torsdag den 4. marts 2010

Body meltdown

Nogen gange er jeg bare så misundelig på fodboldspillere.

De er elleve på hvert hold og tripper bare rundt efter en rund kugle.
Hvis man ikke lige er oplagt en dag, så er der sikkert en af de andre ti der gider løbe hen og sparke til bolden.


Og skulle man være kommet til at løbe lidt for langt og får krampe. Så er der sågar en af modstanderne der gider at stå og strække ens ben.
Måske fordi at ham der strækker så ikke behøver selv at løbe rundt efter bolden?

På cykel fungerer det ikke helt så smertefrit.
Træd til du segner!
Får du krampe eller andre smerter, så træd hårdere endnu.

Sådan var det også i går til spinning.
Tre stive timer blev det til, men efter 2:10 meldte de første kramper sig i venstre læg.
Lidt efter var den gal med højre lår.
Og efter 2:37 sad jeg med kramper i venstre læg samt højre læg og lår.

For slet ikke at tale om mine snævre cykelsko og overophedede fødder der ikke kunne være i skoen. Et varmt spinninglokale og tre timer på cyklen blev bare for meget.
Det var faktisk smerte på den knapt så fede måde.
Jeg forestiller mig, at kvinder i høje hæle kan sætte sig ind i beskrivelsen?


Men en ting lærte jeg dog af timen.
Mit venstre lår er i en klasse for sig og stod distancen!

Heldigt nok, for ellers kunne jeg godt være fristet af at vende tilbage til serie 6 fodbold med smøger på sidelinjen og bajere i pausen.

onsdag den 3. marts 2010

Inspiration til t-shirts for cykel-elskeren

Jeg oplevede noget meget mærkværdigt her til morgen.
I bussen på vej ind til byen (jeg skulle have for meget oppakning med til at jeg kunne tage cyklen).

Nå men altså. Jeg sad i bussen. Ved siden af mig stod en ung gut kun iført t-shirt. Sommeren er på vej. Det mærkværdige var hans t-shirt. Den var ensfarvet mørkegrå. Intet mærke, intet statement. Kun ensfarvet mørkegrå.

Det er ikke tit vi ser det. Prøv selv at kigge efter i hverdagen.

Så var det jeg tænkte over, om ikke også jeg skal have en ny t-shirt. Selvfølgelig med et fedt statement.
Det skulle helt klart være cykelrelateret.
Så jeg fandt et par valgmuligheder og endte op med denne her:
Doperssuck.com

Jeg er så heldig at have familieforbindelser til USA, som kan tage trøjen med hjem fra ferie.
Ellers kan det blive lidt dyrt at få den hjem.
Må du også bare eje en, så klik her for dopers suck t-shirt og andre fede produkter fra Twin Six.

Til inspiration, så har Patagonia også lanceret et par t-shirts til dig der er glad for cyklen.
Herremodel
Bikers make the world spin around

Damemodel
Ditch the car

De kan købes på Patagonia.com (sendt fre EU), men koster kr. 112,- i fragt. Bjergkæden og Spejder Sport fører også Patagonia herhjemme. Men deres forårskollektion er vist ikke landet endnu. Så om de viste t-shirts kommer på lager ved jeg ikke.

tirsdag den 23. februar 2010

En moden årgang

Som jeg skrev for nogle dage siden, så knækkede mit ergopowergreb på min vintercykel.

Så var gode råd dyre. Skulle jeg erstatte mit gamle Campagnolo 8 speed record skiftes til en billig 9 eller 10 speed 105, eller skulle jeg se om jeg kunne finde et nyt greb til det nuværende sytem?


Ebay gav mig svaret. I Frankrig var der et sæt ergoskiftere. Så var det bare at overveje hvor meget jeg ville byde. Budene lå omkring $ 80 - og så ved jeg jo godt at de ryger lidt op når deadline nærmer sig.

Jeg lagde mig fast på $ 102. Det var smertegrænsen og et strategisk godt valg skulle jeg mene.
Have allerede testet det nuværende bud for om det var autogenereret til at forsvare et bud på f.eks. $82 og det var det.

Så klokken få sekunder i lukketid bød jeg $102 og fik også grebene.
Bingo, så skulle jeg bare vente på at posten ville komme med min "propelhat".

Nogle dage senere bankede posten på døren og jeg kunne samle min cykel igen.



En upgrade af de helt store.
De gamle greb var fra årgang '95, mens de nye er fra årgang '96 og dermed den sidste i rækken af 8 speed fra Campagnolo.

mandag den 22. februar 2010

Softshell jakker - hvordan finder jeg den rette jakke?

Over de næste par uger vil en del af indholdet her på bloggen handle om softshell jakker.
Jeg har tidligere anmeldt et par softshell bukser som jeg er meget glade for. Nu er tiden så kommet til at se nærmere samme type jakker.

Eller rettere typer af jakker. For softshell begrebet er ikke sådan at indfange med få ord. Der er mange bud på hvad det dækker over og hvordan en softshell jakke skal se ud, være designet og ikke mindst hvad den skal kunne.

De næste par uger bliver du klogere på materialerne, vandtætheden, varmen og typerne af softshell jakker.

Hvad er softshell jakker?
I dag skal det dog handle om hvad en softshell jakke den kan og hvad den helt sikkert ikke kan.
I min optik forstås!

Softshell kan:
  • En softshell jakke er en jakke som kan bruges yderst
  • Softshell dækker over jakker som ikke er 100% vandtætte
  • Derfor ånder de også bedre end membranjakker som f.eks. benytter gore-tex, dermizax eller H2No
  • Softshell jakken er vandafvisende i en eller anden form
  • Jakken er vindtæt
Softshell er altså ikke:
  • Være 100% vandtæt

Det giver rum for en lang række af typer af softshell jakker. Derfor er der også rigtig mange overvejelser du kan gøre dig inden du skal ud og handle en ny softshell jakke.


Hvornår bruger jeg min soft shell jakke?
Har du behov for en jakke som altid holder dig tør udefra, uanset mængden af nedbør. Så skal du ikke vælge en softshell.
Det kan f.eks. være til en uge lang tur i det regnfulde skotske højland.

Men under langt de fleste forhold, vil du opleve, at en 100% vandtæt jakke bliver våd og klam indefra hvis du vandrer af sted med lidt sved på panden.

Min egen løsning i langt de fleste tilfælde. Det hedder en softshell yderst og en let vandtæt skaljakke i rygsækken, som jeg så kan tage frem under megen regn.

Langt det meste sporadiske regn. Det klarer min softshell.

Der er dog stor stor forskel på hvor hurtigt en softshell jakke tørrer igen. Mere om det i et senere afsnit om materialer.

Frost, sne og softshell er også en kombination som spiller maks.


De smadrer begrebet
Som overskriften lyder, så forvirrer softshellbegrebet mere end godt er.

Jeg mener bare ikke at det er begrebet som er forvirrende, men derimod (mis)brugen af det.

Vi slutter dagens indlæg af med to eksempler af værste skuffe:
(Jeg har altså ikke testet nogen af jakkerne, så mine kommentarer går kun på markedsførringen af produkterne)

Først en skaljakke som sælges med softshell benævnelse. Det går altså ikke, hvis vi skal værne om begrebet som det oprindeligt er tænkt.


Bergans softshell med Dermizax membran
-
Nej vel???

Og så lægger jeg mig ud med et ellers lækkert brand som Mountain Hardwear. Der stik mod alle fornuftige argumenter har "opfundet" en softshell Conduit membran.


"Her er i udgangspunktet også tale om en fuldstændig vandtæt soft shell"
-
I udgangspunktet???

"(...)den deciderede soft shell-del(...)er pålamineret den meget åndbare Conduit™ Soft Shell -membran."
-
En stor omgang sælgerlort og forbrugervildledende pseudobegreber.
Bedre held næste gang Mountain Hardwear.

Teaser
Læs med igen om nogle dage, når jeg tager fat på materialerne i en softshell jakke.
Jeg blev klogere under research og vil næsten love dig, at du også får noget ud af at læse med.

mandag den 15. februar 2010

Grejtest: Minipumpe på catwalken

Det har været en begivenhedsrig sidste uge i mit cykelunivers.

Jeg lykkedes med at træde mit kranksæt i to dele. Og reparere det igen efter en længere et-ben-spurt hjem.

Jeg flækkede mit old school Campagnolo Record 8 speed ergogreb på vinterraceren. Og fandt et nyt sæt på Ebay. Men mere om det når det ankommer fra Frankrig og nogle dage.

Og sidst men ikke mindst har jeg haft den udsøgte fornøjelse at følges med en fræk og lækker lille sag.

Jeg har testet en minipumpe fra amerikanske Lezyne.
Det første der falder mig ind, da jeg ser pumpen, det er lir for næsten alle pengene.
At der sniger sig et "næsten" ind, det skyldes kun at pumpen også kommer i en variant hvor en del af materialet er carbon. Prisen er så også derefter skal det siges.

Lezyne har specialiseret sig i at designe cykeldele i cnc-fræset alu tilsat et god portion design.

Tag et kig på billederne på dette blogindlæg, og du vil nok give mig ret i at pumpen bare er en del mere bling bling end hvad du er vant til at køre rundt med?

Så nok om designet i sig selv. Det er spot on og med sort, guld, rød eller blå så skal der nok være en pumpe der matcher dit humør.

Pumpen koster kr. 299,- og det er derfor ikke nok at den ser godt ud. Den skal altså også kunne pumpe noget luft i et dæk og være fornuftig at betjene.

3 hurtige
For at komme til at pumpe skal du igennem tre hurtige skridt.
1: Inde i pumpen finder du en lille slange, som du tager ud.
2: Denne slange skruer du nu fast på din ventil. Den ene ende passer til autoventiler. Den anden ende passer til presta/racerventiler.
3: Skru nu selve pumpen fast på slangen.

Så er du klar til at pumpe. Lyder det langsommeligt og besværligt?
Det er der overhovedet ikke. Og det har store fordele.
  • At du skruer det hele sammen gør, at du slipper for en pumpe som ikke vil bide ordentlig fast om ventilen. Eller en ventil der knækker, som jeg selv har oplevet det under en konkurrence, hvor adrenalinen pumper og finmotorikken svigter lidt.
  • At du har en slange mellem pumpe og ventil gør det så meget lettere at finde en position hvor du kan give maks gas med pumpen.
Lezyne Pressure Drive giver også godt med luft for hvert et tag, selv i den mindste model small som jeg har testet.
Min fornemmelse siger mig, at det er den hurtigte minipumpe jeg har prøvet, når det gælder et MTB- eller Crossdæk.
Sammenlignet med min Cannondale og Crank Brothers Power Pump er der i hvert fald ingen tvivl.


Et maks tryk på 8,3 bar
Lezyne fortæller mig, at jeg kan pumpe 8,3 bar i dækket. Det lyder jo lovende, da jeg skal bruge ca. 6 bar efter en punktering på landevejen.
I mangel på punkteringer, så piftede jeg et par dæk i kælderen og gik i gang med at pumpe. Og jeg pumpede og jeg pumpede.
Jeg pumpede til jeg ikke kunne presse en brøkdel af en bar mere i dækket. Og da jeg satte min fodpumpe til, kunne jeg måle det til lige under seks bar. Lægger jeg så den smule luft til der røg ud ved monteringen af fodpumpen, så kan jeg strække mig til 6 bar.
Det er på grænsen til at være nok. Og langt fra de 8,3bar som Lezyne lover.

Med min gamle Crank Brothers pumpe kan jeg komme over seks bar, men det tager til gengæld afsindigt lang tid. Hvad skal jeg vælge??? jeg ved det ikke rigtig.

Til Lezynes store forsvar, så lover de mig med Pressure Drive en pumpe som er udviklet til MTB. Og dertil er Pressure Drive formidabel.

Den er nem at bruge, pumper hurtigt og kan tage både auto- og prestaventiler, hvilket kan være en fordel når ens holdkammerater i et adventurerace dukker op med autoventiler på slangerne.

Specielt tanken med en lille slange mellem pumpe og ventil fortjener endnu et rosende ord med på vejen. Det gør processen med at stå og pumpe så meget nemmere.

Vægten lander på 90 gram. Det er lavt uden at være lavest.
Med et design af en pumpe, som både har denne ekstra slange pakket ned i sig selv og et luftkammer der giver rimelig meget luft, så er en vægt på bare 90 gram alligevel yderst fornuftigt. Ellers kan du jo købe carbon versionen og spare yderligere 8 gram!


Pumpen er lille nok til at ryge om i ryglommen på min jersey. Men fordi den er så 'damn good looking', skal den selvfølgelig sidde i sin holder på stellet ved flaskeholderen.

Lezyne Pressure Drive 'small' minipumpe
Vægt: 90 gram
Længde: 170mm
Farve: Sort, guld, rød eller blå
Pris: 299,-

torsdag den 11. februar 2010

Den nok så berømte 6km et-ben-spurt!

Ingredienser:
  • 5 grader frost
  • 2 bolte
  • 1 løs krankbolt
  • Et godt tråd med MASSER af Watt
  • Undrende medtrafikanter
  • Et tragikomisk syn
Først tager du uanede mængder af disse:
Alt alt for mange glatte veje. Men sne og is omkring ethvert sjkult hjørne.

Dernæst tager du undertegnede og sætter ham op på hans MTB for at imødegå vejret.
Godt med luft i dækkene og så ud på landevejen på Mountainbiken.

Syv kilometer fra hjemmet tager du så og tilsætter en fornemmelse af slidte eller løse klamper under skoen.
En kilometer senere har du så forklaringen.
Stor var overraskelsen, da jeg pludselig havde adskilt fod fra cykel. Så er diamanter i benene pludselig ikke så skide meget værd længere.


Bum bum. Hjemme havde jeg efterladt multitool med den umbraconøgle jeg skulle bruge for at få skidtet samlet igen.

Så var der ikke andet for end at indlede turen hjemad i bedste et-ben-spurt. En spurt over seks kilometer vel at mærke.

Seks kilometer, hvor det ene ben hang dinglende og skraldgrinede af det andet som måtte lave alt arbejdet!


Nu er cyklen så samlet igen og mit højre ben får en velfortjent fyraftensbajer, mens det venstre skal straffes på spinningcyklen i morgen.

Grejtest: Uld Buff

Mange kender allerede en traditionel Buff.
Et rør af microfiberstof, der kan bruges som beanie, pandebånd, halsvarmer og flere andre opfindsomme muligheder.

Jeg anmeldte produktet her på bloggen for et par år siden.
Og jeg er mildest talt begejstret for produktet, så da Buff denne vinter sendte en Uld Buff på markedet måtte jeg selvfølgelig også eje sådan en sag.

Stor var overraskelsen, da det gik op for mig at Uldbuffen var meget længere.
En traditionel Buff passer perfekt som beanie på mit kranium når den foldes en enkelt gang. Se sådan kunne det ikke helt gøres med min nye uld Buff. Det resultere blot i at jeg kan trække den godt ned over øjne og næse som et stort uldent kondom. Hverken fikst eller brugbart.

Nå men det første spørgsmål jeg stiller mig selv er, hvorfor har Buff dog valgt at ændre på størrelsen?

Så jeg gik strakt i gang med at teste denne Uld Buff i alle tænkelige muligheder.
Det er klart at en Uld Buff er til dage med koldere vejr end den traditionelle buff. Så i de forskellige måder jeg kunne bruge Buff'en, var det også et spørgsmål om hvornår der var et praktisk formål med at iføre sig en Uld Buff.

Til mine løbeture er en traditionel Buff mere end rigeligt, selv i minus mange grader. Altså ingen Uld Buff her.

På hårde træningsture på cyklen, der har jeg ikke de store behov for noget varmere under hjelmen end en almindelig Buff. Men som ekstra beskyttelse om halsen kan din Uld Buff gøre stor glæde. Ikke mindst på landevejen, hvor jeg får noget mere vind end i skoven.
Uld Buff kan også godt bruges under din cykelhjelm, men det er altså ikke helt optimalt. Den længere Buff gør, at du kommer til folde den nogle ekstra gange omkring ørerne. Det er selvfølgelig varmt, men levner mindre plads til at hjelmen kommer til at sidde godt.
For mg går det an på hverdagscyklen, men jeg bruger det ikke under træning. Hjelmen skubber nemt de mange lag ned i øjnene og det fungerer bare ikke godt når du sidder foroverbøjet på raceren.
En mulighed, som jeg ikke selv benytter, er at flette den omkring hals og hvoved som en elefanthue. Det fungerer udemærket, men min tynde neoprenudgave fungerer blot bedre.

En Buff på hovedet og den ekstra gas på maven.
En velafprøvet pausesotiuation på vandreture i koldt vejr.

Den store glæde ved min Uld Buff kommer, når jeg bruger den i hverdagen og på vandreture.
Modsat en varm hue, så kan du stadig åbne op i toppen og lette trykket, hvis det bliver for varmt, samtidig med at du holder varmen omkring ørerne.
En Uld Buff er behagelig for huden og super nem lige at have med i lommen eller øverst i rygsækken.

En Uld Buff er ikke helt så alsidig som en traditionel Buff. Alligevel er den allerede blevet et fast inventar hos mig i den fortsatte vinterkulde.

Uld Buff - Go eller No Go?
Go:
Uundværlig og alsidig til vandretur og hverdag
Fylder minimalt varmer godt
Kan fungere som hue, pandebånd, halsvarmer eller elefanthue

No Go:
For varm til løb
Fylder meget under en cykelhjelm

Prisen ligger på ca. kr. 200,- og kan fåes i de fleste friluftsbutikker.