Til start igen ...og klogere end nogensinde!

Det er ikke bare lang tid siden jeg sidst stod på startstregen til noget der mindede om et langt løb. Det er rigtig lang tid siden.

Faktisk var det også tæt på jeg ikke kom af sted. Men fcuk hvor er jeg glad for at jeg kom på Mols i denne weekend. For VUMB (Vinter Ultra Mols Bjerge) var et løb der bød på den fedeste natur og et hamrende godt setup og gennemført løb.

Løbet er baseret på at du løber med din energi, vand og lidt varmt tøj i en rygsæk. Ca 35 km hver dag og med overnatning på dækket på Fregatten Jylland. Og ja vi sov kanon!

Løbet er med kort og kompas, men vi var ikke blevet lovet udfordrende orientering og det var det bestemt heller ikke. Alle kunne finde vej. Det er desværre betingelserne i et smukt område af Danmark med lodsejere der har nerverne lidt for langt uden på tøjet. Måske vores tilstedeværelse i år gør at de løsner lidt op på den front til næste år.

Min træning op til løbet var struktureret og i bund og grund ganske fin. For at løbe et så langt løb var den bare ikke gennemført over lang tid nok.

Derfor ledte jeg også efter en makker i min nærmeste omgangskreds. Betingelserne var, at hvis jeg blev skadet eller nærmede mig en skade ville jeg ikke risikere sæsonen pga. dette løb. Placeringen og konceptet kaldte bare på at jeg skulle ud og løbe. Så måtte det blive til det det kunne.

I sidste ende fandt jeg en super stærk makker fra SOK Multisport. Michael stod pludselig uden makker og selv om han formentlig ville være i noget bedre form end mig (og det var han!) var han med på at deltage på mine præmisser omkring skader. Egentlig var jeg nervøs for min akilesene. Den holdt!

En smuk dag på Mols

Løbet blev skudt i gang i høj solskin på Helgenæs og ca 110 løbere stormede ud langs stranden op mod General Ryes Skanser og Mols Bjerge. Knapt havde vi ramt bjergene før en vi stod midt i det smukkeste sneklædte landskab. Op og ned og op på Trehøje. Nyd udsigten sagde roadbooken, så det gjorde vi. Jeg har haft min gang i Mols Bjerge som spejder siden jeg var en ung purk, så jeg startede ud på kortet. Hurtigt kunne jeg dog godt se at det blev en dag i røven af en stærk makker, så Michael overtog kortet herfra. Når pulsen hamrer afsted (aner ikke hvad den var for mit pulsur viste aldrig over 95 slag på dagen?!?) så er det ikke en fed tjans at have kortet, så jeg nød bare at få lov at bruge kroppen og benene i særdeleshed.

Vi kom godt gennem bjergene og fandt Femmøller Efterskole. Herefter lavede vi dagens eneste bom og uden at miste megen tid befandt vi os nu i et felt af rigtig mange løbere. Foran og bagved og snakken gik lystigt, for humøret var i top hos alle efter turen i de sneklædte Mols Bjerge.

Da vi er ude over de 22 km kan jeg bestemt godt mærke mine ben. Ikke noget der lugter af en skade, bare godt møre. Det er fedt! Ved post 20 skal vi over et af de utallige hegn der er i Mols Bjerge. En fotograf står klar og tager billeder af alle der hopper over hegnet. Makker Michael styrer hoppet i bedste stil. Da jeg vil gøre ham kunsten efter fanger hegnet min ene fod, jeg laver dagens rullefald og efterlades på den kolde snedækkede mark med krampe i den ene læg og den anden lilletå. Dejligt at mærke at man lever (og løber lidt over evne ;-) ).

Herfra er der et langt transportstykke ind mod Ebeltoft by og Fregattens kanoner. Ca midtvejs begynder smerten at melde sig i mit højre knæ. Sådan på ydersiden af knæet. Den kender jeg alt for godt. Jeg har haft alt for mange løberknæ i min tid som løber, men ingen de sidste mange år. Det kommer så snart det går en smule opad og det er æv.

Det mest åndsvage jeg har gjort var at løbe ca 20 km på et løberknæ engang for mange år siden. Benet var stift som et træben da jeg kom i mål og der gik måneder før jeg igen kunne begynde genoptræningen. Den fejl begik jeg ikke denne weekend.

Vi traskede resten af banen gennem Ebeltoft by og min makker tog det meget pænt og fandt heldigvis en ny makker til næste dag. Tak Michael. Uanset hvordan er det altid noget hø at udgå, men for mig ville det have været endnu mere tåbeligt at løbe videre på et knæ der havde antræk til et løberknæ.

Nu venter igen de kedelige styrketræningsøvelser, udtrækninger og massage af senen. Det er jeg bare ikke skide god til at få gjort når det går godt. Og jeg troede vitterligt på at min nye løbestil, hvor jeg var kommet væk fra hællandingerne ville kurere mit hyr med løberknæet. Sådan gik det ikke helt og en enkelt mirakkelkur findes nok ikke.

Senen er ikke trykfølsom og øm i dag. Så jeg er da blevet lidt klogere siden de gange jeg er løbet videre på et løberknæ. Hurra for alderdommen ;-)

Måske skulle jeg finde en samling ligesindede og lave et fælles motivationsprogram for de der øvelser der bare skal til ved siden af løbet hvis jeg fortsat vil løbe langt - og det vil jeg ;-)

Tilbage står en FANTASTISK dag i Mols Bjerge og et tusind tak til arrangørerne Thomas og Lasse for at få den tossede ide og føre den ud i livet. Vi sov Kanon på Fregatten Jylland.

Vi ses til næste år drenge!

Tilbage til bakkerne og "bjergene"

2013 tegner til et noget mere konkurrenceaktivt år end 2012, hvor den mestendels stod på den træning og de ture livet med en nyfødt 0-årig tillader.

Nu er den lille rundet et år og far skal igen ud og løbe nogle konkurrencer. Det hele starter med VUMB i Mols Bjerge i starten af februar. Løbet er mest for at komme ud igen og mærke suset, se det flotte terræn og nyde et vinterløb.

Om jeg kommer rundt til alle poster er her ikke så vigtigt. Jeg skal 1. Ikke gå i stykker. 2. Ud over rampen og i gang igen. 3. Have det sjovt.

Til gengæld har jeg igen tilmeldt mig eXtrem maraton i og omkring Silkeborg. Og der skal den have en over nakken. Et løb jeg før har deltaget i og jeg glæder mig til at komme tilbage til området, løbet og den fantastiske stemning i night camp.

Løbet er også en kærkommen lejlighed til igen at nørde grej og optimere rygsækken. Jeg lover meget mere om den del senere når løbet nærmer sig.

Et er dog sikkert. Jeg har fået en ny brænder der skal med. Jeg kører sadig princppet med gas og gasbrænder frem for sprit eller sprittabeletter.

Så Fire-Maplte Hornet Mini stove (fms 300t) skal med i rygsækken. Du kan læse en anmeldelse af Fire-Maple Hornet Mini Stove ovre på GrejGuide.dk.

Jeg regner med og håber at skyde bloggen her i gang igen. Men alle test vil du finde på grejguide.dk. Jeg skal nok linke flittigt, eller kan du jo følge grejguide.dk på Facebook her.

Adventurekalenderen bugner

Ovre på Boostadventure.dk er kalenderen spækket med fede danske adventureraces.

Jeg savler over rækken af løb, men som nybagtfar på anden måned er jeg fuldstændig clueless omkring hvordan min form ender med at se ud.

Indtil nu ligger der et ½ maraton i Thy Trail Maraton som jeg skal løbe i februar.

Så skal jeg vel også ned og løbe i Silkeborgskovene med rygsækken på til eXtrem Maraton. Det er en mega fed klassiker.

Så trækker Bornholm også. Her er tilmeldingen åben og løbet der så ud til at blive skudt i sænk er genoplivet. Og det er cool fordi Bornholm tilbyder noget du ikke finder andre steder i landet.

Tjek det ud på island eXplorer

Men formen og den lille kommer nok til at diktere en del. Heldigvis har vi en feeeed babyjogger så der er ingen undskyldning!

Mine erfaringer med tubeless

Har du kørt mountainbike sammen med andre, så er du sikkert allerede stødt på diskussionen dæk/slange Vs. tubeless. For de der ikke ved hvad tubeless er til mtb, så er forklaringen helt kort et dæk på en fælg uden slange. Altså samme princip som fra biler.



Jeg har fået et spørgsmål, som går på hvad mine erfaringer er med at køre tubeless og om jeg kan sige noget fornuftigt om at køre 'tubeless dæk' eller 'tubeless ready dæk'.

Lyder det hele lidt langhåret, så er her en kort lille lettere forenklet ordbog.

Der er tre typer dæk:
- Almindelige dæk til dæk/slange. Lette
- Tubeless ready dæk. Disse er forberedt til tubeless men kræver latex snask for at holde tæt. Mellemlette
- UST dæk. Dæk der kan smækkes på en UST fælg. Disse holder luft uden snask. Tungeste

Der er tre typer fælge:
- Almindelige til dæk/slange
- Forberedte til tubeless. Disse kræver et specialfælgbånd for at kunne bruges tubeless
- UST fælge. Tungere fælge med kant der passer til UST dæk.

Snask: Flydende latex til at tætne huller og punkteringer. Jeg sværger til Stans No Tubes'

Og nu til mine erfaringer. Helt konkret spørger Hans-Henrik mig om erfaringerne med Tubeless ready dæk på en tubeless fælg.

Grunden til at vælge et tubeless ready dæk er, at det vejer mindre end et ditto UST dæk og der kunne derfor være en ide i at skifte det tunge dæk ud med en lettere udgave.

Vælger du alt andet end en UST fælg og et UST dæk, så er det min erfaring at du SKAL bruge snask for at tætne samlingen mellem dækkant og fælg.

Personligt er det nu ikke nogen overvejelse værd. Jeg kører altid med snask i. Også når jeg har kørt UST fælg og UST dæk. En punktering er lidt mere besværlig med tubeless, da dækkene kan være sværere at få af, samt at du skal til at skrue ventilen af fælgen for at få plads til din reserveslanges ventil. Den vægtbesparelse synes jeg ikke er værd at ofre sikkerheden ved snask i dækket for.

Et eksempel var Friluftsland MTBO cup sidste år. Her har jeg en punktering på fordækket. Jeg opdager det ved at der står hvidt snask ud ad dækket. Men i sidste ende så lapper latex'en hullet og jeg kan uden reparation køre mit løb til ende. Jeg tabte lidt luft i dækket, men ikke noget der havde nogen betydning. Og så er der sikkert de punkteringer jeg aldrig har opdaget.



Jeg har kørt tubeless i forskellige setups i vel tre år. Ingen punkteringer som har krævet at jeg måtte sætte slange i. 7-9-13...og så videre.

Grunden til at du ikke sætter et almindelig dæk på en tubeless fælg og lukker det til med snask er, at siderne i et almindeligt dæk er for bløde. Risikoen for at dækket gaber mellem kanten og fælgen i et sving, på en rod eller en sten er for stor. Sker det, vil dit dæk naturligvis miste luften!

Tubless ready dækkene ligger midt mellem UST og almindelige i styrke og vægt. Jeg har ikke selv haft noget bøvl med et setup af UST fælg, tubeless ready og snask. Hjemme i værkstedet taber den type setup luften hurtigere. Men det har ikke haft betydning ved løb og træning. Til det skal det siges at jeg ikke har den mest agressive, frygtløse kørsel og vejer ca. 70 kg.

Men hvilket dæk?
Personligt har jeg ladet det være op til temperamentet og følelsen af at stå sikkert fast med lavt dæktryk. Samtidig kører jeg også med forskellige dæk alt efter om det er mtb, mtbo eller adventure race. Jeg er nok ikke lige så stor dæknørd som så mange andre og skifter ikke dæk så tit som nogle af vennerne gør det. Dertil skal det også siges, at jeg synes det kan være noget mere besværligt at skifte et UST setup end at skifte dæk mellem dæk/slange setups.


Så til spørgeren. Føler du dig bedst tilpas på et tubeless ready dæk med snaks på en UST fælg, så har jeg ikke haft bøvl med den kombination, selv om jeg oftest selv har haft et UST dæk med snask på fælgen. I sidste ende vælger jeg efter godt greb og at dækket ruller godt. Frem for den lidt lettere løsning.

Nu blev der ikke plads til mit syn på valg af fælg til tubeless, den må i så have til gode.

Pasta og baghjul i USA

Webzine: adventureworldmagazineonline.com har bragt en beretning over to artikler fra adventureracet Untamed New England, hvor det danske hold Team Skandia Key Experience var ovre og vise amerikanerne hvordan man bl.a. spiser pasta.

Det blev til en flot andenplads til det danske hold, som bestod af Per Jessen, Bjørn Axelsen, Peter Villadsen og så selvfølgelig Super seje Sessel Elmstrøm, som jeg selv køre løb med for nogle år siden. Du har sgu rykket for vild Sessel siden dengang!

Giv dig tid til at læse hele artiklen, den er sgu meget godt skrevet.

Her er en lille teaser fra et tidspunkt i løbet, hvor holdet fører med ca. 20 minutter ned til nummer to og ankommer i kajak til skiftezonen, hvor der er pasta på menuen:


"I wish I had a video camera to capture the look on the firefighters’ faces: here was team of Danish adventure racers gobbling up a bowl of pasta, sauce, and salad, all topped with a brownie — in about 2 minutes flat. They were a blur in the Transition Area and sped off on their bikes before the 2nd place team even came off the river."

Klik her for hele historien

Annonce:
Mangler du grej til dit næste Adventure Race?
Kæmpe udsalg hos Wiggle. Løb og cykling. Klik her

Er du som Mette?

Mette hvem spørger du sikkert med god grund?

Jeg tænker naturligvis på Mette Steffensen fra Orienteringsklubben OK Øst Birkerød.

Hvis du ikke kender Mette, så gør det ikke noget.
Men Mettes historie er værd at nævne og ikke mindst fremhæve.

Mettes bedrift
Mette Steffensen vandt i weekenden det danske mesterskab i MTBO for kvinder over 40 år. Med over 9 minutter ned til nummer to. Det var suverænt!

Men da mette kommer hjem og nørder kortet, det er noget man gør meget i orientering, ser hun, at hun har taget et ulovligt vejvalg.
Når vi kører med pulsen oppe og kortet sidder på styret og hopper og danser. Så kan det altså være svært at se om en sti slutter blindt få millimeter før en anden sti på kortet. Eller om stien fører hele vejen igennem til en ny sti.

Men det er ikke nogen undskyldning I MTBO må du altså IKKE køre på stier som ikke er på kortet, eller i skovbunden for den sags skyld.


Ægte Stolthed
Mette sidder hjemme med sin guldmedalje, stolthed og kaffe, da hun opdager at hun er kørt igennem en sti som ikke hæfter med den sti hun kører ud på.
Det er altså et ulovligt vejvalg som Mette har taget.
Nå ja, men i teorien, så kunne hun have vendt om, kørt af en anden sti og stadig have vundet. Hun havde jo hele 9 minutter ned til nummer to.
Nå ja, der var jo ingen der så det og medaljerne er jo uddelt.

Hvad ville du have gjort? Altså helt ærligt. Vi taler om en lille detalje. og et suverænt DM!

Men det gjorde Mette ikke. Mette henvendte sig til stævneledelsen og diskvalificerede sig selv.

Det er (og nu bander jeg) kraft edder satme rocker mega bad assjack FLOT gjort!

Tænk over den næste gang du står med pulsen højt oppe, tankerne kredser om at gøre det så godt som overhovedet muligt og du har ondt over alt og skal bare i mål.

Vi må bevare ånden
For en sport som orientering og ikke mindst adventure race. Den bygger på fairness og godt sportsmandship.
Lige så snart jeg hører om Mettes valg, tænker jeg på de gange jeg har bevæget mig ud på 'the dark side'. F.eks. da jeg befandt mig i skraveret område, altså ulovligt område, på et adventure race. Det var ikke bevidst, vi lavede et bom.

Men da jeg opdager hvor vi er tager jeg den hurtigste vej ud i forhold til næste post.
Det giver os en fordel at "snyde". Nok er vi ikke bevidst havnet i skraveret område, men da jeg opdager det, skal jeg selvfølgelig forklare holdet at vi kommer til at løbe tilbage ud igen for at tage den rigtige omvej udenom området. Men det gjorde jeg ikke.

Mettes historie minder mig om, at vores fede sport med orientering, MTBO og adventure race, den kan kun fungere, hvis vi spiller efter de skrevne og uskrevne regler.
Hvis vi spiller på fairness og godt sportsmanship.

Mette - vi er rigtig mange der kan lære af det du har gjort!

Hvordan transporterer i grej under AR?

Først lige en lille undskyld til Thomas.
Din mail røg i to-do listen, jeg opdagede den først igen nu her til aften. Så her kommer mit indlæg som et svar til dig og gode råd og hjælp til andre.

Thomas er en af de mange der efterhånden skriver til mig og spørger om et eller andet omkring grej og træning.
Enten svarer jeg direkte tilbage, eller også bruger jeg spørgsmålet som inspiration til et blogindlæg.

Jeg har gjort det nemmere at finde min mailadresse gennem menupunktet ude til højre. Så du også kan sende et spørgsmål.


Thomas spørger til noget af det udstyr der skal med på et adventure race. Har vi det med hele vejen rundt og hvordan får vi f.eks. cykelhjelm med når vi løber eller løbesko når vi cykler eller står inliners.

Der er flere svar på spørgsmålet.

Først og fremmest, så slå ørene ud til briefing og læs roadbooken godt igennem.
Del opgaverne ud, sådan at nogen står med ansvaret for informationer omkring hvilket udstyr der skal medbringes hvornår.


Jeg har oftest stået for navigationen når vi har været afsted. Og min erfaring siger mig, at selv om man gerne vil vide alt, så kan navigationen være nok i sig selv.
Specielt hvis du før start stresser med vejvalg, laminering af kort og indtegning af tricky vejvalg sidst på løbet, hvor en streg vil være en velkommen hjælp når hovedet er gået i sleepmode.

Så råd nummer et:
Lyt og lær. Det vil være dumt at slæbe cykelsko med, hvis i må lade dem sidde på cyklen.
Det er dumt at lade cykelhjelmen hænge på en parkeret cykel, hvis i skal bruge den til klatring eller inliners undervejs.

Råd nummer to:
Adventure Race og barefootrunning er en dårlig cocktail.
Jeg mødte engang en racer der havde den mest mærkelige løbestil.
Hurtigt gik det heller ikke.

Da vi kom op til ham kunne vi se hvorfor.
Under den foregående cykeletape havde han spændt sine løbesko fast udenpå rygsækken. Fremme ved skiftezonen var der kun een løbesko tilbage.
Nu skulle der så løbes orienteringsløb i en løbesko og en dejlig hård cykelsko.

Det stå dig frit for at spænde ting fast på rygsækken. Men at tabe sin ene løbesko er virkelig nedtur. Et par solbriller kan man leve med at miste. Men sin ene løbesko?!
Jeg anbefaler at du hjemmefra overvejer og tjekker op på hvordan du vil pakke i de forskellige situationer
Selv er mine sko altid nede i rygsækken når de skal transporteres.

annonce
Køb Osprey Talon 11 løberygsæk med 30% rabat hos www.Bergfreunde.de

Hviledag med planlægning

Sidste år ved denne tid sad jeg og planlagde hvilke adventure races jeg skulle deltage i hen over foråret.

Det blev som bekendt kun til SOK multisport, hvorefter en flækket menisk satte en brat stopper for sæsonen.
Jeg kom først i konkurrence igen ved de sidste afdelinger af den danske MTB-O cup. Og det kun med røven lige over vandskorpen.

Et af de løb jeg også måtte vinke farvel til, var Nordic24, 24 timers solo mountainbike.

Nuvel. Hvad så med foråret 2010?
Ja min træningsdagbog melder om opadgående formkurve, ingen problemer med knæet i januar og nu også træningsmængder som giver forhåbninger om et godt forår.

Jeg er dog stadig ikke helt fortrolig med løbeture over 15 km og adventure race er derfor, desværre må jeg sige, ikke en del af planlægningen dette forår.

I stedet satser jeg på at køre en del MTB-O og så et enkelt 24 timers solo mtb ved Giant24Race i Rold.

Ville også gerne have kørt Nordic24 i Hørsholm. Men det kolliderer med en afdeling i MTB-O cuppen og efter at have sovet lidt på den, så trækker tre dage i træk med MTB-O mere end 24 timer i sadlen på Sjælland.

Således ser mine fikspunkter for foråret ca. sådan her ud hvad konkurrencer angår:
Februar/marts: MTB-O træningsløb og CrossDuathlon i Silkeborg
April: MTB-O Camp og Sølvøkseløbet (et spejder-adventure-agtigt-løb, som knæet burde kunne holde til.)
Maj: 24 timers mtb og MTB-O cup
Juni: MTB-O og måske 24timers landevejsløb

Desuden lurer jeg lidt på at tage ud og løbe nogle orienteringsløb og køre nogle kortere mountainbikeløb.

Sjovt skal jeg i hvert fald nok få det!

Årets nytårsindlæg

Årets bedste Adventure Race:
SOK Multisport.
Men blev desværre også det eneste, da jeg flækkede menisken i et uskyldigt spil freesbee kort efter.












Årets bedste køb:
Det må være min Ridley Crosscykel. Den har jeg haft megen glæde af. Og jeg nåede sågar også at få min debut i et crossløb år.
Desværre er der for få løb herovre i Jylland der tilbyder en motionsklasse. Så med tanke på en opadgående formkurve. Så ender det nok med en licens i 2010.










Årets nye stykke grej:
Min Patagonia Down vest.
Mums, på de køllige dage.













Årets træningspas:
En tur i efteråret ad landevejen til Silkeborg og derefter en god gang træning med kort på MTB rundt i skovene dernede.
I sig selv ikke noget specielt syn. Men dette var uden sammenligning årets fedeste træning, da den kom i forbindelse med genoptræningen efter min meniskoperation.
Det var optur igen at kunne cykle så langt og så hårdt.




Årets seje Sessel:
Sidste år kørte jeg Aarhus CoastZone Challenge sammen med Sessel.
I år kørte Sessel en flot 15 plads hjem sammen med bl.a. Morten Kusk og Lars Bukkehave i Abu Dhabi Adventure Challenge!
En sådan præstation aftvinger stor respekt og jeg bukker og tager Buff'en af!
Det er sejt gået!








Årets præstation:
Lone Sands cykeltur igennem afrika. Forhindringerne var mange. Som sand, torne, lange lige asfaltveje og en brækket ankel.
Læs om Lones tur her.






Årets farvel:
Kanonkuglen fik en spunk og lukkede for bloggen.
Vi andre blev en finurlig blog fattigere.





Årets medalje:
Uanset hvad. Så er VM guld stort.
Torbjørn Gasbjerg revancherede sig for et middelmådigt EM på hjemmebane og hjemførte GULD til Danmark ved VM i MTB-O i Israel.
Bar røv til Team Danmark og deres tilfældige uddeling af støtte til Danmarks bedste atleter.
Det kræver sin mand eller kvinde og vinde GULD til et VM.
Jeg håber at min respekt for din VM medalje kan opveje den manglende støtte fra det etablerede idrætsdanmark!
Tillykke.





Godt nytår til alle bloggens faste og flygtige læsere!

På vej mod formtop

Så er jeg nået ind i den sidste uge med super hård træning frem mod sæsonstarten der går på næste lørdag til SOK Multisport. Det første løb i den danske Adventure Race cup.

Det betyder en uge med benhård træning og godt med intervaller og langkøring.
At løbet ligger omkring Silkeborg betyder også mange mange højdemeter. Jeg har derfor prioriteret nogle gode bakkeintervaller på cyklen og synes egentlig de er gået meget godt - dvs. at jeg har gennemført det antal intervaller jeg havde sat mig for inden træningen og at jeg er totalt smadret bagefter ;-)

Mit baghjul fik vi også rettet op, Dennis og jeg. Så nu spiller det igen maks.
Jeg bliver jo altid lidt nevøs inden en reperation som jeg ikke selv mestrer. Men nu skulle jeg også selv kunne finjustere lidt uregelmæssighedder på hjulsættet næste gang det bliver aktuelt.

Når alt kommer til alt, så spiller det meste efter planen i øjeblikket og formdykket efter sygdom er der ved at være rettet op på.
Det betyder dog ikke, at der ikke er den mindste usikkerhed omkring formen. Sådan er det altid op til sæsonstart - og sådan bør det vel også være...

Aarhus Coastzone Challenge i glimt

En ganske imponerende mængde kort og poster der skulle tegnes ind fredag aften. Så det var tungen lige i munden og øjet på rette sted, for at sikre at posterne blev tegnet rigtigt ind. Og det blev de ;-)


Fredag aften skulle vi også demonstrere klatrefærdigheder for at få lov at stille til start.


Klokken blev mange inden vi var klar til to timers søvn. Slaget skulle slåes kl 03 natten til fredag, med start på rådhuspladsen i Aarhus.


Tre håbefulde atleter til start. Trætte men klar til at tage imod udfordringerne.


Efter godt en times løb, blev det tid til at komme på mountainbiken. På dette tidspunkt var vi rigtig godt med i løbet. I jævnt tempo havde vi løbet lige på posterne og skulle nu ud og jagte de foranliggende hold. Og distancere alle de bagvedliggende yderligere.
Humøret var højt og kampviljen intakt.


Et sjovt syn der mødte de mange fulde stoddere vi cyklede forbi mens de måbende kiggede på ;-)


Så hentede vi et par hold


Gør plads, vi skal forbi.


Solen stod op og vi fik nogle smukke stunder.


Da vores hold var amputeret efter uendelig mange skader på DTU i sidste måned havde vi lånt Sessel fra Team Summit. Tusind tak for lån. Du er for sej Sessel og jeg håber virkelig at vi kommer til at go den god gas igen.


Her er vi ude på den kombinerede o-løb og inliners etape. Et super fedt koncept, hvor vi skulle vurdere hvornår vi skulle smide inliners og skifte til løbesko. Underlaget svingede nemli i bedste udfordrene Adventure Race stil mellem grus, stier og asfalt.
Mere af den slags. Det var super fedt lavet. Så en stor applaus til banelæggeren Morten Kusk.


Dyb koncentration på de våde og glatte veje.


Efter 9 timer stod Anne af løbet med en skade. Sessel og jeg valgte at fortsætte to personer. Efter vores gode start på løbet var vi faldet langt tilbage i feltet.
Vi beslutede os aligevel for at give den noget gas de næste mange timer. Desværre var det ikke nok til at undgå cut off ved brabrandsøen. Så istedet for at svømme over søen gik turen rundt om søen med en monster tung dufflebag på ryggen. Det viste sig at kun 18 ud af 50 hold nåede posten inden cut off.
Rimelig ærgerligt, da vi ellers havde set frem til en tur i den kolde sø.
Nogen vil nok kalde os en smule skøre, men sådan er Advebture Race. Det er ønsket om at blive udfordret på alle leder og kanter. Også når det kommer til at hoppe i en kold sø i oktober.


Efter inliners stod den igen på mountainbike.
På en smal mudret sti overser jeg en træstub og så lå jeg så der med alle mine talenter. Foden var vredet ud i yderstillingen, så det var ikke sådan lige til at vride foden ud af klikpedalen.
Og inden jeg fik hjælp af Sessel til at komme fri greb hun sit kamera og fangede mig i denne ømme position ;-)


Mens mørket igen sænker sig over Aarhus, brager vi mod byen i håb om at nå nogle af de spændende aktiviteter. Men desværre viser det sig forgæves. Den tid vi satte til mellem kl 6 og kl 12 stod ikke til at hente med en sidste spurt.


Men vi nåede målstregen på Rådhuspladsen. Og trods de kedelige omstændigheder havde vi en god tur rundt i Aarhus og omegn. Og der er ingen tvivl om at 2009 byder på revanche for mit vedkommende.
Når jeg lige får drukket lidt cola og nogle øl, så sætter vinteren ind med en god gang træning der byder på vintercup i min orienteringsklub OK Pan, mudrede nightrides på mountainbiken og lange tonserture på racercyklen.

Så kære danske Adventure Race cup. Kærligheden forgår ikke så let og vi ses igen i 2009.

Aarhus CoastZone Challenge står for døren

På lørdag kl 03 bliver vi sluppet ud i den Aarhusianske mørke nat. Der går startskudet til sæsonens sidste Adventure Race.

Igen i sidste time lykkeds det os at stille et slagkraftigt hold på trods af de mange skader som vi fik på DTU Adventure Race.

Anne er hjemme fra Berlin Maraton og klar til at give en skalle. Desuden har vi "lånt" en veninde, Sessel, som skal med os på tur for første gang.

Det bliver altså endnu engang i min favorit klasse, mix, at vi skal se om vi kan gøre os gældende.
Team CoastZone stille til løbet op med Henrik, Søren og Torbjørn, der om ikke så længe skal til VM i Adventure Race. Det giver os alt andet lige lidt blod på tanden at de stiller i herre og ikke i mix.
Så skal vi forhåbentlig ikke kigge så mange timer frem efter vinderne.



Helt ærligt, så har jeg ikke brugt tid til at kigge på hold og hvem der stiller op i hvad. Vores ambitioner ligger også først og fremmest i at gøre som vi plejer. Komme ud og svede godt igennem og huske at have det sjovt.
Så tager vi den derfra. Og ser vi bort fra DTU, hvor vi havde to ud af tre nede med skader, så er det jo egentlig også gået ok hen over sæsonen. Og vi har haft det skægt!

De næste par dage er det bare benene op på bordet og afslapning... eller det vil sige, AACC er et krævende løb når det kommer til udstyr, så mon ikke de næste eftermiddage skal gå med febrilsk at fremskaffe de sidste detaljer.

DTU Adventure Race i billeder

DTU Advenhture Race 2008 fortalt i billeder.

Husk at du stadig kan finde Signes løbsberetning på holdets hjemmeside:

TeamSpejderSport.dk

I de tidlige morgentimer mens solen står op har vi sendt Thomas ud og soppe i det dejligt varme vand ;-)


Et billede fra en skiftezone midt om natten. Det er en udfordring i sig selv at skulle lave de her skift fra løb til cykling, svøming inliners eller hvad arrangørene nu udsætter os for.


Mens jeg i et kort sekund vendte ryggen til Signe dykkede hun dybt i provianten og snuppede den sidste bolle med Nutella. Der var bestemt ikke meget respekt for ligestilling og millimeterdemokrati. Haps og så var min sidste bolle endt i Signes mave. Til alt held havde jeg stadig en dejlig energibar jeg kunne nyde.
Eneste "aber dabei" er, at jeg siden topnordic24, 24 timers mountainbike løb har haft mere eller mindre svært ved at nyde en energibar. Eler sagt på en anden måde, de hænger mig ud af halsen.

Derfor var vores strategi på DTU også at have en god blanding af gel, energibarer og noget bolle og pasta guf at fortære. Noget vores sarte maver takkede os for.


Et billede fra indskrivningen på DTU i lyngby. Der er altid en tæt og intens stemning i timerne op til et løb. Alle hold gør sig klar, kigger hinandens grej over skuldrene og folk der kender hinanden får sagt hej og god kamp. Noget af det sidste jeg plejer at foretage mig, er at sætte løbsnummeret fast på tøjet. Det sidste tegn på at dagen byder på mere end blot træning!


En af mange løbeture i skoven. Her foregår det på stier, men ofte kastes du ud over kanten på stierne og ud i skovbunden. Sådan er betingelserne. Og sådan kan jeg lide det. Jo mere teknisk svært terrænet er at løbe i jo mere nyder jeg det.



Thomas holder humøret højt, selv om han må trække sig fra løbediciplinerne med noget der ligner et alvorligt løberknæ. Efter ca. 6 timers kamp er vi decimeret til Signe og jeg under orienteringsløbene. Thomas kan stadig være med på cyklen, og holdet fortsætter turen uden for konkurrence. Men stadig fik vi mange gode oplevelser med hjem fra løbet.
Thomas og Signe var virkelig nogle humørbomber at have med. Aldrig gik vi helt ned på humøret, selv når det var hårdt var der plads til et smil eller en god gang tagen gas på hinanden.


Cyklerne parkeret mens de gæve superhelte løber orienteringsløb. Læg mærke til hvordan vi har tapet godt med energibarer fast med gaffatape på cyklen. På den måde minimere vi vægten på vores rygsække, som vi skal løbe med på ryggen.


Er de ikke søde. Jeg håber virkelig at både SIgne og Thomas kommer sig over deres knæskader så jeg kan komme ud på sporet med dem igen til nogle løb i 2009 sæsonen!


Endnu et billede af Thomas i det kolde vand i de tidlige morgentimer.

På DTU inden starten. Der er ved at være styr på det meste. Vores kort er blevet lamineret, taskerne pakket og vi nyder bare følelsen af snart at skulle ud på ukendte eventyr i det sjællandske.


Her er vi netop kommet i tøjet efter en tur i Furresøen. Koldt koldt og en længere svømmetur. Bestemt ikke min kop the, det med lange svømme distancer. Helt klart noget teknik jeg skal arbejde på hen over vinteren. Jeg er sgu en sngl i vandet.
Det er bare så kedeligt at svømme baner i svømmehallen når man kan være i skoven på sin mountainbike...


Nå ja, derude et sted ligger posten og driver rundt på en kajak.


Læg mærke til underlaget. Starten på årets DTU gik med løb og atter løb. Det meste på hårdt underlag. Hverken inspirrende eller rart for knæ. Ikke noget under at så mange måtte udgå.
Selv kom jeg dog igennem uden skader. Tidligere har jeg dog døjet meget med løberknæ, og vil senere på bjafle.blogspot.com komme med noget video og nogle øvelser som har hjulpet mig i genoptræningen.


Tilbage i skoven. Ikke meget andet at skrive end at det var et lækkert vejr den dag.


Vi tog et meget tidligt tog til Roskilde, hvor svigerfar havde været så flink at låne os hans varevogn. Tusind tak til Tue Tjur.
I toget fik vi tiden til at gå med at sætte energi fast på cyklen, fortælle røvere og smøre nutellamadder.


Noget kønt syn er det ikke, men en omgang sportstape hjælper mod ømme brystvorter under løbet.


Er det en nisse? Eller er det bare en kæk Signe der er klædt i Devold uld og klar til at give den god gas. Vejret kunne være noget omskifteligt. Ikke mindst i temperaturene. Derfor faldt vaget for os alle tre på Devold multisport trøjerne. Et valg vi ikke fortrød. Desuden havde vi hver især en ekstra varm trøje med i rygsækken samt selvfølgelig en tynd løbejakke.


Grej skal der til. Adventure Race hører nok til blandt de mere udstyrstunge sportsgrene. Men stor er glæden hver gang vi har skafet os nyt grej af den ene eller den anden slags.


Men hvad skal med og hvad skal vi lade blive hjemme. Det kræver en del løb at få en nogenlunde ide om hvad der er nødvendigt og hvad der kan få lov at blive hjemme.
På DTU tror jeg nu nok at vi ramte niveauet rimelig godt.