Jeg tror TV-programmerne tiltrækker så meget opmærksomhed, fordi det i bund og grund er godt TV, når vi kan spejle os selv i deltagernes op- og nedture.
Eller det vil sige, vi kan dele opturene med dem, for når det går godt. Ja så er det jo også sådan jeg selv gør det.
Og når superskrumperne igen har taget på, røget for mange cigaretter og bare ikke kan tage sig sammen til at løbe en lille tur, så kan vi sidde hjemme foran skærmen og glædes over at vi da virkelig gør det meget bedre.
Et skud selverkendelse
Så var det jeg i mandags lærte endnu en ny ting om mig selv. Det er så pokkers nemt at sidde derhjemme og smile af en mislykket superskrumper. Virkelig sådan tænke haha, så tag dig dog sammen.
Men det er slet ikke nemt, det er faktisk en hamrende fantastisk præstation, når en superskrumper efterfølgende løber 100 km, som Leif gjorde det.
For fanden mand. Han kommer fra ingenting rent form og træningsmæssigt. Og så står han der en aften i København og har løber fucking 100 km!
Jeg tror jeg forstod lidt af det der skal overvindes i mandags. Men også kun lidt. Jeg tror at her kan ligge noget meget essentielt i at opnå dit mål i min selverkendelse. Selverkendelsen er første skridt på vejen, dernæst kommer det store sure slid med at vende hjernen 180 grader, for ofte når du gør modsat af hvad du ønsker, så skal hjernen og ikke kun kroppen vrides godt op grundigt.
I mandags var jeg igen til cirkeltræning, noget af det kan være rimelig hårdt. Jeg er vant til smerte i benene når jeg træner. Det har jeg lært at elske. Jeg ved ikke rigtig hvornår. Men engang for mange år siden.
Men så kommer vi til øvelserne i cirkeltræningen, hvor det er overkroppen der bliver udfordret. Jeg ved at jeg får DOMS bagefter. Men det er midlertidigt og i en god sags tjeneste. Jeg kender alle de gode grunde til at gi' mig 110%. Også når det gælder overkroppen.
Men på de fleste af øvelserne for overkroppen gir jeg alligevel op langt tidligere end hvad musklerne burde kunne presses til. Hovedet er fyldt med dårlige undskyldninger om, at jeg jo heller ikke sådan rigtig behøver at være stærk i overkroppen. At jeg bare lige skal træne den stille op. Så om en måned kan jeg presse den.
Sjovt ikke?
Havde det været benene, så havde de fået nogle ekstra prygl for at være så vattede. Men overkroppen, den får lov at kommandere med mit bløde hjerte og slipper for de ultimative tæsk.
Den er rent mentalt. Benene har jeg så mange års erfaring med at træne igennem i styrke, udholdenhed og intervaltræning. Mens overkroppen slet ikke har den erfaring og den sætter ud langt tidligere.
Nu har tankerne rumsteret og jeg kan snildt sætte det i perspektiv til en superskrumper, som overtales til for rullende kamerarer at vise hele danmarks befolkning, hvordan man taber sig og kommer i god form.
Jeg kan også drage paralleller til udenfor sportens verden, når jeg skal sætte mig ind i nye udfordringer. Det kunne være faglig indlæring eller en opgave for en kunde som kræver research, analyse og til sidst rådgivning.
Det, virkelig at gøre tingene, frem for blot at tænke over hvad man skal og kunne gøre. Det er en kæmpe mental udfordring.
Det er også det vi ser, når sportsfolk bruger forestillingen af at gennemføre et løb som mental forberedelse inden konkurrencen.
Nu mediterer jeg ikke selv, men kan da sagtens se hvordan det ville kunne gavne evnen til at flytte sit fokus over og rent faktisk få de gode intentioner gennemført.
På nogle punket er jeg stadig en superskrumper.
Cirkeltræningen og min psyke mindede mig igen i mandags om, at hvis jeg ikke tager fat i udfordringen og arbejder med den, så vil jeg ikke nå mine personlige mål.
Jeg kunne selvfølgelig også vælge at erkende, at mine mål er sat for højt. Men det ville da også være for kedeligt.
Sæt i gang!
foto: Alan Cleaver og Jean-Etienne Minh-Duy Poirrier @ flickr
Ingen kommentarer:
Send en kommentar