onsdag den 24. november 2010

DOMS for en gammel krop

Hvis du ved hvad jeg hentyder til i overskriften, så ved du også at i dag og i morgen bare skal overstås for mit vedkommende.

Den "gamle" krop har udfordret sig selv på nye territorier.

Jeg burde jo have gjort det for længe længe siden, men sent er bedre end aldrig.

Jeg var i mandags til cirkeltræning med min orienteringsklub. En time rundt med øvelser, hvor jeg fik trænet muskulaturen i dele af kroppen som jeg normalt aldrig skænker en tanke.

Jeg kan lide at løbe og jeg nyder at cykle. Armene og overkroppen trænes i kajak. Skal jeg sætte procenter på, så er arme og overkrop nedprioriteret. Faktisk ret meget.

Men til cirkeltræning skal jeg love for at vi kommer alt igennem. Bestemt også regioner af kroppen som åbenbart har været ret slatne.

Der er god mening i at træne kroppen i sin helhed, jeg har bare ignoreret det faktum indtil nu.

Allerede i går til orienteringstræning kunne jeg fornemme hvad der var på vej. Kroppens små finter ind og ud mellem træer og buske gav kroppen andledning til at sende de små signaler til hjernen.

Straffen kommer så i dag, hvor der er dømt DOMS i store dele af kroppen. DOMS er forkortelsen af 'Delayed onset muscle soreness' og dækker over muskelømhed så snart musklerne kommer ud af deres hvileposition.

Det er hverken farligt eller unormalt for en dvask muskel. Ikke desto mindre er det en lillebitte smule ømt...

Så i dag nyser jeg helst ikke. Det går lige lukt i mavemuskulaturen.

Men på mandag er jeg igen klar i gymnastiksalen, det gør jo nok godt for noget i det lange løb!

2 kommentarer:

John sagde ...

Hej Bjarke,

Jeg kender det alt for godt. Jeg har løbet det meste af mit liv, og da jeg besluttede at fokusere mere på styrketræning tog det lang tid før min krop ikke var totalsmadret i dagevis.

Held og lykke i gymnastiksalen.

Mvh
John

Bjarke sagde ...

Hej John

Godt at høre, at jeg ikke er den første løber med den oplevelse. Det regnede jeg nu heller ikke med.

Jeg tror ofte godt vi ved hvad vi bør træne, men det med at få det gjort er så en anden sag.

Nu prøver jeg struktureret den her gymnasiksalstræning i nogle måneder og ser hvad der sker.

Vil jo helst træne ude uanset vejret.

\Bjarke