Til start igen ...og klogere end nogensinde!

Det er ikke bare lang tid siden jeg sidst stod på startstregen til noget der mindede om et langt løb. Det er rigtig lang tid siden.

Faktisk var det også tæt på jeg ikke kom af sted. Men fcuk hvor er jeg glad for at jeg kom på Mols i denne weekend. For VUMB (Vinter Ultra Mols Bjerge) var et løb der bød på den fedeste natur og et hamrende godt setup og gennemført løb.

Løbet er baseret på at du løber med din energi, vand og lidt varmt tøj i en rygsæk. Ca 35 km hver dag og med overnatning på dækket på Fregatten Jylland. Og ja vi sov kanon!

Løbet er med kort og kompas, men vi var ikke blevet lovet udfordrende orientering og det var det bestemt heller ikke. Alle kunne finde vej. Det er desværre betingelserne i et smukt område af Danmark med lodsejere der har nerverne lidt for langt uden på tøjet. Måske vores tilstedeværelse i år gør at de løsner lidt op på den front til næste år.

Min træning op til løbet var struktureret og i bund og grund ganske fin. For at løbe et så langt løb var den bare ikke gennemført over lang tid nok.

Derfor ledte jeg også efter en makker i min nærmeste omgangskreds. Betingelserne var, at hvis jeg blev skadet eller nærmede mig en skade ville jeg ikke risikere sæsonen pga. dette løb. Placeringen og konceptet kaldte bare på at jeg skulle ud og løbe. Så måtte det blive til det det kunne.

I sidste ende fandt jeg en super stærk makker fra SOK Multisport. Michael stod pludselig uden makker og selv om han formentlig ville være i noget bedre form end mig (og det var han!) var han med på at deltage på mine præmisser omkring skader. Egentlig var jeg nervøs for min akilesene. Den holdt!

En smuk dag på Mols

Løbet blev skudt i gang i høj solskin på Helgenæs og ca 110 løbere stormede ud langs stranden op mod General Ryes Skanser og Mols Bjerge. Knapt havde vi ramt bjergene før en vi stod midt i det smukkeste sneklædte landskab. Op og ned og op på Trehøje. Nyd udsigten sagde roadbooken, så det gjorde vi. Jeg har haft min gang i Mols Bjerge som spejder siden jeg var en ung purk, så jeg startede ud på kortet. Hurtigt kunne jeg dog godt se at det blev en dag i røven af en stærk makker, så Michael overtog kortet herfra. Når pulsen hamrer afsted (aner ikke hvad den var for mit pulsur viste aldrig over 95 slag på dagen?!?) så er det ikke en fed tjans at have kortet, så jeg nød bare at få lov at bruge kroppen og benene i særdeleshed.

Vi kom godt gennem bjergene og fandt Femmøller Efterskole. Herefter lavede vi dagens eneste bom og uden at miste megen tid befandt vi os nu i et felt af rigtig mange løbere. Foran og bagved og snakken gik lystigt, for humøret var i top hos alle efter turen i de sneklædte Mols Bjerge.

Da vi er ude over de 22 km kan jeg bestemt godt mærke mine ben. Ikke noget der lugter af en skade, bare godt møre. Det er fedt! Ved post 20 skal vi over et af de utallige hegn der er i Mols Bjerge. En fotograf står klar og tager billeder af alle der hopper over hegnet. Makker Michael styrer hoppet i bedste stil. Da jeg vil gøre ham kunsten efter fanger hegnet min ene fod, jeg laver dagens rullefald og efterlades på den kolde snedækkede mark med krampe i den ene læg og den anden lilletå. Dejligt at mærke at man lever (og løber lidt over evne ;-) ).

Herfra er der et langt transportstykke ind mod Ebeltoft by og Fregattens kanoner. Ca midtvejs begynder smerten at melde sig i mit højre knæ. Sådan på ydersiden af knæet. Den kender jeg alt for godt. Jeg har haft alt for mange løberknæ i min tid som løber, men ingen de sidste mange år. Det kommer så snart det går en smule opad og det er æv.

Det mest åndsvage jeg har gjort var at løbe ca 20 km på et løberknæ engang for mange år siden. Benet var stift som et træben da jeg kom i mål og der gik måneder før jeg igen kunne begynde genoptræningen. Den fejl begik jeg ikke denne weekend.

Vi traskede resten af banen gennem Ebeltoft by og min makker tog det meget pænt og fandt heldigvis en ny makker til næste dag. Tak Michael. Uanset hvordan er det altid noget hø at udgå, men for mig ville det have været endnu mere tåbeligt at løbe videre på et knæ der havde antræk til et løberknæ.

Nu venter igen de kedelige styrketræningsøvelser, udtrækninger og massage af senen. Det er jeg bare ikke skide god til at få gjort når det går godt. Og jeg troede vitterligt på at min nye løbestil, hvor jeg var kommet væk fra hællandingerne ville kurere mit hyr med løberknæet. Sådan gik det ikke helt og en enkelt mirakkelkur findes nok ikke.

Senen er ikke trykfølsom og øm i dag. Så jeg er da blevet lidt klogere siden de gange jeg er løbet videre på et løberknæ. Hurra for alderdommen ;-)

Måske skulle jeg finde en samling ligesindede og lave et fælles motivationsprogram for de der øvelser der bare skal til ved siden af løbet hvis jeg fortsat vil løbe langt - og det vil jeg ;-)

Tilbage står en FANTASTISK dag i Mols Bjerge og et tusind tak til arrangørerne Thomas og Lasse for at få den tossede ide og føre den ud i livet. Vi sov Kanon på Fregatten Jylland.

Vi ses til næste år drenge!

Foreningslivet er for fedt!

Tænk sig at dagen skulle komme hvor jeg linkede til Jylands Posten. Men altså ret skal være ret og når de skriver noget som går mit hjerte nær og så oven i købet involvere den Orienteringsklub jeg kommer i, så må der linkes.

Sportsredaktør Christian Thye-Petersen lavede i efterjuledagene et meget fint skriv som en tak til heltene ude i foreningsDanmark! Og det kan jeg sgu lide at læse. Det er vand på min mølle, min egen lille kæphest og fedt at se at ikke alt er kroner og øre, konverteringer, pligt og ret.

Bare mennesker der brænder for noget og andre menneskers oplevelser.

Now go read og send gerne manden en takke mail for at bruge sin tid og spalter på at takke heltene!

http://spn.dk/klumme/article2647376.ece

Vandring i Italien

På opfordring og fordi jeg har det så dårligt med at lade de få faste læsere jeg har tilbage hænge i luften mens bloggen her forfalder.

Så kommer her et mindre galleri af billeder og tekst fra min og Mariannes ferie i Italien.

Billederne er alle fra vores vandretur op i de Toscanske bjerge Alpi Apuane. Det blev nogle dage med smukt landskab smuk udsigt, pludselig tåge og en masse grejtest til grejguide.dk.



Jeg starter med deserten.

Efter nogle ture til USA, så er udvalget af frysetørret mad bare mega kedeligt her i EU.
På toppen af et bjerg lavede vi frysetørret blåbær Cheesecake.

Mums filibaba.

Selv om tågen drillede fik vi nogle fede oplevelser med fra bjergene. Her er endnu et spisebillede.



Tilberedning af den føromtalte frysetørrede Cheesecake.

Eneste minus er at blåbærsovsen ikke havde sin egen tilberedningspose i posen. Så en enkelt beskidt skål blev det til.

Teltcamp på et af de få ikke særlig skrå stykker bjerg.

Teltet er et Hilleberg Allak. 100% fritstående uden pløkker. Selv om pløkker selvfølgelig gør det endnu mere stabilt.

To indgange, god siddehøjde der hvor røven naturligt nok er, nemlig midt i teltet.

Alt i alt et fedt telt men også alt alt for dyrt. Der kommer sikkert en ordentlig anmeldelse på grejguide.dk ved lejlighed.


Tåge, regn og sol gav noget helt fantastisk lys indimellem.

Eneste hus vi stødte på i bjergene. Manden gik rundt og væltede træer med motorsav. Også alle de træer som skulle angive de mange vandreruter der passerede forbi hans hus. Stierne var også godt kanøflet.
Men en frisk kompaskurs og en tur gennem træmikado og vi var på vej videre up up the mountain top.

Endnu et udsigtsbillede fra Alpi Apuane i Toscana.

Smukt landskab, men noget hot shot fotograf er jeg desværre ikke.

Regn regn og lidt mere regn blev en stor del af turen.

Tre vigtige regler

Regel nummer et:
Gamle cykelbukser er til at pendle i

Regel nummer to:
Gamle cykelbukser er KUN til at pendle i

Regel nummer tre:
Hvis du ikke lytter til regel nummer et og i særdeleshed regel nummer to, så får du ondt i røven!

Nemlig. Testet på egen krop.

Jeg har nogle gamle cykelbukser som jeg kun bruger til at pendle i de 15 kilometer til og fra arbejde.

I går kom jeg så hjem og røg i komfortzonen. Pludselig var klokken mange og jeg var ikke kommet ud af pendlerbukserne, da jeg kunne se at det var nu jeg skulle ud og træne inden det blev mørkt.

Så skidt pyt da, jeg var jo i cykeltøjet. Så jeg hoppede på Rivetten og strøg ud i skoven. For satan for en omgang i de gamle møg bukser.

Sådan lærte jeg de tre vigtige regler på den hårde måde. Men trænet det fik jeg.

Jeg hjælper gerne

Sidste uge var ret crazy på den måde at jeg nu godt kan mærke at sæsonen for aktivitet i naturen stiger.

Det sker jævnligt at jeg får mails, kommentarer eller facebookbeskeder fra en der godt kunne bruge et godt råd omkring noget grej.

Og det er da super fedt. Tænk at være en som andre har tiltro til.



Det glæder mig kun og bliv endelig ved med at sende spørgsmål jeg skal nok svare efter bedste evne.

I sidste uge gik det bare rimelig meget amok. Jeg fik to spørgsmål på soveposer. To spørgsmål på racercykler (og så leder jeg også efter cykel til kæresten), et par solbriller og et par trailrunningsko.

Der er virkelig nogen der skal ud og nyde foråret på fedeste manér i naturen.

Står du med et spørgsmål af den ene eller anden art, så skriv blot.

Meget gerne inde på "min" facebookside for grejguide.dk. Du finder linket her:
http://www.facebook.com/grejguide

Derinde vil du også kunne suge viden ud af alle de andre der synes godt om facebooksiden.

Vil du hellere sende mig en mail, så bruger du bare "kontakt mig ude i menuen til højre.

Glade budskaber

Ingen dårlige undskyldninger herfra. Det er lang tid siden og hvis du endnu ikke er hoppet med på grejbølgen ovre på www.grejguide.dk så kan du undre dig såre over hvad der sker eller ikke sker på bjafle.dk.

Det har en af mine faste læsere så gjort. Jeg svarede, at jeg havde travlt og ville prøve at se om ikke jeg kunne flække et indlæg sammen om ugen til bloggen, men at de skulle holde 100% før end jeg skrev dem.



I dag kom så svaret i form af denne mail:

"Hej Bjarke.

Jeg savner snart opdatering på din blog.......og gerne indlæg der IKKE holder 100 % ;-)

Niko"

Nå ja, så prøver jeg med glade budskaber som motivation for flere indlæg på bloggen.

Dagens indlæg vedrører min weekend, hvor jeg var på vandretur for at teste en røvfuld produkter til grejguide.dk.

Aftensmaden derimod var ikke en test. Det var en velkendt portion Chili con Carne fra Mountain House. Et produkt jeg flere gange tidligere har guffet i mig med velbehag.

Men denne gang var der noget galt. Den frysetørrede mad smagte af ingenting. Virkelig af mel og papir. Meget mærkeligt. Havde de mon glemt at putte salt og andre krydderier i en produktion.

Jeg skrev på twitter men fik intet svar. Ikke fordi jeg ville brokke mig. Men af interesse over hvad der var gået galt i produktionen. Mountain House hører ellers til blandt mine favoritter.



Så sendte jeg en venlig mail til dem.
I dag kom der så et venligt svar tilbage, at det ikke var noget de kendte til som et produktions-ups. Faktisk var det meget sjældent de fik klager over deres mad (jeg skrev nu mest af nysgerrighed og ikke som en klage, jeg overlever nok en enkelt gang smagsløs Chili con Carne).

Men nu takker Mountain House mig så for min interesse i deres frysetørret mad og sender mig nogle smagsprøver.
Tak for god service Mountain House.

En konkurrencependlers bekendelser

Jeg er flyttet udenfor Aarhus. Men siden januar har jeg haft kontor i Aarhus.

Nu cykler jeg ikke længere på arbejde. Jeg er blevet pendler. Cykelpendler af et godt hjerte, ment på den måde at jeg stadig sparer min ”svage” krop for de værste udfordringer, så bussen har rent faktisk været vel brugt i januar.

Men jeg er cykelpendler. Nemlig ja! Ingen skal komme og fortælle mig noget andet.

Men hvad sker der så når du parrer et konkurrencepræget individ med pendlerens lyksalige drøm om at trille til arbejde i et roligt tempo uden at møde svedt frem på kontoret?

Nå ja og tilsæt ydermere Odderbakken-bjerget mellem Beder og aarhus, for dem der kender denne.

Koblingen er dømt til at skabe komiske situationer, som nu her i dag.

Jeg triller roligt af sted. Så starter bakken og jeg gearer ned og begynder at rulle roligt op ad bakken.



Så skifter musikken i mine ører til noget god rock, og jeg træder lidt mere motiveret i pedalerne på min ramponerede blå citybike, der i al stilhed drømmer om saltfri veje, ny kæde, ny kassette og meget mere smørelse.

Men cyklen må vente og bare parere ordre, for fremme på bakken kan jeg skimte konkurrenten.

Så slår det klik
Der er gud hjælpe mig en pendler der ligger på min cykelsti, og tilmed foran mig. Hvad ligner det.

Jeg træder til, overvejer den store klinge som Bjarne Riis i de høje bjerge. Men fornuften får mig til at slappe af. Sveden Bjarke. Husk nu på at du skal sidde i det her tøj resten af dagen.

I kampen mellem vilje og lyst haler jeg alligevel ind på konkurrenten der fremme på bakken. Så flader det lidt ud. En jævn stigning og så tager fanden fat!

Jeg ryger på stor klinge, lårmullerne får som fortjent og kan mærke gårsdagens træning. Fedt nok, jeg henter ind på konkurrenten.

Det er en farverig trikot konkurrenten er iført. Helt klart en værdig udfordrer. Men vi kan se toppen af Odderbjerget og jeg må bare først til toppen.

Træder yderligere watt og tænker på at bilerne der suser forbi er Kim Andersen i følgebilen med opmuntrende tilråb.

Konkurrenten er nede på lille klinge og står plantet som et træ i Hartzen. Jeg bliver i sadlen, æder mig selv og drømmer om sejren på toppen af bakken.

Jeg er nu tæt på konkurrenten. Jeg kan næsten dufte konkurrenten.

Nej vent, jeg kan faktisk dufte konkurrenten. Det er duften af Elisabeth Arden – hvad fanden???

Jeg suser forbi konkurrenten som har blomster i cykelkurven, skaterhjelm med smileyface på (hvor seriøst er det lige?), skulder taske i moderigtige farver og en plastikpose på bagagebæren.

Jeg kampsveder, er stadig på vej mod toppen og har lige sat konkurrenten, selv om sejren føles en smule ligegyldig efter at have nedstiret konkurrenten og set ind i øjnene på en konkurrent der i roligt tempo pendler på arbejde.

Jeg når et kort øjeblik at overveje min patetiske pendlerkonkurrencementalitet.

Er det virkelig det hele værd?
Jeg er tæt på at sætte kæden på lille klinge og trille i mål.

Men så får jeg øje på endnu en konkurrent tæt på målstregen på toppen af bjerget. Kæden holdes stram og jeg suser forbi min nye konkurrent i sidste øjeblik inden toppen.

Denne gang er det virkelig en konkurrent. Han har racercykel, letvægts cykelhjelm og tights på.

Da jeg i en sidste kraftudfoldelse stormer forbi på målstregen og kigger på min slagne konkurrent, kan jeg se ind i øjnene på en hårdt nedslidt efterlønner med gråt hår, Burberry halstørklæde, højt humør og ingen hastværk.


Men jeg vandt, jeg kom først på toppen og sveden triller ned af ansigtet på mig mens jeg ruller de sidste par meter ind i gården, hvor konkurrencependleren parkerer sin cykel og mentalt forberede sig på sine konkurrenter på turen hjem.

Ide til træningsmotivation

Det kan godt være at eliten farer af sted og ikke ser sig tilbage.

Vi andre mere dødelige, hyggetrænere, motionister eller supermotionister, vi kæmper alle vores kampe.

Typisk at dette indlæg kommer netop nu, hvor jeg har fundet formlen og igen er med pil opad. Det har været lidt af en kamp siden jeg fik min meniskskade for snart rigtig længe siden. Så kom først det ene på tværs og så det andet.

Nu sveder jeg igen som en fed gris og synes det er det bedste i hele verden.

Men hvordan kommer du dertil? Der er så mange små fif, som virker på nogen og ikke virker på andre.

Dagens tip er såre simpelt og pt. virker det hjemme hos os. Ikke kun for mig, men også for Marianne.

Vi fik en kalender i julegave. Du ved en af dem med billeder af din familie.

foto: tanakawho

Har du ikke fået sådan en, så er du faktisk endnu bedre stillet.

Her er tippet
Tippet går på at du finder nogle billeder fra friluftsturen hvor du besteg et bjerg, eller turen hvor du havde overskudet til at slæbe gruppens vand.

Eller hvad med mountainbikeløbet, hvor Martin Bæk, eller en anden var forbi og skyde et godt billede af dig.

Eller til adventure race, hvor du kravler rundt med snuden nede i mudderet og bare griner det største grin på dagen?

Du har sikkert selv andre fede billeder på nethinden og harddisken.

Sådan gør du
Find nu disse billeder frem.

Surf ind på en af de mange sider der tilbyder fotokalendere til at hænge på væggen (der er et par links i bunden).

Sammensæt nu din helt egen kalender med netop dine fede minder fra sport og friluftsliv.

Sæt dig realistiske mål for træningen. Ikke mindst hvor ofte du skal ud og træne.

Med din nye kalender hængende centralt i hjemmet har du inspirationen lige foran dig. Desuden sætter du et fedt kryds efter hver endt træning. Så kan du og måske din kæreste se hvis du falder af på den.

Det er så nemt lige at glemme lidt træning. Og vupti så kom du måske kun ud fire gange på tre uger, og det uden at du rigtig kan huske hvor få gange du rent faktisk kom ud.

Kalenderen er din dårlige samvittighed, hvis du ikke får trænet. Og på dage hvor det vælter ned med dødssyg dansk regn, så er billederne fra de fede tider med god form den rette inspiration til at komme ud.

Nemt ikke?

Du kan evt. bruge denne side, hvor du kan sætte startmåned efter behov. Det er en med-iværksætter her fra Aarhus der har siden.
http://www.sumopix.com/da/calendar

Eller du kan bruge Vistaprint. Dette er et annoncelink, hvor jeg tjener til et par energibarer hvis du handler gennem linket.
Vista print 2011 kalender –Klik Her-

Skøjte-Orientering

Det kunne have været overskriften på gårsdagens vintercup i min orienteringsklub.

Jeg fik den første varsel, da jeg drejede fra landevejen og ind på grusvejen mod klubhuset på min cykel. Grønneveste og biler parkeret på kryds og tværs af isen gav mig den første advarsel om at det ville blive en glat aften.

Jeg tog imod det gode råd og trak cyklen ned ad vejen inde i terrænnet. Der var stadig glat. Måske jeg skulle skifte til min Icebug med metal pigge allerede nu.

Skoene forblev dog i tasken og jeg kom i omklædningsrummet uden styrt.

foto: Senor Codo

Ca. 50 løbere var nu klar til at lunte til starten. Jeg var udstyret med mine sko med pigge, eller hvad der nu var tilbage. Icebugs gamle modeller har det med at tabe deres pigge. Jeg talte seks huller i sålen på den ene.

På vej til starten går det egentlig meget godt. Altså lige indtil jeg ser mig selv hænge svævende i luften. parallelt med min krop svæver mine ben. Hmm det er da ikke fysisk muligt???

Jeg rammer isen med et blødt bump. Det bump efterfølges af endnu et bump og jeg kan se at jeg har taget Torbjørn med i faldet.

Jeg giver ham en undskyldning for den unødige rutsjetur og Torbjørn lunter hurtigt videre i den modsatte side af vejen end mig. Klogt træk.

Selve løbet er ikke noget at skrive hjem om for mit vedkommende. Jeg finder aldrig noget der minder om en rytme, og da jeg på vej op ad en bakke tager rutsjeturen ned igen inden jeg når toppen kigger jeg ned på mine fødder og vi bliver enige om at det her ikke er risikoen for brækkede ben værd så jeg trasker hjem i enddog meget roligt tempo og beder til vejrguderne:

Kære vejrguder. Vi bringer et udvalg af klager!
Giv mig enten snestorm og langrendsføre eller tø så jeg kan løbe og cykle udenfor.

Facebook er stedet for sjove frustrerede venner. Her er et udpluk:

"Der er urimeligt når der står en Cannondale og sparker ... Og vil ud!!"

" Overvejer at gå amok med ukrudtsbrænderen:-)"

" brænderen i et stift ophæng foran forhjulet - og så gasflasken på ryggen! Så kører det for dig :-) PS - jeg savner også snart at komme ud - spinninglokaler er klamme :-("

"Sne er super teknik træning på vej på arbejde, men noget LORT når det bliver til is"

"- giv mig en uges fri, en solid hårtørrer og 30 km forlængerledning. Jeg har et MTB-spor der skal tøes op!"

"har lige opdaget at min nye MTB er blevet støvet. SUK."

Har du guldkorn fra dig og dine venner, så del dem i kommentarsporet!

På afstand af nytårsforsæt

Ikke noget nytårsforsæt herfra. Det er mange år siden jeg troede på at sådan noget kunne ændre noget for mig.

Det var vel, da jeg kvittede smøgerne, at jeg ændrede fokus. Bare gør det! Så jeg kvittede smøgerne. Faldt så i igen tre måneder efter. Stoppede igen og er nu blevet en af de der frygtelig hellige tidligere rygere som er kommet i form og hader stanken af røg.

Sådan er det også med træningen. Hvis du har lyst. Så gør det dog.

Det bliver ikke nemmere i fremtiden eller i morgen.

foto: Sean Mcgrath

Nemt lyder det. Svært er det til tider at følge mit eget råd.

Lige nu er veje, stier og fortove spejlglatte. Til med sidder jeg på kontoret og kan se sneen vælte ned over Aarhus.

Om to timer skal jeg løbe vintercup med orienteringsklubben i Botanisk have. Det bliver skægt!

Jeg har rimelig nemt ved at komme ud og løbe vinteren igennem. Løb er sjovt, og med et bredt udvalg af sko, findes der også sko som jeg står godt fast i. Pt. er det piggene på mine Icebugs der vinder. Tror dog ikke længere at Icebug er til at få i Danmark?

Det er strakt sværere med det der cykling. Respekt for de dødsforagtende cykelryttere der på tynde og tykke dæk kører rundt derude.
Jeg kører Beder - Aarhus retur på cykelstien med tungen lige i munden og hjertet sidende oppe i halsen. Det er et transportonde.

Så jeg er igen hoppet på spinningcyklen. Det er kedeligt med godt træning. To måneder, så håber jeg på optøede veje.

Sidste år var det den samme tummerum. Resultatet var deltagelse i mountainbikeløb. 76km i Silkeborg og en helt smadret ryg. Den var ikke klar til udfordringerne.

Så, som jeg tidligere har omtalt, så er vintertræningen nu suppleret af cirkeltræning. Det er sgu også kedeligt, og foregår også indendørs!!!

Håber bare det er godt for noget når foråret kommer og jeg igen kan komme ud og lege hver dag.

Med så mange ret kedelige træninger er der virkelig brug for 'bare at gøre det'!

Ikke noget nytårsforsæt.
Jeg skal bare gøre det. Jeg skal!

Tip til næste års grejgave

Jeg er så heldig at have fødselsdag lige op til jul.

Som barn var det frustrerende om sommeren, men om vinteren betød det så bonus big time. F.eks. husker jeg et år hvor jeg fik en ny lækker racercykel i kombineret fødselsdags- og julegave.

I år betød det, i Facebooks sociale navn, at jeg fik en række lykønskninger og et meget godt spørgsmål fra en bekendt, jeg faktisk har samlet op herigennem bloggen.

Thomas spurgte mig hvad man giver en der har alt grej?
- Nu har jeg bestemt ikke alt grej, men lod alligevel svaret hænge lidt i luften. Ikke mindst fordi jeg i år mest have ønsket mig bøger fra Amazon og fik gaver der var alt andet end bøger fra Amazon. Men skønne gaver fra skønne mennesker ikke desto mindre.

Nå sidespring!
Tilbage til det der med, hvad man giver en der har alt grej.

Det vidste min kærestes storesøster, hendes mand og deres børn så.

Jeg fik julepynt til juletræet. Men hvilken slags! Det var sgu gaven til den der har alt grej.







Hvad mon de gør til næste år???

De går nok igen en tur i REI (de bor i USA) og finder den helt rigtige personlige gave til en grejnørd...

Et smil på læben

Jeg fik en gave. Og så er det ikke engang min fødselsdag før end i næste uge og julen kommer først ugen efter.

Men jeg var altså så heldig, at min søster, som ellers ikke gør så meget i det her multisport, havde tænkt på mig.


Eller rettere tænkt på min kæreste. For hun kom med en ny grejvægt til mig. Selvfølgelig med beskeden om, at så kunne jeg bare vove på at bruge køkkenvægten til endnu engang at veje mudrede løbesko.


foto: Morning Glory @ flickr

Lidt af en juniorfejl... men det var skæppe skønt

Jeg havde jo lovet at jeg mandag aften ville være at finde i gymnastiksalen.

Men nu sidder jeg så i stedet med en kop kaffe i stuen og med computeren på skødet. Jeg har egentlig ikke dårlig samvittighed overfor min indre træningskammerat. For weekenden var et hit. Og så kan jeg heller ikke være i mine sko.


Allerede fredag begyndte det at trække lidt i mig. Der stod sne på programmet og som dreng betød det langrendsski under fødderne.

Siden blev jeg teenager, droppede familieturene i sporet, købte nogle selvlysende Atomic slalomski og tog med vennerne i sneen.


De sidste mange år har jeg helt haft droppet skiturene, men friluftsmennesket i mig hungrer af og til efter naturoplevelserne på langrend.

Således stod jeg op lørdag morgen, gik ned i kælderen og tømte sparegrisen. Jeg prøver at holde solgt brugt grej adskilt fra resten af min økonomi, så det igen kan blive investeret i nyt grej. Jeg har været ved t se på nyt landevejshjulsæt.

Nu skal jeg ikke have nyt hjulsæt til landevejen
Jeg tog telefonen og ringede ind til en håndfuld butikker i Aarhus. Jeg gad ikke forsøge at sidde fast i trafikken, hvis ikke jeg kunne finde en butik, der kunne sælge mig et par ski. Komplet med bindinger og stave.

Det tog en del opringninger. Til sidst kom jeg igennem til en butik jeg ellers sjældent benytter. Men jeg blev glædeligt overrasket denne gang. En flink ekspedient fortalte, at så længe jeg nåede ind i butikken inden kl. 14, så skulle de nok få mig ud på ski samme dag!


Ja tak. Jeg strøg af sted over til bussen, ventede i 40 minutter og kom så ind til Aarhus tids nok til at få et par ski. Butikken var på den anden ende, men alle fik en super service og jeg fik mig et par langrendsski. Et par Madshus lillehammer.

Så et stort tak til Skiing i Aarhus, ikke mindst for at forstå at smede mens jernet er varmt. Ingen sure miner hos de ansatte over en forlænget arbejdsdag, smil på læben og god tid til at vejlede kunderne. Jeg må indrømme at jeg er en smule imponeret over hvordan butikken håndterede også de stressede kunder og det faktum, at deres arbejdsdag lige blev noget længere end forventet.

Så skulle jeg "bare" hjem
Med mig i rygsækken havde jeg min pandelampe, så jeg tog skiene på nakken og gik ud til skoven. Spændte skiene på fødderne og tog en smuk tur hjemover langs vandet, i skoven og over vindblæste marker fra Aarhus til Beder.

Det var virkelig eventyr, her midt i en hvid dansk vinteraften.

Søndag spændte jeg igen skiene på fødderne og tog turen op til den officielle løjpe på golfbanen i Skåde. Rundt på løjpen og en skøn tur hjemover.

Så fik jeg brugt en god række muskler, fik vind i ansigtet og tusind smil på læberne.

Eneste aberdabei var, at jeg lavede den fantastiske juniorfejl ikke at putte sportstape på hælene, når nu jeg skulle ud på ski i helt nye støvler.


Så her sidder jeg og mine hæle ligner en der lige har løbet en uges ørkenløb, hvilket jeg slet ikke kan prale af.

Jeg var bare så dum ikke at tænke over konsekvenserne. Men damn det der ski det er fedt!

Gode gamle vinterdæk

Jeg bliver tit "beskyldt" for at være lidt af en samler?!?

Du ved, jeg har det til tider lidt svært ved at skille mig af med et slidt stykke tøj, en halvråden planke eller et gammelt dæk som er pillet af mountainbiken.

Jeg vil nu vende den om og sige, at jeg er formidabel til at genbruge det andre kalder skrot.

Så med vinterens komme var det også super nemt at tage de hurtige slickdæk af min hverdagscykel og montere nogle gamle dæk fra lageret af kasserede dæk til træning og konkurrence på mountainbiken.

foto: Watt Dabney

Således veludstyret var det ingen sag at køre turen Aarhus tur retur i dag på snedækkede veje.

Godt grinende af alle bilisterne der holdt i kø, og jeg mener virkelig kø!, på Oddervej trillede jeg forbi dem en efter en.

Selvfølgelig med en god pandelampe på cykelhjelmen. Så gik det fint med at komme hjemover til et varmt bad.

DOMS for en gammel krop

Hvis du ved hvad jeg hentyder til i overskriften, så ved du også at i dag og i morgen bare skal overstås for mit vedkommende.

Den "gamle" krop har udfordret sig selv på nye territorier.

Jeg burde jo have gjort det for længe længe siden, men sent er bedre end aldrig.

Jeg var i mandags til cirkeltræning med min orienteringsklub. En time rundt med øvelser, hvor jeg fik trænet muskulaturen i dele af kroppen som jeg normalt aldrig skænker en tanke.

Jeg kan lide at løbe og jeg nyder at cykle. Armene og overkroppen trænes i kajak. Skal jeg sætte procenter på, så er arme og overkrop nedprioriteret. Faktisk ret meget.

foto: Wandering Angel

Men til cirkeltræning skal jeg love for at vi kommer alt igennem. Bestemt også regioner af kroppen som åbenbart har været ret slatne.

Der er god mening i at træne kroppen i sin helhed, jeg har bare ignoreret det faktum indtil nu.

Allerede i går til orienteringstræning kunne jeg fornemme hvad der var på vej. Kroppens små finter ind og ud mellem træer og buske gav kroppen andledning til at sende de små signaler til hjernen.

Straffen kommer så i dag, hvor der er dømt DOMS i store dele af kroppen. DOMS er forkortelsen af 'Delayed onset muscle soreness' og dækker over muskelømhed så snart musklerne kommer ud af deres hvileposition.

Det er hverken farligt eller unormalt for en dvask muskel. Ikke desto mindre er det en lillebitte smule ømt...

Så i dag nyser jeg helst ikke. Det går lige lukt i mavemuskulaturen.

Men på mandag er jeg igen klar i gymnastiksalen, det gør jo nok godt for noget i det lange løb!

Oplevelsen af Lupines pandelamper (ikke test)

Mit tirsdagsaftensmøde med en stribe af pandelamper følges her op med en lang række billeder og mine uforbeholdne umiddelbare oplevelse af lamperne på en ca. to kilometers løbetur i en ikke mørk nok skov.

Derfor, som jeg nævnte i går. Ingen anmeldelse, bare oplevelsen skudt fra hoften.

Ejeren af den danske import af Lupine fortæller begejstret om sine produkter.


Det almindelige hovedtøj til Lupine Tesla (700 lumen), Wilma (1100 lumen) og Betty (1850 lumen) er simpelt og du kan placere batteriet på hovedet eller benytte en forlængerledning og have batteriet i en batterivest, i lommen eller i din rygsæk.

Den lygte jeg prøvede med batterivest og forlængerledning, havde en irriterende lang forlængerledning. Det håber jeg bestemt kan gøres kortere.

Systemet sidder upåklageligt og det er nemt at skifte selve lampen over på f.eks. cykelstyret. Til en hjelm skal du have et separat beslag.

Så bestemt også god mtb lygte.



To billeder af det mere sofistikerede hovedtøj.

Det er sikkert dyrere, men på mine få rundture i skoven viste det sig bestemt ikke fra sin venlige side.

Igen er det ikke en test, dertil har jeg slet ikke prøvet det nok. Men med batteriet på hovedet (i nakken) der dansede og hoppede det meget generende.



En fin detalje hos Lupine. På de to dyreste modeller. Wilma 1100 lumen og Betty 1850 lumen, er der mulighed for at skifte dioderne. Ikke fordi de let går i stykker, men fremadrettet kan du udskifte når der kommer ny teknologi. Dagsprisen for et sæt dioder er "sølle" . 900,-kr



Fæstnemekanismen på de dyre modeller. Gummielastikken er lige til at spænde af og sætte på hjembeslaget eller styret af din cykel.

Den mere firkantede dims som selve lygten er skruet fast på og som gummidimsen fæstner på, er i øvrigt nu skiftet un fra plastic til cnc fræset aluminium. Det giver en bedre mulighed for lampens varme i at blive ledt væk.

En fin detalje der vidner om produktudvikling.



Lupine Piko. Den lille ny i samlingen.

Lampen fylder og vejer intet. Den har imponerende 550 lumen. Det er selvfølgelig mindre end de øvrige Lupine, men det er langt rigeligt for de fleste til løb og cykling.

Prisen ligger omkring kr. 2400,-

Ulempen ved den lille fætter er, at skiftet mellem cykel og hovedtøj kræver værktøj og er ikke sådan lige at udføre i en enkel vending.

Men til de fleste løbere tror jeg den vil være et hit. Omend et overkvaliceret hit, hvis det ikke lige er terræn- og orienteringløb du dyrker.

Det er en lygte jeg personligt virkelig godt kunne tænke mig at teste, nu må vi se om jeg får den mulighed på et tidspunkt.


Petzl skal igen lige kort nævnes.

Deres lamper er ikke nær så meget lir, men sammen med LED lenser har agenturet altså en lang række af lygter som appellerer bredt. til almindeligt friluftsliv.

Da Petzl også sælger rigtig mange af deres pandelamper, vil det også være nemt at spørge sig for og få nogle erfaringer fra venner, bloggere og anmeldere.

Håber du fik savlet lidt med over lygterne og jeg håber igen at kunne bringe nogle flere pandelampe tests på bloggen fremover.

Så få dog lys på

Jeg sidder i dette øjeblik i sofaen med et glas rødvin i hånden og slapper af. Så bær over med tastefejl.

For 24 timer siden sagde jeg tak for en fin aften til Petzl, Lupine og Løberen, der tilsammen havde sammensat en lille introduktion og salgsaften for pandelamper.

Jeg var ikke den eneste blogger til stede, så smut også forbi Nikojals blog og læs om hans aften i stadionskoven.


Petzl medbragte deres Hr. og fru Danmark pandelamper som Takkina, Tikka og Tikka XP. Og så deres Ultra belt.

På den anden side af den lille bod stop Lupine med hele arsenalet af mother-fucking lys til ethvert aktivt formål i natten.


Hvor Petzl er stærke på prisen, hvis du skal have en pandelampe der lyser op i nightcamp, eller til nøds (faktisk går det ok fint) hvis du løber på skovens brede stier. Her kan du da overveje Petzl.

Dermed ikke sagt at der ikke er andre alternativer på markedet. For det er der, men nu skal Petzl så have lidt kredit i dagens blog for at stille op en kold aften i Aarhus.


Lupine, er som sagt en helt anden boldgade. Deres billigste lygte starter ved en pris på 2400,- og slutter over de kr. 6000,-.

Lupine er lygten for dig der har brug for det gode lys til orientering, night ride på mountainbike. Eller som måske dyrker friluftsliv i egne, hvor det er en stor fordel at kunne se hvad der sker et langt stykke frem. Det kunne være vinterfjeld.

Ingen anmeldelse
Der bliver ikke plads til en anmeldelse af de enkelte lygter, dertil var arangementet simpelthen placeret i en for bynær skov. Desuden ville det ikke være seriøst at anmelde et stykke grej til f.eks. 3000,- på baggrund af en løbetur på to kilometer.

Min mening i morgen
Jeg kan dog ikke gemme mig bag gadelygter, to kilometermærker eller ligegyldighed.

Selvfølgelig har jeg en holdning til ikke mindst Lupinelygterne, så hæng på. Jeg skriver om dem i morgen. Og der kommer også en række billeder af fede og ufede detaljer på lamperne.

Nu skal jeg fejre en aftale jeg har indgået i dag i mit firma, som konsulent i Sociale Medier. Skååål!

Producerer Sony nu også cykler?

Endnu et indlæg fra søndagens cykel sport messe i Roskilde, hvor mine øjne ikke kunne undgå at se denne frækkert.

Cyklen hedder 8avio og er fra fra italienske Bottecchia.

To af mulighederne for farvevalg er limegrøn og orange. Og det er bare spot on i forhold til nogle af de farver jeg synes er fede.


Designet med et fladt overrør er også super frækt at se på.

Tilbage står så navnet 8avio og skrifttypen, som får mig til omgående at tænke på Sonys laptop vaio.


Skrifttypen er jo fed nok, og ideen med at opkalde en fed cykel, som firmaet tror meget på, efter fornavnet på cykelrytteren Ottavio Bottecchia er også fint nok.


Det ændre dog ikke ved at Sony som brand er noget stærkere i store dele af verden end cykelfabrikanten. Og tanken vil for manges vedkommende lede hen i retning af Sony.

Det er en detalje på en ellers fed cykel. Om detaljen er ubetydelig eller ej vil jeg lade være op til dig selv at bedømme?


Da det ikke lige var oplagt at hoppe i cykelbukserne og fræse en tur rundt om Roskilde på cyklen, har jeg fundet en anmeldelse du kan læse her.