fredag den 20. februar 2009

Run Speed One


Jeg ved sgu ikke om det er skiftet fra min sædvanlige løbesok Run Speed One og så til Performance Run, også fra x-socks som har gjort udslaget.
Der er ligesom ikke helt den samme kraft i navnet på den nye sok!

Men jeg mangler simpelthen speed i mit løb denne vinter.
Egentlig vil jeg sige at træningen har været velafbalanceret siden december. Med et eksamensafbræk hen over nytår og igen i slutningen af januar.

Faktum er at jeg selv synes at jeg hænger gevaldigt i bremsen når jeg træner intervaltræning i O-klubben.
Nu prøver jeg så at lægge en træningsplan frem mod første konkurrence i april. Jeg inddeler ugerne i to kategorier Interval-uger og restitutionsuger i et 3-1 forhold.
Tre uger med tryk på og en uge hvor vægten er på rolige træningspas, men et længere løbepas og et længere cykelpas.

Denne plan skulle så gerne gøre mig hurtigere og endnu mere udholden på en og samme tid.
Tidligere har jeg ikke ligefrem været god til at planlægge frem i tiden. Jeg har til nød fået noteret mine træningspas. Men også det har knebet og når jeg så har stået med f.eks. en øm akilesene har jeg selvfølgelig ikke kunnet huske hvad og hvor meget jeg trænede de forløbne uger.

Nå men nu har piben fået en anden lyd og så ser vi om det har den ønskede effekt.
Første virkelige styrkeprøve bliver uge 11, hvor jeg i uge 10 har haft min første restitutionsuge.
Det er sygt nok at jeg nu er hoppet med på vognen af folk der planlægger deres træningsuger. Men når nu det har virket for så mange andre, hvorfor så ikke også for mig.

Sommerens konsekvente eksentriske træning og udstrækning sendte jo også mit løberknæ langt langt væk.

Min sidste bøn er nu at alt denne planlægning ikke ødelægger min glæde ved at dyrke sport, for så er det fluks tilbage til ustruktureret træning hvor det eneste der lyttes til er kroppens skadessignaler.

Ingen kommentarer: