mandag den 25. maj 2009

Meniskskade: fra lægebesøg til idrætsklinik

Hjemme i Danmark går jeg til min privatpraktiserende læge.
Nu benytter jeg heldigvis ikke så tit mine læger i lægehuset Ib Fallesen og Jørgen Holm).

Men nu var det tid til et besøg hos dem.
Hr. Fallesen smider mig op på briksen og river lidt i benet.
- Gør det her ondt? Spørger han.

- Nej svarer jeg.

Sådan fortsætter vi seancen nogle gange, uden at vi kan fremprovokere smerterne.

- Nå men så foreslår jeg at du går hjem og kommer igen efter 14 dage hvis det stadig gør ondt.

- JAmmen...når jeg kun at sige.
Jeg ville gerne have forklaret mig og haft tid til at fortælle om hvordan der altså er faste rutiner der fremkalder smerten og at jeg er ved at gå til over uvisheden om hvornår jeg igen kan komme til at cykle og løbe.
Men sådan skulle det ikke være!?!

Dagen efter skulle jeg have kørt første afdeling af mtb-o cuppen. I stedet bruger jeg weekenden på at hjælpe til ved 2. afdeling af den nye shimanoliga for mountainbike sporten herhjemme.
Et super fedt arrangement.

Men dagen efter vågner jeg med store smerter i knæet.
Jeg har sgu ikke tænkt mig at gå 14 dage med smerte i knæet! Derfor laver jeg lidt research.

På idrætsklinikken på Silkeborg hospital skriver de at de tager imod patienter, hvis største problem er at de ikke kan udøve deres sport.
- Yes sir! det er sgu mig!

Ringer til dem for at få bekræftet dette og høre om ventetider.
Jeg skal bare printe siden fra nettet ud og henvise til den. Så tager de gerne imod mig. Ventetid ca. 4-6 uger.

Smilet er tilbage på mine læber og jeg ringer nu frejdigt til min læge og kræver en tid næste dag. Denne gang hos Jørgen Holm.

Møder op og gennemgår samme trummerum. Op på briksen. Lidt mumlen frem og tilbage. Lægen kigger mistroisk på mig da jeg henviser til notatet fra idrætsklinikken.
- Vi har et notat fra Aarhus Sygehus, der pålægger os ikke at sende patienter for tidligt derned.

Koldt holder jeg på, at jeg har talt med Silkeborg og IKKE Aarhus Sygehus.
Modvilligt skriver lægen en henvisning - og jeg går glad derfra.
Vi skriver her tirsdag d. 12 maj og jeg kan nu se frem til en ventetid på 4-6 uger. Jeg glæder mig...

Mandag d. 25 maj bliver jeg ringet op af Overlæge Jacob Stouby Mortensen fra Idrætsklinikken på Silkeborg Sygehus.
Samtalen forløber sådan nogenlunde alá det her:
Jacob: - Hej det er Jacob fra Idrætsklinikken, jeg kan se at du har ondt i knæet. Skal vi ikke gøre noget ved det på onsdag?

Mig: - Øhh jow, jeg kan godt komme ned til en undersøgelse

Jacob: - Ja så undersøger jeg lige knæet, og så operere vi med det same hvis det er nødvendigt!

Mig: (længere tænkepause) - Øhh jow, hvis du siger det. Jeg havde regnet med en undersøgelse, måske en scanning...

Jacob: - Men skal vi ikke bare lave dit knæ med det samme?

Mig: - Øhh jow. Selvfølgelig.

Jacob: - Godt så ses vi på onsdag!

Paff! Så sad jeg så der. Rimeligt skræmmende at tænke på. Havde indstillet mig på flere ugers venten. Så sikkert en undersøgelse og måske en operation.
Nu skulle jeg så opereres om mindre end to døgn. Tak for kaffe!

Tag: menisk09

Ingen kommentarer: