Kalla Fakta for en milepæl

Så lykkedes det. Der er næsten gået tyve uger siden jeg blev opereret.

Jeg har for første gang siden jeg blev skadet, løbet en 10 kilometer. Tag den knæ og andre svage kropsdele.

Efterhånden som jeg har øget distancerne uden de store problemer, så har jeg skulle holde lidt igen for ikke at øge for hurtigt.
Men i går sad den så lige i skabet. 10 km på en lettere kuperet rute.

Men ud over km-mærket, så er de kolde fakta godt nok stadig skræmmende.
Formen bliver hele tiden bedre, men en gennemsnitspuls på 177 slag, en maks. puls på 197 og en gennemsnitlig kilometertid på 4:57... bum bum bum. Det kan vist godt blive bedre hen over vinteren ;-)


Fik jeg fortalt, at jeg er mega stolt af min kæreste som løb og gennemførte Berlin Marathon!!!

Meniskskade update:
For de der læser dette indlæg som en del af min menisk-føljeton, så kommer her en lille status siden sidst.

Jeg er selvsagt på optur over hvor godt det går.
Jeg har stadig lidt gener på indersiden af knæet. Men ikke noget som jeg fornemmer er alvorligt. Jeg kan få det efter en løbetur. Evt. efter en hård og længere cykeltur.
Men af og til optræder det også tidligt på mine løbeture efter kun 2-3 km.

Men så længe det ikke er mere end det er nu, så ignorer jeg det mere eller mindre.

Jeg forsøger stadig at komme på vippebrættet hver dag, men intentionen stå ikke altid mål med udførelsen.
Endnu værre er det med mine styrketræningsøvelser.

Shame on you. Og fra i morgen er jeg tilbage i slave tilstanden, hvor kun en dag med hård hård træning er en undskyldning for at springe styrkeøvelserne over.

Gentag efter mig:
Ingen styrketræning er lig nye skader!!!

Ak ja så må vi skilles min fine ven

Da min menisk i foråret sagde knæk, var det kulminationen af mine mere eller mindre svage led. De mange episoder med løberknæ taler sit tydelige sprog.

Sidste efterår fik jeg dog bugt med løberknæet i forbindelse med løb. Både DTU og AACC blev gennemført uden tegn på problemer.

Til SOK '09 var den så gal igen. Men denne gang var det på inliners, at mit "løberknæ" vendte tilbage.

Skurken var mine, ellers højt elskede og værdsatte K2 Radical 100 Inliners.



Nu har jeg så lært lektien.
Mange skader kan genoptrænes og alt på kroppen kan styrkes og trænes op til at modstå belastningerne fra den sport jeg dyrker.

Jeg har dog også lært en ting eller to omkring træning og lysten til at komme ud.
Som adventureracer er jeg så heldig at kunne give mig i kast med en lang række af forskellige træninger. Ofte styret af en blanding af behov og lyst.

Og det der med lyst!
Altså inliners er bare ikke min top prioritet. Nogle deciderede træningsture og transport til og fra orienteringsklubben, det er hvad jeg regner med.

Nu blev jeg så skadet på inliners til SOK pga. dårlig stilling i disse fantastiske skøjter når jeg bliver træt og terrænet er kuperet.
Mine ankler flekser simpelthen under mig i den lave skøjte.
Modellen blev netop valgt på at være let, behagelig og med 100mm store og hurtige hjul.



Nu må jeg bide i det sure æble og skifte til en mere fitness orienteret skøjte.
Sådan må det være, når jeg ikke forventer at booste min inliners-træning så meget som det kræves for at træne mine led. Så kan jeg misundeligt kigge på alle jer der bare kan hoppe i sådan en sag og gi den max gas...

Farvel kære ven, jeg håber du finder et par rare fødder som vil tage dig med på mange gode oplevelser.

Klik her for at gå til min salgsannonce her på siden og se flere billeder.

To mand frem i boksen - Kør!!!

Så kom weekenden hvor jeg igen fik et nummer på ryggen og kom i konkurrence.

I vinters havde jeg besluttet mig for at tage udfordringen op og deltage i Friluftsland MTB-O cuppen.

Nu blev det så til en amputeret deltagelse med en start i 5 og 6 afdeling.
Vi kørte til Sjælland sent fredag aften, indlogerede os hos Mariannes mor på Østerbro og fik nogle timers søvn.

Dag 1 - Lang distance - Tisvilde Hegn
Tidligt lørdag morgen stod vi op og satte os trætte ud i bilen for at køre nordpå til Tisvildeleje, hvor starten skulle gå kl. 10.
På turen derop stod det ned med regn i lårstykke stråler. Heldigvis er Tisvilde Hegn anlagt på flyvesand, og med en regn der blev til byger kunne jeg se frem til et overkommeligt løb med et minimum af mudder.
Jeg blev kaldt frem og stillede mig i startboksen. Fik kortet udleveret med et minut til start og gjorde mig klar til 27 kilometer i fugleflugt over 25 poster i plantagen.
Jeg lagde ud med at træffe sikre vejvalg. Men allerede på vej til post til post 2, som var et langstræk, måtte jeg sænke farten for at læse kortet og undgå dumme fejl.
De næste poster var ikke noget større problem.
På vej ud fra post 4 stopper jeg op i et kryds, er egentlig på vej videre, da jeg opdager en hvid substans der sprøjter ud fra mit fordæk.

Jeg kører Tubeless med latex til at lappe hullerne, skulle jeg punktere.
Hullet lukker ikke umiddelbart sig selv, så jeg tager en dyb indånding, lukker luft ud af dækket.

Det virker. Nu er trykket lavt nok til at latexen ikke sprøjter ud. I stedet lukker hullet sig selv og et par hurtige pump og jeg er videre på sporet. Klart hurtigere end at skulle skifte slange!

Ruten der er lagt er ikke super teknisk svær. Ind imellem skal jeg holde fokus på vejenes signatur. På et mtb-o kort er vejenes farbarhed angivet som hurtig langsom eller svær at køre.
Men hvor et svært singletrack vil kunne være en fordel, så er et svært vejstræk fyldt med nordsjællandsk flyvesand bestemt ikke en cocktail jeg efterspørger denne weekend. Sandet er tungt at træde, og når jeg tænker på en form som kun er ved at nærme sig noget acceptabelt, en rute på 27km i fugleflugt og endnu et løb dagen efter. Så skal sandet altså undgås så vidt muligt.

Den del af taktikken lykkedes til fulde, at jeg så alligevel kigger langt efter mål efter to timer på sporet er så en anden sag.
Egentlig synes jeg at jeg kommer godt igennem banen på godt og vel to en halv time.
Jeg laver en grov fejl på vej mod post 18, men ellers træffer jeg nogle sikre vejvalg og kører nok en tand for forsigtigt og har for mange stop for at tjekke kortet i forvisning om, at jeg er på rette vej.

SI-brikken testes en sidste gang inden det går løs!

Men det var en lærerig formiddag, så jeg kunne træt pakke sammen og køre tilbage til København for at hvile ud til næste dags mellemdistance i området omkring Holte og Søllerød.


Dag 2 - Mellem distance - Geelskov mm.
Op før fanden får sko på, pakke en rygsæk med udstyr og så med S-toget til Holte.
Allerede på vej til stævnepladsen kan jeg mærke at benene er godt trætte.
Jeg kan derfor glæde mig over en noget kortere bane på 12,7 km og med hele 30 poster.
Det vil sige en formiddag med mange vejvalg og en god gang orienteringstræning, selv om bentøjet ikke er til ret meget. Prøver virkelig at få lidt krudt i stængerne på starten af banen, men kan godt mærke at det ikke bliver den høje puls' løb.
En snitpuls på kun 143 taler sit tydelige sprog. Maks. kommer pulsen op på 176. Og med en målt makspuls på 192 er der et godt stykke op til at kunne yde mit maksimale.

Til gengæld får jeg kamp til stregen på det tekniske denne dag. Andreas Konring har lavet en super fed bane, selv om jeg undervejs bliver frustreret op til flere gange!!!
Det har været super cool efterfølgende at sidde og nørde både stræktider og vejvalg.

I mål er jeg desværre kun 55 sekunder efter Troels Bech Kristoffersen fra Allerød OK. Troels lå jeg også og kæmpede med om lørdagen, hvor jeg slog ham med næsten 20 minutter.
Så nævner jeg ikke noget om hvor langt op jeg havde til Erik Skovgaard Knudsen, EM-guldvinder på mellemdistancen i 2009. Lad os bare sige at det var lang tid i hans favør :-)

Det har været en weekend der har lært mig en hel del om hvad jeg kan og hvad jeg skal hjem og øve mig på til næste løb. I modsætning til under et Adventure Race, hvor MTB-O er en del af en række udfordringer over et døgn eller mere, så er tændingen helt anderledes og noget jeg lige skal vænne mig til.
Jeg tror også at jeg skal turde stole mere på mit kort-husk og bare køre direkte på posten. Laver jeg så et bom, må jeg rette op når skaden er sket.
Jeg skal i hvert fald en tur i Silkeborg Skovene og træne korthusk inden næste løb, som forhåbentlig bliver DM i næste måned.
...så er der også lidt at træne hen imod.

Meniskskade: Genoptræning uge 12-13

To uger er gået som virkelig har lignet hinanden meget.

Som jeg skrev her på bloggen, kom jeg til Silkeborg og træne noget mtb-o. Målet har været, at føle mig klar nok til at tage til nordsjælland i starten af september til næste afdeling af den danske mtb-o cup.

Lasse Brun Peddersen. Danmarks nok bedste på mtb-o pt.
Ham regner jeg dog ikke med at slå...

Det har jeg så netop tilmeldt mig med blandede følelser.
Jeg glæder mig til igen at konkurrere, men samtidig er jeg indstillet på at det bliver en weekend med fokus på at have det sjovt og blive udfordret på orienteringen. Uden på nogen måde at have forventninger til resultatet. Dertil er formen og ikke mindst følingen med min mountainbike simpelthen for svag.

Jeg har genoptaget fællestræningen i min mtb-klub når træningen passer ind i mine tanker for genoptræningen. Men jeg får godt nok smæk i skoven.
Timingen, følingen med teknikken og evnen til at slippe bremsen er om noget svagere end nogensinde. Men det er faktisk sjovt nok. Og når jeg bliver arrig over at det hele bare ikke kører, så kommer jeg hjem til en kæreste som venligt minder mig om hvor lang tid jeg egentlig har været ude og hvor kort tid jeg har træet intensivt.

Så jo! Jeg er på vej i den rigtige retning.

Løbeture bliver der også plads til. Jeg er nu oppe på 6km uden at kunne mærke det mindste til knæet.

På minus siden er tiden der bliver brugt på vippebræt og styrketræning. Damn, der skal jeg til at tage mig sammen!!!


Desuden var det at gå rundt i skoven og hjælpe til i mere end et døgn til årets Cube Bikes 24 også hårdt ved knæet og kostede efterfølgende et par dage uden træning.
Men det var en fantastisk stemning under løbet så tak til deltagere og klubkammerater!

Damn jeg har savnet kortet...

Noget af det mest frustrerende ved min skadeperiode, har været fraværet af orienterings teknisk træning.

Med løbeture som nu sniger sig op på fire kilometer, så siger det sig selv, at jag ikke kan deltage i min orienteringsklubs løbetræning.

Men i lørdags kom jeg så ud og lege med kort igen. Ikke løbende, men på mountainbiken.
Vi må desværre ikke træne MTB-O i skovene her i Aarhus, don't ask me why???

Men så tog jeg i stedet cyklen og spændte min kortholder på med et kort over vesterskoven i Silkeborg. Indtegnede en række "poster" og kørte af sted.


50 kilometers opvarmning på landevejen, en energibar og så lige lukke noget luft ud af dækkene, så var jeg klar til en god halvanden time rundt i det samme terræn, hvor der netop er blevet afholdt DM i mountainbike maraton.

I Vesterskoven er der rig mulighed for højdemeter, grusvejsstræk og snørklet singletrack.
Behøver jeg sige at det var max fedt.

Dagen sluttede jeg af med en tur over til fort Østerlund, hvor der blev afholdt 12 timers mountainbikeløb i mudderet.

Ud over at være god træning, så var turen også tænkt som et oplæg for at jeg igen kan komme ud og konkurrere. Adventure Race ligger langt ude i fremtiden, løbetræningen går godt men langsomt fremad.
Så jeg har sat mig for at deltage i næste afdeling af den danske mtb-o cup i Nordsjælland først i næste måned.
Så jeg må nok hellere cykle til Silkeborg igen inden alt for længe og træne lidt mere mtb-o ;-)

MTB-O VM opfølgning

Så sluttede MTB-O VM for denne gang.
Her er så en lille update og en række film fra VM.

Det har været spændende at følge med i. Med guld og bronze til Danmark på førstedagen, så var der lagt op til nogle spændende dage.



De gode takter kunne danskerne dog desværre ikke helt følge til dørs.
Ved EM tidligere på året havde danmark været ganske suveræne, men til VM kom specielt en utrolig stært australier i vejen for den helt store succes.

På både sprint og langdistancen, løb Adrian Jackson med guldet. Men når man kører så stærkt som han gjorde, så er der ikke meget at stille op.
På sprint tog Lasse Brun Pedersen dog sølvet, mens det på den lange blev til placeringer som 4,5 og 6 til de danske herrer.

Stafetten gik i vasken og den lader vi stille gå ud i glemslen for denne gang.

Skulle du alligevel have hang til horror, så nyd lige denne lækre video fra Stafetten og bemærk Eriks valg af solbriller 4:03 inde i filmen. Det er spitzenklasse!!!


Tre medaljer er stadig flot gået. Og ikke mindst guldet til Tor er vel undt, efter et EM der slet ikke flaskede sig.

Meniskskade: Genoptræningen uge 11

Overskrifterne i uge 11 byder på fremmed asfalt og en smule sløvsind.

For at starte med det sidste, så er jeg nogle dage faldet i fælden med at "det går jo skide godt, så jeg glemmer styrketræningen".

Det er bare ikke godt nok, bliver jeg ved med at gentage over for mig selv.
Det er styrketræningen, som på nuværende tidspunkt skal være et supplement til den daglige træning, den skal hjælpe mig til at genvinde fuld styrke og modarbejde følgeskader efter opperationen.

Der er simpelthen ingen undskyldning for at springe den eller vippebrættet over. Men indrømmet, det er ikke skide skægt i sammenligning med cykeltræningen...

Men jeg er stadig ikke oppe i omdrejninger mht. løb, eller almindelige vrid i knæet. Så klø på siger jeg til mig selv og overvejer om det ligefrem er nødvendigt med en kalender, hvor jeg hver dag skal krydse af når styrketræningen er udført. Måske det bliver løsningen.

Ellers så bød ugen på træning i skoven på mtb. Både solo og med klubben. En ca. 90 minutter er hvad jeg synes er fornuftigt.

Desuden skulle vi på familiebesøg på sjælland, hvor Mariannes familie nu engang bor. Denne gang tog jeg så raceren med og fik lagt noget ny asfalt bag mig på vejene omkring Roskilde.

Det er på sådanne ture at jeg egentlig godt kunne ønske mig en Garmin Edge 705. Men det må vente, og jeg klarer mig sikker også uden.

Turen gik fra Jyllinge og til Jystrup, hvor en god veninde gav kaffe og kanelgifler, inden jeg satte mig ud i vinden og trampede hjem igen. Der er alligevel ved at komme noget speed på cyklen og det går kun en vej - Fremad!!!