Så tror da pokker det gør ondt

På dr.dk kan jeg idag læse at blid musik virker smertestillende (læs selv med her).

Så tror da pokker at jeg har så ondt i stængerne når jeg drager på cykeltogt på mols eller i skovene omkring Aarhus.

I øjeblikket er noget af min yndlingsmusik dette her:


Eller dette her:


Men trods smerte, trommer og høj volumen tror jeg nok at jeg holder fast i min nuværende playlist.
Jeg tror altså ikke ligefrem Céline Dion vil få mig hurtigere på ad bakkerne.

Og lider du af samme oplevelse, så husk:
Smerte er blot svaghed der forlader kroppen!

Alt for varmt

Lørdag eftermiddag/aften stod himmel og helvede i et her i Aarhus. I løbet af kort tid var gaderne dækket af et tykt lag tøsne.
På med løbeskoene og en lang god tur i skoven. Sjap sjap svup svup. Men lidt hvidt var der trods alt.

Dagen efter, søndag, stod træningen på cykling.
Varmen var nu for alvor sat ind og skovens mudder lokkede bare ikke sådan rigtig.
Men lidt stier og større skovveje kunne vel ikke være helt i hampen.
Så jeg pakkede min lille rygsæk med Polarpak, slange, energibarer og multitool og tog på tur på Cross-cyklen.

Havde planlagt en tur på +100 km så planen var at starte stille ud. Det ville blive modvind/sidevind hjemad.
Er knapt nok kommet ude af syne for Bullen, da jeg bliver overhalet af en rytter i Glud og Marstrand. Så er der jo ikke andet for end at følge med i den ulige kamp mellem landevejscykel og crossdæk.
Efter at have fulgt med et stykke tid skilles vore veje og jeg fortsætter nordpå. Følger et miks af landevej og stisystemer indtil jeg rammer skovene ved Vosnæs.

Host hak host hak, tror nok lige at jeg bliver nødt til at kigge forbi Mikkel og Bikes4sale.dk en af dagene efter nogle nye pullyhjul. Et tungt mudderhelvede, men jeg kommer igennem og får "hul" igennem til asfalt på den anden side af skoven.
Resten af turen bliver jeg på landevejen!

Man siger godt nok at sneen findes i bjergene og mens varme havde forvandlet skovene til mudderpøle, så venter der mig et flot syn ude omkring Vrinners og Knebel. Med udsigt til Mols Bjerge kan jeg også se sneen ligger i spredte klynger. Flot flot, men da jeg på dette tidspunkt lå og kæmpede med at springe min makspuls i vinden var der ikke lige tid til at finde kameraet frem.
Det blev der derimod tid til på toppen af agribakken(bjerget) inden turen gik ned igen i sidevind og med vindstød der truede med at sende mig i grøften op til flere gange.
Små fire timer på vejene og hjemme igen kan jeg idag sidde på en restituionsdag og blogge løs med god samvittighed ;-)

Run Speed One

Jeg ved sgu ikke om det er skiftet fra min sædvanlige løbesok Run Speed One og så til Performance Run, også fra x-socks som har gjort udslaget.
Der er ligesom ikke helt den samme kraft i navnet på den nye sok!

Men jeg mangler simpelthen speed i mit løb denne vinter.
Egentlig vil jeg sige at træningen har været velafbalanceret siden december. Med et eksamensafbræk hen over nytår og igen i slutningen af januar.

Faktum er at jeg selv synes at jeg hænger gevaldigt i bremsen når jeg træner intervaltræning i O-klubben.
Nu prøver jeg så at lægge en træningsplan frem mod første konkurrence i april. Jeg inddeler ugerne i to kategorier Interval-uger og restitutionsuger i et 3-1 forhold.
Tre uger med tryk på og en uge hvor vægten er på rolige træningspas, men et længere løbepas og et længere cykelpas.

Denne plan skulle så gerne gøre mig hurtigere og endnu mere udholden på en og samme tid.
Tidligere har jeg ikke ligefrem været god til at planlægge frem i tiden. Jeg har til nød fået noteret mine træningspas. Men også det har knebet og når jeg så har stået med f.eks. en øm akilesene har jeg selvfølgelig ikke kunnet huske hvad og hvor meget jeg trænede de forløbne uger.

Nå men nu har piben fået en anden lyd og så ser vi om det har den ønskede effekt.
Første virkelige styrkeprøve bliver uge 11, hvor jeg i uge 10 har haft min første restitutionsuge.
Det er sygt nok at jeg nu er hoppet med på vognen af folk der planlægger deres træningsuger. Men når nu det har virket for så mange andre, hvorfor så ikke også for mig.

Sommerens konsekvente eksentriske træning og udstrækning sendte jo også mit løberknæ langt langt væk.

Min sidste bøn er nu at alt denne planlægning ikke ødelægger min glæde ved at dyrke sport, for så er det fluks tilbage til ustruktureret træning hvor det eneste der lyttes til er kroppens skadessignaler.

Seca 700 Ultra er landet!

Jeg skrev i et tidligere indlæg her på bloggen om min investering i en ny pandelampe til orienteringsløb, nightride mtb og adventure race. (Læs min anmeldelse af Light Motion: Seca 700 ultra)

Men jeg beskrev også besværet med at skaffe alle de dele der skulle til for at den fungerede optimalt til alle disciplinerne
Sidenhen har den danske internetbutik racegear.dk taget lampen ind i deres sortiment. Desuden fører de også den biligere og knapt så kraftige Stella, også fra Light & Motion.
Racegear leverer pandelamperne med alt hvad der skal til for at du kan få max glæde af grejet.
Så nu er der næsten ingen undskyldning for ikke at møde op til den kommende adventure sæson med optimalt lys.
Desuden er der jo stadig lang tid til sommertid og lyse nætter. Så pandelampe er stadig et must ved de fleste af mine egne træningspas.

Polarpak MoFlow drikkeblære

Kort før jul fik jeg et nyt og innovativt produkt tilsendt for at teste det.

Udstyr der rimer på innovativt er altid velkomment i mit univers.
Tit producerer det ene og det andet firme tro kopier af hinandens grej. Måske virker det, men nogen gange kunne jeg godt tænke mig, at lidt flere producenter turde tænke ud af boksen.

Polarpak hedder firmaet som i hvert fald tænker ud af boksen.
Polarpak producerer vandblærer til brug i rygsækken i forbindelse med sport eller friluftsliv.

Det eksemplar som jeg har fået mulighed for at teste i den sidste måned, er den model der hedder MoFlow.
MoFlow står for 'more flow', og hele ideen med drikkeblæren er da også at sikre sig, at du som hårdt svedende sportsudøver får den væske du har behov for.

Ideen er at du fylder din blære med vand, pumper den op med luft og dernæst monterer bideventilen.
Når du herefter blot bider i ventilen, så vil vandet komme strømmende helt af sig selv.

Lyder det indviklet?
Det er det bestemt ikke. Det tager selvfølgelig lige nogle sekunder at pumpe blæren op, men derefter kan du så hoppe på cyklen og nyde godt af det rindende vand.

Her om vinteren har jeg ikke behov for at løbetræne med vandblære, så hidtil har min MoFlow kun været med på mountainbiken.
Mit indtryk efter en måneds træning er positivt.
Hidtil har jeg haft benyttet en camelbak (den mistede jeg efter et Adventure Race hvor den ikke blev liggende på taget af bilen da vi satte bilen i gear for at køre hjem :-( ) samt en Source/Deuter, som i øjeblikket ligger på grejreolen og samler støv.

Åbningen på en MoFlow er af skruelågstypen og minder på den led om en camelbak. På en source kan man få hele hånden ned og rengøre den og det er måske den største fordel ved en source. Polarpak har valg en løsning som gør den en smule sværere at rengøre.
Hele setuppet er dog produceret i et bakteriehæmmende materiale. Men rengøring er dog stadig påkrævet.

Til gengæld virker materialerne som selve blæren er lavet af, som om de er meget robuste. Det er de også nødt til at være, idet at styrken i materialerne bliver udsat for en helt anden belastning ved en styrt på cyklen fordi blæren er pumpet op med luft.

Min Polarpak blev leveret med en ekstra bideventil. Men det må være en service fra producentens side, da jeg indtil videre oplever mundstykket som rigtigt godt. På min source er der en tendens til at den drypper når trykket på blæren bliver for højt. Hvis den f.eks. er proppet godt ned i rygsækken.
Det problem oplever jeg slet ikke ved Polarpaks system. Desuden er den nem at bide sammen om. Og selv uden lufttryk i blæren, er det forholdsvis nemt at få suget vandet op.
Det er også en vigtig detalje, for jeg kan godt forestille mig, at det ikke er i alle konkurrencesituationer at jeg vil vælge at benytte pumpesystemet.

Til gengæld har jeg enkelte gange oplevet en lille utæthed når jeg pumper luft i blæren. Indtil videre har jeg lokaliseret det til at man bør tømme slangen helt for vand inden man påbegynder at pumpe luft i blæren, samt sikre sig at blære og slange er koblet ordentlig sammen.

Mht. slangen, så er den også lige rigelig lang til min smag. Men det er jo individuelt og den kan nemt afkortes til at passe til dine behov.

Blæren er opbygget med et anti-pjaske skvulpeplader. Det betyder i praksis at der inde i blæren er opsat skillevægge som betyder at irritationen fra vandet der skvulper i din drikkeblære er stærkt reduceret.

Et andet lille trick er, at blæren kommer til at fylde mere når luften pumpes i. Så sørg for at have blæren pakket i din rygsæk inden du begynder at pumpe. På den måde er den nemmere at få til at passe.
At blæren fylder noget mere i oppustet tilstand, er til at leve med. Den kan sagtens være i min rygsæk alligevel på en almindelig træning.
Kun min minimalistiske løberygsæk med plads til en traditionel blære, nøgler og en enkelt gel eller bar bliver presset til det maksimale af en fuldt oppumpet MoFlow.

En kort demonstration af MoFlow'en

På de længere træningspas på over to-tre timer kan det være en god ide at have din lille 'pumpe'-indsats med i tasken. Blæren kan desværre ikke holde trykket gennem hele træningen, men når du alligevel er kørt fra din makker og venter på toppen af bakken, så kan du lige nyde en energibar mens du pumper nyt tryk i blæren.

Alt i alt må jeg dog sige, at jeg er ovenud tilfreds med blærens egenskaber.
Jeg var selvsagt lidt skeptisk på forhånd.
Nu har jeg i mange år kørt med vandblære og haft det fint med at skulle suge mit vand op.
Og ville jeg gide at stå og pumpe luft i inden træningen?

Men jeg er allerede blevet gode venner med min Polarpak MoFlow på cykeltræningerne. Når pulsen er oppe og vejrtrækningen er kneben. Så er det altså fedt bare at skulle fange slangen og bide, så kommer vandet strømmende.

Bottom line:
Gimmicket virker og det innovative design gør faktisk en forskel under træningen.