fredag den 23. april 2010

Hvornår valgte du sidst forkert?

Et af de aller sikreste tegn på en ny sæson er, når diverse cykelfora fyldes med spørgsmål omkring nye cykler og nye dele.
Det er en jungle derude. Hvordan finder jeg det rette udstyr.
Gælder det en enkelt del. Ramme, bagskifter, sadel eller pedaler. Så findes der jo f.eks. denne blog, hvor udstyr får nogle ord med på vejen.
Oftest positive, jeg har jo tit selv valgt delene og vurderet rigtigt.

Men noget af det jeg synes må være aller sværeste, på udkig efter nyt:
Det er når man skal købe en ny cykel. Det være sig brugt eller helt ny. MTB eller racer.
Hvordan får man sat den streg i sandet og sagt til sig selv.

Yes. Her er grænsen. Det er denne her jeg vil have.

Har du friværdien i orden. Så køber du selvfølgelig bare den dyreste på markedet. Hvor svært kan det være?

Har du et budget bliver det straks sværere.

Hvilken del er vigtigst? Rammen, hjulsættet, sadelpinden eller måske farven?

Jeg ved godt hvad jeg synes er det sværeste.
Det er at tage springet. Tage springet og sige stop. Nu vil jeg ikke læse flere anmeldelser. Spørge i flere fora, prøve flere cykler.

Nu køber jeg!

Men det er også det vigtigste valg. Køb køb køb.
Det er den eneste måde du kommer ud og får fede oplevelser og bliver endnu gladere for dit nye udstyr.

Hvordan kommer jeg så frem til situationen med at købe, når det nu engang er så svært - men dog så vigtigt for den fulde oplevelse.

Jeg giver dig min egen tretrinsraket inden jeg køber nyt udstyr:

1: Sæt et realistisk budget.
Det er klart at du kan ikke få en MTB til kr. 2000,- så vær realistisk. Spørg dig lidt for først. På den måde får du også afklaret om dit behov for f. eks. en ny rygsæk står mål med hvad det vil koste dig.
Der vil næsten altid være en dims der er dyrere. Men er den nu også nødvendig for at du får en god oplevelse?
Det er nemt at overtale sig selv til at der skal et nyt hjulsæt til for at 2010 bliver sjovt. Men koster hjulsættet så stort et indhug i dit budget, at du ikke får råd til at tage ud til løb. Så er det måske ikke den bedste ide du har fået?

2: Brug tid i butikker og på internettet
Alt efter hvad du er på udkig efter, så tag et smut ud i nogle butikker, men vær klar over at det er sælgere du står overfor. Derfor kan de nu sagtens være flinke og velmenende. For det meste i hvert fald.
Brug internettet og dit netværk til at finde informationer som kan hjælpe dig med at vælge. Tror du jeg har noget klogt at sige, så vær ikke bange for at spørge her på bloggen. Jeg skal nok svare så godt jeg kan.

3: Se så at få handlet
Nu har du så nok viden. Overbevis dig selv om det.
Grej er til for at blive brugt. Du var sikkert også blevet ganske godt tilfreds med rygsækken fra The North Face, men nu valgte du så modellen fra Osprey. Se så at komme ud i naturen og få den brugt. Så kan du samtidig glæde dig til næste måned hvor du skal til at overveje om ikke snart dine solbriller skal skiftes. Der er rigtig mange at vælge mellem og god grobund for igen at nørde rundt i butikker og på nettet.

Min pointe er, at vi som oftest vælger rigtigt. Både når vi danser omkring grøden i et halvt år. Samt når vi målrettet søger den info vi har brug for - og så vælger.
Vi bliver glade og kommer ud og får oplevelser.

Hvad var det sidste stykke grej du købte og blev super glad for, eller måske skuffet over?

Ingen kommentarer: