mandag den 23. august 2010

Test: GoLite Sarek hættetrøje

Vi går en koldere tid i møde.

Det er blevet tid til at finde den langærmede trøje frem når jeg går en aftentur ved stranden.

Dagens test er således lidt off topic, og så alligevel spot on.

Da jeg for snart en del år siden fik mit første studiejob i friluftsindustrien, lærte jeg et nyt udtryk.


After Outdoor. Et begreb der dækker over tøj som producenterne af friluftsudstyr producerer til friluftsfolket, men som måske ikke lige står øverst på listen over tøj til 14 dage i fjeldet.

Det er dog ikke en dårlig ting som sådan.
Jeg oplever generelt, at dette 'After Outdoor' tøj har en god kvalitet og passer meget godt til en afslappet livsstil, men hvor fjällräven bukser og svedtransporterende t-shirts bliver lidt for meget outdoor.

GoLite Sarek Softshell er en hættetrøje lige efter mit 'After Outdoor'-hoved. På trods af at begrebet bliver sådan lidt belastende i længden. Så nu har jeg introduceret begrebet og så lader vi det ligge.

Sarek er en hættetrøje, lavet i 100% polyester og føles som en svagt opkradset mikrofleece. Nok til at være blød og yderst behagelig, men for lidt til at blive sådan vamset.
Den let glinsende overflade giver trøjen en rigtig lækker finish at se på. Og at den tillige er super behagelig at have på gør den bare mere tiltalende.

Trøjen er ikke teknisk syet på nogen måde, men med en gennemgående lynlås og hyggelige kængurolommer til at varme fingrene ved.

Pasformen er jeg måske en lille smule utilfreds med.
Du skal i hvert fald ikke have alt for korte arme.
Havde GoLite valgt at sætte mere elastik ved håndledet, så kunne det være ligemeget.
Men som trøjen er lige nu, så ryger ærmerne konstant ud over mine hænder til lettere irritation.

Men er du lidt langlemmet (jeg opfatter da selv mine arme som ca. normal af længde) så vil du nok få endnu større glæde af trøjen end jeg har.

GoLite kalder trøjen for en softshell.
Jeg har med vilje kaldt den en hættetrøje, for det er hvad jeg ser den som.
Godt nok er trøjen lettere vindafvisende.


Men uden tekniske detaljer og decideret produceret til en hyggestund ved bålet i baghaven eller stranden, så er den i min optik ikke en softshell du tager med i rygsækken.

Men til kølige aftener i efteråret, som er lige om hjørnet, der kunne GoLite Sarek sagentens gå hen og blive et hit.

GoLite grej forhandles af Outlandia


Ingen kommentarer: