torsdag den 28. oktober 2010

Test: GoLite Jam letvægtsrygsæk

Det var lige godt satans!

Jeg starter med at barbere et helt kilo af min udrustning, inden jeg overhovedet er gået i gang med at pakke min rygsæk.


Jeg står nede i kælderen ved min grejreol og skal til at pakke rygsækken til en kortere vandretur i de sydfynske alper. Foran mig står en ny tom rygsæk som jeg har fået ind til test.

Jeg har tidligere testet nogle stykker af rygsække i 50 liter segmentet. Gregory Z 55 og Ospreys tidligere model Exposure 50. Begge de to rygsække vejer næsten et kilo mere. Det er der flere grunde til, som jeg skal uddybe nærmere.

GoLite Jam klemmer sig ned på en vægt på kun 840gram, og det uden at være strippet for nogen som helst komfort.

Rygsækken har meshpolstring på ryggen, i skulderemmene og i hoftebæltet. Til gengæld er selve rygstykket på ingen måde stabiliseret og kan bukkes efter forgodtbefindende.

Passer du ikke på når du pakker rygsækken,
kan den bløde ryg give problemer


Det sidste stiller nogle krav til dig når du pakker rygsækken, ellers kan du hurtigt ende med en ikke flad flade mod ryggen. Det betyder, at du kan risikere at have en skarp kant ind mod ryggen, eller at en uhensigtsmæssig pakning skaber buler i fladen og dermed forkorter din ryglængde. Det er selvfølgelig ikke hensigtsmæssigt, da rygsækkens ryglængde ikke kan indstilles. Rygsækken har ikke mange indstillinger for en øget komfort. Du kan stramme skulderstroppene samt hoftebæltet.

Ved vejs ende på første testtur
og er godt tilfreds

Som sagt, så er GoLite Jam en letvægtsrygsæk og de manglende muligheder for indstillinger er også et udtryk herfor.

Giver det så begrænsninger for brugen af rygsækken, vil et oplagt spørgsmål være.

Ja det gør det. Min oplevelse er, at jeg ikke bare smider 15kg i ustraffet. På en firedages vandretur i en amerikansk nationalpark, fik jeg nogle problemer med ømhed i ryggen de første dage. Efter at have smidt nogle kilo mad, gik det derimod uproblematisk de følgende dage.

For mig lå grænsen nok omkring de 10 kg for en helt igennem positiv oplevelse af rygsækken på vandreture.

Det enkle er det sublime
Nok om rygsækkens begrænsninger. Her kommer alt det fede jeg har oplevet i den tid jeg har testet min Jam.

Rygsækken har ét hovedrum med adgang i toppen. Den lukkes med en rullelukning, som du måske kender fra vandtætte poser. Det er enkelt og rigtig velfungerende. Ingen svage lynlåse på kryds eller tværs. Ej heller et toplåg, men jeg savner det ikke.


I tillæg dertil, er der et mindre rum på fronten som lukkes med lynlås. Det er stort nok til lige at indeholde det du får brug for i løbet af dagen.

Sammenlignet med andre rygsække, er designet knapt så slankt og mere buttet. Jeg synes ikke det til vandring med vandrestav gør nogen forskel. Tænker du på at bruge rygsækken med ski, skal du måske lige tjekke op på det.

Fordelen er, at jeg får en mere fri bevægelse af hovedet og til cykling vil rygsækken dermed også være bedre egnet end noget andet jeg har prøvet i den størrelse.

Den lille sidelomme holder godt fast på en Nalgene. Desværre er den også lidt svær selv at få fat på. Til gengæld fungerer udtaget til et drikkesystem godt.

Materialet er ikke ultraletvægt. Men derimod en Dyneema 210 denier ripstop. Klatrefolket vil kunne skrive under på at det er holdbart og slidstærkt. Her er en rygsæk som kan holde i rigtig mange år. Som en bonusinfo, så passer den fint som håndbagage til flyrejsen.

Hoftebæltet har selvfølgelig lommer til kompas, energibarer eller det lille lommekamera. I dag er det et must at udnytte den plads til praktiske lommer. Alligevel er det ikke alle producenter der udnytter muligheden og det kan undre.

Der er nok spænder og snore til at spænde rygsækken ind, såfremt du ikke udnytter hele volumen. Men ikke så mange at det bliver forvirrende, som på Ospreys Talon serie (der ellers også er en række fede rygsække).

GoLite er langt fremme i den miljøbevidste ånd. Det honorer jeg selvfølgelig med stående applaus. En stor del af materialerne på GoLite Jam rygsæken er fremstillet i genbrugs-polyester. Det er den vej vi skal, og GoLite er som brand ikke bare med på vognen, de er en af trendsætterne i industrien!

GoLite Jam er en meget enkel og alsidig letvægtsrygsæk, der virkelig kan tage nogle tæsk. Hold dig til ca. 10 kilos oppakning og du er klar til mange fede oplevelser ude i verden.


De rå fakta:
Volumen: 50 liter
Vægt: 840 gram (en gennemsnitsvægt som svinger lidt alt efter størrelse og model)
Ryglængde: medium eller large
Fås både i en herre- og en damemodel
Pris: 999,-

GoLite forhandles gennem Outlandia

tirsdag den 26. oktober 2010

Inspirationen jeg måtte lade ligge

Der er sindssygt mange ting der inspirer mig.


Nu holder jeg mig til grej, sport og outdoor på bloggen her. Men alene denne lille niche er så fuld af fede øjeblikke. Øjeblikke der bare venter på at blive skrevet om.

Nå ja altså hvis dagene var længere og blogindlæggene skrev sig selv.

Et område jeg nok kommer omkring lidt for sjældent er klatring. Ikke fordi klatring som sådan er kedeligt. Slet ikke.

På min egen lille lyserøde seddel med prioriteter er klatringen bare kommet for langt ned. Årsag?

Jeg synes bare det er alt alt for kedeligt at hoppe rundt i en indendørs hal.


Jeg har vært på Kullen i Sverige og klatre, selvfølgelig købt en masse grej til formålet. Men jeg er ikke nogen super teknisk dygtig klatrer. Ej heller kan jeg prale af nævneværdige overarme.

Men at klatre på klippe er ret fedt!

Uden styrke og teknik bliver det bare knapt så cool at tage på Kullen, og dermed er jeg så småt ved at erkende, at mine klatreoplevelser nok kommer til at være på et minimum fremadrettet.

Men wow! Sikke et sus af lyst til at klatre igen jeg får, når jeg ser disse billeder af en klatrevæg.

Du må nøjes med links til billederne, da fotografen ikke har lagt billederne op under en licens der giver lov til at vise dem her på bloggen. Men linkene skal du da have, for det er godt nok et fedt klatretårn!

http://www.flickr.com/photos/kapturer/3936857757/
http://www.flickr.com/photos/kapturer/3013144094/in/set-72157613047994468/

Men der er langt til Holland fra Aarhus, så jeg tror bare jeg løber en tur i morgen. Er alligevel også ved at teste nye sko i disse uger.

søndag den 24. oktober 2010

Test: crankbrothers Power Pump

Det er blevet efterår, bladene rasler af træerne hurtigere end cykelrytterne forlader Riis Cycling.

Det betyder også regn. Masser af regn!
Og med regnen kommer punkteringerne på cykelturene.

Jeg har denne gang testet en lille let pumpe fra crankbrothers, som rigtig mange mountainbikere nok bedre kender fra deres Egg Beaters pedaler.

Pumpen er mindre en 15 cm lang og vejer under 100 gram. Det i sig selv gør den meget nem at have med i baglommen på dine træningsture.

Jeg har brugt pumpen i godt og vel to år og det er en meget pålidelig sag. Den fungerer i dag på nøjagtig samme måde som da jeg i sin tid købte den. Det er så både godt og skidt, som du vil kunne læse om her.

Når crankbrothers stadig den dag i dag producerer den samme pumpe vidner det også om et design der virker.

Pumpen kan bruges til både presta(racer)ventil samt autoventil.
Det er nemt at skifte mellem to forskellige niveauer af lufttilførsel. Et niveau for høj volumen, og når dækket er ved at være fyldt op, så skifter du til lille luftvolumen, så du kan tvinge et højt dæktryk i.

Sammenligning af størrelse på crankbrothers og Lezyne mini pumpe

Pumpens store kvalitet ligger i evnen til rent faktisk at kunne tilføre et dæk et højt dæktryk.
Rigtig mange pumper, som jeg har testet, formår ikke at være små og kompakte, samtidig med at de kan give et racerdæk et fornuftigt dæktryk. Det kan crank brothers Power Pump!

Men prisen for at kunne pumpe et højt tryk i er tid. Det tager virkelig lang tid at pumpe dit dæk med denne pumpe.

En anden lidt irriterende detalje er låsemekanismen omkring ventilen. Den er mega stram!
Jeg havde håbet at denne med åre ville blive mindre stram. Men sådan var det ikke.

Det er tungen lige i munden, og en kold vinterdag kan det godt være svært med kolde fingre og en pumpe som skal holdes vinkelret på ventilen mens du skal volde låsemekanismen på plads.

Jeg sværger til små pumper, som jeg kan smide i baglommen frem for at være tvunget til at have dem siddende på stellet. Det er noget nemmere, når jeg har flere cykler.

Til det formål er crankbrothers Power Pump fin til landevejstræningen, hvor jeg ofte prioriterer den længere pumpetid og et højt dæktryk, end en hurtigere pumpe, men som så ikke kan give mig det ønskede dæktryk.
50 km hjem på et halvfladt dæk er bare ikke fedt.


Til MTB er jeg knapt så overbevist om pumpens fortræffeligheder. Jeg har da brugt den, og den virker. Men det mest oplagte valg er den nok ikke til mountainbike. Der kunne du f.eks. kigge på denne pumpe fra Lezyne som jeg anmeldte for noget tid siden. Den pumper noget hurtigere og mindsker risiko for knækkede ventiler i kampens hede under konkurrencer.

Prisen i handlen ligger på ca. 200,- og det er en fin pris for en pumpe der klarer jobbet og som virker meget robust. CB angiver dog selv vejl. udsalgspris på kr. € 20,- bobob, men sådan er der jo så meget...

Annonce:
Klik her for et stort udvalg af
minipumper
fra Chain Reaction Cycles

lørdag den 23. oktober 2010

Hvor meget plads kræver et telt?

Nu fortalte jeg den anden dag om hvordan vi røg ud i en piratcampering på min netop overståede rejse til USA.

Den sidste overnatning tog vi dog på en campingplads. Det var lidt en bet, men vi vurderede at det nok var det klogeste, så måtte vi leve med en flad mark og en masse campingvogne.

Så vi blev noget overraskede, da vi kom igennem skoven til campingpladsen.


Her kunne vi se hvad konsekvensen er af et land med så meget plads ude på landet. Campingpladsen bestod af måske 200 pladser. Alle med egen indkørsel som lignede en allé. Pladsen var på størrelse med men lille sommerhusgrund og omkranset af træer. Egen borde/bænkesæt og en bålplads.


Vis stort kort

Google Streetview har sågar været forbi, her er vores lejrplads for en nat.

Selvfølgelig ankom alle amerikanerne i deres biler, camperes mm. Men vi lå stort set ugeneret af nabopladserne, og vores lille to personers telt synede ikke af meget.


Det er nok det tætteste jeg kommer på at overnatte i naturen, uden egentlig at overnatte i naturen.


Den plads der var på den her campingplads står også i total skærende kontrast til oplevelsen af Chicago og alle skyskraberne, som vi skulle opleve nogle dage senere.

torsdag den 21. oktober 2010

Mennesker der krydser din vej

Andre kulturer er som oftest spændende og i hvert fald lærerige, hvis du åbner op for nye indtryk.
Jeg dyrker friluftsliv som min store rejsepassion, derfor møder jeg måske ikke helt så mange spændende mennesker, som min gode ven Nikolaj Witte, der rejser verden rundt med sit videokamera og laver film fra store dele af verden. Tjek hans film ud på www.rejseprogrammet.dk.

Men mit ophold i USA gav mig dog en række menneskelige indtryk. Jeg mødte nye spændende mennesker, mennesker der overrasker, som da vi passerede en landevej og den eneste bil i miles omkreds stopper op.


Straks tænker jeg - kontrol, og måske opdagede nationalparkens rangere vores ulovlige piratcampering i nationalparken, da vi forbavsede nåede frem til overnatningsplads nummer to og blev mødt af to mindre venlige personer og deres psykohund.

Der var vi i hvert fald ikke velkommen til at overnatte!
De havde booket hele den fine lejrplads og var ankommet i bil. Sådan kan USA så også være og vi lærte noget om hvorfor der var så få vandrere på ruten - Labans "Hvor skal vi sove i nat" kørte på repeat i baghovedet.

I nationalparken var der måske 50 km mellem campingpladserne. Mellem de primitive overnatningspladser, var der knapt 20 kilometers mellemrum. De kunne bookes og SKULLE bookes hjemmefra. I dette tilfælde af to mænd og deres monsterdog, som skulle ud og luftes mens ejermanden kunne sidde i sin campingstol og nye en lille bajer.
Således gik det til at vi måtte tage en nat i skovbunden.

'Leave no trace' er et af de gode friluftslogans. Så blev den ged barberet.


Tilbage til manden i bilen der stoppede midt på den ellers øde vej.Han var ingen Ranger eller lokal sherif.Manden var blot opvokset på egnen, nu bosat i Oregon. Men hjemme på ferie. Vi fik en lang sludder for en sladder og han havde selv vandret "vores" trail i juni måned.

Sådan er amerikanerne nemlig også. Yderst snakkesagelige og skal ofte fortælle os en historie fra deres hverdag. Det er jo ikke hver dag to vandrere fra Danmark passerer den øde vej bilen netop kommer cruisende ned ad.

mandag den 18. oktober 2010

Stor, større, vildere og lidt skuffende

Mainstream produkter er bare sjovere at nørde i store amerikanske superkæder med tons af grej på hylderne.

Selvfølgelig er nicherne også til stede over there, men her er internettet igen bare federe at bruge end at støve rundt efter butikker du ikke aner hvor ligger.


Det er min grejopfattelse af USA efter et par kombinerede friluftsture og familieferie derovre de sidste par år.

Jeg var så heldig på andensidste dagen af en vandretur, at støde ind i et 24 timers adventure race i Wisconsin.
Når jeg spurgte nogle af arrangørerne ind til grejbutikker. Så pegede de enstemmigt på REI.

REI er en kæmpe kæde med rigtig meget grej fra alle de store producenter. Men det mest innovative var faktisk et par af deres egne designs. Mere om det en anden dag.

De små nicheprægede produkter er ikke altid lige nemme at finde på gaden.

Derfor rejste jeg måske lidt skuffet hjem derfra. Men også kun lidt, for de fede nicheprodukter findes stadig. I webshops og med anmeldelser på diverse webzines og youtube.

Længe leve netjournalistikken i hånden på bloggere og youtubere. Prøv lige at se på kvaliteten af de få men ret gode danske blogs i den niche jeg selv beskæftiger mig med.

Det kan gennemsnitligt fint hamle op med f.eks. politiken.dks (det er med vilje jeg ikke linker til politiken.dk, jeg vil gerne skåne jer for den elendige kvalitet der oftest kommer ud af deres grej guides og håbløse overfladiske videoer). sektioner med vejledning i vedligeholdelse af mtb, valg af løbesko eller "introduktion" til barfodsløb.

Og så blev jeg alligevel imponeret
Men selv de store producenter er nogle gange for vilde i USA, i hvert fald når vi kommer fra lille snollede Europa

Mountain House er en producent af frysetørret føde til friluftsfolket. Du finder det bl.a. hos Friluftsland. Deres mad er faktisk glimrende og prissat en anelse lavere, da deres portioner mætter 1½ (og ikke to som de skriver) person, end konkurrenten Real, som kun giver en enkelt portion.

Mums filibaba

Igen var jeg i REI for at købe ind til turen. Der var det vildeste udvalg af retter. Jeg vil løbende komme med et par anmeldelser på bloggen som inspiration til dig der skal til USA og vandre.
Mange af varianterne findes simpelthen ikke i Europa. Det er lidt ærgerligt.

Mest imponeret var vi, da vi åbnede pakken med kyllingebryst og kartoffelmos.

Der var sgu to stk kyllingebryst. Full size og frysetørret i posen. Mega crazy. Og de smagte faktisk ok og konsistensen var i top, undtaget en lille del i midten hvor vandet ikke var trængt ind.

De lover kyllingebryst
og vi fik kyllingebryst
så bliver frysetørret mad næsten ikke sjovere

Men også kun næsten, for jeg har en lille pakke med hjem,
som skal testes på tur med nogle gode venner her hen over vinteren på et tidspunkt


For en grejnørd er en rejse til USA ensbetydende med en tur i de store butikskæder, men som oftest vil du spilde tiden med at gå i de mindre butikker. Udvalget er ens og de store har bare meget mere.


Med mindre du lige kender en konkret nichebutik. De findes nemlig også. Indtil nu har jeg dog kun fundet en cykelbutik, som f.eks. havde et mint condition eksemplar af tåclips som profferne kørte rundt med i touren inden klikpedalerne tog over. Det var nørdet - pris $ 199,-. Når jeg engang bygger en gammel stålramme op skal jeg helt sikkert have sådan et par!

søndag den 17. oktober 2010

Hænger du på endnu???

Ja ja jeg ved det godt. En blog er kun sjov at følge med på hvis der også kommer et indlæg i ny og næ. Ja faktisk gerne flere om ugen.

Så undskyld til den tidligere så trofaste læser.

Jeg kunne skrive et længere indlæg om mine mange manglende indlæg. Næsten en måned er gået siden du sidst hørte fra mig.

Velkommen til en amerikansk nationalpark
Ind imellem ryster jeg altså lidt på hovedet, mens jeg nyder den ellers flotte natur

Men af frygt for en regn af tudekiks, som når Shu Bi Dua spiller den med hvalen, skal du slippe for dårlige undskyldninger.

Ingen dårlige undskyldninger
Jeg vil blot nøjes med at konstatere, at jeg er blevet småfed, har fået en klam lille dunk på maven og været i USA, hvor jeg har testet en række dimser til outdoor folket, fået nye adventure race venner, set lidt for mange håbløse kortholdere og piratcamperet blandt dræberegern og gale jægere i en amerikansk nationalpark.

Så stay tuned. Så kommer der en masse godter her på bloggen, som i den grad er spillevende igen, mellem mine nu ganske strukturerede træningspas for at forbrænde al cheesecaken fra USA.