fredag den 30. april 2010

De første billeder fra SOK Multisport 2010

Sidst jeg havde en alvorlig samtale med alle de vitale dele på kroppen, stillede jeg et mistillidsvotum til mit knæ mht løb i timevis.

Det betød en dag på sidelinien, mens venner, kammerater og en pokkers masse andre glade adventure racere stillede op til SOK Multisport 2010.

Årets glade og trætte vindere på Master: Team DareDevils
Allan Treschow Jensen, Sessel Elmstrøm og Torbjørn Gasbjerg

Jeg har kørt løbet de sidste to år, så jeg kunne selvfølgelig ikke holde mig væk.

Jeg pakkede en taske med fornødenheder og kamera og satte mig op på mountainbiken for at trille mod Silkeborg.

Hmm skal jo ikke løbe løbet. Måske skulle jeg tage en dunvest med. Tjek!

Tilbage på mountainbken.
...nej vent lidt. Skal jeg ikke lige snuppe en pandelampe og baglygte. Man ved jo aldrig. Tjek!

Men så skulle jeg altså også ud på landevejen og trille lidt.
Trille var nu så meget sagt. Jeg fik lov at arbejde for det med sidevind og modvind hele vejen fra Beder og til stævnepladsen.

Nå ja så var benene jo varme når jeg ramte bjergene dernede.
Alt i alt fik jeg vel 120km i benene og en god dag i skoven... slet ikke så skidt når jeg nu ikke kunne deltage i løbet.

Jeg tester i øjeblikket en kortholder fra svenske Nordenmark.
Endelig dom kommer engang når første weekend med MTB-O cuppen er kørt.


Vel fremme viste det sig at tidsplanen var skredet en lille smule.
Det er lidt en specialitet når Simon Grimstrup arrangerer Adventure Race. Sådan er det bare, endnu et moment i løbet. Og alle jeg mødte syntes det havde været et fedt løb, så den ros lader jeg gå videre til Simon og hans sublime team.


Jeg kørte rundt i området og skød nogle billeder. Jeg har smidt en række ind her i blogindlæget.
Når jeg lige får sorteret i resten komme de på nettet et eller andet sted.
Tjek op her på bloggen, så smider jeg et indlæg med linket når de er klar.

En ting jeg opdagede som fotograf med sans for grej, var at jeg havde tid og overskud til at bemærke sjove og smarte detaljer hos en række af deltagerne.
Så der kommer helt sikkert et par skæve indlæg de næste dage.

Den slags detaljer har jeg ikke tid til at lægge mærke til når jeg selv kører rundt med pulsen oppe og fokus på kortet.

Nå men du er her måske kun for at se de første billeder fra løbet. Så her er de:
Husk at vende tilbage, jeg tog ca. 160 brugbare fotos som kommer online snarest.

- og så liiiiige en sidste opfordring.
Hvis du kunne bruge indlægget til noget og tror at dine Facebookvenner kan bruge linket til noget. Så gør dem den tjeneste at klikke "like/synes godt om". Så optræder linket nemlig på deres wall. Altså med mindre de har ignoreret eller skjult dig...







torsdag den 29. april 2010

Phillippe Gilbert og Bjafle

Og det er ikke på grund af mine evner som finiseur at jeg sammenligner mig med den bravt kæmpende Gilbert.
Sammenligningen ligger i at vi begge er storforbrugere af energi gel fra producenter som HIGH5, SIS, Maxim og powerbar.

Nu er Philippe Gilbert og en række af kollegerne i det professionelle felt blevet meldt som skovsvin efter Liege Bastogne Liege.
De har været så frække at smide overskydende gel og energibarer i vejkanten.
Magen til frækhed skal man da lede længe efter.


Det kan egentlig ikke rigtig bringe mit pis i kog.
Tilskuerne til et proff løb må da også forventes at smide en røvfuld tomme øldåser og pølsebakker.
Mon ikke der er afsat midler til oprydning efter profferne? Ellers kunne journalisterne lige tage en sort sæk med til affald når de alligevel er ude og kigge efter brugte kanyler.

På sporet af sammenligningen
Men tilbage til sammenligningen mellem undertegnede og Philippe.
For kunne jeg finde på at smide tom emballage fra energi i naturen når jeg træner og kører løb?

Neeeej da. Sådan noget gør jeg ikke.
Altså sådan helt seriøst. Jeg mener det. Jeg smider ikke noget i naturen.

Tag et montainbikeløb eller et Adventure Race som det der løber af stablen indenfor det næste døgnstid i Silkeborg/Ry.
Hvis vi kørte rundt og "tabte" vores papir. Hvor længe tror du så vi fik lov at lege i den pågældende skov.

120 hold af tre personer til SOK Multisport. I gennemsnit er hvert hold måske 10 timer på ruten. Med et energiindtag hver time.
Hurtigt regnet bliver det så til 120x3x10 = 3600 stykker glitrende papir.
Damn det kunne nok dække en hel eng af smukke anemoner.

Men jeg gør det så alligevel. Altså sviner naturen til med glitrende papir fra min energi.
Det er ikke 3600 stykker indpakning, det er ikke hver dag og det er bestemt ikke med vilje.
Men jeg gør det af og til og jeg er sgu ikke helt tilfreds med mig selv.

Ser du, når du er i konkurrence og hamrer afsted med pulsen oppe og begge hænder på styret for at have fuld kontrol.
Så er det for mig lidt af en opgave at få min gel indenbors uden at svine.
Ikke meget. Men en lille bitte smule.


Har du aldrig prøvet at skulle indtage en gel i en presset situation, så er det ikke sikkert du er helt med på hvad jeg taler om. Men har du prøvet det, så kender du nok situationen

Det er ikke det at åbne gelen der går galt.
Det er heller ikke det at indtage min gel der fejler.
Ej heller størstedelen af emballagen

Men den lille snip du river af for at åbne din gel.
Den sidder du nu med i hånden der stadig er på styret, mens den anden hånd sørger for at presse gelen ned i gabet på dig.
Når så vejen kræver din fulde opmærksomhed og kontrol, så smutter den lille satans snip mellem fingrene på dig og vupti.
Så har du sammenligningen mellem Philippe Gilbert og Bjafle.

Og det er ingenting. Det er jo bare en lille bitte snip emballage
Ikke desto mindre, så "lykkedes" det mig gang på gang at smide den fra mig når pulsen er høj.
Det er ren tabersitiuation. Skal jeg fjerne koncentrationen fra konkurrencen eller skal jeg acceptere at jeg af og til taber en snip.

Så kære producenter, i kan hjælpe os atleter med ikke at være (mikro?, er der nogen forskel?)-skovsvin ved et simpelt lille indgreb i produktionen af jeres emballage
Lav en lille anordning, således at snippen åbner gelen, men ikke rives helt over.

Cliff Bar har lavet en gennemtænkt løsning.
Så sværere er det heller ikke. Men man skal selvfølgelig tænke over problematikken før end man kan løse opgaven.


Og det er helt fair, at dette måske ikke lige ligger først på hylden over to-do's for en virksomhed der producerer energi.
Løsningen er tilgengæld nem og billig at implementere.
Det er detaljen der sætter prikken over i'et på det gennemførte produkt.

Sæt igang venner!

tirsdag den 27. april 2010

Optursdag

I dag var bare en af de der rigtig rigtig gode dage.

Jeg aner ikke hvad jeg holder i hånden.
Skulle bare bruge et billede hvor jeg smiler over hele femøren.
Måske jeg laver flødeskum?

Siden jeg rykkede syd for Aarhus, har jeg også fundet mig en tjans som Tropsleder i den lokale spejdertrop. Det Danske Spejderkorps - naturligvis.

Det er dælme lidt mærkeligt at komme ind i en ny gruppe med deres traditioner samt måder at gøre tingene på. Specielt når man hele sit liv har været i en og samme gruppe ude på Djursland.

Nå men i dag fik jeg så mulighed for at sætte et af mine særpræg på min nye gruppe og i særdeleshed mine nye spejdere.
Jeg havde lavet et regulært orienteringsløb for de ældste patruljeledere og assistenter i skoven.
Ikke særlig langt. Med 12 poster af forskellig sværhedsgrad. Fra let til tæt på svær.

Dagens vinder på banen. 2,6 km på 33:41
Præmien var stor hædder og lidt produkter fra High5 og Maxim som jeg fandt på grejreolen

De fik at vide, at det var ok at springe poster over (jeg havde jo ingen ide om deres niveau endnu). Men at det gav en psykotidsstraf på 15 minutter pr. post.

Så blev de ellers sendt afsted en efter en.

Ikke alle poster var lige "flinkt" placeret. Bemærk ringene i vandet.
Men han faldt ikke i.

Flashback
Mens de løb rundt derude i skoven med den dejlige lysegrønne skovbund, så sad jeg og funderede over hvordan spejderiet var min indgang til adventure race og orientering.
Der var da mange ting som spejder der var sjove og lærerige.
Men det var nu det der med at finde vej, som jeg var virkelig god til.

Da jeg så begyndte at køre adventure race, meldte jeg mig ind i orienteringsklubben OK Pan.
Habilt løbende og hammergod til at finde vej.
Altså indtil de første træninger.

Jeg fik så mange stryg så du tror det er løgn.
Som pile skudt afsted som vildskud, for alle mine nye klubkammerater ud i skoven på en gaflet træningsbane.
Bum bum... så kan jeg måske alligevel lære mere end jeg troede, tænkte jeg mens jeg cyklede hjem fra træning.
Siden er det blevet til rigtig mange træningstimer i OK Pan - og jeg lærer stadig nye ninjatricks.


Efter en god halv time kommer den første spejder i mål.
Så kommer den næste og den næste. Indtil alle er i mål.
De fleste fandt alle posterne. Og vigtigst af alt, så er de et stort smil.
Se det varmer mit orienteringshjerte.
Umotiveret går de også i gang med at diskutere vejvalg og spørger til hvordan jeg ville vælge at komme igennem skoven ud til post seks?


Jeg smiler igen og glæder mig allerede til næste gang jeg skal have de unge mennesker med i skoven. Så skruer vi lidt på længde og sværhedsgrad. Nu ved jeg jo at de kan li' det!

Grejtest: Aftensmad til eXtrem Maraton

Weekenden bød blandt andet på en overnatning med kæresten i vores nye telt. Men det må du lige vente nogle ture på at jeg anmelder.

I stedet kommer endnu et tip til de der skal løbe eXtrem Maraton i maj, eller andre der har brug for mad med et stort energiindhold.

Vi havde taget to pakker Mountain House frysetørret med. Dobbeltportioner. en til aftensmad og en til frokosten.
Og nej der er ikke nok i en dobbeltportion til to sultne personer, men vi skulle have et læs pandekager til dessert, så det gik nok alligevel.

Men da vi sad og skulle vælge hvilken portion vi skulle have, så fik jeg lidt et chok over den store forskel i varedeklarationen.


Den ene pose havde 354 kcal pr. 100gram. Den anden hele 584 kcal pr. 100gram.
Jeg vidste godt at der var forskel, og har før kigget nærmere når jeg har handlet ind til løb eller hårdere ture. Men alligevel så meget?

Så et tip når du skal ud og handle maden til eXtrem Maraton, hvorfor så ikke vælge en portion med et stort energiindhold.

Derudover kan jeg godt løfte sløret for, at jeg selv foretrækker Real Turmat eller Mountain House. Når jeg da ikke selv laver maden på min dehydrator.


Nå ja og så har Mountain House altså sådan en fugtsamler i deres poser. Fjern lige den inden du hælder det kogende vand på. Den havde jeg ikke lige opdaget første gang jeg skulle smage deres produkter.
Selv om du er sulten og det dufter godt. Så gør dig selv den tjeneste at lad maden trække i minimum 8 minutter. Uanset mærke. Det bliver det betydelig bedre af.

Velbekomme

fredag den 23. april 2010

Hvornår valgte du sidst forkert?

Et af de aller sikreste tegn på en ny sæson er, når diverse cykelfora fyldes med spørgsmål omkring nye cykler og nye dele.
Det er en jungle derude. Hvordan finder jeg det rette udstyr.
Gælder det en enkelt del. Ramme, bagskifter, sadel eller pedaler. Så findes der jo f.eks. denne blog, hvor udstyr får nogle ord med på vejen.
Oftest positive, jeg har jo tit selv valgt delene og vurderet rigtigt.

Men noget af det jeg synes må være aller sværeste, på udkig efter nyt:
Det er når man skal købe en ny cykel. Det være sig brugt eller helt ny. MTB eller racer.
Hvordan får man sat den streg i sandet og sagt til sig selv.

Yes. Her er grænsen. Det er denne her jeg vil have.

Har du friværdien i orden. Så køber du selvfølgelig bare den dyreste på markedet. Hvor svært kan det være?

Har du et budget bliver det straks sværere.

Hvilken del er vigtigst? Rammen, hjulsættet, sadelpinden eller måske farven?

Jeg ved godt hvad jeg synes er det sværeste.
Det er at tage springet. Tage springet og sige stop. Nu vil jeg ikke læse flere anmeldelser. Spørge i flere fora, prøve flere cykler.

Nu køber jeg!

Men det er også det vigtigste valg. Køb køb køb.
Det er den eneste måde du kommer ud og får fede oplevelser og bliver endnu gladere for dit nye udstyr.

Hvordan kommer jeg så frem til situationen med at købe, når det nu engang er så svært - men dog så vigtigt for den fulde oplevelse.

Jeg giver dig min egen tretrinsraket inden jeg køber nyt udstyr:

1: Sæt et realistisk budget.
Det er klart at du kan ikke få en MTB til kr. 2000,- så vær realistisk. Spørg dig lidt for først. På den måde får du også afklaret om dit behov for f. eks. en ny rygsæk står mål med hvad det vil koste dig.
Der vil næsten altid være en dims der er dyrere. Men er den nu også nødvendig for at du får en god oplevelse?
Det er nemt at overtale sig selv til at der skal et nyt hjulsæt til for at 2010 bliver sjovt. Men koster hjulsættet så stort et indhug i dit budget, at du ikke får råd til at tage ud til løb. Så er det måske ikke den bedste ide du har fået?

2: Brug tid i butikker og på internettet
Alt efter hvad du er på udkig efter, så tag et smut ud i nogle butikker, men vær klar over at det er sælgere du står overfor. Derfor kan de nu sagtens være flinke og velmenende. For det meste i hvert fald.
Brug internettet og dit netværk til at finde informationer som kan hjælpe dig med at vælge. Tror du jeg har noget klogt at sige, så vær ikke bange for at spørge her på bloggen. Jeg skal nok svare så godt jeg kan.

3: Se så at få handlet
Nu har du så nok viden. Overbevis dig selv om det.
Grej er til for at blive brugt. Du var sikkert også blevet ganske godt tilfreds med rygsækken fra The North Face, men nu valgte du så modellen fra Osprey. Se så at komme ud i naturen og få den brugt. Så kan du samtidig glæde dig til næste måned hvor du skal til at overveje om ikke snart dine solbriller skal skiftes. Der er rigtig mange at vælge mellem og god grobund for igen at nørde rundt i butikker og på nettet.

Min pointe er, at vi som oftest vælger rigtigt. Både når vi danser omkring grøden i et halvt år. Samt når vi målrettet søger den info vi har brug for - og så vælger.
Vi bliver glade og kommer ud og får oplevelser.

Hvad var det sidste stykke grej du købte og blev super glad for, eller måske skuffet over?

torsdag den 22. april 2010

Teltet der svæver

Der er ikke lang til til eXtrem Maraton omkring Silkeborg.

Det er et super fedt løb som jeg har løbet flere gange. Men i år står jeg over. Jeg mener bare ikke at jeg er klar til at belaste mit knæ i den grad.
Havde jeg satset alt på at blive klar, så kunne jeg vel godt stille op i 35km svær.

Men jeg har nok ikke lige været helt så god til at vedlige holde styrketræningen og specielt nu her hvor vinteren lagde sig og cyklen kom ud igen. Så er løbeturene røget lidt i baggrunden.

Nå nok snak. Det jeg egentlig vil frem til, er at jeg nu har lånt mit telt ud til en veninde som skal løbe i Silkeborg.


Da jeg synes at teltet er ramt lige i røven til brug ved eXtrem Maraton er her en eXtrem positiv grejtest.

TarpTent Contrail
TarpTent er telte som er ultralette et lags produceret ud af faldskærmsnylon. Contrail er deres absolut letteste telt med fast bund.

Skal du bruge et shelter til en person med almindelig stor oppakning. Så er der plads uden at være god plads.
Er du på eXtrem Maraton eller tilsvarende ultraløb eller adventure race, så er teltet simpelthen perfekt til to personer.

Der er fin plads til at i begge kan have jeres udstyr med i teltet. Og da i helt naturligt kommer til at ligge tæt, så får i også nemmere ved at holde varmen.
Men noget super varmt telt er Contrail ikke. Siderne lukker ikke helt tæt, men er fabrikeret med et myggenet, som så til gengæld sikrer god udluftning.

Fire pløkker og en strakt arm
Teltet komme med fire pløkker til at rejse det med. Ingen stang som standard. Det skyldes, at du på vandreture eller længere trekking løb vil vælge at rejse teltet med en vandrestav.

Til eXtrem Maraton gider du ikke slæbe på en vandrestav. Så jeg købte TarpTents teltstang med. En tynd, let alustang som fint klarer opgaven.
Så slipper du også for at skulle holde teltet oppe med en strakt arm.


Når jeg siger at teltet er intet mindre end perfekt til løb som eXtrem Maraton, så er det uden skelen til pris og kreative løsninger.
Du vil helt sikkert kunne finde billigere alternativer.
Du vil måske kunne samle, bygge, sy eller lave dit eget telt og nå noget nær samme vægt.

Men kan du se ideen i at eje et solidt telt (set ud fra materialerne. Teltet er ikke slidstærkt som et cirkustelt).
Har du ikke noget imod at betale lidt for kvalitet.
Så er Contrail fra Tarptent slet ikke nogen dårlig ide.

Prøv bare at forestille dig mulighederne med dette telt ud over eXtrem Maraton.
Tag løbesko på, rygsækken på og så kan du løbe vestkysten, hærvejen, skotland, norge. You name it. Og have et fornuftigt shelter med.

Eller tag din mountainbike med ud i verden på sprøde singletracks som bare bliver ved og ved. Pak teltet og anden let oppakning og du er klar til en aktiv ferie.

Fakta:
Vægt uden teltstang: 695g ...og det er godt nok ikke meget!
Teltstang: 57g
Teltet kommer uden seamseal i syningerne. Så husk lige at gi' det noget inden du tager ud i regnen.
Teltet er dog syet med tråd der udvider sig når det bliver vådt, og derved lukker tætved tæt.

Prisen for teltet alene er $199

Jeg har ikke fundet steder i EU du kan handle teltet, så vær opmærksom på leveringstid, told og moms.
Et hurtigt overslag siger mig at du kan få teltet hjem med teltstang for lige knap kr. 2.000,-
Skal du en tur til USA bliver teltet selvfølgelig noget billigere.

tirsdag den 20. april 2010

Bare knæ og blå uniform

Der har næsten. Og også kun næsten været lidt for meget fokus på cyklen her på bloggen.

Det råder jeg bod på i dag med en grejtest rettet mod vandrefolket og spejdere med bare blå knæ i særdeleshed.

Trætte spejdere på natløb

Der gik mange år før jeg lærte at sætte pris på et par gamacher, bare navnet fik mig på bedre tanker.
Men da jeg sammen med min gamle spejdertrop besluttede mig for at tage Shorty mærket, så gik den gode snak om hvordan vi bedst kom gennem året uden de store forfrysninger og våde strømper.

Kort fortalt er Shorty mærket et uofficielt spejdermærke tildelt til den spejder der i et helt kalenderår møder op til alle møder og ture med bare knæ.

Knæstrømper i bedste old school stil er tilladt, men i regn, vådt græs og mudrede skove bliver de våde og klamme.
Der kommer gamacherne ind i billedet, og burde egentlig have været det længe længe før.

Gamacherne hindrer strømper eller bukser i at blive pjask våde i morgenduggen. De er praktiske i og med at de også beskytter et par vandrestøvler mod at blive fyldt med små kviste.


Modellen som jeg købte dengang for nogle år siden er Sea to Summit Alpine Gore-Tex gaiters.

Det er en simpel no nonsens gamache

Den har en solid gjord af gummi der går under støvlen. Den kan udskiftes hvis den bliver slidt. Min holder fin stand endnu. Selve gamachen er i gore-tex materialer og behagelig nok gennem en hel dag. På en varm sommerdag med meget mudder (de var med på Roskilde Festival i 2007 i mudderbadet) kan de godt blive lidt varme.
Fortil lukker de tæt via en bred velcro og øverst med en snørre.


Mine Sea to Summit Alpine gamacher er ikke længere super kønne at se på. Men de er still going strong og kan varmt anbefales.
Bare det faktum at den selv samme model stadig er på markedet, må siges at være et kvalitetsstempel.

fredag den 16. april 2010

Blind Chicken - et respons til Morten Kusk og Racegear.dk

Så prøver jeg med lidt video her på bloggen. Det er jo internettets nye sort, har jeg hørt og jeg vil ikke stå tilbage på perronen og vente på damplokomotivet.

Internetbutikken Racegear.dk har lavet et lille samarbejde med ultraløbet The Hammer Trail og fået fremstillet en Buff til deltagerne.
facebook har Morten lavet en lille video om hvordan en Buff kan sidde på hovedet mm.

Jeg har selv vist en youtube video om det samme, da jeg anmeldte en Buff for snart længe siden.

Blind Chicken er tredje linie nummer to fra højre

Men jeg syntes Morten sprang let og elegant hen over min favorit 'how to wear a Buff'.
Nemlig blind chicken. Jeg bruger den ikke selv særlig tit, men at den er med på oversigten over måder at bruge en Buff på. Det er for sejt.

I dag skulle det så prøves, efter at Morten opfordrer mig til selv at lave en lille video.
Så jeg kørte ud på dobbeltbakken og kørte lidt intervaller. Og på en af nedturene fra toppen, så skulle blind chicken altså testes.



At jeg så styrter og kvadrer mit geardrop (tror bagskifteren overlevede) senere på træningen. Det har intet med blinde høner at gøre. Nok nærmere dårlig teknik og søvn i øjnene.
I øvrigt lidt spøjst at sidst jeg ofrede et geardrop var d. 18 april 2009 til SOK Multisport. Dengang havde jeg et ekstra. Det havde jeg så ikke i dag.

Men Morten. Jeg ser frem til hvad du finder på at filme næste gang. Så skal jeg nok være lidt mere påpasselig med at kommentere det...

torsdag den 15. april 2010

Jeg har tyvstjålet

Men jeg måtte bare have et godt blikfang for at få dig til at læse med i dag.
Så derfor har jeg lige "lånt" billedet her.



En god gammel spejderkammerat har været nede og løbe ørkenløbet Marathon Des Sables.

Hjemvent har han fået sig humpet ud til et tåbeligt byggeri tilhørende en ligeså håbløs stats radiofoni.

Men derfor skal du selvfølgelig ikke snydes for et rigtig fint interview med Theis.

Bare følg linket her:
Theis Brydegaard Sørensen om sin deltagelse i Marathon Des Sables

onsdag den 14. april 2010

Nu ved jeg hvad 1:1.500 virkelig vil sige

Her følger igen et langt indlæg med beretningen fra den restenrende del af mtb-o camp 2010.

Efter Fredagens langdistance, så bød eftermiddagen på to løb.

Camp cup 3: Crying mile og en korthusketræning

Crying Mile - Eller historien om hvordan de 82 poster blev til 81
En ultra kort bane på 1450 meter og i størrelsesforhold, 1:1.500. 17 poster.

Tak for kaffe. Vi havde talt en del om dette løb.
Jeg havde forsøgt at forberede mig på hvad der ventede. Hvor tæt ville posterne stå. Sikkert et tætforgrenet stinet.
Jeg havde selvfølgelig også læst roadbooken over løbet - for alt for længe siden.

Som noget af det sidste, så lovede jeg mig selv at tjekke kontrolnumre på posterne. På den måde ville jeg jo ikke kunne lave fejlklip. Smart ikke!

Koncentration kort inden starten på The Crying Mile

Starten gik. Ned ad bakke og så løbende op ad en sandbakke.
Fra toppen af den kunne jeg se en million, mindst, ryttere cykle rundt i mellem hinanden og på kryds og tværs af en million stier, mindst!

Det var finorientering og mega crazy. Jeg havde forberedt mig mentalt, men slet slet ikke kunnet forestille mig det her scenario
Jeg lignede en spejderdreng der er blevet væk fra sin patrulje i en stør mørk skov i Sverige.
Der gik lang tid før end jeg fattede en meter af det hele. Så fandt jeg endelig en post som måtte være post et.
Tjekkede op med kontrolnummeret på kortet - Hvad??? Ikke noget kontrolnummer på kortet. Shit da osse!

Sikrede mig at det var post et og klippede posten. Ti fcuking minutter tog det mig at finde posten.
Videre til post 2. Post 3, post 4 og så fremdeles.
Det kørte som smurt i olie. Altså lige indtil jeg klippede post 8 og skulle orientere mig ud fra den.

Hmm det her passer altså ikke med kortet. Tjekkede op med kompasset, nogle nærliggende højdekurver og så *doh* kunne jeg se det hele for mig.
Dumme dänen!

For det første havde jeg lige klippet post 9. Det var jeg ret overbevist om.
For det andet havde posten kontrolnummer 139 <-- bid mærke i 9-tallet til sidst. Lur mig om ikke der var et eller andet i roadbooken omkring udregning af kontrolnumre. Jeg var crying, råbte forbandet og slog gentagne gange hånden i styret.
Besluttede mig for alligevel at fuldføre løbet vel vidende at jeg havde fejlklip. Det var den der med at være med for at lære.
Ganske rigtigt fandt jeg også ud af at post et havde kontrolnummer 131. Post to 132 og så fremdeles. Havde jeg dog bare læst op på lektien...

Virkelig irriteret kører jeg banen til ende og skal dernæst ud på en korthusktræning med Martin Hansen.
Undskyld ventetiden Martin. Efter at have kølet ned i et lille minut begiver vi os ud på korthusk. Det går noget bedre og er lidt en oprejsning inden aftensmaden kalder. Så bliver det ikke meget sjovere

Lørdag formiddag kørte vi ud til et nyt område for at køre en middellang distance.
Det skulle vise sig at blive den klart sjoveste træning for mit vedkommende.

Kort over mit favoritløb på Campen
Straks efter starten gik turen op op op mod post 1. Så var benerne ligesom varme og klar til resten af løbet.
Til post 2 gik det så ned ned ned igennem knoldede spor. Nå ja og ud fra post 2. Selvfølgelig op op op.

De næste poster var stræk hvor den kunne få fuld pedal indtil post 5, som lå på en sti der var spæret af op til flere stammer. Det var af og på nogle gange.
Et lille smut ind af en forkert sti og så ellers afsted mod post 6.

Dernæst ventede nogle poster i et lidt mere tricky terræn med flere stier og mange ryttere på kryds og tværs.
På vej mod post 10 ligger en rytter i grøften og er temmelig forslået. Men en official er ved ham og de giver tegn til at han er OK, så jeg kører videre.
Jeg tror han er braget ind i en bom over vejen.
Når man en stor del af tiden kører med snuden rettet ned mod kortet på styret, så er det altså en risiko, hvis man ikke får set sig op i tide.

Flere gange er man da også på kurs direkte mod en modkørende. Men heldigvis er det sjældent at vi tager frontale sammenstød i sporten.

Post 11 til post 12 er igen up up the mountain top.

Stien ud fra post 13 er gennem et stendige. Ikke den tydeligste vej i hele verden. Vi er tre der klipper posten ca. samtidig, men kun to af os fortsætter den direkte vej på post 14 og 15.

Et stk. spas nedkørsel, lidt pigtråd og så op op op igen. Så er sidste post klippet og det hedder bare hjem i mål.

Det var klart den fedeste bane i sjovt terræn.
Kompleksiteten i banen passede rigtig godt til at jeg kunne køre godt til og holde hovedet koldt.
En lidt bedre form er altid ønskværdig. Men jeg synes selv jeg kom godt igennem og endte helt fornuftigt som nummer 41.

Eftermiddagen gik med træning som bestod af en række o-intervaller.
Jeg lavede min egen lille udformning af disse, ved at køre det som korthusk.
Benene var ved at være mærkede og på den måde fik jeg trænet korthusk og "kun" kørt intervaller på de stræk jeg var helt sikker på.
Det passede vist meget godt til den tilstand jeg var i på det tidspunkt.

Aftenen gik med finalen på Päällikkoos Diavolo Challenge.
En finurlig lille konkurrence om hvem der på en kort bane på ca. 100m kan klippe en røvfuld SI poster hurtigst.

Os der havde været så forudseende ikke at kvalificere os til finalen. Vi kunne sidde og hygge os med en øl mens vi heppede det bedste vi havde lært.

Søndag var sidste dag.
Benene sagde fra morgenstunden, at de var møgtrætte.
Men jeg mobiliserede de sidste kræfter og cyklede de 5 km ud til skoven hvor mellemdistancen skulle afholdes.

Som jeg skrev i mit første indlæg, så var målet at undgå sidstepladsen i konkurrencerne.

Mellemdistancen udemærker sig ved at have fokus på god fart og udfordrende vejvalg.
Jeg starter ud med at bomme post 1 ualmindelig meget.
Finder de næste poster fornuftigt nok.


Ud fra post 7 bommer jeg igen for vildt.
Er på sammetid træt og drømmer mest om en seng.
Resten af banen snøvler jeg mig rundt. Er ikke særlig tilfreds med tingenes tilstand og skal bare have banen overstået.

Igen vinder min stolthed og stædighed.
Så selv om jeg godt ved at dette her ikke ligefrem er nogen fantomtid, at jeg må stoppe op og sige til mig selv at nu skal du tage dig sammen og beslutte dig for et vejvalg. Så fortsætter jeg turen rundt til ende.

Mentalt var det en lærestreg om, at når trætheden melder sig og koncentrationen svigter, så tror jeg bedre det kan betale sig at bruge lidt ekstra tid på at huske sine vejvalg. Modsat hvad jeg gjorde, hvor jeg tog en beslutning ved hvert kryds om hvilken vej jeg skulle.

Det blev til rigtig mange stop til sidst og hvert stop var også en anledning til at prøve at lokke lidt med mig selv.
- Hey Bjarke, du kan sgu da også bare tage hovedvejen tilbage til parkeringspladsen. Så er vi fri for det her selvpineri
- Hey Bjarke, nu gider vi da ikke træde op over flere små bakker. Come on. Du har alligevel tabt
- Hey Bjarke, de andre sidder sikkert allerede derhjemme og drikke kaffe. Skal vi ikke gøre det samme?
- Hey Bjarke, ham tyskeren og alle de andre er allerede i mål nu! Du er da for svag til at køre eilte.

Og sådan blev den lille djævel ved til jeg var i mål.
Og ja, de andre sad allerede og drak kaffe. Tyskeren kom i mål før mig. Faktisk hele 20 minutter før mig.
Og jo jeg tabte denne sidste dag på campen.

Men det var sgu en fed forlænget weekend i Sverige og jeg blev udfordret på alle leder og kanter.

I sidste ende fik jeg også lov til at drikke en kop kaffe på hotellet og nyde at MTB-O sæsonen blev skud i gang på behørig vis.

Næste udfordring på den kant bliver d. 21 maj når Friluftsland MTB-O Cup har første afdeling.

Læs første afsnit fra campen her

Her finder du alle de kort vi benyttede. Jeg har tegnet mit vejvalg ind på nogle af dem.

mandag den 12. april 2010

81 poster senere...

Så er jeg hjemme igen efter et firedages smut til Sverige på MTB-O camp.

Det var bestemt en fed oplevelse med fem meget forskellige løb.
I alt havde arrangørerne sat 82 poster ud fordelt over de fire dage.

Ja ja. den skarpsindige læser har allerede bemærket overskriften. Men mere om det om lidt hvis du læser videre.

Jeg er så fyldt med sanseindtryk, så løbene bliver delt op i flere blogindlæg. De første to løb får du her:

Har du travlt med at surfe videre er her det hurtige referat fra alle fem løb.

Mørkt, Bumlet spurtopgør, Crying mile, Skide sjovt og absolut tømt for kræfter!

Torsdag aften lagde vi ud med et natløb i den lokale skov.
Så på med lampen og afsted.
På trods af at jeg ikke har siddet på cyklen med et kort siden efteråret, så går det faktisk ganske udemærket.

Jeg har været ret spændt på niveauet.

På MTB-O Camp kan du tilmelde dig kort, lang eller elite.
Eliten kender jeg jo godt. Det er mine klubkammerater som har både VM og EM medaljer hængende derhjemme i skabet. Dem kan jeg sgu ikke følge med.

Alligevel har jeg tilmeldt mig elitebanerne.
Jeg er med for at få træning og lære af de bedste. Kører jeg ikke de samme baner, så kan jeg ikke sidde med ved middagsbordet og snakke vejvalg.

På dette første løb kommer jeg i mål som nummer 43 ud af 51 startende.
Tre af stjernerne har fejlklip, men jeg slår også nogle stykker i ren duel.

Mit mål for campen bliver at holde mig væk fra sidstepladsen.
Og så ellers bare komme ud i skoven og have det sjovt, få lårene til at brænde lidt og lære noget nyt.

Dag 2 er langdistance
Terrænet er en blanding af seje bakker og militært øvelsesterræn.
Der er samlet start og en makstid på to timer.

Jeg har ærlig talt været noget nervøs for denne dag. To timer er ikke meget og kommer jeg banen rundt indenfor tiden?

Starten er ret så fed en oplevelse. Løbet gives frit og de forskellige baner flyver til højre og venstre omkring ørene på mig.


Kort fra langdistancen, ikke mine vejvalg

Jeg holder mit eget vejvalg og kommer hurtigt ud i det kuperede og bumlede øvelsesterræn. Hele syv ud af de ti poster ligger inde i 100% gult område.
Så formiddagen går med at køre på store grusstier op og ned og så ind over knoldede enge.

Det er hårdt og ud fra post 9 er jeg ca. 50 sekunder efter en tysker.
Han tager vejvalget ligepå. Jeg overvejer kort at gå efter ham igennem de skide knolde.
Men fornemmer at det vil være for hårdt og at jeg ikke kan hente ham den vej.
Så tager vejvalget udenom. Det er længere og jeg må ned for igen at køre op. Men det foregår på grusveje.

Det er det rigtige valg. Ved post 10 er jeg ca. 20 sekunder foran tyskeren.
På vej fra post 10 og til mål udspiller sig den vildeste duel.
Hvem siger der ikke også kan være kamp om pladserne længere nede i feltet.

Tysker-gutten kommer op til mig på en bakke. I et voldsomt tempo kører han forbi.
Jeg skruer lidt på farten og strammer kæden, men kan ikke følge hans acceleration.
Det kan han heller ikke selv, så jeg kommer op til ham igen.
Nu kommer vi så op på toppen. Resten af vejen går det ned ad.

Jeg lægger mig på hjul og afventer.
Tyskeren kigger sig over skulderen og sætter farten helt ned.
Her dummer jeg mig nok lidt og tager teten. Sætter fuld skrue på og håber på at kunne sætte ham. Ikke særlig sandsynligt ned ad bakke vel?

Nu koncentrer jeg mig så bare om at forberede mig på kampen ved mål posten.

I MTB-O er det ikke en målstreg, men en post der skal stemples.
Jeg tænker det igennem et par gange. Hvor sent kan jeg begynde og bremse ned. Kommer tyskeren mon susende forbi mig om lidt?

Så er posten der. Jeg nærmest brager ind i den med bremserne trykkede i bund og højre arm fri af styret og på vej med min SI-brik til at stemple posten.
Tyskeren skænker jeg ikke en tanke. Bare få stemplet først.

Jeg stempler og kigger mig nu rundt efter tyskeren???
Han står i en støvsky ude på vejen og har misset den lille sidevej hvor posten stod få meter inde på.

Og sådan gik det til at jeg "vandt" mit første spurtopgør efter en samlet start i MTB-O.

Resultatet? Tyskeren blev sidst og jeg tog en fornem næstsidsteplads.

Næst efter at spurte om sejren, så bliver det da ikke meget større?

Læs med de kommende dage når jeg får fordøjet de sidste tre løb plus det løse.

tirsdag den 6. april 2010

Sportstjerner og mediedarlings. Aber doch!?!

Jeg er desværre udstyret med den her trang til at gå op i sport uanset hvad. Sådan næsten da. Synkronsvømining har endnu ikke fanget min interesse.

Desværre fordi det hele ville være meget nemmere hvis jeg bare kunne koncentrere mig om cykelsporten. Den er og bliver mit hjertebarn.

Jeg kæmper en indre kamp for at slippe mit tag i AGF, det holder simpelthen bare ikke af så mange årsager... men nu må vi se.

Southampton FC holder jeg fast i. Det er en klub med sjæl, historie og uden slagsbrødre med politiske undertoner.

Men hvorfor skal jeg gå op i tennis. Jeg ender med at sidde og lytte til interviews med en komplet ligegyldig Caroline af Danmark... *suk*

Hep hey. Nej så hellere tilbage til cyklingen, hvor rytterne giver sig til sidste sveddråbe, det giver sig også udslag i ryttere, der er alt andet end komplet uinteressante

Tag nu seneste eksempel i et citat fra Cavendish i The Guardian i relation til styrkeforholdet mellem ham og Greipel.

Høj klasse - simpelthen!

"If I wanted to just win races I wouldn't ride every ProTour race," said Cavendish. "I understand that at the moment I'm racing to be in my best form for the Tour de France and the world championships. If I wanted to get shit small wins, I'd race shit small races."

mandag den 5. april 2010

Grejtest: Morgan Blue Chain Cleaner

Jeg skrev den anden dag om Morgan Blues smarte lille Chain Keeper her på bloggen.

1. stk. beskidt hverdagscykel

Efter at have rengjort hverdagcyklen efter vinterens hårde brug, vinterraceren for salt, grus og mængder af møg, samt haft mountainbiken ude i en skov, som visse steder i dag var sindsygt mudret.

Så kommer her min oplevelse af Morgan Blues blå Chain Cleaner væske.

Helt overordnet, så har jeg oplevet andre fabrikanter der virker lige så godt og væsker der klarer jobbet meget dårligere.
Så det er ikke fordi Morgan Blue på nogen måde dumper, de imponerer bare heller ikke over niveau.

Min hverdagcykel lignede virkelig lort, så jeg smurte godt med Chain Cleaner på med en gammel tandbørste og lod det virke i de fem minutter som der anbefales.
Dernæst spulede jeg med vandslangen og håbede på en skinnende blank kæde.

Hmm sådan gik det ikke helt.

Acceptabelt resultat

Så tog jeg min vinterracer som ligeledes var smurt godt ind i vejenes salt og grus.
Samme procedure.

Samme resultat. Renere men ikke skinnende blank.

Nå ja. Jeg havde jo lov at håbe. Jeg kender altså ikke noget der får så medtagede kæder til at skinne ved blot at smøre lidt stads på og skylle efter.
Resultatet var vel som forventet. Jeg blev hverken skuffet eller dybt imponeret.

Så kom turen til en beskidt mountainbike efter en eftermiddag i skoven. Den her tur har jeg været igennem en del gange nu og resultatet er det samme.
Inden jeg kører i skoven er kæden smurt og ren og pæn.

Hjemme igen ligner den lort.

På med Morgan Blue Chain Cleaner, vent fem minutter og spul efter.


O' lala - Så er den klar til en tur igen i morgen

Kæden bliver skinnende blank, ren og lige klar til at tørre af og give en gang smørelse.
Det er smukt og se på. Effektivt som jeg gerne vil have det!

Morgan Blue Chain Cleaner er ikke mirakelproduktet til dine kæder.
Men det klarer jobbet fint, er rimelig drøjt i brug når man som jeg hælder det op i en gammel skål og påfører med en tandbørste.

Til almindelig rengørring af en ellers passet og plejet kæde, der er det på højde med hvad jeg ellers har prøvet af produkter der virker. Og bestemt bedre end en del af det der er på markedet.

Så når Morgan Blue slår sig op på at rigtig mange professionelle cykelhold bruger deres produkt, så er det selvfølgelig et sponsorat som alle andre aftaler. Men jeg tror ikke mekanikkerne står og hælder andre produkter på falskerne, som billedet herunder viser en rytter der fjerner logoet på sine foretrukne cykelsko fordi holdet er sponsoreret af et andet mærke!



søndag den 4. april 2010

Påskeægget er en tur ned ad memorylane

Måske husker du det fantastiske danske cykelhold Team Chicky World, mangen til teamnavn skal du godt nok lede længe efter.
Og som påskeægget her på bloggen, så bliver det næsten ikke bedre end en lille gul påskekylling.

Jeg kunne selvfølgelig også have valgt et fokus på kyllingen fra Tølløse. Men så var historien blevet en hel anden.


Min relation til Team Chicky World bevæger sig nemlig helt tilbage til mine første lektioner i hvad det vil sige at træne struktureret og æde den der smerte på den fede måde.

Som dreng forsøgte jeg mig som alle andre frejdige knægte med fodbold.
Men da jeg blev sat af tredjeholdet i den lokale fodboldklub, så var det ligesom ikke så pokkers sjovt længere.
Bedre gik det ikke med bordtennis. Et nederlag på 5-21 var en lille sejr.

I Kong-Fu husker jeg heller ikke som nogen stor succes, så jeg stoppede hurtigt igen. Til min egen ærgrelse kun en måned inden de lærte rullefald. Tænk hvad den lærdom ikke kunne have gjort for min oplevelse af de mange styrt på mountainbike?

Tilbage var en dreng der var dybt fascineret af cykling.
Jeg fik min første "rigtige" racer, det var en sort og rød Runner fra Bilka!
Men den var min og den var hurtig som lynet. Så når sommeren kom begyndte jeg at cykle de 16km til og fra skole. Hjem og skifte til rigtigt cykeltøj og så ud igen.

Ud i vinden til en frihed jeg holdt meget af. Kørte ikke konkurrencer eller motionsløb. Cyklede bare for mig selv. Fordi jeg kunne li' det.

Jeg voksede ud af min Runner. Opgraderede til en hvid og blå Giant som jeg blev endnu mere glad for.
Desværre styrtede jeg og smadrede den totalt. Det var før den tid hvor jeg havde en ide om at man kunne skrue på en cykel selv og skifte dele. Delene har helt sikkert også været i den billige ende. Men som sagt - jeg var meget glad for min hvide og blå Giant indtil den gik bort.

Nu var vi så nået til den tid hvor neonfarver var det store hit. Så min næste racer blev en MBK i teamcolor, hvis nogen husker Chazalholdet fra touren i '94?


Stellet af rør der er ovale og ligeledes med biopace klinger. Jojo udviklingen var langt fremme i 1994.

Det var på denne cykel, at jeg en tirsdag aften troppede op på en parkeringsplads i Hornslet. Her skulle der være en lokal motionsklub, som jeg var blevet opfordret til at møde op og prøve at træne med.
Der skulle være et par hurtige fyre der kørte i organiseret klub. Men også en frygtelig masse familiefædre i mere eller mindre tvivlsom form.

Kl. 18:10 står jeg så der med to unge fyre, lidt ældre end mig og med glatbarberede ben.
De siger ikke meget, men beder mig blot lægge mig på hjul af dem og følge med.
Det lød jo nemt nok. Ligge i læ, en tur på bagsmækken.

Vi er knapt ude af byen før end jeg må op og stå for at lukke et hul.
Mindre end ti minutter efter at vi er startet må jeg slippe baghjulet. De to unge cykelryttere foran mig ser sig ikke tilbage - og væk var de!

Sikke en lærestreg jeg fik der. Kan huske at jeg cyklede videre i lang lang tid for mig selv inden jeg rullede hjem. Slukøret.

To dage senere. Træning igen med "motionsklubben".
Denne gang må der da være nogle fyrre fed og færdige familiefædre?

Men ak nej. Kun den ene af de to unge gutter fra om tirsdagen.
"Hej. Nå så du møder op igen efter den tur du fik i tirsdags."

Ja det gjorde jeg jo, selv om jeg lige i det øjeblik havde fortrudt det noget så inderligt.
Men denne dag blev noget anderledes. Kun den unge fyr, ved navn Lars Schrøder og jeg. En god lang tur på mols til bakkerne, hvor jeg fik lov at ligge i læ til et tempo jeg kunne være med på.


Vi fik en god lang snak om Fignon, Lars' gamle cykel med PDM logoer og det at træne struktureret.

Lars viste sig at være helt human og rigtig flink. Senere satsede han endnu mere på cyklingen og fik en deltidskontrakt med Team Chicky World.
Hvad han laver i dag det ved jeg ikke. Men han var med til at få mig til at træne hårdere og mere målrettet på cyklen.
Kimen til at tro på at smerte blot er svaghed der forlader kroppen, den blev måske endda grundlagt den fredag aften på mols?

lørdag den 3. april 2010

Opgør med middelmådigheden

Det har været en lang vinter og jeg er om muligt blevet endnu mere rusten i teknikken på mountainbike.

Eftermiddagens træning var ingen undtagelse, men nu har jeg sat teknik og fingrene væk fra bremsen som fokusindsats.

Der er ikke mange dage til at jeg drager til Åhus i Sverige for at deltage på Merida MTB-O camp og jeg ved ikke meget om terrænet.


Arrangørerne kalder de fire dage for 'low-intensity technical trainings'. Jeg har tilmeldt mig elitedistancerne, så mon ikke jeg når at blive presset alligevel. Det tror jeg nok jeg gør!

Formen kan jeg ikke nå at gøre meget ved. Den er ok uden at være p
rangende.
Kroppen brokkede sig ved Silkeborg MTB, hvor jeg mod slutningen af løbet var tæt på at måtte stå af med rygproblemer. Siden har jeg døjet med et hold i nakken, som simpelthen nægter at give slip i mig.

Det er sgu næsten den rene elendighed, hvis ikke det var fordi at vejret er blevet bedre, skoven er kun lidt mudret og sæsonen er i gang.


Se så er det hele jo alligevel sjovt og kan med garanti kun blive sjovere jo mere solen får lov at trænge igennem. I hvert fald op til de 23 grader.

Mit personlige opgør
Men frem til på torsdag, så har jeg altså mit eget lille opgør med min personlige middelmådighed. Min teknik, mit flow og mit tempo på teknisk singletrack og nedkørsler er åbenlyst til forbedringer. Jeg bliver nok ingen Klaus Nielsen på MTB i løbet af en uge. Men jeg trykker løs på alle de mentale knapper jeg kan og håber så på, at det bliver bedre i denne sæson.


I dag tog jeg en række kendte nedkørsler og fokuserede ikke så meget på at dreje cyklen, men i langt højere grad på at læne kroppen ind i svingene og finde rytmen på cyklen om du vil.
Jeg fornemmer, at den indgangsvinkel virker og jeg håber på at kunne tage et kvantespring.

I dag var nok nærmere et badutspring, men dog et spring.