Mols by night

Hvad kan man bruge aftenen på bedre end en tur på mountainbike. Turen bød på lækker night ride indtil min bagskifter eller mit geardrop. Min pengepung håber på det sidste...

Kom så med dem Jørgen!!!

Det bliver intet mindre end et gigantisk comeback af de helt store i sommerens Tour de France.
Jeg taler ikke om Armstrong, selv om det nu også bliver spektakulært at se ham tilbage i den stramme lycra.

Nej det handler naturligvis om en sommer sammen med de gode gamle historier som f.eks. Fousto Coppi fortællingen.

»..Han kørte op på toppen ...stod af cyklen og sagde »det her, det er mord,« og så kørte han ned ... og vandt.«

Danmarks ubetinget størte fortæller, når det kommer til cykelsporten, er tilbage. Jørgen Leth skal igen være en del af teamet på Tour redaktionen.

Sammen med mit helt store barndomsidol Rolf Sørensen, skal han dele tjansen som medkommentator sammen med Dennis Ritter - og det bliver fedt.
Tekniksk indsigt fra Rolf og de store fortællinger fra Leth.

Jeg glæder mig, og kan lade op til sommerens Tour med at se Jørgen Leths sportsfilm, som jeg fik i gave på DVD til min fødselsdag. Men meget mere om dem en anden dag.

Mens mudder, salt og andet

...godt fra vinteren i Danmark gør sit bedste til at gøre denne del af sæsonen til ren overlevelse i skoven og vinterraceren skal til ses efter i hoved og røv, eller rettere i krank og i nav i tide og utide.

Midt i denne tid, da hygger Colnagoen sig på bedste vis på væggen i stuen.
Denne dvale tilstand for husets fineste racercykel har udmøntet sig i at nissen på taget af boligblokken har okkuperet cyklen med gaver af den fineste slags.
Hver dag blotter jeg derfor mere og mere af cyklen idet endnu en gave skal åbnes. Så kan det nok være, at der er lange udsigter til igen at se Colnagoen på landevejen og de bare ben blive luftet.
Hvordan jeg så skal komme igennem januar, februar og sne i marts? Tja det er ikke godt at vide, da jeg har en bange anelse om at nissen kun har tænkt sig at pynte min sommercykel i en god uge endnu...

Nissen er dog også en smule ramt af finanskrisen, for mens jeg havde håbet på oversøiske gaver af overfrankerede, eller i hvert fald absurt 'over prized' cykel trikoter fra de stilbevidste Rock Racing, så har nissen kastet sig over det næstbedste - nemlig diverse små artikler lige fra små flag, over nøgleringe og til forklæder. Alle prydet af de fedeste piratmotiver.

Ukrainsk på den hårde måde

Tirsdag er dage jeg med lige stor glæde og skepsis ser frem til.
Tirsdag aften står den på fysisk træning i min orienteringsklub OK Pan.

...og det er jo kun for mit eget bedste at jeg møder op. Så det gør jeg altså. Uge efter uge bliver fysikken presset godt og grundigt igennem. Jeg begynder da også at spore en vis fremgang allerede.

Her til aften stod der så bakketur på menuen - det giver vel næsten sig selv hvad det så går ud på.
Skal vi ikke tage de ukrainske runder foreslog en af de hårde drenge. Så det gjorde vi!

Tre sløjfer skulle tilbagelægges. Første sløjfe var teknisk krævende med tæt bevoksning og mange rødder og andet snuble"tråd" lagt ud i skovbunden.
Anden sløjfe var bare løbet hårdt på. Tredje sløjfe var så den fysisk hårde. Godt brugt fik den ellers alt hvad den kunne trække og på toppen ved fugletårnet kunne jeg få lov at puste lidt ud inden vi i et mere humant tempo satte kursen hjem mod klubhuset.

Men hvorfor nu ukrainsk? Jo op til VM i orienteringsløb i Ukraine blev runderne her brugt som træning for landsholdsløberne. Hørte jeg rigtigt at de i løbet af et træningspas tog tre runder på sløjfe et og to og sluttede af med to runder på den tredje sløjfe???

Diamanter udvindes af bly

...sådan må det nødvendigvis være.

Efter en rum tid hvor kun løbetræningen fik lidt sparsom opmærksomhed (ellers kommer det skide løberknæ snigende og overrasker mig... har jeg lært af bitter erfaring), er træningen igen oppe på et niveau der hedder 5-6 dage i ugen.

Se det er jo super fedt og formen skal gerne være stjerne når vi rammer april. Og her kommer diamanterne så ind i billedet, for hvor mange gange har vi ikke hørt Rolf Sørensen og de andre koryfæer tale om gode ben og diamanter i benene.

Mit mål er derfor intet ringere end at have diamanter i benene til april.

Men en optrappet træningsintensitet både i mængde og i hårdhed giver altså nogle hårde dage hvor benene bestemt føles mere som blyklodser end som diamanter.

Men det er sjovt, det er fedt. Træning skal ikke være surt slid. Det skal gerne være givende og sjovt. Og det må jeg sige at det er her hvor vi stadig står i starten af vintertræningen. Lad os se om smilet stadig er lige stort når vi når februar og vinteren begynder at føles lang?

Men det handler om at trykke på alle de små rigtige knapper. I øjeblikket hedder nogle af mine "tricks" for at have det sjovt til træning:
- Sørg for at komme ud sammen med nogle andre.
- Sørg for at have det rette miks af Guns 'n' Roses, The Ravonettes og Backyard Babies i din iPod.

Hvad er dine bedste vinter tips til den sjove træning?

Læren om at høre efter...

Noget tid er gået siden sidste opdatering her på siden.

Jeg tror bare at jeg havde brug for en regulær pause for at dele ud af mine oplevelser.

Hele efteråret var gået med til tider ben hård træning frem mod en række adventure races og med et antiklimax af de helt store til AACC var der ikke meget energi tilbage i sprøjten.

Siden er der kommet lidt struktur over træningen igen og specielt cyklingen trænger til en genopfriskning. Løbetræningen har været holdt ved lige gennem de ugentlige træninger i OK Pan.

Og netop OK Pan er også baggrunden for dette indlæg.
I de mørke vintermåneder afholder klubben nemlig en intern lille konkurrence kaldet vintercup. Ca 70 løbere tilmelder sig næsten hver uge en afdeling og så gir vi den ellers gas i skoven med momenter og personlige handicaps alt efter niveau. Dvs. at selv om der er løbere der til daglig er stærkere ellere svagere end een selv, så afgøres det enkelte løb ud fra ens tildelte handicap. Så landsholdsløberne vinder ikke hver gang. Faktisk skal de give den pokkers god gas for at vinde.

Men hvad er så det med vat i ørene?
- Jo altså gårdsdagens løb hed "husker du". Momentet bestod i kort husk. Klip en center post tjek et kortudsnit og løb ud til posten uden kort.
Det er en træningsform som jeg synes er sjov og udfordrende. Jeg havde i dagens anledning bare liiige glemt en lille detalje.

Mit løb foregik ca. sådan her:
- "tre to en go" og så var jeg ude af startboksen. Ned til samlingspost et ud af otte. Kigge på kort og en hurtig tur op i krattet. Damn 1:2500 er en lille målestok.

- Hurtigt tilbage til samlingsposten, næste post havde to vejvalg som var lige til at huske. Fik klippet posten og BANG!!!

- Så slog det mig. Havde jeg husket at klippe de to første samlingsposter inden jeg løb ud til huskeposten.

- Rammer samlingsposten og denne gang klipper jeg treeren. Men tåger mildest talt rundt i skoven, da tankerne ikke er fokuceret på løbet, men mere på et spildt løb. Er ret sikker på at jeg har misset at klippe de to første. Jeg er så tæt som man kan kome på at vælge at udgå, men beslutter mig for at lade løbet stå for en lærestreg og en god gang træning.

Idag er resultaterne kommet og ganske rigtigt så havde jeg vat i ørene eller for meget adrenalin i kroppen. For samlingspost et og to blev misset med en placering langt langt nede i feltet til følge. Men stræktiderne viser alligevel at jeg på nogle af posterne var ok med fremme i forhold til de personlige forventninger.

Så ud over at have lært noget om adrenalin kontra koncentration, kan jeg også tage god moral med til næste afdeling af OK Pan vintercup på torsdag!

Silva 478 pandelampe

Da vintertiden nu har ramt os lige midt den bedste træningstid, er det blevet tid til at se lidt på et stykke grej der kommer til at blive brugt rigtig meget her hen over vinteren.

Min kære følgesvend gennem en del år nu. Min projektør på hovedet. Min lysende kilde når alt bliver mørkt og stille ude i skoven.

Silva 478, er intet mindre end en klassiker indenfor løb i mørket i orienteringsverdenen. De senere år har også flere mountainbike fundet ud af at der er en vis fordel ved at have lyset siddende på hovedet ved night rides frem for på styret.

Silva 478 modellen kan monteres direkte på din cykelhjelm, eller du kan montere den på hovedet med det medfølgende neoprenspænde.
Har du planer om at benytte din lampe både med og uden cykelhjelm, så er det model 478 du skal gå efter. Søstermodellen 480 kan nemlig ikke monteres på en cykelhjelm.

Lampen har to pærer. en 10w og en 20w.
Med de 20w har du en lysstyrke svarende til 300 lumen og en brændtid på ca. 2,5 timer hvis du køber modellen med det store batteri.



Jeg har brugt lampen igennem de sidste tre år og været meget begejstret for den. Både til orienteringsløb, mountainbike night ride eller til Adventure Races.
Lampen er pålidelig og har aldrig svigtet, og har kunnet holde til en til tider hårdhændet behandling.
Kombinationen af Silva 478 og regn har heller aldrig givet anledning til skænderier mellem mig og mit lys.

Inden du nu haster ud og køber lampen skal der alligevel lyde et lille aber dabei.

Siden jeg købte lampen for nogle år tilbage, er der sket rigtig meget på området for HID LED pandelamper.
Pandelamper der kører på kraftige dioder i stedet for halogenpærer som Silva'en.

Lyset du får er i en LED mere blåt, men ellers er der ikke den store forskel. Lysstyrken varierer fra ingen ting og helt op til imponerende 700 lumen.
Prisen er lige så forskellig og generelt følges lysstyrke og pris ad.

En Silva 478 koster knapt 2000,- med det store batteri og en bæresele, der kan være en god ide hvis du ikke altid løber eller cykler med rygsæk.

En LED lygte som kan bruges til formålet kan fås fra f.eks. 800,- for en fornuftig Mammut Lucido TX1 belt (læs anmeldelse her) og helt op til over 5000 spir for de nyeste Light & Motion lamper. Behøver jeg sige at jeg så småt er ved at forelske mig i deres Seca 700 Ultra.
Update: Har nu købt den - læs min anmeldelse her: seca 700 ultra

Toppen af poppen, en Seca 700 fra Light & Motion

Oftest æder en topmodel med LED lys batteriet lige så hurtigt som en halogen. Fordelen er blot at de fleste LED modeller tilbyder et noget lavere blus, som kan spare på batteriet når det ikke er tvingende nødvendigt med det vilde lys.

Men summa summarum er, at en Silva 478 stadig er god value for the money hvis du spørger mig.
Foreløbig bliver Seca 700 også blot en drøm, så jeg vil med glæde løbe mørket i møde med min gode gamle Silva.

Aarhus Coastzone Challenge i glimt

En ganske imponerende mængde kort og poster der skulle tegnes ind fredag aften. Så det var tungen lige i munden og øjet på rette sted, for at sikre at posterne blev tegnet rigtigt ind. Og det blev de ;-)


Fredag aften skulle vi også demonstrere klatrefærdigheder for at få lov at stille til start.


Klokken blev mange inden vi var klar til to timers søvn. Slaget skulle slåes kl 03 natten til fredag, med start på rådhuspladsen i Aarhus.


Tre håbefulde atleter til start. Trætte men klar til at tage imod udfordringerne.


Efter godt en times løb, blev det tid til at komme på mountainbiken. På dette tidspunkt var vi rigtig godt med i løbet. I jævnt tempo havde vi løbet lige på posterne og skulle nu ud og jagte de foranliggende hold. Og distancere alle de bagvedliggende yderligere.
Humøret var højt og kampviljen intakt.


Et sjovt syn der mødte de mange fulde stoddere vi cyklede forbi mens de måbende kiggede på ;-)


Så hentede vi et par hold


Gør plads, vi skal forbi.


Solen stod op og vi fik nogle smukke stunder.


Da vores hold var amputeret efter uendelig mange skader på DTU i sidste måned havde vi lånt Sessel fra Team Summit. Tusind tak for lån. Du er for sej Sessel og jeg håber virkelig at vi kommer til at go den god gas igen.


Her er vi ude på den kombinerede o-løb og inliners etape. Et super fedt koncept, hvor vi skulle vurdere hvornår vi skulle smide inliners og skifte til løbesko. Underlaget svingede nemli i bedste udfordrene Adventure Race stil mellem grus, stier og asfalt.
Mere af den slags. Det var super fedt lavet. Så en stor applaus til banelæggeren Morten Kusk.


Dyb koncentration på de våde og glatte veje.


Efter 9 timer stod Anne af løbet med en skade. Sessel og jeg valgte at fortsætte to personer. Efter vores gode start på løbet var vi faldet langt tilbage i feltet.
Vi beslutede os aligevel for at give den noget gas de næste mange timer. Desværre var det ikke nok til at undgå cut off ved brabrandsøen. Så istedet for at svømme over søen gik turen rundt om søen med en monster tung dufflebag på ryggen. Det viste sig at kun 18 ud af 50 hold nåede posten inden cut off.
Rimelig ærgerligt, da vi ellers havde set frem til en tur i den kolde sø.
Nogen vil nok kalde os en smule skøre, men sådan er Advebture Race. Det er ønsket om at blive udfordret på alle leder og kanter. Også når det kommer til at hoppe i en kold sø i oktober.


Efter inliners stod den igen på mountainbike.
På en smal mudret sti overser jeg en træstub og så lå jeg så der med alle mine talenter. Foden var vredet ud i yderstillingen, så det var ikke sådan lige til at vride foden ud af klikpedalen.
Og inden jeg fik hjælp af Sessel til at komme fri greb hun sit kamera og fangede mig i denne ømme position ;-)


Mens mørket igen sænker sig over Aarhus, brager vi mod byen i håb om at nå nogle af de spændende aktiviteter. Men desværre viser det sig forgæves. Den tid vi satte til mellem kl 6 og kl 12 stod ikke til at hente med en sidste spurt.


Men vi nåede målstregen på Rådhuspladsen. Og trods de kedelige omstændigheder havde vi en god tur rundt i Aarhus og omegn. Og der er ingen tvivl om at 2009 byder på revanche for mit vedkommende.
Når jeg lige får drukket lidt cola og nogle øl, så sætter vinteren ind med en god gang træning der byder på vintercup i min orienteringsklub OK Pan, mudrede nightrides på mountainbiken og lange tonserture på racercyklen.

Så kære danske Adventure Race cup. Kærligheden forgår ikke så let og vi ses igen i 2009.

De sidste detaljer

Trætte er vi nu klar til to timers søvn inden det går løs

At løbe MED inliners

...Og ikke på inliners. Weekendens adventure race udfordre os bla. På at vi skal tilbagelægge en distance hvor vores inliners skal transporteres på rygsækken. Løsningen fandt jeg med lidt gør det selv og nogle remme fra spejder sport

Aarhus CoastZone Challenge står for døren

På lørdag kl 03 bliver vi sluppet ud i den Aarhusianske mørke nat. Der går startskudet til sæsonens sidste Adventure Race.

Igen i sidste time lykkeds det os at stille et slagkraftigt hold på trods af de mange skader som vi fik på DTU Adventure Race.

Anne er hjemme fra Berlin Maraton og klar til at give en skalle. Desuden har vi "lånt" en veninde, Sessel, som skal med os på tur for første gang.

Det bliver altså endnu engang i min favorit klasse, mix, at vi skal se om vi kan gøre os gældende.
Team CoastZone stille til løbet op med Henrik, Søren og Torbjørn, der om ikke så længe skal til VM i Adventure Race. Det giver os alt andet lige lidt blod på tanden at de stiller i herre og ikke i mix.
Så skal vi forhåbentlig ikke kigge så mange timer frem efter vinderne.



Helt ærligt, så har jeg ikke brugt tid til at kigge på hold og hvem der stiller op i hvad. Vores ambitioner ligger også først og fremmest i at gøre som vi plejer. Komme ud og svede godt igennem og huske at have det sjovt.
Så tager vi den derfra. Og ser vi bort fra DTU, hvor vi havde to ud af tre nede med skader, så er det jo egentlig også gået ok hen over sæsonen. Og vi har haft det skægt!

De næste par dage er det bare benene op på bordet og afslapning... eller det vil sige, AACC er et krævende løb når det kommer til udstyr, så mon ikke de næste eftermiddage skal gå med febrilsk at fremskaffe de sidste detaljer.

DTU Adventure Race i billeder

DTU Advenhture Race 2008 fortalt i billeder.

Husk at du stadig kan finde Signes løbsberetning på holdets hjemmeside:

TeamSpejderSport.dk

I de tidlige morgentimer mens solen står op har vi sendt Thomas ud og soppe i det dejligt varme vand ;-)


Et billede fra en skiftezone midt om natten. Det er en udfordring i sig selv at skulle lave de her skift fra løb til cykling, svøming inliners eller hvad arrangørene nu udsætter os for.


Mens jeg i et kort sekund vendte ryggen til Signe dykkede hun dybt i provianten og snuppede den sidste bolle med Nutella. Der var bestemt ikke meget respekt for ligestilling og millimeterdemokrati. Haps og så var min sidste bolle endt i Signes mave. Til alt held havde jeg stadig en dejlig energibar jeg kunne nyde.
Eneste "aber dabei" er, at jeg siden topnordic24, 24 timers mountainbike løb har haft mere eller mindre svært ved at nyde en energibar. Eler sagt på en anden måde, de hænger mig ud af halsen.

Derfor var vores strategi på DTU også at have en god blanding af gel, energibarer og noget bolle og pasta guf at fortære. Noget vores sarte maver takkede os for.


Et billede fra indskrivningen på DTU i lyngby. Der er altid en tæt og intens stemning i timerne op til et løb. Alle hold gør sig klar, kigger hinandens grej over skuldrene og folk der kender hinanden får sagt hej og god kamp. Noget af det sidste jeg plejer at foretage mig, er at sætte løbsnummeret fast på tøjet. Det sidste tegn på at dagen byder på mere end blot træning!


En af mange løbeture i skoven. Her foregår det på stier, men ofte kastes du ud over kanten på stierne og ud i skovbunden. Sådan er betingelserne. Og sådan kan jeg lide det. Jo mere teknisk svært terrænet er at løbe i jo mere nyder jeg det.



Thomas holder humøret højt, selv om han må trække sig fra løbediciplinerne med noget der ligner et alvorligt løberknæ. Efter ca. 6 timers kamp er vi decimeret til Signe og jeg under orienteringsløbene. Thomas kan stadig være med på cyklen, og holdet fortsætter turen uden for konkurrence. Men stadig fik vi mange gode oplevelser med hjem fra løbet.
Thomas og Signe var virkelig nogle humørbomber at have med. Aldrig gik vi helt ned på humøret, selv når det var hårdt var der plads til et smil eller en god gang tagen gas på hinanden.


Cyklerne parkeret mens de gæve superhelte løber orienteringsløb. Læg mærke til hvordan vi har tapet godt med energibarer fast med gaffatape på cyklen. På den måde minimere vi vægten på vores rygsække, som vi skal løbe med på ryggen.


Er de ikke søde. Jeg håber virkelig at både SIgne og Thomas kommer sig over deres knæskader så jeg kan komme ud på sporet med dem igen til nogle løb i 2009 sæsonen!


Endnu et billede af Thomas i det kolde vand i de tidlige morgentimer.

På DTU inden starten. Der er ved at være styr på det meste. Vores kort er blevet lamineret, taskerne pakket og vi nyder bare følelsen af snart at skulle ud på ukendte eventyr i det sjællandske.


Her er vi netop kommet i tøjet efter en tur i Furresøen. Koldt koldt og en længere svømmetur. Bestemt ikke min kop the, det med lange svømme distancer. Helt klart noget teknik jeg skal arbejde på hen over vinteren. Jeg er sgu en sngl i vandet.
Det er bare så kedeligt at svømme baner i svømmehallen når man kan være i skoven på sin mountainbike...


Nå ja, derude et sted ligger posten og driver rundt på en kajak.


Læg mærke til underlaget. Starten på årets DTU gik med løb og atter løb. Det meste på hårdt underlag. Hverken inspirrende eller rart for knæ. Ikke noget under at så mange måtte udgå.
Selv kom jeg dog igennem uden skader. Tidligere har jeg dog døjet meget med løberknæ, og vil senere på bjafle.blogspot.com komme med noget video og nogle øvelser som har hjulpet mig i genoptræningen.


Tilbage i skoven. Ikke meget andet at skrive end at det var et lækkert vejr den dag.


Vi tog et meget tidligt tog til Roskilde, hvor svigerfar havde været så flink at låne os hans varevogn. Tusind tak til Tue Tjur.
I toget fik vi tiden til at gå med at sætte energi fast på cyklen, fortælle røvere og smøre nutellamadder.


Noget kønt syn er det ikke, men en omgang sportstape hjælper mod ømme brystvorter under løbet.


Er det en nisse? Eller er det bare en kæk Signe der er klædt i Devold uld og klar til at give den god gas. Vejret kunne være noget omskifteligt. Ikke mindst i temperaturene. Derfor faldt vaget for os alle tre på Devold multisport trøjerne. Et valg vi ikke fortrød. Desuden havde vi hver især en ekstra varm trøje med i rygsækken samt selvfølgelig en tynd løbejakke.


Grej skal der til. Adventure Race hører nok til blandt de mere udstyrstunge sportsgrene. Men stor er glæden hver gang vi har skafet os nyt grej af den ene eller den anden slags.


Men hvad skal med og hvad skal vi lade blive hjemme. Det kræver en del løb at få en nogenlunde ide om hvad der er nødvendigt og hvad der kan få lov at blive hjemme.
På DTU tror jeg nu nok at vi ramte niveauet rimelig godt.

Action Packed

De sidste par uger er det for alvor kommet hul igennem til benene i bestræbelserne på at være klar d. 18 oktober til Aarhus Coastzone Challange, som bliver sæsonens sidste Adventure Race.

Hjernen er ved at spore sig ind på hvis, gul og grøn som er de kendte farver på et o-løbs kort.
Benene pumber derudaf på inliners og i skoven. I det hele tager er energien for opadgående efter DTU.

Det var bestemt fedt på DTU, men også bittert at måtte udgå med skader på holdet.
Jeg vil alligevel gerne slå et slag for Signes fede beretning fra løbet. I bedste Adventure ånd viser det eventyret som det også kan udfolde sig, selv om det ikke liiige går som planlagt.
Team SpejderSport Mix på DTU Adveture Race

Og så lige det der med Action Packed. Faldt over denne slovakiske lille video på YouTube om Orienteringsløb med knald på.

Så træner jeg igen

Efter du par dages pause er der igen kommet gang i træningen. Her til aften stod den på teknisk orientering med ok pan. Et lille løb på 6.5 km. Men hvis du kigger nærmere på kortet jo du se at dele af kortet er klippet ud. Dermed er man tvunget ud i at læse terrænet noget nærmere og tage nogle vejvalg langs bevoksningsgrænser eller hvor skoven skifter mellem svær og let gennemløbelig.
Kort sagt en teknisk omgang træning hvor dine sanser konstant er på vagt.

Jeg må indrømme at jeg har en stor svaghed for orientengsløb. Det er en sport hvor du kombinere løb med lidt hjerneaktivitet og inden du får set dig om har du været igang i halvanden time og du har ikke et sekund kedet dig.

En fed oplevelse

...men desværre ikke helt efter bogen.

Vi havde bestemt sat næsen op efter en god placering til DTU. Men som jeg selv ved alt om, så spiller skader en lidt for stor hovedrolle i adventure races.

Således også for os i år.
Men alt i alt havde vi en fed tur og et super sammenhold og højt humør.

På det personlige plan skal det siges at jeg IKKE gik i stykker. Så den styrketræning jeg har været igennem siden mit sidste løberknæ, har vist sig at give pote.

En stor tak skylder jeg vist til Morten Kust fra Team CoastZone, som har hjulpet mig med nogle øvelser der har virket.

I hvert fald står jeg tilbage med nogle knæ der stod distancen.

Nå ja, og Signe fra holdet har skrevet en fin lille løbsberetning som du finder på vores hold-hjemmeside:

Team SpejderSport