tirsdag den 4. maj 2010

Test af dehydrator - egen produktion af tørfodder

Jeg bliver i det mere eller mindre hjemmegjorte med dagens anmeldelse.
Jeg nævnte kort min dehydrator i et indlæg i sidste uge og fik et spørgsmål til hvad det var.

Før dehydrering

Anmeldelsen her er skrevet som et indlæg op til et projekt jeg havde med min kæreste for snart to år siden, hvor vi satte kajakkerne i vandet ved Vidå slusen med en tosset ide om at ro Danmark rundt i kajak.
Her medbragte vi tørfodder til en måned, mad vi selv havde lavet ved hjælp af dehydratoren.

Efter dehydrering

Det er en helt fantastisk lille opfindelse for et friluftsmenneske på SU, der ikke har råd til at købe det frysetørrede mad i friluftsbutikkerne!

Det at tørre mad, er som sådan ikke nogen ny opfindelse. Det er en ældgammel måde at konservere maden på. I forhold til f.eks. dåse konserves er det dog en vældig praktisk ting, da man ved at fjerne væsken fra fødevarerne, også fjerner langt det meste af vægten. Kunsten består så i at finde nogle madvarer som rent faktisk bliver spiselige igen når man tilsætter kogende vand, og det er ikke så nemt som det lyder…

En ordentlig røvfuld dehydreret mad.
Og så fylder det tilmed mindre i denne indpakning, end tilsvarende frysetørret ala real turmat eller trekking mahltzeiten

Der er efterhånden blevet eksperimenteret en del med maskinen og jeg har fundet meget der virker og også noget der absolut ikke gør. Kødet er nok det sværeste. Det har vist sig at kød skal være af en temmelig god kvalitet, før det kan bruges til at dehydrere. Billigt kød, der enten er pumpet med vand eller indeholder meget bindevæv, kan ikke bruges. F.eks. forsøgte jeg engang at tørre den type skinke i tern som kan købes udskåret i ethvert supermarked for næsten ingen penge. Jeg har ikke spist det siden!

Jeg har desværre ingen billeder af resultatet, men det er beskrevet som ’meget små gråsorte, stenhårde klumper der kan bruges til at smadre vinduer med’. I sommers forsøgte jeg at dehydrere en laks. Der var vist også lidt mere væske i den end hvad der er naturligt. Da jeg tog den ud af pakken vejede de omkring et kg. Da den var stegt vejede de ca. 350 g og efter 15 timer i dehydratoren vejede den ca. 150g! Den kom aldrig rigtig til at være laks igen… selv efter meget lang tid i kogende vand var den stadig en tørfisk.

Pakket og serveret i lynlås-fryseposer. På tur med Njord kajakklub

Derfor kommer proteinen i vores måltider stadig mest fra hakket oksekød, mens jeg leder efter alternativet. For at tilberede dette, har jeg opfundet en tillægsdims til apparatet. Problemet var at der i de bakker man lægger maden i, er nogle små huller for at luften kan flyde op igennem. Hvis madstykkerne bliver for små, ryger de igennem og ned i selve blæseren. Jeg opsøgte stort set alle hobbybutikker i Århus og forklarede dem, at jeg skulle bruge ’noget net-agtigt som kan tåle 70-80 graders varme og ikke er imprægneret med noget som ikke må komme på madvarer’. Endelig fandt jeg en såkaldt ’sprutfanger’ i en isenkræmmer. Sådan en man holder over sin stegepande mens man steger, for at der ikke skal sprøjte fedtstænk ud på køkkenbordet. Ståltrådsnettet fra den passede perfekt ned i dehydratoren og blev også vores redning da jeg kastede os over at tørre ris.

Mums lagkaje på svenske klipper.
Med dehydrerede bær i fyldet


Grøntsager er noget nemmere at have med at gøre end kødet. Bortset fra broccoli – der får en besynderlig lugt – er stort set alle dem jeg har afprøvet blevet en succes. Især peberfrugter, champignoner, gulerødder og løg er faste ingredienser i tør gastronomi. Desuden er tørret frugt fantastisk som slik og tørrede bær har indgået i en dehydreret lagkage jeg lavede som gimmick på en kajaktur til Sverige.

Velbekomme

Mulighederne er stort set uendelige. For nylig faldt jeg over en hjemmeside lavet af en ligesindet. Han havde blandt andet kastet sig over at dehydrere guacamole og salsa, så der er vist en del inspiration at hente. En af dagene finder jeg muligvis ud af hvordan jeg kan få dehydrerede Mexi-burgere med… Dem kan man jo godt komme til at savne når man er væk fra den lokale burgerjoint i længere tid.

Du kan købe en dehydrator her hos Dansk Hjemmeproduktion.
Jeg fik i sin tid en rigtig god snak med damen der driver butikken om produktet og hvad jeg havde tænkt mig at bruge den til.
Det var sgu grineren nok...

Prisen er kr. 895,- for en model magen til min.

Ingen kommentarer: