mandag den 29. november 2010

Lidt af en juniorfejl... men det var skæppe skønt

Jeg havde jo lovet at jeg mandag aften ville være at finde i gymnastiksalen.

Men nu sidder jeg så i stedet med en kop kaffe i stuen og med computeren på skødet. Jeg har egentlig ikke dårlig samvittighed overfor min indre træningskammerat. For weekenden var et hit. Og så kan jeg heller ikke være i mine sko.


Allerede fredag begyndte det at trække lidt i mig. Der stod sne på programmet og som dreng betød det langrendsski under fødderne.

Siden blev jeg teenager, droppede familieturene i sporet, købte nogle selvlysende Atomic slalomski og tog med vennerne i sneen.


De sidste mange år har jeg helt haft droppet skiturene, men friluftsmennesket i mig hungrer af og til efter naturoplevelserne på langrend.

Således stod jeg op lørdag morgen, gik ned i kælderen og tømte sparegrisen. Jeg prøver at holde solgt brugt grej adskilt fra resten af min økonomi, så det igen kan blive investeret i nyt grej. Jeg har været ved t se på nyt landevejshjulsæt.

Nu skal jeg ikke have nyt hjulsæt til landevejen
Jeg tog telefonen og ringede ind til en håndfuld butikker i Aarhus. Jeg gad ikke forsøge at sidde fast i trafikken, hvis ikke jeg kunne finde en butik, der kunne sælge mig et par ski. Komplet med bindinger og stave.

Det tog en del opringninger. Til sidst kom jeg igennem til en butik jeg ellers sjældent benytter. Men jeg blev glædeligt overrasket denne gang. En flink ekspedient fortalte, at så længe jeg nåede ind i butikken inden kl. 14, så skulle de nok få mig ud på ski samme dag!


Ja tak. Jeg strøg af sted over til bussen, ventede i 40 minutter og kom så ind til Aarhus tids nok til at få et par ski. Butikken var på den anden ende, men alle fik en super service og jeg fik mig et par langrendsski. Et par Madshus lillehammer.

Så et stort tak til Skiing i Aarhus, ikke mindst for at forstå at smede mens jernet er varmt. Ingen sure miner hos de ansatte over en forlænget arbejdsdag, smil på læben og god tid til at vejlede kunderne. Jeg må indrømme at jeg er en smule imponeret over hvordan butikken håndterede også de stressede kunder og det faktum, at deres arbejdsdag lige blev noget længere end forventet.

Så skulle jeg "bare" hjem
Med mig i rygsækken havde jeg min pandelampe, så jeg tog skiene på nakken og gik ud til skoven. Spændte skiene på fødderne og tog en smuk tur hjemover langs vandet, i skoven og over vindblæste marker fra Aarhus til Beder.

Det var virkelig eventyr, her midt i en hvid dansk vinteraften.

Søndag spændte jeg igen skiene på fødderne og tog turen op til den officielle løjpe på golfbanen i Skåde. Rundt på løjpen og en skøn tur hjemover.

Så fik jeg brugt en god række muskler, fik vind i ansigtet og tusind smil på læberne.

Eneste aberdabei var, at jeg lavede den fantastiske juniorfejl ikke at putte sportstape på hælene, når nu jeg skulle ud på ski i helt nye støvler.


Så her sidder jeg og mine hæle ligner en der lige har løbet en uges ørkenløb, hvilket jeg slet ikke kan prale af.

Jeg var bare så dum ikke at tænke over konsekvenserne. Men damn det der ski det er fedt!

Ingen kommentarer: