torsdag den 14. april 2011

Spar vægt og penge

Anton du har revnet dine bukser.

Så gik den ikke længere mine 3/4 knickers må kasseres. Men de har også været flittigt brugt til løb og som overtræk på cykelture forår og efterår.

Først gik lynlåsen til nøglerne og så flænsede sadlen simpelthen syningen her den anden dag i skoven.



Så jeg måtte ud og købe nye. Nysgerrig som jeg er, ville jeg prøve et nyt mærke og valget faldt på Craft. Mere tilfældigt end velovervejet.

Men jeg tester i øjeblikket nogle af deres skoovertræk som jeg ikke er skide begejstret for. Men andre taler varmt om deres tøj. Så det måtte prøves.

Med kompressionsstrømper, er der stor sandsynlighed for at mine 3/4 tights på et tidspunkt kommer med til adventurerace, så derfor kiggede jeg på indholdet af forskelligt materiale i de nye tights.

Stoffet spandex/elastane er med til at give god komfort pga dets 4-vejs stretch. Men det syger også vand som bare pokker og er lang tid om at tørre.

En dårlig cocktail til aktiviteter som adventurerace hvor du tit får lov at hoppe i vandet med tøjet på.

Her er det så jeg sparer vægt og penge
Den dyre model af tights har ofte megen spandex for god komfort. For Craft var det helt op til 20%.

Den billigere model har kun 8%.

Så haps den snuppede jeg, og den sidder også fint på mig.

Jo mindre spandex jo mindre dødvægt i form af stof der suger vand når det bliver vådt af regn eller svømmeture.

Skal du hjem og tjekke op på indholdet af spandex i dit adventurerace grej?

mandag den 11. april 2011

Jeg hjælper gerne

Sidste uge var ret crazy på den måde at jeg nu godt kan mærke at sæsonen for aktivitet i naturen stiger.

Det sker jævnligt at jeg får mails, kommentarer eller facebookbeskeder fra en der godt kunne bruge et godt råd omkring noget grej.

Og det er da super fedt. Tænk at være en som andre har tiltro til.



Det glæder mig kun og bliv endelig ved med at sende spørgsmål jeg skal nok svare efter bedste evne.

I sidste uge gik det bare rimelig meget amok. Jeg fik to spørgsmål på soveposer. To spørgsmål på racercykler (og så leder jeg også efter cykel til kæresten), et par solbriller og et par trailrunningsko.

Der er virkelig nogen der skal ud og nyde foråret på fedeste manér i naturen.

Står du med et spørgsmål af den ene eller anden art, så skriv blot.

Meget gerne inde på "min" facebookside for grejguide.dk. Du finder linket her:
http://www.facebook.com/grejguide

Derinde vil du også kunne suge viden ud af alle de andre der synes godt om facebooksiden.

Vil du hellere sende mig en mail, så bruger du bare "kontakt mig ude i menuen til højre.

tirsdag den 5. april 2011

Glade budskaber

Ingen dårlige undskyldninger herfra. Det er lang tid siden og hvis du endnu ikke er hoppet med på grejbølgen ovre på www.grejguide.dk så kan du undre dig såre over hvad der sker eller ikke sker på bjafle.dk.

Det har en af mine faste læsere så gjort. Jeg svarede, at jeg havde travlt og ville prøve at se om ikke jeg kunne flække et indlæg sammen om ugen til bloggen, men at de skulle holde 100% før end jeg skrev dem.



I dag kom så svaret i form af denne mail:

"Hej Bjarke.

Jeg savner snart opdatering på din blog.......og gerne indlæg der IKKE holder 100 % ;-)

Niko"


Nå ja, så prøver jeg med glade budskaber som motivation for flere indlæg på bloggen.

Dagens indlæg vedrører min weekend, hvor jeg var på vandretur for at teste en røvfuld produkter til grejguide.dk.

Aftensmaden derimod var ikke en test. Det var en velkendt portion Chili con Carne fra Mountain House. Et produkt jeg flere gange tidligere har guffet i mig med velbehag.

Men denne gang var der noget galt. Den frysetørrede mad smagte af ingenting. Virkelig af mel og papir. Meget mærkeligt. Havde de mon glemt at putte salt og andre krydderier i en produktion.

Jeg skrev på twitter men fik intet svar. Ikke fordi jeg ville brokke mig. Men af interesse over hvad der var gået galt i produktionen. Mountain House hører ellers til blandt mine favoritter.



Så sendte jeg en venlig mail til dem.
I dag kom der så et venligt svar tilbage, at det ikke var noget de kendte til som et produktions-ups. Faktisk var det meget sjældent de fik klager over deres mad (jeg skrev nu mest af nysgerrighed og ikke som en klage, jeg overlever nok en enkelt gang smagsløs Chili con Carne).

Men nu takker Mountain House mig så for min interesse i deres frysetørret mad og sender mig nogle smagsprøver.
Tak for god service Mountain House.

mandag den 21. februar 2011

Test: billige softshell jakker

En af de mere besøgte sider her på bloggen er min føljeton omkring softshell jakker.

Jeg hev fat i nogle softshell jakker i flere prisniveauer og kom med min uforbeholdne mening om disse. Alene ud fra materialerne og priserne på jakkerne.



Jeg fik senere en henvendelse fra et firma som sælger nogle billige softshell jakker. De kunne da godt tænke sig at høre hvad jeg synes om jakkerne og hvor de ligger henne i forhold til de øvrige jakker jeg testede.

Så nu har jeg hen over vinteren brugt begge jakker for at danne mig et indtryk af jakkerne.

Jeg vil dele anmeldelsen op i tre dele.



Først lidt om detaljerne på de to jakker. Hvad er godt, hvad er knapt så godt og hvad kan den ene frem for den anden.

Som det andet, så er der specifikationerne som sidder syet ind i jakkerne. Det er en historie for sig.

Sidst kommer så det der nok i sidste ende er vigtigst. Dur jakkerne så til noget?

Detajlerne
De to jakker er i detaljer ret så forskellige. Den ene jakke er med hætte, har tre lommer udenpå og netlommer indvendigt. Længden på jakken er rigtig fin til aktiviteter udenfor. Både til vandring med en rygsæk, eller på cykelturen.

Den anden jakke er kortere i snittet, mere street og til brug i hverdagen som jeg ser den. Den er også uden hætte, men med mange flere lommer. Også en smart lomme indvendigt til din iPod.



Begge jakker har et stykke blødt fleece i halsen, hvor lynlåsen slutter og den uden hætte har ligeledes blød indvendig krave.

Det er som sådan detaljer jeg ikke nødvendigvis forventer i en softshell jakke til kr. 500 for hættetrøjen og ca. kr. 425,- for den korte model.

Hvad er det lige jeg tester?
Jakkerne er opgivet som softshell jakker produceret i 100% polyester.
Ydermere har producenten været så søde at fortælle at jakkerne er vandtætte med et vandsøjletryk på imponerende 10.000. Alt imens jakkerne udmærker sig med en åndbarhed på 4000mp.



Jeg vil anbefale dig at smide al denne viden i skraldespanden. Jeg har ingen ide om hvordan ID activewear og kineserfabrikken har fundet på at skrive alt dette nonsens.

Skal jeg starte fra en ende af, så er jakken pænt strækbar. Det er godt for pasformen. Men det er gud hjælpe mig den første 100% polyester jakke uden spandex jeg har set opføre sig således.

Jeg er ret sikker på at vævningen indeholder en eller anden procentsats af spandex. Det nedsætter tørretiden for en våd jakke. Men giver som sagt en god pasform og er desuden almindeligt i denne type jakker.

Jakken er vandtæt?
Ikke på vores bredegrader, måske i lande hvor vandet falder som støv?
Men det er også godt det samme, for jakken markedsføres som en softshell. Og derfor skal den være åndbar frem for vandtæt.

Jakken er åndbar, men opgivelserne på 4000mp tør jeg ikke stole på.




Det er sgu åndsvagt at sætte sådan et mærke i sit ikke vandtætte tøj?!?!

Duer jakkerne til noget?
Ja det gør de faktisk.

Begge jakker er gode bud på en prisbillig jakke med detaljer der virker velplacerede.

At det så ikke er toppen af poppen er vel heller ikke forventeligt til den pris jakkerne sælges til.

Hætten er ikke super fedt konstrueret og snævrer til hen over øjnene, mens der stadig blæser kold luft ind omkring halsen. Det kunne være bedre.

På specielt den korte jakke uden hætte, er velcrolukningen omkring ærmerne håbløst elendige. En smart smal stribe i et for dårligt materialevalg til at kunne holde sig lukket.



Det er bedre men ikke meget mere end godkendt på hættetrøjen.

Men bortset fra de kritikpunkter, så er jakkerne faktisk udmærkede til prisen.

Vil du gerne have en pæn softshell til hverdagen og cykler du ikke meget rundt, så er den korte model faktisk en jakke jeg ville anbefale.

Skal du ud og være aktiv i naturen, så er det den længere model med hætte du skal have fat i. Så er spørgsmålet hvor vigtig en tætsluttende hætte er for dig.

Jeg ville godt kunne leve med det, hvis mit budget lå på kr. 500,- til en ny jakke. Er du lidt fingerfærdig eller kender du en der er, så kan velcroen også skiftes.

Råmaterialet er, hvis du lukker øjnene og ikke læser producentens oplysninger, faktisk fuld tilstrækkeligt til at du kan få gode oplevelser i jakken.

Jakkerne er venligst udleveret af Tex-tryk og vil blive givet videre til foreningslivet, når jeg har skrevet anmeldelserne om til enkeltstående anmeldelser til grejguide.dk.

tirsdag den 1. februar 2011

En konkurrencependlers bekendelser

Jeg er flyttet udenfor Aarhus. Men siden januar har jeg haft kontor i Aarhus.

Nu cykler jeg ikke længere på arbejde. Jeg er blevet pendler. Cykelpendler af et godt hjerte, ment på den måde at jeg stadig sparer min ”svage” krop for de værste udfordringer, så bussen har rent faktisk været vel brugt i januar.

Men jeg er cykelpendler. Nemlig ja! Ingen skal komme og fortælle mig noget andet.

Men hvad sker der så når du parrer et konkurrencepræget individ med pendlerens lyksalige drøm om at trille til arbejde i et roligt tempo uden at møde svedt frem på kontoret?

Nå ja og tilsæt ydermere Odderbakken-bjerget mellem Beder og aarhus, for dem der kender denne.

Koblingen er dømt til at skabe komiske situationer, som nu her i dag.

Jeg triller roligt af sted. Så starter bakken og jeg gearer ned og begynder at rulle roligt op ad bakken.



Så skifter musikken i mine ører til noget god rock, og jeg træder lidt mere motiveret i pedalerne på min ramponerede blå citybike, der i al stilhed drømmer om saltfri veje, ny kæde, ny kassette og meget mere smørelse.

Men cyklen må vente og bare parere ordre, for fremme på bakken kan jeg skimte konkurrenten.

Så slår det klik
Der er gud hjælpe mig en pendler der ligger på min cykelsti, og tilmed foran mig. Hvad ligner det.

Jeg træder til, overvejer den store klinge som Bjarne Riis i de høje bjerge. Men fornuften får mig til at slappe af. Sveden Bjarke. Husk nu på at du skal sidde i det her tøj resten af dagen.

I kampen mellem vilje og lyst haler jeg alligevel ind på konkurrenten der fremme på bakken. Så flader det lidt ud. En jævn stigning og så tager fanden fat!

Jeg ryger på stor klinge, lårmullerne får som fortjent og kan mærke gårsdagens træning. Fedt nok, jeg henter ind på konkurrenten.

Det er en farverig trikot konkurrenten er iført. Helt klart en værdig udfordrer. Men vi kan se toppen af Odderbjerget og jeg må bare først til toppen.

Træder yderligere watt og tænker på at bilerne der suser forbi er Kim Andersen i følgebilen med opmuntrende tilråb.

Konkurrenten er nede på lille klinge og står plantet som et træ i Hartzen. Jeg bliver i sadlen, æder mig selv og drømmer om sejren på toppen af bakken.

Jeg er nu tæt på konkurrenten. Jeg kan næsten dufte konkurrenten.

Nej vent, jeg kan faktisk dufte konkurrenten. Det er duften af Elisabeth Arden – hvad fanden???

Jeg suser forbi konkurrenten som har blomster i cykelkurven, skaterhjelm med smileyface på (hvor seriøst er det lige?), skulder taske i moderigtige farver og en plastikpose på bagagebæren.

Jeg kampsveder, er stadig på vej mod toppen og har lige sat konkurrenten, selv om sejren føles en smule ligegyldig efter at have nedstiret konkurrenten og set ind i øjnene på en konkurrent der i roligt tempo pendler på arbejde.

Jeg når et kort øjeblik at overveje min patetiske pendlerkonkurrencementalitet.

Er det virkelig det hele værd?
Jeg er tæt på at sætte kæden på lille klinge og trille i mål.

Men så får jeg øje på endnu en konkurrent tæt på målstregen på toppen af bjerget. Kæden holdes stram og jeg suser forbi min nye konkurrent i sidste øjeblik inden toppen.

Denne gang er det virkelig en konkurrent. Han har racercykel, letvægts cykelhjelm og tights på.

Da jeg i en sidste kraftudfoldelse stormer forbi på målstregen og kigger på min slagne konkurrent, kan jeg se ind i øjnene på en hårdt nedslidt efterlønner med gråt hår, Burberry halstørklæde, højt humør og ingen hastværk.


Men jeg vandt, jeg kom først på toppen og sveden triller ned af ansigtet på mig mens jeg ruller de sidste par meter ind i gården, hvor konkurrencependleren parkerer sin cykel og mentalt forberede sig på sine konkurrenter på turen hjem.

torsdag den 27. januar 2011

Et alternativ til den gule trøje

Jeg har før skrevet om og linket til nogle af de fede cykeltrøjer der findes ude i den store verden.

Et af de firmaer jeg synes laver lækre ting, er amerikanske Twin Six. Både bomulds t-shirt og lycra jerseys.

Nu har de offentliggjort deres 2011 kollektion. Og specielt en trøje springer i øjnene.

Ikke mindst i dag, hvor koen fik et års karantæne. Og den resterende del af den typiske doping karantæne på to år. Den gik til den lille uskyldige dreng fra Spanien.

Hvor er det dog bare synd. Verden er uretfærdig. Jeg håber bøffen smagte godt Alberto.



Trøjen og resten af kollektionen finder du her: Twin Six
Tjek også lige kvindekollektionen. Min kæreste har nogle af deres designs og de er altså kæmpecool!

Det er desværre ikke lykkedes mig at finde forhandlere af tøjet i EU, hvilket gør det noget dyrere at få det hjem.

Da varens værdi er under grænsen for told, skal du tillægge moms og importgebyr fra dejlige Post Danmark.

Rundt regnet kan du få trøjen hjem for ca. kr. 750,-

tirsdag den 18. januar 2011

Ide til træningsmotivation

Det kan godt være at eliten farer af sted og ikke ser sig tilbage.

Vi andre mere dødelige, hyggetrænere, motionister eller supermotionister, vi kæmper alle vores kampe.

Typisk at dette indlæg kommer netop nu, hvor jeg har fundet formlen og igen er med pil opad. Det har været lidt af en kamp siden jeg fik min meniskskade for snart rigtig længe siden. Så kom først det ene på tværs og så det andet.

Nu sveder jeg igen som en fed gris og synes det er det bedste i hele verden.

Men hvordan kommer du dertil? Der er så mange små fif, som virker på nogen og ikke virker på andre.

Dagens tip er såre simpelt og pt. virker det hjemme hos os. Ikke kun for mig, men også for Marianne.

Vi fik en kalender i julegave. Du ved en af dem med billeder af din familie.
foto: tanakawho

Har du ikke fået sådan en, så er du faktisk endnu bedre stillet.

Her er tippet
Tippet går på at du finder nogle billeder fra friluftsturen hvor du besteg et bjerg, eller turen hvor du havde overskudet til at slæbe gruppens vand.

Eller hvad med mountainbikeløbet, hvor Martin Bæk, eller en anden var forbi og skyde et godt billede af dig.

Eller til adventure race, hvor du kravler rundt med snuden nede i mudderet og bare griner det største grin på dagen?

Du har sikkert selv andre fede billeder på nethinden og harddisken.

Sådan gør du
Find nu disse billeder frem.

Surf ind på en af de mange sider der tilbyder fotokalendere til at hænge på væggen (der er et par links i bunden).

Sammensæt nu din helt egen kalender med netop dine fede minder fra sport og friluftsliv.

Sæt dig realistiske mål for træningen. Ikke mindst hvor ofte du skal ud og træne.

Med din nye kalender hængende centralt i hjemmet har du inspirationen lige foran dig. Desuden sætter du et fedt kryds efter hver endt træning. Så kan du og måske din kæreste se hvis du falder af på den.

Det er så nemt lige at glemme lidt træning. Og vupti så kom du måske kun ud fire gange på tre uger, og det uden at du rigtig kan huske hvor få gange du rent faktisk kom ud.

Kalenderen er din dårlige samvittighed, hvis du ikke får trænet. Og på dage hvor det vælter ned med dødssyg dansk regn, så er billederne fra de fede tider med god form den rette inspiration til at komme ud.

Nemt ikke?

Du kan evt. bruge denne side, hvor du kan sætte startmåned efter behov. Det er en med-iværksætter her fra Aarhus der har siden.
http://www.sumopix.com/da/calendar

Eller du kan bruge Vistaprint. Dette er et annoncelink, hvor jeg tjener til et par energibarer hvis du handler gennem linket.
Vista print 2011 kalender –Klik Her-