valgt at satse en del af min arbejdstid på et projekt, som du kan være med til at give en god start på livet i cyberspace.

Jeg har spurgt en række folk i mit netværk, om de vil være med til at blogge fast med test af grej som omdrejningspunktet. Det har de heldigvis sagt ja tak til. Og flere vil sikkert komme til.

Derfor kan jeg pave stolt og meget glad fortælle om sitet:



Vi knokler pt. på at få hjemmesiden klar til lancering. Der er altid lige en bakke eller to vi skal op over.

Men allerede nu kan du klikke dig ind på GrejGuide.dk og deltage i konkurrencen om et par Numa shark sportssolbriller. Læs min egen test af dem her på sitet.

Desuden vil jeg igen blive mega glad hvis du har lyst til at gå ind på vores facebook side og "like" os. Du finder siden lige her:

http://www.facebook.com/grejguide

Der ligger allerede et par tests derinde, og det er også her vi vil spørge om hjælp til ideer til ting vi kan teste, hjælp til grafisk arbejde eller bare gode ideer til projektet.

Flere hjerner tænker bedre end få hjerner!

Hvis du ligefrem synes så godt om os, så du har lyst til at dele det med vennerne, så er det bare endnu en lille bonus og jeg vil sende dig en venlig tanke.

På forhånd TUSIND tak for den hjælp du nu engang har lyst til at give.

mandag den 29. november 2010

Lidt af en juniorfejl... men det var skæppe skønt

Jeg havde jo lovet at jeg mandag aften ville være at finde i gymnastiksalen.

Men nu sidder jeg så i stedet med en kop kaffe i stuen og med computeren på skødet. Jeg har egentlig ikke dårlig samvittighed overfor min indre træningskammerat. For weekenden var et hit. Og så kan jeg heller ikke være i mine sko.


Allerede fredag begyndte det at trække lidt i mig. Der stod sne på programmet og som dreng betød det langrendsski under fødderne.

Siden blev jeg teenager, droppede familieturene i sporet, købte nogle selvlysende Atomic slalomski og tog med vennerne i sneen.


De sidste mange år har jeg helt haft droppet skiturene, men friluftsmennesket i mig hungrer af og til efter naturoplevelserne på langrend.

Således stod jeg op lørdag morgen, gik ned i kælderen og tømte sparegrisen. Jeg prøver at holde solgt brugt grej adskilt fra resten af min økonomi, så det igen kan blive investeret i nyt grej. Jeg har været ved t se på nyt landevejshjulsæt.

Nu skal jeg ikke have nyt hjulsæt til landevejen
Jeg tog telefonen og ringede ind til en håndfuld butikker i Aarhus. Jeg gad ikke forsøge at sidde fast i trafikken, hvis ikke jeg kunne finde en butik, der kunne sælge mig et par ski. Komplet med bindinger og stave.

Det tog en del opringninger. Til sidst kom jeg igennem til en butik jeg ellers sjældent benytter. Men jeg blev glædeligt overrasket denne gang. En flink ekspedient fortalte, at så længe jeg nåede ind i butikken inden kl. 14, så skulle de nok få mig ud på ski samme dag!


Ja tak. Jeg strøg af sted over til bussen, ventede i 40 minutter og kom så ind til Aarhus tids nok til at få et par ski. Butikken var på den anden ende, men alle fik en super service og jeg fik mig et par langrendsski. Et par Madshus lillehammer.

Så et stort tak til Skiing i Aarhus, ikke mindst for at forstå at smede mens jernet er varmt. Ingen sure miner hos de ansatte over en forlænget arbejdsdag, smil på læben og god tid til at vejlede kunderne. Jeg må indrømme at jeg er en smule imponeret over hvordan butikken håndterede også de stressede kunder og det faktum, at deres arbejdsdag lige blev noget længere end forventet.

Så skulle jeg "bare" hjem
Med mig i rygsækken havde jeg min pandelampe, så jeg tog skiene på nakken og gik ud til skoven. Spændte skiene på fødderne og tog en smuk tur hjemover langs vandet, i skoven og over vindblæste marker fra Aarhus til Beder.

Det var virkelig eventyr, her midt i en hvid dansk vinteraften.

Søndag spændte jeg igen skiene på fødderne og tog turen op til den officielle løjpe på golfbanen i Skåde. Rundt på løjpen og en skøn tur hjemover.

Så fik jeg brugt en god række muskler, fik vind i ansigtet og tusind smil på læberne.

Eneste aberdabei var, at jeg lavede den fantastiske juniorfejl ikke at putte sportstape på hælene, når nu jeg skulle ud på ski i helt nye støvler.


Så her sidder jeg og mine hæle ligner en der lige har løbet en uges ørkenløb, hvilket jeg slet ikke kan prale af.

Jeg var bare så dum ikke at tænke over konsekvenserne. Men damn det der ski det er fedt!

torsdag den 25. november 2010

Gode gamle vinterdæk

Jeg bliver tit "beskyldt" for at være lidt af en samler?!?

Du ved, jeg har det til tider lidt svært ved at skille mig af med et slidt stykke tøj, en halvråden planke eller et gammelt dæk som er pillet af mountainbiken.

Jeg vil nu vende den om og sige, at jeg er formidabel til at genbruge det andre kalder skrot.

Så med vinterens komme var det også super nemt at tage de hurtige slickdæk af min hverdagscykel og montere nogle gamle dæk fra lageret af kasserede dæk til træning og konkurrence på mountainbiken.

Således veludstyret var det ingen sag at køre turen Aarhus tur retur i dag på snedækkede veje.

Godt grinende af alle bilisterne der holdt i kø, og jeg mener virkelig kø!, på Oddervej trillede jeg forbi dem en efter en.

Selvfølgelig med en god pandelampe på cykelhjelmen. Så gik det fint med at komme hjemover til et varmt bad.

mandag den 22. november 2010

Test: Inov-8 Roclite 295

Jeg er næsten ved at være en fornuftig mand. Nikolaj advarer godt nok mod at jeg er af typen der konsumerer grej i den dyre ende.

Og til en vis grad har han nok også ret, men også kun noget af vejen. I hvert fald så længe jeg ikke har fundet madrassen med pengesedlerne.

Det næsten fornuftige hænger sammen med, at jeg rigtig længe gerne har villet teste en Inov-8 sko. Mærket tiltaler mig i hele deres filosofi og tilgang til løb.

Desuden er langt de fleste af deres sko fede at se på og har fået gode anmeldelser med på vejen.


Således besluttede jeg mig for at supplere mine lettere udtrådte vintersko med stålpigge fra Icebug med en ditto Inov-8 denne vinter. Modellen jeg have i tankerne var Oroc 340. Den er vinterrobust uden at være rockertung. Dette var efterårets indkøb af grej, som jeg kunne forsvare overfor mig selv, pengepungen og behovet.

Jeg var et smut i USA og havde fundet en lokal butik hvor jeg kunne smutte ind og prøve den.

Men ak nej, deres hjemmeside var ikke opdateret og de havde altså ikke skoen.

Nå men jeg kunne da lige prøve en Roclite 295.

Shit den sad godt da jeg fandt den rigtige størrelse. Men Roclite 295 er ikke med tungstenspigge. Inov-8 Roclite 295 er "blot" en almindelig trailrunningsko. En skotype jeg allerede har rigeligt af.

Jeg gik rundt i butikken længe med skoen på. Kender du fornemmelsen af ikke at kunne få skoen af igen. Det var den fornemmelse jeg havde.

Så en halv time senere forlod jeg butikken. Selvfølgelig med et nyt par trailrunningsko i rygsækken!

Selve testen
Jeg har nu haft god mulighed for at bruge skoen i dansk mudret skov. Både på og udenfor stierne.


Skoen er suverænt fed til det meste. På en glat glat bro må jeg trippe over, her kunne pigge være rare at have. Men ellers står jeg hamrende godt fast.

Specielt er jeg imponeret over hvor lidt jeg skrider på et stejl leret skråning. Både når den er dækket af blade eller krydret med glatte rødder. Skoens sål med mange små knopper sætter sig godt fast i underlaget.

Skoen er ikke direkte minimalistisk i forhold til sålen. Roclite 295 har en smule absorbering i mellemsålen. For mig er det er fin sikkerhed for også at kunne tage nogle kilometer i knapt så affjedrende terræn.

Alligevel bevarer jeg en fin kontakt med overfladen.

295-tallet i Roclite 295 henviser til vægten på skoen. Det afhænger igen af din fodstørrelse. Jeg mener at 295 gram henviser til en str. 42.

Det er langt fra Inov-8s letteste sko. Men bestemt en let sko i forhold til så mange andre på markedet.

En hurtig tur på køkkenvægten (prøv ikke dette mens kæresten ser på) afslørede, at mine sko vejer 277 gram stykket. Incl. det mudder der gav problemer på hjemmefronten.

Til sammenligning er vægten på mine trailsko fra the north face 336, mine asics nimbus 338 og mine Salomon XA pro 356!

Sammenfattet er jeg vildt tilfreds med skoen til løbeture på smattede stier og terræn i skoven. Her hen over vores mudrede efterår har jeg faktisk ikke løbet ture i andre af mine sko.


Slidstyrken er stadig lidt svært at sige noget endeligt om. Det kræver nok en del flere måneder. Men ud over flere tykke lag mudder, så er skoen ikke slidt på nogen måde.

Alt i alt får skoen de bedste anbefalinger med på vejen.

Jeg har ikke kunnet finde en dansk forhandler af skoen, så der er nok ingen vej udenom nethandel eller som jeg, finde den på ferien ude i verden.

Annoncelinks:
Køb Roclite 295 fra England klik her

torsdag den 18. november 2010

Oplevelsen af Lupines pandelamper (ikke test)

Mit tirsdagsaftensmøde med en stribe af pandelamper følges her op med en lang række billeder og mine uforbeholdne umiddelbare oplevelse af lamperne på en ca. to kilometers løbetur i en ikke mørk nok skov.

Derfor, som jeg nævnte i går. Ingen anmeldelse, bare oplevelsen skudt fra hoften.

Ejeren af den danske import af Lupine fortæller begejstret om sine produkter.


Det almindelige hovedtøj til Lupine Tesla (700 lumen), Wilma (1100 lumen) og Betty (1850 lumen) er simpelt og du kan placere batteriet på hovedet eller benytte en forlængerledning og have batteriet i en batterivest, i lommen eller i din rygsæk.

Den lygte jeg prøvede med batterivest og forlængerledning, havde en irriterende lang forlængerledning. Det håber jeg bestemt kan gøres kortere.

Systemet sidder upåklageligt og det er nemt at skifte selve lampen over på f.eks. cykelstyret. Til en hjelm skal du have et separat beslag.

Så bestemt også god mtb lygte.



To billeder af det mere sofistikerede hovedtøj.

Det er sikkert dyrere, men på mine få rundture i skoven viste det sig bestemt ikke fra sin venlige side.

Igen er det ikke en test, dertil har jeg slet ikke prøvet det nok. Men med batteriet på hovedet (i nakken) der dansede og hoppede det meget generende.



En fin detalje hos Lupine. På de to dyreste modeller. Wilma 1100 lumen og Betty 1850 lumen, er der mulighed for at skifte dioderne. Ikke fordi de let går i stykker, men fremadrettet kan du udskifte når der kommer ny teknologi. Dagsprisen for et sæt dioder er "sølle" . 900,-kr



Fæstnemekanismen på de dyre modeller. Gummielastikken er lige til at spænde af og sætte på hjembeslaget eller styret af din cykel.

Den mere firkantede dims som selve lygten er skruet fast på og som gummidimsen fæstner på, er i øvrigt nu skiftet un fra plastic til cnc fræset aluminium. Det giver en bedre mulighed for lampens varme i at blive ledt væk.

En fin detalje der vidner om produktudvikling.



Lupine Piko. Den lille ny i samlingen.

Lampen fylder og vejer intet. Den har imponerende 550 lumen. Det er selvfølgelig mindre end de øvrige Lupine, men det er langt rigeligt for de fleste til løb og cykling.

Prisen ligger omkring kr. 2400,-

Ulempen ved den lille fætter er, at skiftet mellem cykel og hovedtøj kræver værktøj og er ikke sådan lige at udføre i en enkel vending.

Men til de fleste løbere tror jeg den vil være et hit. Omend et overkvaliceret hit, hvis det ikke lige er terræn- og orienteringløb du dyrker.

Det er en lygte jeg personligt virkelig godt kunne tænke mig at teste, nu må vi se om jeg får den mulighed på et tidspunkt.


Petzl skal igen lige kort nævnes.

Deres lamper er ikke nær så meget lir, men sammen med LED lenser har agenturet altså en lang række af lygter som appellerer bredt. til almindeligt friluftsliv.

Da Petzl også sælger rigtig mange af deres pandelamper, vil det også være nemt at spørge sig for og få nogle erfaringer fra venner, bloggere og anmeldere.

Håber du fik savlet lidt med over lygterne og jeg håber igen at kunne bringe nogle flere pandelampe tests på bloggen fremover.

onsdag den 17. november 2010

Så få dog lys på

Jeg sidder i dette øjeblik i sofaen med et glas rødvin i hånden og slapper af. Så bær over med tastefejl.

For 24 timer siden sagde jeg tak for en fin aften til Petzl, Lupine og Løberen, der tilsammen havde sammensat en lille introduktion og salgsaften for pandelamper.

Jeg var ikke den eneste blogger til stede, så smut også forbi Nikojals blog og læs om hans aften i stadionskoven.


Petzl medbragte deres Hr. og fru Danmark pandelamper som Takkina, Tikka og Tikka XP. Og så deres Ultra belt.

På den anden side af den lille bod stop Lupine med hele arsenalet af mother-fucking lys til ethvert aktivt formål i natten.


Hvor Petzl er stærke på prisen, hvis du skal have en pandelampe der lyser op i nightcamp, eller til nøds (faktisk går det ok fint) hvis du løber på skovens brede stier. Her kan du da overveje Petzl.

Dermed ikke sagt at der ikke er andre alternativer på markedet. For det er der, men nu skal Petzl så have lidt kredit i dagens blog for at stille op en kold aften i Aarhus.


Lupine, er som sagt en helt anden boldgade. Deres billigste lygte starter ved en pris på 2400,- og slutter over de kr. 6000,-.

Lupine er lygten for dig der har brug for det gode lys til orientering, night ride på mountainbike. Eller som måske dyrker friluftsliv i egne, hvor det er en stor fordel at kunne se hvad der sker et langt stykke frem. Det kunne være vinterfjeld.

Ingen anmeldelse
Der bliver ikke plads til en anmeldelse af de enkelte lygter, dertil var arangementet simpelthen placeret i en for bynær skov. Desuden ville det ikke være seriøst at anmelde et stykke grej til f.eks. 3000,- på baggrund af en løbetur på to kilometer.

Min mening i morgen
Jeg kan dog ikke gemme mig bag gadelygter, to kilometermærker eller ligegyldighed.

Selvfølgelig har jeg en holdning til ikke mindst Lupinelygterne, så hæng på. Jeg skriver om dem i morgen. Og der kommer også en række billeder af fede og ufede detaljer på lamperne.

Nu skal jeg fejre en aftale jeg har indgået i dag i mit firma, som konsulent i Sociale Medier. Skååål!