mandag den 7. juni 2010

Test: Kortholder til cykel / mtb / mtb-o

Test: Nordenmark Adventure kortholder
Den her test har jeg glædet mig rigtig meget til at skrive.

Kreditkortholder: klik her for fede modeller
(service til jer der kommer "forgæves" fra Google.
bloggen her er sportsrelateret.)


Et rigtigt stykke nørdegrej for ethvert adventure race team eller mountainbike orienteringsrytter.

Da jeg i starten af april var til mtbocamp i Sverige, blev der selvfølgelig kigget over skulderen på alle andre. Hvem havde noget fedt grej, hvem kørte med noget anderledes udstyr og var der noget der pirrede min interesse nok til at jeg måtte teste det efterfølgende?

Ja det var der.



Enkelte andre ryttere kørte med en anderledes kortholder som så ret fed ud.
Kortholderen er svensk produceret af firmaet Nordenmark Adventure. De har tidligere med stor succes lavet kortholdere til skiorientering som naturligt nok er lidt større en disciplin i Sverige end i Danmark.

Men deres kortholder til cyklen så altså også interessant ud.
So ein ding muss ich auch haben tænkte jeg.

Jeg har efterfølgende været så heldig, at Nordenmark har stillet en kortholder til rådighed for at jeg kunne teste den godt og grundigt.
Så det har jeg gjort. Og deler nu ud af erfaringerne til jer læsere.

Modellen jeg testede er MTB extreme ud af firmaets tre modeller. Jeg valgte extreme modellen ud fra et spørgsmål om vægt og alsidighed.



Vægten for sådan en sag ligger på 330gram for en holder med standard kortplade.

En detalje er nemlig at du kan vælge pladestørrelse og monterings af plasticovertræk ud fra en række valgmuligheder.

Jeg valgte en plade i str. 280x280. Den størrelse giver mig en forholdsvis stor plade, men stadig med mulighed for at have et ugeneret greb om styret på min mountainbike.

Af plastikovertræk til pladen valgte jeg modellen der fæstner under pladen.
Til ren mtb-o ville jeg nok vælge modellen, hvor du klipser kortet oven på pladen og igennem kortet hvis det er lige lidt for stort.

Men jeg også kører adventure race, hvor kortmaterialet kan være stort og skal pakkes under plastikcoveret.
En anden ulempe ved at klippe igennem dit kort på adventure races, er risikoen for at regnen kommer nogle timer inde i dit race. Så er det ret ufedt at stå med et ikke vandtæt kort i den slags pladeovertræk.

Men hvordan virker plade og overtræk så på kortholderen?
Både pladen og overtrækket virker forholdsvis tynde sammenlignet med andre kortholdere jeg har set. Det sparer en smule på vægten og umiddelbart har jeg ikke oplevet det som et svagt punkt i konstruktionen.




Trykknapperne på holderen er i øvrigt super nemme at åbne og lukke. Når jeg stod i startboksen til mtb-o og fik udleveret kort et minut før starten havde jeg nemt ved at få kortet på plads og lukke kortholderen mens jeg læste mig ind på de første par poster.
Thumbs up til Nordenmark.

Det er nemt at læse kortet gennem den gennemsigtige plastik.
En fiks lille detalje er at kortholderen ikke er helt plan. Den slår et lille knæk i to af de fire sider.
Hvorfor den er konstrueret på denne måde har jeg selvfølgelig tænkt en del over.
Det kan tænkes at det skyldes tanken om, at kortet dermed bliver marginalt lettere at læse når pladen vinkles en lille smule.
Men så igen. Det vil jo ikke være sådan hele tiden, i og med at jeg jo drejer pladen alt efter kørselsretning.

Jeg tror mere konstruktionen er lavet for at sikre pladen en øget stabilitet ved kørsel.
Det kan ikke undgås, at det rasler og vibrer i kortholderen på en mountainbike.

Min første kortholder. En dansk produceret map pilot var sgu ikke meget værd når det hele raslede og jeg hamrede ud af stier med rødder og andet godt.
Siden har jeg kørt med en tjekkisk Miry kortholder. Den mest brugte og solgte indenfor kortholdere.
Miry er helt sikkert kram. Men ikke uden svage punkter.
Sådan er det også med Nordenmark Adventure. Der er tænkt over detaljerne og den lille vinkel giver faktisk en kortplade som ligger rimelig stabilt på trods af dens tynde materialer.

Kompasset viser nord – syd.
Men også lidt op og ned.
Jeg kører med et tommelfinger kompas fra Silva tapet fast på kortpladen. Den løsning fungerer også nogenlunde på Nordenmark.



Jeg har dog oplevet, at en tur med kortholderen på crosscyklen gav rystelser som fik plade og kompas til at vippe så voldsomt ude i kanten hvor kompassets vægt fik pladen til at give sig lige lovligt meget.
Så slemt oplever jeg det dog på ingen måde på mountainbiken. Der er det ikke noget jeg har fundet forstyrrende.

Monteringen er super nem
Nordenmark Adventure kortholderen får mig helt op og ringe når det kommer til monteringen på cyklen.
Du kan bruge den samme kortholder på stort set alle styrtykkelser. Det er et stort plus i min verden.
Nå ja og så skal du ikke bruge værktøj. Wohaha se det er fedt og nemt.
Fik jeg fortalt at jeg har testet den til tre mtb-o løb. Flere dages træning omkring silkeborgskovene. Både på mtb og cross cykel.
Intet. Ingen af skruerne har løsnet sig eller virket ustabile. Det er top dollar!

Monteringen foregår med fire små vingeskruer. De er godt nok lidt små (der følger fire reserveskruer med i pakken fra firmaet), men jeg har da ikke smidt nogen væk endnu.
Mere er der faktisk ikke i monteringen.




Det er nemt hurtigt og universelt i forhold til styrtykkelser. En fordel hvis du kører adventure race på et hold hvor i måske har forskellige styrtykkelser, eller hvis du som jeg har to cykler hvor du gerne vil kunne montere kortholderen.
Det kunne også være hvis du ud over din mountainbike har en cykel til turcykling hvor du skal bruge kort på turen.

Sidder du spændt og venter på min endelige sammenligning mellem Miry og Nordenmark kortholdere, så kommer jeg til at skuffe dig lidt i dag.
Jeg har trods alt kørt med Miry i en del år, men kun i nogle måneder med Nordenmark. Måske det bliver en sammenligning jeg tager op når sæsonen går på hæld.


Oplevelsen af Nordenmark MTB extreme kortholder er en overvejende ganske positiv oplevelse.

Montering af både kortholder på styr og kort i kortholderen er jeg ovenud tilfreds med. Det spiller maks.

Vægten er som den skal være.

Kompasmonteringen giver lidt kvaler. Der er tendenser til at kompasset monteret på holderen kan hoppe og danse lidt rigeligt. Måden plastikoverdækket er konstrueret på levner ikke meget plads til kompasset. Her kunne med fordel laves en skæring der skråner ud mod kanten. Alligevel fik jeg det til at virke og kun på min crosscykel var jeg direkte generet af rystelser.

Pålideligheden er høj. Jeg har ikke oplevet at skulle efterindstille nogle skruer ’i felten’ så at sige. Og det er supervigtigt i min verden.



Det er alt i alt en ret fed kortholder og ikke mindst alsidig. Jeg vil ikke have nogle kvaler ved at anbefale den til nogen.


Der er pt. ingen dansk forhandler af denne model hvis du ønsker andet end standard opsætning. Møller Sport forhandler standardudgaven.
Så skal du have fingrene i én specialdesignet, skal du tage kontakt direkte til svenske Nordenmark Adventure. De er et lille familieforetagende og ganske flinke at snakke med.





Damn. Det blev så en lang lang grej anmeldelse. Skal se om ikke jeg kan gøre den næste lidt kortere.
Billederne til den er taget og jeg tror du vil kunne lide den når den kommer på om et par dage. Mums siger jeg bare.




5 kommentarer:

lars b sagde ...

Hvordan er plastik overtrækket. Et af de svage punkter på Miry. Mit er slidt ned efter et 1 år.

Bjarke sagde ...

Hej Lars

Det vil ikke være fair med en sammenligning på dette punkt... endnu. Så meger har jeg trods alt ikke nået at bruge kortholderen. Men so far ingen problemer.

Hvor hurtigt de bliver slidt ned på Miry afhænger nok også af brugen.

Der er dælme mange ting på min mtb der skal skiftes hvert år pga. nedslidning. Det er en dyr hobby ;-)

Anonym sagde ...

Slutter plastik overtrækket lige så stramt til på Nordenmark som på Miry...altså er det ligeså let at læse detaljer på kortet Nordenmark som på Miry i fart? - har lige bestilt en Nordenmark Extreme :-)

Anonym sagde ...

Yderligere anmeldelse:
http://www.averagejoes-ar.com/?p=3173
Mvh. Kim

Bjarke sagde ...

Ja jeg synes ikke at have lagt mærke til at plastikken ikke skulle slutte tæt.

Husk lige at kom tilbage i denne tråd med en kommentar når du selv har fået testet din lidt.